Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Dagpengeland på unionsniveau

REJSE TIL EU - Nu bliver det lidt teknisk. Men i den journalistiske fagjargon kalder man det for en ’ludertur’, når nogen giver journalister en rejse til gengæld for at få dem til at skrive om noget, de ellers nok ikke ville have interesseret sig for.

EU har inviteret Universitetsavisen til Belgien.

Sådan en tur vil hele redaktionen gerne på! Alle slås om pladsen. Indtil alle finder ud af, at de faktisk ikke kan dén dag. Og så er der en, der siger:

»Ok, jeg tager den!«

Hvilket straks får en af dem, der ikke kunne, til at sige, at nu kan han godt alligevel. Og ham, der sagde, han tog den, siger til ham, der nu alligevel vil med, at han godt kan få turen til Belgien, men ikke tale om, for det er passivt-aggressivt, og så ender det med, at chefen slår plat og krone.

Skoplakat overbeviser

Belgien, altså. Et land, der ikke har nogen regering, som er gråbrunt om efteråret og pladdervådt, og på gulvet er der væg til væg-tæpper. En lille forsamling fra Irland og Grækenland og Albanien og Baltikum står i en underligt knugende tavshed, der efter kort tid får dem til at bryde en lille smule sammen og tale med hinanden om, hvordan kaffeautomaten virker, og om det er okay at snuppe en wrap, og det er sådan set essensen af unionen, og dagen efter er der nogle stykker, der følges ad på Tintin-museum, så nu arbejder deres lande en lille smule bedre sammen.

EU vil fortælle de indfløjne journalister om ungdomsarbejdsløshed. Der skal ske noget, med nogle af de fem millioner unge i EU, der lige for øjeblikket ikke har noget at lave. Eller nogen penge.

Kommissionen har lavet en plakat, hvor der står Youth@work med et par ungdommelige sko, der møder et par erhvervsmæssige sko. På et lærred viser EU videoer med unge mennesker fra forskellige lande, der ser godt ud og bærer sig fornuftigt ad og networker og viser initiativ og åbner eller bliver ansat i små og middelstore virksomheder, der laver mere interessante ting, end man skulle tro.

Det virker prisværdigt og fornuftigt det hele, måske bortset fra beslutningen om at bruge af fællesskabets penge på at invitere Universitetsavisen og alle de andre universitetsaviser i lokalet med.

Fire mio. job til fem mio. unge

Et panel sætter sig bag en række mikrofoner, der hyler ildevarslende som blokerede øregange i en jernbanetunnel.

De taler om flaskehalsproblemer (for der er faktisk fire millioner job til de fem millioner arbejdsløse unge). Men de unge kan ikke bare tage jobbene, bliver det klart, da EU-panelet slår et endnu frygteligere tema an: skills mismatch. Det er når de unge godt kan noget, men ikke det rigtige, typisk humaniora.

Og så gider EU’s unge i øvrigt slet ikke arbejde for små og middelstore virksomheder, selv om 99 procent af EU’s firmaer er små eller middelstore. De unge vil kun arbejde for store virksomheder. EU har tjekket og spurgt 20.000 unge, og de vil hellere arbejde i Apple.

Cypern stiller et godt spørgsmål

EU-kommissionens repræsentant, Wallis Goelen, siger, at EU’s arbejdsmarked er i gang med en accelereret mutation. Hvilket desværre er kedeligere, end det lyder. Det betyder bare, at nutidens unge ikke skal regne med at have jobsikkerhed nogensinde i fremtiden.

Men det er okay, for i Danmark har man opfundet flexicurity, hvor man kan fyre folk på et sekund, uden at de går til grunde, fordi der er et aktiverings- og dagpengesystem til at tage imod dem, hvis de har husket at melde sig ind i en a-kasse i ordentlig tid. EU skal være mere ligesom Danmark på den måde, forstår vi.

En cypriotisk mand stiller et meget langt spørgsmål, som ingen i salen eller i panelet lader til at kunne forstå. Panelet siger noget, de nok alligevel ville have sagt. Manden ser utilfreds ud. Panelet siger, det var et godt spørgsmål.

En fyr med hårbøjle vil gerne vide, hvad unge, der både ikke kan lide små og mellemstore virksomheder og er sure på deres fædre, skal gøre, hvis de vil have et job alligevel. Panelet foreslår, at disse unge bør tage et kursus.

En portugisisk mand vil gerne beklage sig over de høje skatter og vanskelige miljøkrav, som små og middelstore virksomheder bøvler med i Portugal. Panelet roser ham for at påpege noget vigtigt.

Universitetsavisen er lille eller mellemstor

Men der er noget uhyggeligt ved denne rundbordsdiskussion, som avisen er fløjet til Belgien for at høre.

Deltagerne bag bordet, som ikke er rundt men firkantet, taler ikke rigtig med hinanden. De siger ting ud i rummet, der står på internettet, der hvor man kommer hen, hvis man klikker på det link, der fulgte med invitationen. Og så er der de glatte propaganderende film, plakaterne med fremmedgørende sko, fornemmelsen af at sidde på afmålt tid og høre vand blive hældt ud af ører, der også hellere ville lytte til noget andet end portugisere med onde miljøhensigter, der nok bare er kommet for at spise gratis wraps. For slet ikke at nævne tanken om de sørgmodige suk fra de fem millioner flexicurityramte unge, der om lidt skal indstille sig på at ringe til deres lokale lille og mellemstore virksomhed og oversælge deres mismatchede evner for at få et job, de ikke tror, de har lyst til at udføre, i hvert fald ikke, hvis det er det, far synes. Det ligner, og det lyder som, den arbejdsløses indledende møde hos ’anden aktør’. Det her er dagpengeland på unionsniveau.

Så bliv entreprenante! Åbn en virksomhed af selvvalgt størrelse. Eller få et job på Universitetsavisen. Så kan man komme helt ned til EU.

Bagefter er der et panel til.

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste