Da Peter Kurrild-Klitgaard fik sin lyse idé

Hvis man vil være professor i noget, skal man tænke noget om noget, som andre ikke har tænkt før. Og det skal helst være klogt. Men hvornår beslutter man sig for, at det er professor, man vil være – hvis man får lov – og at man vil bruge livet på at forske?

Der er professorer over alt på Københavns Universitet (KU). Vi har i denne artikelserie håndplukket et udvalg af dem og bedt dem fortælle os om, da de blev ramt af en lys idé. Og om hvorfor det i øvrigt er relevant for os andre at vide noget som helst om deres forskning.

Denne gang har Universitetsavisen talt med Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han fortæller selv her:

DEN AMERIKANSKE INSPIRATION

Af Peter Kurrild-Klitgaard

At jeg blev forsker er på sin vis lidt af et tilfælde – og så alligevel slet ikke.

I 1985 begyndte jeg at læse på Københavns Universitet, ved det der dengang hed Samfundsfag og Forvaltning, af to grunde. Jeg havde siden mine tidlige teenageår været meget politisk interesseret. Og jeg ville gerne være diplomat og havde hørt, at en cand.scient.pol.-uddannelse efterhånden var den bedste vej til Udenrigsministeriet.

Jeg blev indskrevet i 1985, og jeg elskede faget inderligt, men der skete to ting.

For det første brød jeg mig meget lidt om studiemiljøet, som var ekstremt navlebeskuende og frem for alt ideologisk ensporet og intolerant. Det føltes rigtigt ubehageligt, hvis man tilhørte de 20 procent, der ikke havde tilsluttet sig en af de syv-otte hel- og halv-marxistiske teoriretninger, som næsten alt var bygget op om.

For det andet fik jeg allerede andet år på studiet job som journalist, og opgav egentlig drømmen om både studiet og diplomatiet.

Forskning frem for frafald

Efter et par år var jeg uengageret i mit studie og i stedet optaget af at skrive og af på egen hånd at læse mestendels samfundsvidenskabelige værker fra USA og Storbritannien, som aldrig kunne komme på vores egne læseplaner.

Ad snirklede veje blev jeg så, ved to lejligheder, inviteret til at deltage i sommerseminarer i USA – på George Mason University i 1987 og på Stanford i 1989.

Især ved mit første besøg mødte jeg nogle ekstremt inspirerende amerikanske professorer. De fik mig overbevist om, at det ville være helt forkert af mig at droppe studiet, og at jeg tværtimod skulle tage en ph.d. og blive forsker.

Det passede mig så fint, at det egentlig var mærkeligt, at jeg aldrig selv havde set det som et mål. Jeg har altid været en bogorm, tændt af intellektuelle ‘puslespil’ og elsker at skrive – og så er forskerkarrieren jo nærmest ideel.

Så da jeg i 1991 blev færdig som kandidat, efter i fem år at have bakset med studie samtidigt med fuldtidsjob som journalist, søgte jeg ind på et ph.d.-program på Columbia University i New York, hvor jeg begyndte året efter. Halvandet årti senere sad jeg i min gamle vejleders professorat.

Et demokratisk paradoks

Hvorfor er din forskning relevant for os andre at vide noget som helst om?

Meget af min forskning handler om, hvordan institutioners indretning påvirker politiske og økonomiske aktørers adfærd. Men det omfatter jo næsten ‘alt’.

Som helt ung forsker baksede jeg meget rundt med, hvordan der monstro kunne klaskes noget godt empirisk kød på det skelet. En øjenåbner kom, da jeg på Columbia skulle stifte bekendtskab med den amerikanske spilteoretiker og demokratiforsker William H. Riker.

Han havde i 1982 udgivet en meget indflydelsesrig bog, ‘Liberalism Against Populism’, som med udgangspunkt i en række matematiske modeller for afstemningsadfærd stillede spørgsmålet: »Hvordan fungerer vores demokrati egentlig, hvis der slet ikke er noget, som et flertal kan siges at ville foretrække? Kan der være situationer, hvor et flertal hellere vil have Adam end Bettina, og hvor et flertal hellere vil have Bettina end Christian, men hvor det samtidigt er tilfældet, at et flertal hellere vil have Christian end Adam? Og hvad gør man så?«

Det kalder man en cyklisk eller intransitiv præference. Og det var et paradoks, som matematikeren Condorcet opdagede i 1700-tallet, da han prøvede at konstruere det bedst mulige valgsystem.

Noget der burde optage os alle

Riker viste så, at den slags paradokser slet ikke er ligegyldige finurligheder, men faktisk kan tænkes at forekomme ganske hyppigt i virkelighedens verden. Måske de endog er allestedsnærværende, og at det er sjældent, at en beslutning er en, der ikke vil kunne tabe til et andet forslag.

Jeg viste selv, som ph.d.-studerende, at flere danske valg og folketingsbeslutninger har haft situationer, der minder om Condorcets paradoks.

Men hvis det er sandt, presser der sig nogle kæmpestore spørgsmål på. Hvis der er situationer, hvor det vedtagne ikke er et resultat af vælgerflertallets ønsker, hvad afgør så udfaldet? Og hvordan må det så påvirke vores opfattelse af, hvad der er ‘godt’ ved demokratiet?

Den slags spørgsmål burde egentlig på et eller andet plan optage os alle, og for mig kom de i hvert fald til at udstikke sporet for størstedelen af, hvad jeg siden har forsket i.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.