De brugte kroppen som laboratorium

Stubbins Ffirth (USA, 1784-1820)

Stubbins Ffirth var læge og forsker ved University of Pennsylvania, mens den gule feber hærgede og slog tusindvis af mennesker ihjel i USA. Han havde en teori om, at sygdommen ikke var smitsom, og han gik langt for at bevise den.

Først skar han hul i sine arme med et barberblad og smurte dem med opkast fra patienter med gul feber. Derefter dryppede han opkast fra smittede patienter i øjnene og forsøgte sig også med at spise det(!). Da det ikke gav resultater, smurte han sig ind i blod, urin og spyt fra smittede.

Ffirth mente, at det, at han ikke var blevet smittet, beviste hans teori og offentliggjorde sine resultater i sin disputats fra 1804. 60 år efter hans død introducerede den cubanske forsker Carlos Finlay en teori om, at gul feber er en smitsom virus, der overføres via myg.

 Jesse Lazear (USA, 1866-1900)

Jesse Lezear var ph.d. i medicin fra Columbia University, hvor han studerede malaria og gul feber. I år 1900 var han udstationeret på Cuba som militærlæge, hvor han undersøgte, hvordan gul feber overføres. Han ville bekræfte Carlos Finlays teori og lod sig stikke af en inficeret myg.

»Jeg er på sporet af den rigtige bakterie,« skrev han i september 1900 i et brev til sin kone. Han fik ret, men døde tre uger senere af sit livsfarlige eksperiment blot 34 år gammel. Han blev ikke anerkendt af sin samtid, men fik opkaldt en kemibygning på Washington & Jefferson College efter sig, og blev også foreviget i soldaterkapellet i Washingtons National Cathedral med en glasmosaik, der forestiller en ung læge med opsmøgede ærmer med en injektionsnål og en myg.

Edwin Katskee (Canada, 1902-36)

I 1936 udførte den amerikanske læge Edwin Katskee et livsfarligt eksperiment. Han ville undersøge, hvorfor nogle patienter reagerede negativt på kokain, der på den tid blev brugt som bedøvelsesmiddel. Han injicerede sig selv med en høj dosis kokain og skrev symptomerne på væggen i sit kontor, mens han blev dårligere og dårligere. Han skrev bl.a., at han håbede, at hans videnskabelige eksperiment kunne være med til at kaste lys over bivirkningerne ved brug af stoffet.

»Jeg kommer ikke til at gentage eksperimentet«, skrev han.

Hans håndskrift blev dog sværere og sværere at læse. Det sidste ord, han skrev, var ordet »lammelse« efterfulgt af en lang bølget linje, der endte på gulvet, hvor han var faldet om. Han blev fundet død af sin far på sit kontor dagen efter. Hans noter blev undersøgt af forskere, der konkluderede, at de var for uklare til at kunne bruges videnskabeligt.

Werner Forssmann (Tyskland, 1904-1979)

Den berlinske læge Werner Forssmann fik i 1929 en idé, der kom til at revolutionere lægevidenskaben. Under lokalbedøvelse skubbede han en lille gummislange indsmurt i olivenolie ind i en vene i sin ene arm. Han stak den længere og længere ind – og til sidst havde han lavet verdens første hjertekateterisering på sig selv.

I sin samtid blev Forssmann dog ikke anerkendt for sin opfindelse, som han beskrev i et fagtidsskrift. Derimod kaldte hans chef Ferdinand Sauerbruch det for et »cirkusnummer« – og Forssmann mistede sit job på Charité Universitetshospitalet i Berlin. Men i 1956 blev han tildelt Nobelprisen i medicin for sin opdagelse sammen med franskmanden André Frédéric Cournand og amerikaneren Dickinson W. Richards.

Albert Hofmann (Schweiz, 1906-2008)

Albert Hofmann var professor i kemi og arbejdede for medicinalfirmaet Sandoz. I 1943 var han den første til at fremstille Lyserg-Syre-Diethylamid (LSD), der er udvundet af mug på rug. Stoffet skulle bruges til et lægemiddel, men under arbejdet rørte han ved et uheld munden og opdagede en kraftig effekt.

Han beskrev oplevelsen således: »I en drømmeløs tilstand med lukkede øjne […] oplevede jeg en uafbrudt strøm af fantastiske billeder, ekstraordinære former med intenst, kalejdoskopisk farvespil.«

Tre dage senere indtog Hofmann 250 mikrogram LSD med vilje. Han fortsatte med at tage små doser af stoffet gennem sit liv og håbede at finde en medicinsk brug for det. Han fandt også frem til stoffet psilocybin. Han udviklede desuden lægemidler mod migræne og blødninger i livmoderen. I hans biografi er LSD beskrevet som et »helligt stof«. Af samme årsag blev han en af hippiebevægelsens helte.

Barry Marshall (Australien, 1951)

I 1986 havde australieren Barry Marshall en teori om, at mavesår bliver fremkaldt af bakterier frem for stress eller krydret mad. Han var overbevist om, at mikroben helicobacter pylori spillede en afgørende rolle. Men han kunne ikke give forsøgspersoner bakterien og risikere, at de blev syge.

Efter at have forsøgt at inficere smågrise, drak han en opløsning med helicobacter. Blot tre dage senere fik han kvalme og dårlig ånde, og senere begyndte han at kaste op. Da han på dag otte fik foretaget en endoskopi af sin kollega Robin Warren, viste den, at han havde fået mavekatar – et symptom på mavesår. En uge senere begyndte han at tage antibiotika.

Forsøget blev offentliggjort i det australske Medical Journey i 1985, og i 2005 fik han sammen med Robin Warren Nobelprisen i medicin for sin opdagelse.

Kevin Warwick (England, 1954)

Kevin Warwick er ingeniør med speciale i kunstig intelligens og robotteknologi. Men det der har gjort ham kendt i hele verden, er hans Project Cyborg, hvor han fik teknisk udstyr implanteret i sin arm med formålet at blive en cyborg. I 1998 fik han en silikonechip-sender implanteret i armen, som kan styre døre, varmeapparater og andre computerstyrede enheder i hans nærhed.

Warwick har desuden fået indopereret et implantat, der er forbundet direkte til hans nervesystem og kan sende signaler frem og tilbage til en computer. Forsøget var vellykket, og signalet var tilstrækkeligt stærkt til, at en robotarm udviklet af Warwicks kollega, dr. Peter Kyberd, kunne efterligne Warwicks egen arm.

Warwicks hustru har også fået implanteret en mikrochip, som skulle gøre kommunikation mellem nervesystemerne hos to mennesker mulig.

Peter Nejsum (1974)

Som professor i molekylær parasitologi forsker Peter Nejsum i parasitter og hvordan de påvirker vores immunsystem. I 2011 drak han 2.500 ormeæg fra svinets piskeorm (Trichuris suis) for at se, om det kunne hjælpe på psoriasis. Ormene havde en gavnlig effekt på hans hudlidelse, og hans opdagelser blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Genetics i 2014.

I 2015 gjorde han det om igen og slugte han 600 ormeæg fra piskeorm – en parasit, der også lever i tarmene på omkring 400 millioner mennesker verden over. Han ville se, hvordan ormene påvirker immunsystemet – og tog hver uge fæcesprøver for at holde øje med, hvordan ormene udvikler sig i tyktarmen. De første resultater blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Helminthology i 2015.

Erik Jacobsen og Jens Hald (1903-1985) og (1905-1988)

Farmakologen Erik Jacobsen og lægen Jens Hald arbejdede for medicinalfirmaet Medicinalco. De var en gruppe ansatte, der under navnet ‘Dødsbataljonen’, testede stoffer på sig selv.

I 1945 drak de stoffet disulfiram for at undersøge, om det hjalp mod fnat og indvoldsorm, der var udbredte lidelser under Anden Verdenskrig. Men de opdagede en ukendt bivirkning over frokostpilsneren: Havde man indtaget stoffet, fik man det dårligt når man drak alkohol. To år senere lavede de en række formelle forsøg sammen med lægen Oluf Martensen-Larsen, der bl.a. testede stoffet på alkoholikere.

Deres opdagelse blev offentliggjort i 1948. De videreudviklede en ny form for disulfiram, der viste sig at have bedre farmakologiske egenskaber. I 1948 patenterede virksomheden produktet, der blev introduceret som Antabus, og som stadig bruges til alkoholafvænning.

Poul Brandt Rehberg (1895-1989)

Poul Rehnberg var kandidat i naturhistorie og geografi med zoologi som hovedfag og arbejdede sammen med August Krogh i hans undersøgelser af hårkarrenes fysiologi. Rehberg specialiserede sig i nyrefysiologi. Han var bl.a interesseret i at måle hvor meget væske, der blev filteret gennem nyrens kapillærnet og valgte at måle på affaldsstoffet kreatinin.

I 1923 fik han afvist en videnskabelig artikel i et amerikansk forskningstidsskrift med begrundelsen, at den ikke indeholdt eksperimentelle resultater. Da han ikke havde økonomi til forsøgsdyr, valgte han at bruge sine egne nyrer som forsøgsorgan. Resultaterne af målingerne kom med i disputatsen ‘Studies on Kidney Function’, hvor han beviste, at menneskets nyrer filtrerer omkring 180 liter blodplasma i døgnet.