Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
KLUMME - I denne uge har en særlig gæst fået lov til at skrive Studenterrådets ugentlige klumme. Vi har givet pennen videre til Puk Rasmussen, som er gymnasieelev og har brug for din hjælp og din faglighed til at lave Danmarks Største Lektiecafé den 6. juni.
For omkring et år siden skulle jeg til min første gymnasieeksamen. Jeg var 1.g’er, Rysensteener og ikke udpræget naturfaglig. Men jeg skulle op i fysik C. Mange af mine klassekammerater havde mulighed for at få hjælp hjemmefra, enten fordi deres forældre var uddannet inden for feltet, eller fordi deres søskende havde gået i gymnasiet før dem. Så heldig var jeg ikke. Jeg har en dejlig familie, men min far er renovationsmedarbejder, min mor er uddannet revisor og jeg er enebarn, så der var ikke meget hjælp at hente hjemme.
Jeg havde snakket med flere af de klassekammerater, der stod i en lignende situation. Deres forældre havde besluttet sig for at købe en tutor op til eksamen. Som udeboende på laveste sats og med et rengøringsjob i baghånden var det ikke lige noget, som jeg kunne betale for. Hvad gør man så?
Så gennemgår man sine noter, trækker på al den hjælp, som man kan hente fra sine klassekammerater, og man håber på, at det nok skal gå. For i det øjeblik, der er trukket eksamener på gymnasiet, og læseferien er i gang, er der ikke længere hjælp at hente på gymnasiet.
Gymnasierne har året igennem lektiecaféer. Et koncept jeg personligt har benyttet mig meget af – men et også koncept, der ikke gennemføres i læseferien. Det betyder, at de elever, som ikke umiddelbart har råd til tutorer, eller ikke står med familie eller venner, der kan hjælpe dem med de ting, som de ikke har fået helt med i løbet af skoleåret, står uden muligheder for at få hjælp.
Dette er præcis årsagen til, at studienet.dk kan tjene penge på at sælge noter, at gymnoter.dk er så populært, og at studieportalen.dk er enormt besøgt i netop denne periode.
Men bør det ikke være muligt at få reel fysisk hjælp, selvom man ikke har højtuddannede venner, familie eller private tutorer i baghånden? Det er jo netop grundstenen i hele vores uddannelsessystem, at vi alle skal have lige muligheder for at tage en uddannelse, uanset økonomisk og social baggrund.
Vi bør have gymnasier, der tager ansvar for alle typer elever og giver mulighed for hjælp i lektiecaféer – også i eksamenstiden. Og det bør være i alle eksamensfag, at faglærere kan hjælpe eleverne.
Det er nemlig muligt, og derfor afholdt vi i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, i Storkøbenhavn sidste år Danmark Største Lektiecafé. En dag i læseferien mellem de skriftlige og mundtlige eksamener fik alle københavnske gymnasieelever mulighed for at få hjælp i de fag, de skulle til eksamen i. Vi havde en fantastisk dag på Huset i Magstræde med hjælp til de, der havde spørgsmål, og det store fremmøde demonstrerede hvor stort et behov, der er for hjælp.
Vi afholder arrangementet igen i år. Det foregår den 6. juni på Dannebrogsgade 53 klokken 10-16.
Og hvis nogle af jer intelligente universitetsstuderende sidder derude og skulle få lyst til at hjælpe en masse spørgelystne, eksamensnervøse gymnasieelever med jeres faglige ekspertise, må I endelig skrive jer op her.
Det vil være en kæmpe hjælp for de gymnasieelever, der snart skal op til eksamen, og det vil være en kæmpe manifestation, der kan vise rektorerne, at der er brug for mere og gratis hjælp og eksamensforberedelse i læseferien.
Og med hensyn til min fysikeksamen vil jeg gerne takke den kemistuderende, der sidste år hjalp mig til at få styr på de der spektre og bølger. Der gjorde, at jeg endte med at få 12.
Uni-avis@adm.ku.dk