Da studenterrådet blev overhalet indenom

Der trænger uvante toner og lyde ud fra Studiegården i de gamle universitetsbygninger i Studiestræde. I gården spiller bandet Burnin’ Red Ivanhoe. Og der er stoppet med studerende der drikker øl, lytter til musikken og taler om de slagord der i nattens løb er blevet skrevet med store bogstaver på de gamle mure: Bryd professorvældet – medbestemmelse nu.

Midt i det hele står Studenterrådets formand, den 22-årige Christian Nissen, og undrer sig. At noget sådant kan finde sted i Danmark, går over hans forstand.

Datoen er den 21. marts, året 1968. To måneder tidligere har Christian Nissen talt på et møde i Flensborg hvor en del af de øvrige deltagere har været aktive omkring oprøret på Freie Universität i Berlin.

Siden 1965 har de studerende dér efter amerikansk forbillede kæmpet for medbestemmelse og mere åbenhed på universiteterne. En kamp der har ført til flere voldelige sammenstød med politiet.

»Jeg sagde frimodigt at det kunne godt være der var krig og ballade alle mulige andre steder, men det ville aldrig komme til Danmark. Det var helt udelukket. Der var jo ikke nogen grund til det, for vi havde jo en helt anden indflydelse her. Vi sad med i de forskellige organer og havde mulighed for at fremføre vores synspunkter selvom vi ikke havde nogen stemmeret,« husker Christian Nissen.

Vidtgående krav

Christian Nissen begyndte at læse på det Filosofiske Fakultet på Københavns Universitet i 1964, og i 1965 var han blandt de første studerende da samfundsfag blev oprettet. Samme år blev han aktiv i Studenterrådet, og i 1967 fik han sin første lederpost da han blev valgt som formand.

Den position gav ham en plads i konsistorium, universitets øverste organ. »Det var sådan at når bestemte emner skulle drøftes, måtte jeg – og de yngre læreres repræsentant – gå uden for døren. Selv om vores reelle indflydelse var større end den formelle, var det professorerne og rektor der suverænt sad på magten,« fortæller han i dag.

Alligevel var der et fint forhold mellem Studenterrådet og ledelsen. Men mens Christian Nissen sad på den daværende rektor Mogens Fogs kontor og drak portvin og røg cigarer som han udtrykker det, begyndte studerende uden for Studenterrådet at røre på sig.

»I marts begyndte vi at kunne mærke at der skete et eller andet. Jeg var til et møde i en kælder i Sankt Peders Stræde hvor situationen på universiteterne blev diskuteret, og der fremførte jeg endnu engang det synspunkt – men nu med lidt mindre sikkerhed – at der ikke ville komme noget oprør i Danmark,« erindrer han.

Få dage efter fandt episoden i Studiegården sted. Samme dag, den 21. marts 1968, blev der holdt pressemøde om planerne for en ny styrelseslov på universiteterne. Et udvalg under undervisningsministeriet havde gennem flere år arbejdet på en ny ledelsesstruktur, og i den sammenhæng havde Danske Studerende Fællesråd med tilslutning fra Studenterrådet på KU krævet at studenterrepræsentanten i konsistorium skulle have stemmeret.

Noget mere vidtgående var de psykologistuderendes krav om medbestemmelse. De krævede at der blev oprettet studienævn med studerende på halvdelen af pladserne, og at nævnene skulle have konkret indflydelse og ikke blot rådgivende status som det var foreslået fra Undervisningsministeriet.

På et sidespor

Øl og livemusik var tilsyneladende ikke nok til at starte en dialog med professorerne i konsistorium. Efter knap en måned uden reaktioner valgte de psykologistuderende derfor at gå mere drastisk til værks.

Den 19. april fyldte de trappeskakten op til Psykologisk Laboratorium med borde og bænke fra undervisningslokalerne så det var umuligt at komme derind. Instituttet var besat. Den form for manifestation var aldrig tidligere set på et dansk universitet, og pludselig kom der enormt fokus på de studerendes krav.

»For langt de fleste studerende var Studenterrådet en by i Rusland. Vi arbejdede på et meget tyndt mandat, og derfor gjorde vi et meget bevidst PR-arbejde og udsendte pressemeddelelser for at forsøge at skabe opmærksomhed omkring det vi lavede. I foråret 1968 var det pludselig helt omvendt. Nu blev der skrevet en masse i medierne, men det foregik helt hen over hovedet på Studenterrådet. Vi var sat fuldstændig ud på et sidespor,« fortæller Christian Nissen.

Og ikke nok med at initiativet kom fra anden side. Det rettede sig til dels også mod Studenterrådet.

»Oprøret var også rettet mod os. Vi var en del af det etablerede universitetssystem og havde i årevis siddet med i fakultetsråd og i konsistorium. For aktivistbevægelsen var vi et symbol på det de kæmpede imod,« siger Christian Nissen. Under en stor demonstration med 5.000 studerende på Frue Plads den 23. april kunne man derfor også se en plakat med teksten »Ned med Studenterrådets Pampere«.

Kursskifte

De psykologistuderendes besættelse viste sig at være effektiv. I løbet af få dage blev der vedtaget en særaftale mellem de studerende, rektor og de tre psykologiprofessorer så instituttet fik et studienævn med studenterrepræsentanter på halvdelen af pladserne. Og blokaden blev ophævet.

»Professorerne i konsistorium blev rasende, og det forstår jeg egentlig godt. Man behøvede jo ikke at kunne mere end den lille tabel for at regne ud at kravet om at få samme model som på psykologi ville brede sig, og de fleste mente at et sådant principspørgsmål burde være behandlet i konsistorium,« fortæller Christian Nissen.

Som en reaktion dels på besættelsen af psykologi dels på Uddannelsesministeriets udkast til en ny styrelseslov blev det besluttet at der skulle nedsættes et udvalg med ti studerende og ti professorer der skulle komme med et forslag til hvordan universitet kunne omorganiseres.

Da en række professorer efterfølgende krævede at kun Studenterrådets repræsentanter og ikke den efterhånden tværfaglige aktivistbevægelse fik plads i udvalget, kom Studenterrådet yderligere i klemme.

»Jeg takkede for tilliden, men blev nødt til at sige at jeg anså det for uklogt. For sagen var jo at hvis rektor kun ville forhandle med os, ville vi blive betragtet som quislinge,« forklarer Christian Nissen. Den anbefaling markerede et væsentligt kursskifte i Studenterrådet.

»På det tidspunkt tænkte vi: If you can’t beat them – join them. Studenterrådet havde ligget underdrejet i en periode i foråret hvor vinden blæste på andre sejl, men med beslutningen om at samarbejde med aktivistbevægelsen rebede vi sejlene og drejede rundt. I virkeligheden var vores strategi at tage vinden ud af deres sejl. Ved at involvere dem i det repræsentative arbejde eroderede vi deres basis som en organisation hvor dem der mødte op, var dem der bestemte,« husker Christian Nissen.

Dalende interesse

Samarbejdet med den tværfaglige aktivistbevægelse kunne ifølge Christian Nissen kun lade sig gøre fordi aktivisterne ikke på dette tidspunkt af oprøret formulerede deres krav i venstrefløjstermer.

»Nu efterfølgende hvor stort set alle mener at Studenterrådet i 1968 var så ekstremt venstreorienteret, er det vigtigt at understrege at det var det ikke. Studenterrådet var apolitisk. Politiske tilhørsforhold eller sympatier spillede ingen rolle i det daglige. Og derfor havde det været umuligt at samarbejde med aktivistbevægelsen hvis den havde kørt en meget klar politisk linje hvad enten den havde været konservativ eller venstreorienteret,« fortæller han.

Det lykkedes at få sammensat en gruppe med repræsentanter fra både Studenterrådet og aktivistbevægelsen til forhandlingsudvalget selvom metoden ikke var helt fin i kanten som Christian Nissen udtrykker det:

»Vi gjorde det sådan at vi først samlede stemmerne fra de tværfaglige og talte dem op, før studenterrådsrepræsentanterne afgav deres stemmer. På den måde kunne vi placere vores stemmer så vi fik dem fra aktivistgruppen vi helst ville have med,« husker han. Resultatet blev som Studenterrådet havde forudset:

»Der skete selvfølgelig det at gassen gik af den tværfaglige aktivistballon. For du kan godt – især under en besættelse eller i en anden tilspidset situation – få folk til at møde op. Men når du pludselig har udpeget nogen der sidder og forhandler med rektor og kommer tilbage og forklarer hvilke kompromiser de foreslår man skal indgå, så sker der en splittelse. Det er to verdener der mødes; det repræsentative og det direkte demokrati. Og derfor dalede interessen,« fortæller han.

De fleste af de aktivistfolk der sad med ved forhandlingsbordet, blev senere på året selv valgt ind i Studenterrådet, og Studenterrådet ændrede langsomt karakter ved at optage flere af aktivistbevægelsens arbejdsmetoder med stormøder og aktioner og happenings.

Ikke blandt de modige

Resultaterne af arbejdet i tyvemandsudvalget kom i høj grad til at afspejle sig i den styrelseslov for universiteterne der blev vedtaget i 1970. Med den blev ansvaret for udviklingen af uddannelserne henlagt til studienævn hvor de studerende efter psykologernes forbillede fik halvdelen af pladserne. Desuden fik de en tredjedel af pladserne – med stemmeret – i de kollegiale organer som for eksempel fakultets- og institutråd.

»1968-69 var en spændende periode fordi den viste noget om hvor meget mennesker kan gennemføre hvis de er villige til at gå imod konventionerne. De folk der gjorde oprør, havde virkelig modet til det. Et af slagordene lød: Vær realist – kræv det uopnåelige. Og det var meget kendetegnende for stemningen. Pludselig blomstrede det op at alt kunne lade sig gøre, og det gjaldt jo ikke kun inden for studenter- og universitetspolitikken,« siger Christian Nissen. Men han betragter ikke sig selv som en af de modig.

»Jeg hørte til dem der – nogle vil kalde det opportunistisk, nogle pragmatisk, andre taktisk dygtigt – drejede Studenterrådet. I en situation som den i 1968, er det enhver organisationsmands opgave at sikre organisationens overlevelse, og det var så det vi gjorde ved at sige, nu flytter virkeligheden, så må vi flytte Studenterrådet med.«

Nej til et nyt ’68

Christian Nissen har været vidt omkring i årene siden 1968. Men i dag er han tilbage i universitetssektoren som bestyrelsesmedlem på RUC. De eksterne bestyrelser er et af resultaterne af universitetsreformen fra 2003 der af mange er blevet beskyldt for at afskaffe det demokrati der kom ind på universiteterne i kølvandet på oprøret i 1968.

Et af kritikområderne har været at lederne i dag ikke bliver valgt, men ansættes oppefra.

»Der er meget af det der foregår nu som er diskutabelt og som forhåbentlig kan laves bedre. Men det at man har fået udpegede ledelser, tror jeg er nødvendigt. I sin tid da jeg var adjunkt og lektor på universitetet, oplevede jeg hvordan det at træffe svære beslutninger, at lave en strategi for forskningen på et institut, at omprioritere, at flytte kræfter og ressourcer hurtigt fra et område til et andet var stort set umuligt fordi alle først skulle blive enige. Der var en række ting i det gamle system der ikke var hensigtsmæssige,« mener Christian Nissen.

Derfor skrev han også allerede i 1991 en artikel i Undervisningsministeriets tidsskrift hvor han anbefalede at man lavede universiteternes styreform om, men på en sådan måde at studenternes indflydelse blev bevaret, fordi det ifølge ham er nødvendigt at sikre kundeinteressen.

Men at genoptage kampen fra 1968 om universitetets styreform synes han ikke er det mest presserende for de studerende.

»I dag er der en række mere jordnære, men vigtige ting i forhold til undervisning, studieordninger, undervisningsmaterialer og så videre der ikke fungerer godt nok set fra et kundesynspunkt, og det ville jeg som studenterrådsmedlem bruge mine kræfter på. Når jeg hører hvad mine fem børn har oplevet på deres studier, og når jeg følger arbejdet på RUC, får jeg indtryk af at det studenterpolitikerne beskæftiger sig mest med er de store linjer ligesom vi gjorde i ’68 frem for det der kan forbedre de konkrete arbejdsvilkår for de studerende nu og her. Her ligger måske forklaringen på at meget studenterrådsarbejde i dag foregår i lige så ophøjet isolation fra de studerende som det gjorde i årene før 68,« siger han.