Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Da Eva Smith fik sin lyse idé

PROFESSORSERIE - Hvordan beslutter man sig for at vie sit liv til forskning? Det var en bog af svenske Arne Trankell, der fik professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, Eva Smith, til at undersøge, om ikke psykologien havde noget at give retsvidenskaben.

Hvis man vil være professor i noget, skal man tænke noget om noget, som andre ikke har tænkt før. Og det skal helst være klogt. Men hvornår beslutter man sig for, at det er professor, man vil være – hvis man får lov – og at man vil bruge livet på at forske?

Der er professorer over alt på Københavns Universitet (KU). Vi har i denne artikelserie håndplukket et udvalg af dem, og bedt dem fortælle os om, da de blev ramt af en lys idé. Og om hvorfor det i øvrigt er relevant for os andre at vide noget som helst om deres forskning.

Denne gang har Universitetsavisen talt med Eva Smith, som er professor i retsvidenskab ved KU. Hun fortæller selv her:

PSYKOLOGIEN I RETSVIDENSKABEN

Af Eva Smith

Jeg fik min lyse idé ved at læse en bog af en svensk professor Arne Trankell, som i mange år arbejdede ved de svenske domstole som vidnepsykolog.

Svenske vidnepsykologer taler med offeret, den formodede gerningsmand, vidner og så videre. De besigtiger gerningsstedet – og derefter kommer de med deres opfattelse af det mest sandsynlige forløb.

Et strålende eksempel

I bogen beskriver Arne Trankell en række sager. En af dem handler om en lille 5-årig dreng, der en dag kommer tilbage til sin mor med lakrids i hele hovedet, selvom han ingen penge havde. Da hun udspørger ham, forklarer han, at en vinduespudser har forbrudt sig imod ham.

Han afhøres af en psykolog og en psykiater, der begge mener, at han taler sandt. Desuden kan drengen beskrive badeværelset i vinduespudserens lejlighed – ganske vist spejlvendt, men mange børn i den alder skriver for eksempel ‘S’ spejlvendt. Drengen der hedder Lars kan kun være kommet ind i til lejligheden sammen med vinduespudseren, da portene til gården altid er låst. Lars bruger også et udtryk om det mandlige kønsorgan, som hans far og mor aldrig har hørt før.

Alligevel er politiet i tvivl. Den unge mand har en kæreste, virker helt normal og meget overbevisende i sin benægtelse. Han forklarer, at han var hjemme for at spise frokost, da en lille dreng ringede på og bad om gamle aviser. Han havde ingen og stak derfor drengen nogle småpenge.

Arne Trankell undersøger sagen. Lars’ forældre forklarer, at vinduespudserens forklaring er helt usandsynlig: »For de havde strengt forbudt ham at tigge aviser.«

Men hvorfor et sådant forbud? spørger Arne Trankell. Lars har tidligere samlet aviser med en lidt ældre dreng, Sune, som efter forældrenes mening var dårligt selskab. Det viser sig, at Sune bor i samme ejendom som vinduespudseren – i en tilsvarende lejlighed – bare spejlvendt. Han bruger samme udtryk som Lars om det mandlige kønsorgan – og ved i øvrigt alt om, hvad mænd kan finde på at betale små drenge for at gøre. Desuden forklarer portnerkonen, at dørene til gården skal være låst – men det er de aldrig.

Endelig er Lars’ forklaring optaget på bånd – og det viser sig, at han kun siger ‘ja’ og ‘nej’ – der kommer overhovedet ingen egentlige informationer fra ham. De kommer alle fra udspørgerne.

Arne Trankell konkluderer, at Lars har været i vanskeligheder, da moderen spurgte, hvorfor en vildtfremmed mand havde givet ham penge – han kunne jo ikke sige, at han havde samlet aviser. Derfor kom han i tanke om noget, Sune havde sagt. Om mænd og penge.

Spørgsmålets betydning for svaret

Denne sag og bogens øvrige sager gav mig lyst til at undersøge, om ikke psykologien havde noget at give retsvidenskaben. Jeg gik i gang med at undersøge dette spørgsmål, og det førte til min disputats, ‘Vidnebeviset’.

Jeg startede med at undersøge, hvorledes et vidneudsagn bliver til, og det viste sig, at tre faktorer bidrager til det: perception, hukommelse og gengivelse. På alle tre stadier kan der opstå misforståelser og fordrejninger. Som jurister kan vi ikke gøre så meget ved de to første stadier – udover at sørge for at vidner afhøres hurtigst muligt. Men det tredje stadium, gengivelsen, måtte være vores afdeling.

Jeg udførte derfor et forsøg, hvor jeg søgte at teste, hvilken betydning formuleringen af spørgsmålet har for svaret. Det viste sig, at en gentagelse af spørgsmålet, efter at vidnet først havde svaret: »det ved jeg ikke,« førte til, at antallet af korrekte svar faldt fra 72 procent til 33 procent. Hvis vidnet efter besvarelsen af spørgsmålet spørges, om han er sikker på svaret, så svarer 90 procent ‘ja’ – men der er stadig det samme antal ukorrekte svar.

Det viste sig sværere end ventet at definere et ledende spørgsmål. En engelsk undersøgelse viste, at selv små ændringer af spørgsmålet havde betydning for svaret. Man havde vist forsøgspersoner et selskab i en have og delte dem derefter i to grupper. Den ene gruppe blev spurgt: »Hvor mange mennesker var der i haven?« Den anden: »Hvor få mennesker var der i haven?« Formuleringen af spørgsmålet havde betydning for svarpersonens vurdering af antallet.

Pressede vidner, der svarer forkert

Jeg undersøgte også værdien af konfrontationsparader. (Opstilling af en række nogenlunde ens personer, hvorefter vidnet skal udtage den gerningsmand, han har set).

Det viste sig, at de fleste vidner føler sig voldsomt presset til at foretage en udpegning. Selv om de får at vide, at gerningsmanden muligvis ikke er der, opfatter de det som et valg mellem de fremviste personer – og udtager derfor den, der mest ligner, hvad de har set (eller svarer bedst til, hvordan de mener, en forbryder ser ud). Dette svarer også til politiets erfaringer, hvor et stort antal vidner udpeger en figurant og få helt afviser paraden.

Jeg foreslog derfor, at personerne i stedet skulle komme en efter en – og vidnet ikke skulle vide, hvor mange, der ville komme i alt. En ægte genkendelse burde vise sig også efter denne metode. Senere har andre fundet lignende resultater, og metoden er nu indført i visse stater i USA.

Endvidere bør den politimand, der afhører vidnet, ikke vide, hvilken person i paraden, der er den mistænkte. Dette og andre resultater af min forskning blev anbefalet indført af strafferetsplejerådet, men justitsministeriet har endnu ikke udarbejdet retningslinjer.

Psykologistuderende som forsøgspersoner

Et af mine andre forsøg er opbygget på den måde, at alle ser en neutral lille film og derefter besvarer spørgsmål om filmen.

I et af mine pilotforsøg anvendte jeg psykologistuderende som forsøgspersoner. Det viste sig, at disse personer havde dårligere erindringer om filmen end andre forsøgspersoner.

Til gengæld kunne de beskrive forsøgslokalet, fremviserens udseende og havde en ide om, hvor lang filmen var.
Der var tydeligvis tale om en mistroisk gruppe, der mente, at fremvisning af filmen blot var et skalkeskjul for undersøgelse af noget helt andet.

En amerikansk professor har kaldt psykologi, ‘Videnskaben om den psykologistuderende sophomore’ (2. års studerende). Min pilotundersøgelse sætter denne beskrivelse i relief.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste