Da Københavns Universitet glemte sin sociale ansvarlighed

Gadung, gadung – min kaffekop ryster, og en sjat skulper over kanten og rammer hjørnet af min bog. Det er tirsdag morgen på læsesalen på Panum, og byggeriet til det nye forskertårn er i gang igen. Gadung, gadung lyder det endnu engang ude fra byggepladsen.

»Grundforskning og forskningsbaseret uddannelse er Københavns Universitets byggesten,« står der på KU’s hjemmeside, og Københavns Universitet er da også med helt fremme på mange områder, men når det gælder en global social ansvarlig politik for forskningen, halter KU desværre bagefter.

Millioner af mennesker har ikke adgang til medicin, og en væsentlig årsag er prisen, og universiteter har muligheden for at være med til at ændre dette. Universiteter har nemlig en afgørende rolle, når det kommer til udvikling af nye lægemidler. Det meste af den såkaldte grundforskning, der udgør begyndelsen til nye opfindelser, der senere bliver til virksomheders produkter, har sin oprindelse i universitetsforskning, hvilket i Danmark er finansieret af danske skattekroner.

Det vil sige, at det faktisk er dig og mig, der via vores skat er med til at betale for den universitetsforskning, der senere bliver til lægemidler, som industrien kan sælge og tjene penge på. Bør vi derfor ikke som samfundsborgere have mulighed for indflydelse på industriens brug af universitetsforskning?

Samfundet og universitetet kunne stille krav til anvendelsen af forskningsresultater – men gør det ikke. Siden 1999, da loven om opfindelser ved offentlige institutioner blev vedtaget, har KU taget patenter på alle nye opfindelser, men når offentligt betalt grundforskning forlader KU og overdrages til medicinalindustrien, stiller KU desværre ingen krav til, hvordan det enkelte patent bliver anvendt; altså hvor, for hvem og til hvilken pris lægemidlet er tilgængeligt.

Dette er en af årsagerne til, at millioner af mennesker i udviklingslande ikke har adgang til livsvigtig medicin.

Københavns Universitet har skrevet under på erklæringen ”Nine points to consider”, og har derved forpligtet sig til følgende:

Universities should strive to construct licensing arrangements in ways that ensure that these underprivileged populations have low- or no-cost access to adequate quantities of these medical innovations.

Men dette er blot tomme ord på et stykke papir, for KU har ingen intention om at implementere en såkaldt social ansvarlig licenspolitik (SRL), der ellers vil sikre, at også mennesker i udviklingslande har adgang til medicin.

Man kan undre sig over, at Københavns Universitet, der ellers promoverer sig med at være med helt i toppen af eliten, ikke kan se, at man ved at fravælge en social ansvarlig forskningspolitik forpasser en enestående mulighed for gøre universitetet ekstra attraktivt for internationale forskere og eksterne donorer.

Og man kan også spørge sig selv, om ikke en offentlig uddannelsesinstitution netop burde støtte op om de værdier, som vores velfærdssamfund bygger på, blandt andet lige adgang til uddannelse og sundhed.

Hvor er det bare ærgerligt, at Københavns Universitets ikke ønsker at være et internationalt forbillede, og hvor ville jeg ønske, at KU gik forrest i kampen for global social ansvarlighed, så jeg kunne være stolt af mit universitet.

uni-avis@adm.ku.dk