Hun går alene gennem porten til Hovedbygningen på Københavns Universitet. For første gang i institutionens knap 400 år gamle historie er kvindelige studerende blevet optaget. Hun er en af dem.

Nielsine Nielsen, som hun hedder, har ikke fulgt den slagne vej. Hun har selv måttet skaffe sig den nødvendige undervisning, så hun kunne blive optaget. Hun er afskåret fra de legater, mændene får. Selv hvis hun består alle eksaminer, vil hun aldrig kunne bestride et embede.

Men her er hun. Hun sætter sig i auditoriet blandt 200 mænd i mørke frakker i et rum, der er bygget uden tanke på hende. En professor har sammenlignet kvinder som hende med prostituerede. Hun ved, at andre frygter, at hendes blotte tilstedeværelse vil ødelægge universitetets maskuline ånd.

Hun lytter. Hun tager noter. Men hun siger ikke noget. Ikke endnu.

At kvinder fik adgang til Københavns Universitet i 1875, kom ikke som et lyn fra en klar himmel, men som et resultat af en langsomt voksende bevægelse. Rundt omkring i Europa og USA var universitetsdørene allerede begyndt at åbne sig for kvindelige studerende.

Den amerikanske læge Elizabeth Blackwell havde taget sin eksamen i 1849. I 1860’erne læste russiske kvinder medicin i Zürich. I Norden var Sverige gået forrest og havde givet kvinder mulighed for at læse medicin i 1870.

Og nu begyndte Danmark også at røre på sig.

»Der var en transnational bevægelse i gang,« siger universitetshistoriker Pelle Oliver Larsen. Han er postdoc på KU med ansvar for formidlingen af 150-årsjubilæets historie:

»Ideen om, at kvinder skulle kunne tage en akademisk uddannelse, var oppe i tiden, og den blev især båret frem af et konkret behov for kvindelige læger.«

Behovet var både praktisk og moralsk. Lægevidenskaben ændrede sig i disse år med nye teknikker, nye instrumenter – og nye forestillinger. Det var blevet almindeligt at antage, at kvinders sygdomme kunne spores tilbage til livmoderen. Det førte til, at kvinder i stigende grad blev udsat for underlivsundersøgelser – ikke kun hos specialister, men også i almindelig praksis.

»Der skete en medicinhistorisk udvikling, hvor man begyndte at undersøge livmoder og vagina med instrumenter. Og mange oplevede det som et overgreb, så flere kvinder holdt op med at gå til lægen,« forklarer Pelle Oliver Larsen.

Det var en udvikling, der skabte moralsk forargelse. Ikke bare blandt progressive folk, men også i konservative kredse. For i en borgerlig verdensorden, hvor blufærdighed blev betragtet som en del af kvindens væsen, udgjorde mandlige læger i konsultationen et problem. Når en mandlig læge lavede intime undersøgelser på en kvindelig patient, blev hendes blufærdighed – og dermed også hendes kvindelighed – krænket.

Og netop det blev et argument, man ikke kunne affeje. Selv dem, der ikke mente, at kvinder burde frigøres, kunne se logikken i, at kvinder havde brug for kvindelige læger.

Det var dog ikke alle, der så den nye udvikling som et fremskridt.

Da universitetet i 1874 af regeringen blev bedt om at tage stilling til, om kvinder burde have adgang til medicinstudiet, blev sagen sendt videre til Det Lægevidenskabelige Fakultet. Her faldt dommen hårdt.

Professor i kirurgi Mathias Saxtorph advarede om, at kvinder ville få ødelagt deres kvindelighed, hvis de skulle studere side om side med mænd. Han forestillede sig et anatomisk skrækscenarie, hvor unge kvinder skulle studere nøgne mandekroppe og kønssygdomme i selskab med mandlige studerende. Det var ikke bare usømmeligt – det var direkte samfundsnedbrydende.

»Saxtorph sammenlignede ligefrem kvindelige studerende med prostituerede og sagde, at mens prostitution er et nødvendigt onde, er kvindelige studerende et unødvendigt onde,« fortæller Pelle Oliver Larsen.

Udtalelsen blev berygtet. Men den blev også en slags lakmustest. For selv på et fakultet, hvor modstanden var stor, forekom Saxtorph for radikal, og hans synspunkt vandt ikke opbakning blandt kollegerne. I universitetets øverste ledelse, konsistoriet, var der flere, der delte hans bekymring – især blandt teologerne – men flertallet støttede i sidste ende forslaget om at optage kvindelige studerende.

»Det er ikke fordi, der var stor begejstring for at give kvinder adgang til universitetet, men der var heller ikke den samme ideologiske modstand som hos Saxtorph. Det, der vandt frem, var snarere en form for retfærdighedstænkning,« siger Pelle Oliver Larsen.

Samtidig var der på daværende tidspunkt flere voksne kvinder end mænd, hvorfor alle kvinder ikke kunne blive gift og være husmødre, som ellers var den rolle, de var tiltænkt i datidens samfund.

Så hvis en kvinde havde evnerne og viljen, og hvis hun alligevel ikke kunne blive gift, var det svært at finde et principielt argument imod, at hun skulle kunne optages på universitetet. De fleste forventede, at der ville være få undtagelser – og så længe det blot var undtagelser, var truslen til at overse.

Universitetets accept kom dog med visse betingelser. Kvinder var fortsat udelukket fra legater og stipendier. De kunne tage embedseksamen, men måtte ikke bestride embeder. For eksempel kunne de tage den juridiske eksamen, men dommere, anklagere eller embedsmænd kunne de fortsat ikke blive.

Med andre ord kunne de tage en uddannelse. Hvad de så ville bruge den til, måtte de selv finde ud af.

De første to kvinder, der blev optaget på Københavns Universitet, var Nielsine Nielsen og Marie Gleerup. De ville begge være læger. Og selvom de fik samme adgang som mændene, fik de langtfra samme vilkår.

De måtte selv betale deres uddannelse. Og selv hvis de fuldførte studierne, havde de ingen adkomst til ansættelse i staten. Kun som selvstændige, praktiserende læger kunne de bruge deres uddannelse.

»Man kan sige, at de kunne tage eksamen for egen regning og risiko,« siger Pelle Oliver Larsen:

»De måtte selv bevise, at de kunne få noget ud af det.«

Alligevel mødte Nielsine Nielsen op. I sine erindringer skrev hun, at hun blev behandlet fair og ikke oplevede nævneværdige krænkelser. Men hun skriver om forholdene på den måde, pionerer typisk fortæller, som Pelle Oliver Larsen formulerer det, »med værdighed, ikke med detaljer.«

»Der er ikke nogen krænkelsesparathed hos de første kvinder. De vil gerne fremstå stærke. Og når de alligevel fortæller om visse episoder, slår de det hen,« siger Pelle Oliver Larsen.

Der er dog vidnesbyrd om forskelsbehandling. Den samme professor Saxtorph, der havde kaldt dem uønskede og sammenlignet dem med prostituerede, nægtede ifølge senere kvindelige studerende at kigge på dem under eksamen. Og i de første år fik kvindelige studerende efter alt at dømme ikke lov til at dissekere sammen med mænd.

Alligevel klarede de sig. Mange kvindelige studerende fik gode karakterer, både til studentereksamen og på universitetet. Presset på dem var enormt. De skulle ikke blot bestå, de skulle også bevise, at deres modstandere gjorde dem uret.

»De skulle være bedre end deres mandlige medstuderende. De var få, og de vidste, at de blev set som repræsentanter for alle kvinder,« siger Pelle Oliver Larsen.

Nielsine Nielsen fik sin egen lægepraksis og blev politisk aktiv i kvindebevægelsen resten af sit liv. Marie Gleerup giftede sig, blev til Marie Krabbe og drev lægepraksis sammen med sin mand i provinsen.

Trods alle forhindringer endte KU’s to første kvindelige studerende med en kandidatgrad og blev de pionerer, der banede vejen for kvinder i dansk akademia.

Da Københavns Universitet sagde ja til at optage kvinder, var det uden entusiasme. Argumentet var ikke idealistisk. Det var juridisk og administrativt. Når først kvinder havde de nødvendige kvalifikationer, var det svært at nægte dem adgang med gyldige argumenter.

»Universitetet var aldrig en foregangsinstitution, når det gjaldt kvinders adgang. Tværtimod var det ofte en af de mest konservative aktører,« siger Pelle Oliver Larsen.

Mens universitetet tøvede, handlede politikerne. Rigsdagen (det daværende navn for det danske parlament) og regeringen var på flere punkter mere åbne for kvinders adgang til viden og erhverv end universitetets ledelse. Ministeren for kirke og undervisningsvæsen, J.C.H. Fischer, spillede en særlig rolle.

Da det blev tydeligt, at universitetet kunne finde måder at omgå ligestillingen på, valgte Fischer og hans embedsværk nemlig at placere nye støtteordninger direkte under staten.

Det betød, at universitetet ikke længere blev inddraget i hverken rådgivning eller vurdering af, hvem der burde modtage støtte.

»Det var noget, der vakte opsigt. Man fravalgte universitetets sagkundskab netop for at undgå, at det skulle få indflydelse og dermed give mulighed for at ekskludere kvinder indirekte,« forklarer Pelle Oliver Larsen.

Med tiden tog regeringen og Rigsdagen yderligere skridt for at fremme kvindernes akademiske muligheder. I en lang række ændringer i de efterfølgende årtier – kvinders adgang til gymnasiet i 1903 og til embeder i 1921 – nedbrød lovgiverne barriererne for kvinder.

»Selvom universitetet faktisk i 1904 anbefalede, at kvinder fik adgang til universitets professorater, var institutionen forsat præget af en maskulin kultur,« siger Pelle Oliver Larsen.

Så på trods af at Københavns Universitet i år fejrer sig selv ved i 1875 at have åbnet dørene for kvinder, var det ikke institutionel velvilje, der bar forandringen. Det var i høj grad politisk pres, juridiske fortolkninger og en håndfuld kvinders ukuelige vilje.

De første kvinder, der fik adgang til universitetet, måtte gå omveje – og betale for dem. De statslige lærde skoler var forbeholdt drenge, så de unge kvinder måtte tage private studenterkurser eller læse op med en privatlærer. Det var dyrt, og det krævede både vilje, støtte og social kapital.

»De første kvindelige studerende kom fra det dannede borgerskab. Det var kvinder, der havde gået på pigeskoler i byerne, ofte havde videreuddannet sig som lærerinder og var drevet af et stort videbegær,« siger Pelle Oliver Larsen.

Da kvinder med almenskoleloven i 1903 i større grad kom på gymnasier og universiteter, blev frafaldet blandt dem langt større end blandt deres mandlige medstuderende.

Mange tog nemlig kun den første del af uddannelsen, såkaldt filosofikum, der var en adgangsbillet til videre studier. For mange blev det endestationen. Et dannelsesår. Et bevis på, at man kunne. Men altså ikke nødvendigvis noget, der førte til et arbejdsliv.

»For en del kvinder fungerede universitetet som en forlængelse af deres dannelse. De tog filosofikum, og siden giftede de sig. Det var ikke alle, der havde ambitioner om at få en karriere,« siger Pelle Oliver Larsen.

Og selv de, der havde ambitionerne, måtte ofte give slip. Statistikker fra begyndelsen af 1900-tallet viser, at kvindelige studerende i langt højere grad end mænd faldt fra undervejs. Det skyldtes især, at de blev gift.

»Kvinder med akademiske uddannelser blev i høj grad husmødre. Og det hang ikke kun sammen med deres valg, men med samfundets struktur og de roller, de blev tildelt,« siger Pelle Oliver Larsen.

Selv i de tilfælde, hvor mand og kvinde begge var uddannede læger eller jurister, var det oftest mandens karriere, der fik lov at fylde. Kvinden tog sig af hjemmet og børnene. Det var ikke ligestilling – men det var begyndelsen på noget, der kunne blive det.

Københavns Universitet var i slutningen af 1800-tallet ikke bare en institution. Det var en kultur. Og den kultur var maskulin – både i sin selvforståelse og i praksis. Videnskab blev opfattet som alvorlig, rationel og ophøjet. Kvaliteter, som tidens kønsforestillinger placerede hos manden.

»Universitetet var en friplads for mænd. Det var alvor og ånd. Men det var også alkohol, udfordring af grænser og en vis form for vildskab. Det var ikke et sted, man forestillede sig, kvinder kunne passe ind,« siger Pelle Oliver Larsen.

Kvinders tilstedeværelse blev derfor ikke bare mødt med praktisk modstand, men også med kulturel uro. Ville de dæmpe stemningen? Ødelægge fællesskabet? Forandre det frirum, som mændene betragtede som deres?

I praksis blev kvinderne ofte ignoreret, og de blev ikke inviteret med i de uformelle samtaler på gangene.

»Jeg har læst et læserbrev fra 1911, hvor en studerende beskriver, hvordan hans mandlige medstuderendes samtaler ændrer karakter, når kvinder slutter sig til diskussionen. En alvorlig samtale om politik eller videnskab, kunne pludselig komme til at handle om vejret eller andre letbenede emner,« fortæller Pelle Oliver Larsen.

Det var ikke en synlig mur, men det var en tydelig grænse. Og alligevel blev der flyttet på noget. Kvinderne var kommet for at blive. Og nogle begyndte at tage ordet. Ikke ved første forelæsning. Ikke nødvendigvis i undervisningen. Men i foreninger, i diskussioner og i kvindernes faglige arbejde spirede en stille revolution.

At blive optaget som studerende var én ting. At få lov til selv at undervise – eller forske med løn – var noget helt andet. Universitetets stillinger var ikke bare forbeholdt mænd i praksis, men i mange tilfælde også i lovgivning og fortolkning.

Alligevel kom der kvinder til.

»Vi har kvindelige forskere ret tidligt, hvis vi definerer forsker som en, der bidrager med ny viden. Den første var Anna Hude, der skrev doktorafhandling i historie i 1893,« siger Pelle Oliver Larsen.

Men med bedrifterne fulgte ikke nødvendigvis titler og stillinger. Mange kvinder underviste som privatdocenter eller med midlertidige bevillinger. Nogle fik forelæsningshonorar, andre fik støtte fra Folketinget til at undervise – uden at det gav fast ansættelse.

Den første kvinde, der fik officiel lektorstatus, var Valfrid Palmgren Munch-Petersen, som underviste i svensk. Andre som Lis Jacobsen forelæste som privatdocenter. Men selvom de figurerede i auditorierne, optrådte de ikke i lønrammerne.

»Hvis man definerer en rigtig forskerstilling som en, hvor man får løn fra universitetet, og der indgår forskning i stillingsopgaverne, skal vi helt frem til 1922, hvor Julie Vinter Hansen bliver leder af universitetets astronomiske observatorium,« forklarer Pelle Oliver Larsen.

Og den første kvindelige professor? Det var Astrid Friis, der i 1946 blev professor i historie. Knap 70 år efter, at de første kvinder trådte ind som studerende.

»Der er mange kvinder, der forsker og underviser før det, men det er uden fast ansættelse. Så det er en meget lang vej ind imod magtens centrum,« siger Pelle Oliver Larsen.

I dag er det kvinder, der udgør flertallet af de studerende på Københavns Universitet. 61 procent af de studerende, der blev immatrikuleret i 2024, var kvinder. Det ville have været utænkeligt for 150 år siden.

»Hvis man forestiller sig det danske sundhedsvæsen uden kvindelige læger i dag, ville det bryde sammen. Det siger noget om, hvor meget samfundet har vundet ved inklusion,« siger Pelle Oliver Larsen.

Det begyndte ikke med ligestilling. Det begyndte med undtagelser. Med kvinder, der læste på pigeskoler, betalte for privatundervisning, og mødte op i auditorierne uden støtte og uden sikkerhed for, at deres eksamener kunne bruges til noget.

De trådte ind i en verden, der ikke var bygget til dem. Men de blev alligevel.

De blev læger, forskere, undervisere. Nogle blev husmødre, nogle blev pionerer. De blev kaldt unødvendige onder. Og de blev forbilleder.

»Historien om kvinder på universitetet er en påmindelse om, at adgang ikke er det samme som lighed. Men den viser også, hvor meget der kan vindes, når man tør åbne dørene,« siger Pelle Oliver Larsen.

Universitetet har ikke altid været blandt de første til at gøre det. Men kvinderne gik ind ad døren alligevel – og ændrede institutionen indefra.