De dovne muskler

Endelig har du taget dig sammen til at løbe en tur, det er for længe siden sidst, og guderne skal vide at du kunne trænge til lidt motion.

Men efter et kvarter melder trætheden sin ankomst, det gør ondt at fortsætte, og du sagtner farten for til sidst at stoppe helt op.

Det var det samme der skete sidste gang du var ude at løbe. Bagefter fortryder du måske at du ikke fortsatte, for det ville du nok bare have haft godt af.

Hvad sker der i musklerne, i nerverne og i hjernen når du siger: Nu er det nok? Hvorfor fortsætter du ikke blot i stedet for at stoppe når nu din puls endelig er kommet i vejret? Det er jo for det meste ikke evnen til at fortsætte der begrænser dig. Men hvad er det så?

Nogle vil sige at det skyldes manglende ’rygrad’, andre peger på forskellige smertetærskler mens atter andre har helt tredje forklaringer.

Men trods 100 års dansk forskning i menneskets fysiologi kan man endnu ikke give en præcis begrundelse for at det – i hvert fald for nogle – er så svært at komme i gang eller fortsætte med træningen.

Dansk drømmehold
Nu vil et drømmehold på ti forskere imidlertid finde ud af hvad der sætter ’barrierer for fysisk aktivitet’.

Forskerne kommer fra universiteterne i København, Odense og Århus og ledes af professor, dr.scient. Jens Bangsbo fra Institut for Idræt på Københavns Universitet.

Det er ham der skal samle trådene fra de 11 delprojekter der vil afdække alt lige fra ioner i musklerne til neurale processer i hjernen og motiverende faktorer.

Til præsentationen af projektet tager forskerne udgangspunkt i fire forskellige arketyper:

• eliteidrætsmanden der igennem mange år er vænnet til et hårdt træningsprogram hver dag året rundt, kun afbrudt af endnu hårdere konkurrencer;

• jægersoldaten som måske fysisk kan sammenlignes med elitesportsudøveren, men som alligevel har fulgt en anden træningsform og ikke mindst med en anden motivation;

• motionisten der dyrker sport i fritiden og måske løber en tur i ny og næ;

• og den aldrende mand der hele sit voksenliv ikke har været til at drive op af sofaen, men som nu har fået motion på recept.

De fire typer har vidt forskellige oplevelser af træningen og af fysisk træthed, og de rummer derfor hver sin bank af erfaringer med aktiviteterne.

Og lige så vigtigt: de ting projektgruppen finder ud af, vil kunne bruges på forskellige måder af de forskellige typer.

Ulyst demotiverer
»Inden for elitesporten kigger vi jo på udbyttet af træningen. Det er meningen at man skal blive hurtigere, stærkere eller mere udholdende for hver gang,«
forklarer Jens Bangsbo da han præsenterer forskerne og ideen bag projektet på et pressemøde på Institut for Idræt.

»Det er til gengæld ikke målet for motionisten eller dem der skal tabe sig. De skal simpelt hen dyrke motion fordi det er usundt at lade være!

De behøver ikke nødvendigvis blive stærkere, men udfordringen er at det ikke må blive så ubehageligt at de mister lysten til at snøre løbeskoene næste gang,« siger han.

Undersøgelser har logisk nok vist at ulysten er en væsentlig hindring når folk skal blive ved at dyrke motion.

Muskler sender hele tiden nervesignaler op til hjernen om deres tilstand. Det ser ud til at nogle bliver meget negativt påvirket af de signaler musklerne sender når de arbejder.

Andre opfatter dem ikke så stærkt, eller er vant til at de er en del af aktiviteten. Der er noget der tyder på at jo mere idræt man dyrker, jo mindre alarmeret bliver man over disse signaler.

Reinhard Stelter, lektor i idrætspsykologi på KU’s Institut for Idræt, er interesseret i at vide hvordan ændrede træningsformer kan vende ubehaget ved den fysiske udfoldelse til lyst, for det har stor betydning for motivationen til at fortsætte.

»For nogle ligger motivationen i at komme over i hallen og møde de andre,« siger han.

»Selv om det jo lyder som et rent psykologisk fænomen, slår det altså ned i biologien. Når man er stærkt motiveret, går der længere tid – eller skal der en højere belastning til – før man fornemmer træthed og siger: Nej, nu gider jeg ikke længere,« forklarer han.

Nu er jeg træt
På den måde bliver trætheden et temmelig subjektivt begreb. Men der findes også fysisk træthed som er objektiv og målbar.

Det har Jens Bangsbo forsket i gennem flere år, og han har også set det i praksis som assistenttræner for Juventus og som fysisk træner for det danske fodboldlandshold ved sidste EM.

Efter et vist arbejde bliver musklen træt, og ydeevnen falder. Men vi ved ikke præcis hvad der gør musklen træt. Ved intensivt arbejde opnår musklen en meget høj kaliumkoncentration, og samtidig kan kalium stimulere nervecellerne så musklens signaler går stærkere igennem til hjernen.

Men vi ved ikke om kalium i sig selv hæmmer musklens ydeevne,« siger Jens Bangsbo.

Kollegaen Niels Ørtenblad, adjunkt, ph.d. i humanbiologi ved Syddansk Universitet, supplerer med den teori han selv skal udforske.

»Når en muskel aktiveres, foregår det ved at et andet stof, kalcium, frigives fra depoter i muskelcellen. Efter et udmattende stykke arbejde falder musklens maksimale kraft, og det viser sig at musklens evne til at frigive kalcium ligeledes nedsættes markant.

I den efterfølgende restitutionsperiode hvor musklerne genvinder arbejdsevnen, restitueres evnen til at frigive kalcium med samme hastighed som musklen restituerer.

Derudover ser vi at træning øger musklens evne til at frisætte kalcium, og samtidig udsættes trætheden. Selv om mange ting skal undersøges nærmere, ser det altså ud til at kalcium spiller en meget central rolle,« siger han.

Han håber at finde måder til at øge genoptagelsen af kalcium, for det kunne være vejen til en hurtigere restitution. Og eftersom restitutionsperioden ofte er den begrænsende faktor for både sportsfolk og motionister, kan det åbne døren for nye og mere effektive træningsmetoder, siger Niels Ørtenblad.

Dermed kan projektet være med til at give mere ædelt metal til elitesportsudøverne, og samtidig kan motionisterne håbe på nye og bedre veje til motivation. Så kan du fremover løbe lidt længere før trætheden melder sig.