Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Danmark har længe været aktivistisk«

Krigshistorie — To KU-forskere skal på Folketingets vegne undersøge den nyere tids blodige danske historie. Måske kan vi blandt andet lære, at der er overraskende stor kontinuitet i den danske måde at føre udenrigspolitik på, selv om metoderne skifter.

Det var nyt, at Danmark tre gange på fem år i perioden 1998-2003 gik i krig i lande langt fra vores egne grænser, men Danmark har i en menneskealder ført en aktiv udenrigspolitik, bare på forskellige måder under forskellige forudsætninger.

Det siger de to forskere bag den igangværende udredning af de danske krige i Kosovo, Afghanistan og Irak, Rasmus Mariager og Anders Wivel.

Selv afviser de dog på nuværende tidspunkt at drage konklusioner om, præcis hvorfor danske folketingsflertal besluttede at føre udenrigspolitik på så håndfast en måde og med så store menneskelige konsekvenser for Danmark.

Venstre lukkede kommission trods protester

Forløbet forud for undersøgelsen har ikke været smukt. Først nedlagde den daværende Venstre-regering efter sin tiltrædelse i 2015 en for længst igangsat kommission, der skulle kaste lys over Danmarks krigsdeltagelse i nullerne i Afghanistan og Irak.

Venstres beslutning blev angrebet af store dele af Folketinget, af forskere, redaktører og NGO’er for at være politisk ansvarsforflygtigelse, idet ledende borgerlige politikere – primært den tidligere statsminister og ansvarlige for den danske deltagelse i Irakkrigen Anders Fogh Rasmussen, Venstre, og hans konservative udenrigsminister Per Stig Møller – kunne ryge i fedtefadet, hvis kommissionen fandt, at de havde truffet forkerte eller ulovlige krigsbeslutninger.

Ved at nedlægge kommissionen forhindrede Venstre desuden, at Folketing og forsvar – med kommissionsundersøgelsens mange data – kunne drage samlede erfaringer af de to langvarige krige.

Kritikken affødte et kompromis, da Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og Alternativet i 2016 blev enige om i stedet at gennemføre en historisk undersøgelse af krigene, og samtidig blev også Danmarks (i 1990’erne omdiskuterede) krigsførelse i Kosovo lagt til undersøgelsesopgaven.

»I modstrid med fundamentale principper …«

De danske universitetsrektorer blev bedt om at indstille egnede forskere til udredningsopgaven, og så begyndte kritikbølge nummer to.

Den handlede om, hvorvidt det overhovedet var muligt at lave en ordentlig undersøgelse med de betingelser for arbejdet, som de fem partier havde stillet op. Kritikken gik nu blandt andet på, at den nye undersøgelse ikke skulle afklare, om de danske krige var lovlige, samt at det var regeringen, der valgte to forskere blandt det hold, som rektorerne stillede op. Det vakte også kritik, at myndighederne ville få lov at mørklægge arkivmateriale efter en nærmere vurdering, sådan at visse oplysninger ikke kunne indgå i undersøgelsen – eller overhovedet blive omtalt i den.

Blandt kritikerne var seks professorer, som i et åbent brev fra august 2016 i Politiken opfordrede rektorerne til helt at afvise at bistå Folketinget og indstille forskere til en udredning, hvis grundlag, de hævdede var »i modstrid med fundamentale principper for uvildigt og redeligt videnskabeligt arbejde og hermed med universiteternes ansvar og integritet som forskningsinstitutioner.«

Men udpegede blev i november 2016 Rasmus Mariager og Anders Wivel – ikke som et team men enkeltvis, og uden at de to havde drøftet opgaven indbyrdes. De skal nu i gang med arbejdet, som er påtænkt at være udført i sommeren 2018. De er rundet af hver sin faglige tradition og analyseform. Mariager er lektor i historie og leder af undersøgelsen, mens Wivel er professor i statskundskab og ekspert i international politik.

Søges: Krigeriske småstater

Da Uniavisen mødte de to, sad de i et lokale på KU i en ny bygning, som det var lykkedes at give patina ved hjælp af brune, tunge møbler, der åndede fortabt tid. Ikke dumt til en snak om historieskrivning.

Hvorfor er I interesserede i at bruge to år på den her opgave?

»Jeg kan svare meget kort,« siger Rasmus Mariager. »Fordi det er en vigtig og relevant opgave. Danmark har været krigsførende efter Den Kolde Krig, og Danmark har valgt at omlægge sin udenrigspolitik. Det er vigtigt; det har været meget omstridt; det har skabt en vigtig og polariseret debat, der i øvrigt ofte har foregået på et uoplyst grundlag. Dertil kommer, at krigsdeltagelsen har betydet rigtig meget for mange mennesker. Derfor vil jeg gerne bidrage til projektet.«

»Jeg er enig,« siger Anders Wivel. »Og jeg vil tilføje, at det også er en debat, der bliver ved med at være vigtig. Ikke bare på grund af de tre krige, vi skal undersøge, men også fordi der, som vi har set efter Den Kolde Krigs afslutning, er en efterspørgsel efter lande, der vil bidrage til forskellige former for militære operationer i verden, og den efterspørgsel er også rettet mod mindre lande som Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi får en forståelse for, hvordan vi har navigeret i forhold til denne efterspørgsel, og hvad vi kan lære af det i forhold til fremtidig efterspørgsel.«

Juraen er ikke vores bord, men andre kunne arbejde videre

Mariager og Wivel har selv besvaret kritikken af deres undersøgelses berettigelse i en debatartikel i Politiken. Her skriver de, at der ganske rigtigt er nogle problemer ved den politiske aftale om udredningen – fx at de blev udpeget af politikere. Men de argumenterer samtidig for, at arbejdet med at kaste lys over den nyere tids krigshistorie er værd at udføre uanset hår i suppen.

»Manglende viden om baggrunden for Danmarks militære engagement har i snart to årtier bidraget til en polariseret debat om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, men en sådan debat kan ingen være tjent med i længden; og mindst af alle veteranerne og deres pårørende,« skriver de i Politiken.

Baggrund

KOSOVO – Efter at Kosovo i tre år havde været ramt af borgerkrig, intervenerede Nato (med Danmark) 24. marts 1999 mod de jugoslaviske (serbiske) styrker i området. 10. juni 1999 forlod de serbiske styrker kosovo, og en FN-styrke blev sat ind for at opretholde freden. Danmark udstationerede 800 soldater i Kosovo i 1999, og over 13.000 danske soldater har gjort tjeneste i landet. I dag står omkring 35 danske soldater for bevogtningsopgaver i Kosovo. I 2008 erklærede Kosovo sig som en selvstændig stat, og det er anerkendt som sådan af Danmark.

AFGHANISTAN – Danmark har haft soldater i Afghanistan siden 9. januar 2002. Fra 2006 – 2014 havde Danmark mellem 200 og 700 soldater udstationeret i den urolige provins Helmand. Krigen mellem de USA-ledede internationale styrker og Taleban-regimet/Al Qaeda m.fl. har ikke skabt fred i Afghanistan.

IRAK – Irakkrigen blev indledt, da USA i spidsen for en koalition af lande, herunder Danmark, invaderede Irak, som på det tidspunkt var regeret af diktatoren Saddam Hussein. Danmark havde efter invasionen og indtil august 2007 landtropper udstationeret i det sydlige Irak, ved slutningen 450 soldater. I dag er danske soldater fortsat med til at uddanne irakiske styrker, og Irak er fortsat ustabilt og uroligt. I 2014 og 2015 har Danmark sammen med bl.a. USA ført luftkrig mod terrorgruppen Islamisk Stat i Irak.

Danske tab

Danmark har ifølge Forsvaret mistet 43 soldater under krigen i Afhganistan frem til 2016, mens otte danske soldater døde under krigen i Irak. En soldat mistede livet i Kosovo.

 

Rasmus Mariager siger, at han og Wivel må være loyale over for den opgave, de er blevet stillet.

»Vi skal besvare nogle bestemte spørgsmål, og det vil vi gøre. Og vi vil bestemt være opmærksomme på sammenhængen mellem de forskellige konflikter,« siger Rasmus Mariager.

Men både han og Wivel erklærer sig indforståede med, at de ikke skal tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de danske krige var lovlige.

»Vi skal redegøre for den historiske baggrund og den politiske proces, og på den baggrund skal vi begå nogle analyser, som mere har karakter af læring. Vi er enige om, at det juridiske er en vigtig sag, men vi er ikke de rette til at undersøge det, for Anders er politolog, og jeg er historiker. Det er noget, jurister og eventuelt domstole må tage sig af ved en anden lejlighed. Vi skal beskrive og analysere, men ikke sige, om det var lovligt eller ulovligt at gå i krig,« siger Rasmus Mariager.

»Vi ser på, hvilken information beslutningstagerne havde, og hvordan de anvendte den information til at træffe beslutninger. Og på hvor meget af den information, der gik videre til Folketinget,« siger Anders Wivel. »Vi ser også på den internationale kontekst for beslutningerne. Men vores blik er slet ikke på det juridiske, og vi ville ikke være kvalificerede til at tage stilling til de juridiske aspekter.«

»Og derfor står vores undersøgelse heller ikke i modsætning til en juridisk undersøgelse,« siger Rasmus Mariager. »Man kan sige, at med det, vi kommer til at fremlægge, vil der ligge et fundament, som måske gør det muligt også at drage juridiske konklusioner, hvis der er et ønske om det. Det er bare ikke vores bord.«

Velfærdsstatens tankesæt kan også føre til krigsdeltagelse

Hvordan fordeler I opgaven? Der må være mange situationer, hvor I interesserer jer for det samme som henholdsvis koldkrigsforsker og forsker i militariseringen af dansk udenrigspolitik?

»Det ligger jo i opdraget, at der skal være en politolog og en historiker, og på den baggrund er vi nu ved at pejle os ind på en model for undersøgelsens forskningsdesign og organisering« siger Wivel.

Hvor tager historikeren fat, og hvor tager politologen over? Eller er det den anden vej rundt?

Mariager: »Man kan hurtigt blive meget principiel i sin beskrivelse af forholdet mellem statskundskab og historie. Men i det praktiske arbejde vil man ofte opdage, at sådanne overvejelser ligger langt fra virkeligheden. Når det daglige arbejde starter, vil vi udgøre et makkerpar. Så vil vi tage bestik af kildematerialet og kommissoriet, og vi vil i samarbejde stille nogle spørgsmål, som vi vil besvare. Vi skal også begå en fortolkning af kommissoriet, og det kommer vi også til at gøre i fællesskab.«

»Hvis man i Danmark ser et problem, så er impulsen også, at staten har en rolle i at løse problemet, og det gælder også i udenrigspolitikken.«
Anders Wivel

Det store spørgsmål er vel, at når Danmark valgte at deltage i tre krige i løbet af fem år, var det da den samme ting, der gentog sig, eller var der tale om tre vidt forskellige scenarier?

Wivel: »Det er farligt, hvis vi som udgangspunkt begynder at lægge os fast på en fortolkning af det, som vi skal bruge de kommende 18 måneder på at undersøge.«

Anders Wivel, du har skrevet i en artikel, at Danmark agerer i forlængelse af en tradition, mens andre har fremstillet det som et brud med en hidtidig praksis, at Danmark blev en udfarende nation.

»I min hidtidige forskning har jeg peget på, hvordan den danske udenrigspolitiske aktivisme trækker rødder tilbage især til tiden under Den Kolde Krig, men også tidligere, og at den er koblet til en politisk kultur i Danmark,« siger Anders Wivel.

»De værdier, som vi finder i udenrigspolitikken, kender vi også fra den danske og nordiske velfærdsstat, eksempelvis at man fra dansk side lægger vægt på at skabe et internationalt retssamfund, ligesom vi har et dansk retssamfund. Man har også lagt stor vægt på at fremme global lighed, sådan som vi også har lagt vægt på at opnå lighed herhjemme. Vi kan også genkende noget i selve formen, altså dette at have en aktivistisk tilgang til udenrigspolitik. Hvis man i Danmark ser et problem, så er impulsen også, at staten har en rolle i at løse problemet, og det gælder også i udenrigspolitikken.«

Militarisering af aktivismen

Historikeren

RASMUS MARIAGER – Uddannet ph.d. fra KU 2003, arbejde med koldkrigsforskning på DIIS, erfaring med opdragsforskning og udredningsarbejde som ansat i PET-kommissionen, i dag lektor i samtidshistorie på KU.

Politologen

ANDERS WIVEL – Ph.d. fra KU, 2001. Ekspert i udenrigspolitisk teori, især realismetraditionen. Professor MSO på KU.

»Udviklingspolitikken er et meget godt eksempel,« siger Rasmus Mariager. »Det er i virkeligheden en slags socialpolitik, internationalt set. Et af nøgleordene i den diskussion, vi har her, er ordet aktivisme, og man kan argumentere for, at Danmark har en meget stærk tradition for aktivisme i international sammenhæng. Går vi tilbage til perioden umiddelbart inden den, vi skal undersøge, og kigger på den tidlige post-koldkrigsæra, havde Danmark en meget aktivistisk politik i forhold til de baltiske lande. Hvis vi kigger på 80’erne havde Danmark – det var omstridt, ganske vist – en meget aktiv fodnotepolitik og Nato-politik, og i 70’erne var Danmark et af de centrale og aktivistiske lande i CSCE-processen, og i 60’erne havde vi en dansk udenrigsminister, Per Hækkerup, der førte en meget aktiv politik over for Østeuropa for at fremme dialog m.v., og endnu før det, i 50’erne, førte Danmark en profileret politik i Nato ved at stå på, at Danmark ikke ønskede kernevåben på dansk jord, og i øvrigt heller ikke permanent fredstidsstationering af Nato-soldater.«

»Så vi kan pege på, at dansk udenrigspolitik har været meget aktivistisk, men et afgørende skifte er, at de militære redskaber har fået en meget mere markant placering. Tidligere var det primært inden for rammerne af FN, at Danmark agerede militært. I de senere år er det også sket uden for FN. Og dertil kommer, at den danske aktivisme tidligere ikke kun – eller først og fremmest – var af militær karakter.«

Hvad forklarer skiftet til en mere militariseret aktivisme?

»Det er blandt andet det, vi skal prøve på at finde ud af,« siger Rasmus Mariager.

»Det vil i hvert fald være et spørgsmål, der vil indgå,« siger Anders Wivel. »En del af det, ved vi, har været efterspørgselsdrevet; der har været efterspørgsel efter, at også de mindre lande bidrog til militære missioner rundt omkring. Den globale situation har de seneste 25 år været mindre fastfrosset end under Den Kolde Krig, hvor man var meget optaget af at handle inden for rammerne af FN, fordi man havde to blokke over for hinanden med en fælles interesse i at undgå, at Den Kolde Krig blev varm. Efterfølgende har man globalt kunnet gå ind i nogle andre sammenhænge. Og når man taler om efterspørgsel, er der et andet ord, man straks får på tungen, og det er udbud. Vi skal undersøge på hvilken baggrund og hvordan Danmark bliver udbyder af bidrag til militære missioner.«

Er der et underskud af teoretisk fundament i politikernes udenrigspolitiske beslutninger. Jeg tænker, at I som fagfolk kunne være fristede til at sige: Hvis bare de dog havde læst lærebogen om international politik-teori …!«

»Sådan kan man ikke sige,« siger Anders Wivel. »Der er mange forskellige tolkninger af fx den måde, Rusland agerer på i øjeblikket, og hvordan man bør svare på det. Og med hensyn til et teoretisk underskud, er der i hvert fald i USA en stærk tradition for tidsskrifter som Foreign Affairs og Foreign Policy, som er et cross-over mellem den politiske og den akademiske debat. På den måde er der jo et mødested. Og i Danmark har vi i de sidste 10-20 år fået en debat, der går i den her retning, og den er også vokset frem som en konsekvens af, at Danmark har en anden valgfrihed i udenrigspolitikken end tidligere og har skullet træffe nogle svære valg. Vi så også, da Taksøe-Jensen skrev sin rapport her i 2015-16, var der inddraget en række forskere, som kom med input til ham. De verdener er ikke længere helt adskilte.«

»Det synes jeg heller ikke,« siger Rasmus Mariager. »Hvis du kigger på det institutionelt, er Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) et sted, hvor man arbejder med policyudvikling. Og på Anders’ hjemmeinstitut, Statskundskab, har man jo Center for Militære Studier.«

Afviser, at staten styrer undersøgelsen

Da den tidligere Irak- og Afghanistankommission blev lukket, sagde den afgående kommissionsformand Michael Kistrup til Berlingske, at beslutningen om at nedlægge kommissionen gav ham en fornemmelse af ’manglende forløsning’. Han sagde også, at undersøgelsens data, dens vidensgrundlag – som var tilvejebragt i et arbejde til over 14 millioner kroner – måtte anses for spildt.

»Vores arbejde skal ikke godkendes, men blot sikkerhedstjekkes. Vi skal heller ikke have redigeret i den endelige udredning.«

Rasmus Mariager

Man kunne få den tanke, at Mariager og Wivels udredning kan overtage og genbruge dette materiale, men det er uvist, i hvor høj grad det er tilfældet.

»Det var jo en juridisk kommission under ledelse af landsdommer Michael Kistrup, med advokater og jurister ansat. Det ligger ikke lige for, at der skal være den form for kontinuitet, men det kan sagtens være, vi skal føre en samtale med dem,« siger Rasmus Mariager, der også siger, at Kistrups kommission »havde et andet fokus.«

»Vi får adgang til det samme materiale,« siger Anders Wivel, »og mere til.«

Professor emeritus og debattør af forskerfrihed generelt Heine Andersen har ifølge ForskerForum sagt, at I skal have godkendt jeres produkt i Udenrigsministeriet. Er det korrekt?

»Nej,« siger Rasmus Mariager. »Det er det ikke. Der skal gennemføres et sikkerhedstjek, og det er noget andet. Det ligger i Heine Andersens formulering, at vi skal have godkendt vores arbejde, at staten sanktionerer, hvad vi skriver, men det bliver der ikke tale om. Samtidig er det sådan, at når man arbejder med helt moderne historie, hvor man baserer sig på hemmeligstemplet kildemateriale, så må man sikre sig, at det, der fremlægges, bliver formuleret på en måde, at det ikke kompromitterer Danmarks sikkerhed eller Danmarks fremtidige samarbejde med andre lande. Vores arbejde skal ikke godkendes, men blot sikkerhedstjekkes. Vi skal heller ikke have redigeret i den endelige udredning.«

Udredningsarbejdet påtænkes afsluttet sommeren 2018.

chz@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste