De andre muslimer er mest interessante

De falder på knæ i landet moskeer, gemmer sig bag tørklæder og lyder kun ét kald: Den mægtige Allahs. ‘De’ er muslimer – dybt religiøse.

Det er det enkle billede som forskningen i islam og muslimer bidrager til når den ensidigt fokuserer på de organiserede muslimer.

Det mener i hvert fald Nadia Jeldtoft der i øjeblikket huserer som enlig svale på sit felt oppe under taget på Det Teologiske Fakultet på Center for Europæisk Islamisk Tænkning hvor hun arbejder på en ph.d.-afhandling om ‘de andre muslimer’ – dem der ikke er som fordommene vil bilde os ind.

Ifølge Nadia Jeldtoft definerer ‘de andre muslimer’ sig ikke nødvendigvis først og fremmest som muslimer, og spørgsmålet er hvorvidt dele af islamforskningen selv er med til at tegne et forenklet billede af en befolkningsgruppe ved et dominerende fokus på de organiserede og aktive muslimer:

»I sidste ende kan vi gå de radikale muslimers ærinde når også forskerne taler om muslimer som værende én gruppe og fokuserer snævert på de meget aktive muslimer der udlever deres religiøsitet i organiserede og institutionelle sammenhænge.«

En translatør, tak
Problemet med det snævre fokus, mener Nadia Jeldtoft, er at megen forskning ender uoversat ude i den offentlige debat. Her kommer resultaterne til at indgå i den politiske sfære og bliver til skyts i en debat om muslimer og deres religiøsitet. Ifølge Nadia Jeldtoft er det farlig omgang med fakta.

»Den viden som forskningen om islam og muslimer bringer til veje, reflekterer en kompleks situation som kan være vanskelig at formidle til offentligheden.«

En del af skylden for opfattelsen af muslimer som meget aktive og meget religiøse, bærer altså forskerne, mener Nadia Jeldtoft der i forbindelse med sin ph.d.-opgave har opstillet en række parametre der skal hjælpe til en nuancering af forskningens egne begreber.

»Vi definerer i forskningen muslimer på baggrund af skel der indeholder nogle problematiske tilgange. For eksempel bruger vi ofte begrebet ‘praktiserende’ over for ‘ikke-praktiserende’. Uoversat bliver disse begreber i den offentlige virkelighed identiske med ‘fundamentalist’ og ‘velintegreret’.«

»Men vi skal for eksempel kun tale om praksis når det faktisk handler om praksis, det vil sige deltagelse i ritualer og så videre. Det må ikke blive en fællesbetegnelse for en type af muslimer. Visse begreber bruges politisk, og det skal forskningen ikke overtage,« mener Nadia Jeldtoft.

Du er muslim – det er islamisk
Retorikken fra forskningens verden har sneget sig uden for universitetets mure, og ifølge Nadia Jeldtoft påvirker islamforskningens kategorier som ‘muslimer’ eller ‘islamisk’ de mennesker forskningen taler om, især når sådanne kategorier florerer i den offentlige debat.

»Forskere som beskæftiger sig med muslimer og islam, kan have gavn af at supplere deres tilgang til forskningen med en kritisk stillingtagen til de kategorier som vi arbejder med – mig selv inklusive. Man må stille spørgsmålene: Hvad ligger til grund for vores akademiske identifikation af noget som ‘muslimsk’, og hvorfra i samfundet stammer en sådan kategori?« spørger Nadia Jeldtoft.

Professor ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning og tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus Jørgen S. Nielsen genkender problematikken, og mener at forskerne i dag er nødt til at forholde sig til hvordan kategorierne virker i den offentlige debat.

»Forskningen kan – og skal – bidrage til at problematisere kategorierne, skubbe dem i andre retninger, underminere dem, bekræfte dem alt efter, hvor forskningen fører os hen.«

Den anden muslim – den anden side
Kristne, eller de såkaldte kulturkristne, udgør broderparten af Danmarks befolkning i forhold til den muslimske minoritet, og heri ligger, ifølge Nadia Jeldtoft, et magtforhold.
»I forholdet mellem minoriteten og majoriteten er muslimer afvigende, og det har konsekvenser for hvordan muslimer forstår sig selv – det bliver vigtigt at være minoritet i det magtforhold.«

Og det magtforhold skal man som forsker være opmærksom på når de attråede udgivelser skal fra tænketanken ud i virkeligheden. Derfor mener Nadia Jeldtoft at forskerne skal omtænke centrale kvalitative metoder.

»Vi skal tænke over hvordan vi spørger, og i hvilken sammenhæng spørgsmålene bliver stillet. Hvis vi konstant identificerer muslimer som først og fremmest ‘muslimer’, bliver det også en vigtig identitetsposition for de adspurgte.«

En større del af muslimer end kristne har dog et levende forhold til religionen, mener Jørgen S. Nielsen.

»Men der er stadigvæk en stor gruppe, skønsmæssigt muligvis halvdelen, der i praksis ikke har noget forhold til islam, og mange af de mere praktiserende har ikke noget regelmæssigt forhold til en islamisk forening. Men de er ofte udsat for at blive sat i bås netop af denne kategoriske brug af islam i den offentlige debat – de skal være muslimer hvad enten de vil eller ej. Og de står også for skud når et eller andet igen rammer forsiderne,« mener Jørgen S. Nielsen.

Forskerne bruger analytiske begreber som uden for den akademiske sfære de bruges i, bliver til ægte sandheder og tungt skyts i den offentlige debat.

»Det giver jo mening for folk. Man vil identificere noget som noget.«

Derfor mener Nadia Jeldtoft også at forskning uden for moskeer og organisationer er vigtig for at undgå en skævvridning af billedet af muslimer og deres religiøsitet.

»Vi skal studere religionen uden for de religiøse institutioner og finde ud af hvordan folk oplever islam som relevant i hverdagslivet. Hvad er islam for muslimer i deres hverdag?«

Den magtposition forskningen indtager i offentligheden, må forskeren være sig uhyre bevidst, mener Nadia Jeldtoft, og konstaterer:

»Man kan ikke undslippe magten – men man kan reflektere over den.«