Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

De er tvillinger og astrofysikere og enige om det meste. Undtagen Gud

Portræt — Johan og Hans Uldall Fynbo forsker begge i universet som professorer i astrofysik på hver sit universitet. Hele livet har de fulgtes ad, men på ét punkt har de taget forskellige veje: Den ene tror på Gud, og det gør den anden ikke.

Perlegruset knaser under fødderne, da Hans Uldall Fynbo og Johan Uldall Fynbo går op ad stien fra parkeringspladsen til den lille kirke.

Kirken ligger i Herslev, 10 kilometer vest for Fredericia. Hans Fynbo gnider hænderne mod hinanden for at få varmen.

»Der er altid koldt her, nok fordi kirken ligger på en bakke. Jeg kan huske følelsen af at stå herude og vente på at skulle til gudstjeneste eller til begravelse og fryse helt vildt.«

Vi har aftalt at mødes ved kirken i deres barndomsby. Det er her, de to tvillingebrødre sammen er døbt og konfirmeret. Det er denne kirke, hvis jord deres far var forpagter af, og det er denne kirke, der står tilbage som et hvidkalket symbol på det, der tit er et samtaleemne mellem dem: Kan man tro på Gud og på videnskaben på samme tid?

De to brødre har fulgtes ad hele livet. De har gået i klasse sammen, på universitetet sammen og har siden arbejdet sig frem til en stilling som professor i astrofysik begge to. Men der er et punkt, hvor de har valgt forskellige retninger i livet. Den ene har beholdt kristendommen i sit liv, mens den anden har lagt sin barndoms tro fra sig.

En særlig forbindelse

På en mur i Herslev Kirke hænger en tavle med en oversigt over alle de præster, der har været tilknyttet kirken siden reformationen. Hans Fynbo peger op på en af de senere præster.

»Jeg tror, jeg har været kærester med hans datter,« siger han. Johan Fynbo griner og dasker sin bror på armen.

Man har sådan en underlig forbindelse som tvillinger.

Hans Fynbo.

Det er ikke til at se på de to mænd, at de er enæggede tvillinger. Johan Fynbo er lidt højere end Hans Fynbo, der til gengæld er lidt smallere i ansigtet. Men deres næser og øjenbryn har samme form, og deres stemmer er så ens, at det er svært at høre forskel i kirkens rumklang.

I de første 30 år af deres liv troede de, at de var tveæggede tvillinger med hver deres sæt gener, det havde deres mor fået at vide af jordemoderen ved fødslen.

Men så deltog de i et projekt, som skulle kortlægge, hvordan mennesket har spredt sig siden sin oprindelse, og der fandt de ud af, at de er komplet ens.

»Det er jo ikke, fordi det betyder det helt store, men det gør det så lidt alligevel. Vi mente, det var en fejl, og at de havde fået blandet prøverne sammen, men det sagde de, at de ikke havde,« siger Hans Fynbo. Johan Fynbo overtager ordet.

»Så skrev vi en mail til Det Danske Tvillingeregister, hvor vi er registreret, men de skrev, at det vidste de da godt. Det kunne de jo godt have sagt,« griner han.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Det er i deres omgangstone, at deres tvillingesamhørighed for alvor kan spores. De gør hinandens sætninger færdige, de driller hinanden, og de ser ud til altid at vide, hvad den anden skal til at sige. Selv om de for længst er voksne og bor i hver deres ende af landet, er de en enhed.

»Man har sådan en underlig forbindelse som tvillinger. Det har vi i hvert fald. Vi er tit blevet set som ’dem’ og blevet omtalt som ’de små’, fordi vi ikke var så store, eller som ’Johans’, fordi vores navne minder så meget om hinanden. Det kan man så takke sine forældre for,« siger Hans Fynbo.

Fordi de har fulgtes ad hele livet, er det ikke så mærkeligt endda, at de er endt i to næsten ens professorstillinger på hver deres universitet, mener de. Johan på Niels Bohr Institutet i København, og Hans på Aarhus Universitet. Det er nærmere en naturlig forlængelse af to liv, der er løbet i samme bane.

Teenager i tvivl

Der bor godt 300 mennesker i Herslev. Da tvillingebrødrene var børn,var alle markerne omkring byen fordelt mellem en håndfuld store gårde, og efternavnene og størrelserne på kirkegårdens gravstene vidner om familiernes storhed og lokale indflydelse. Gårdejerne sad i menighedsrådet og omgikkes præsten. Nu ligger de der på forreste række, og de fleste af gårdene er i dag nedlagt.

Familien Uldall Fynbo var ikke velhavende, men boede i forvalterboligen, som var tilknyttet præstegården. I dag er det lille sidehus omdannet til konfirmandstue.

»Vores forældre var jo sådan nogle småfolk. Bare det at vores far ikke havde sin egen jord, men var forpagter, det betød virkelig meget dengang,«siger Johan Fynbo.

Var man barn i Herslev, gik man til fodbold. Man kunne ikke gå til badminton eller guitar, og kun et enkelt år kunne man gå til håndbold, men det var ingen succes. Brødrene gik i søndagsskole hos byens bager og til juletræsfest i kirken såvel som i Indre Missions lokale missionshus.

Jeg ser eksistensen som gådefuld.

Johan Fynbo.

»Det var der, de lidt mere troende kom. En del af byen mødtes i forsamlingshuset efter gudstjenesterne, og den anden del mødtes i missionshuset. Det var ikke altid, de to grupper kunne være i samme stue,« siger Hans Fynbo.

Brødrenes mor blev opdraget indremissionsk, men havde hverken overskud eller lyst til at give den missionske kristendom videre til sine børn.

»Specielt vores mormor var meget indremissionsk. Hun var meget optaget af det onde,« siger Johan Fynbo.

»Vores mor måtte ikke gå i biografen,« indskyder Hans Fynbo.

»Ja, de var meget sorte, og det har nok præget vores opdragelse, at vores mor gerne ville gøre det på en anden måde. Hun bad da aftenbøn med os, men sammenlignet med resten af familien var vi ikke så religiøse. Min egen religiøsitet minder nok meget om hendes,« siger Johan Fynbo.

Efter mange år med juletræsfester, aftenbøn og fælles kaldenavne gik det op for de to tvillingebrødre, at de adskilte sig fra hinanden på i hvert fald ét punkt. For da de nåede konfirmationsalderen, begyndte en tvivl at spire hos Hans Fynbo.

»Jeg begyndte at tænke over, hvorfor der er lidelse i verden. Hvorfor mennesker kan være onde, men også over naturlige hændelser som tsunamier, hvor der dør 200.000 mennesker. Jeg kunne ikke få det til at give mening, at der skulle være en Gud, når de ting sker. Da begyndte jeg at tænke, at der er et eller andet her, der ikke hænger sammen.«

Johan Fynbo nikker, han har hørt sin bror beskrive de tanker før. Han har det bare ikke selv sådan.

»Det er noget, vi har diskuteret ret meget, for det er faktisk det eneste sted, hvor vi er gået i hver sin retning. Religion betyder meget for mig, og det er noget, jeg søger. Jeg er endda lige kommet med i menighedsrådet i min lokale kirke, men det er nu mest, fordi der ikke var andre, der ville.«

På besøg hos paven

Det virker som om, der er langt fra kirkebakken i Herslev til resten af universet, og det stod ikke skrevet i stjernerne, at de to tvillingebrødre fra Herslev skulle ende med at rette blikket opad. Og slet ikke, at de begge skulle ende som astrofysikere på universitetet.

Johan Fynbo: »Det var ikke engang meningen, at vi skulle have været på gymnasiet.«

Hans Fynbo: »Nej, det lå ikke i kortene.«

Johan Fynbo: »Vi havde lidt sådan en følelse af, at det var vi ikke gode nok til. Det var nok vores mor, der havde et mindreværdskompleks, og det var hun god til at give videre. Så det var jo lidt overraskende, at det fungerede.«

Jeg kan sagtens leve med, at der er nogle spørgsmål, jeg ikke kan besvare.

Hans Fynbo.

»Altså at vi var gode til det?« siger Hans Fynbo og ler. Når de to brødre ler, kommer det fra maven.

En periode overvejede de at blive landmænd som deres far og hans far før ham. Da de i stedet valgte at fortsætte på fysikstudiet på Aarhus Universitet, var det med en tryghed i tanken om, at der altid er brug for gymnasielærere i fysik.

I dag forsker Hans Fynbo i kerneastrofysik og udfører eksperimenter i, hvordan de partikler, der er mindre end et atom, opfører sig. Johan Fynbo forsker i, hvordan de første grundstoffer opstod i universets tidlige liv. Da Hans Fynbo tog på sommerskole på CERN, Den Europæiske Organisation for Højenergifysik, i Schweiz på sit tredje studieår, tog Johan Fynbo på sommerskole i Vatikanet.

»Jeg var nede og høre paven holde en tale om det frugtbare samspil mellem religion og videnskab. Han så det slet ikke som to så konfliktende størrelser, som mange gør. Det der må være vigtigt er, at vi kan have en respektfuld dialog og finde en måde, hvorpå de to forståelsesrammer kan eksistere, uden at det skal være en kamp mellem forskellige måder at forstå verden på,« siger han. Der bliver stille i det store kirkerum i et par sekunder.

»Jeg er ikke religiøs. Det er ikke et valg, man træffer, det er bare noget, man ikke er. Jeg har i hvert fald ikke sat mig ned en formiddag og besluttet mig for det ene eller det andet, sådan fungerer det jo ikke,« siger Hans Fynbo så.

Han peger op på den figur af Jesus, der hænger over dem på muren under bjælkerne i loftet, bleg og med tornekrone.

»Ham der har jeg jo tit siddet lige her og kigget op på. Hele idéen om at Gud er et menneske, kan jeg slet ikke få til at hænge sammen med videnskaben. Derfor er vi også lidt uenige om, hvorvidt der er en konflikt mellem tro og videnskab, for jeg får jo mit verdensbillede gennem videnskaben. Johan mener ikke, man kan se videnskaben som et verdensbillede.«

Johan Fynbo griner lunt. Det er ikke første gang, han hører sin bror fremføre sine argumenter.

»Jamen, jeg mener ikke, man kan løbe fra det,« insisterer Hans Fynbo. »Vi ved jo, hvordan livet er opstået, og det kan vi ikke løbe fra.«

»Det ved vi, ja, det benægter jeg slet ikke. Jeg tænker bare ikke, at det er videnskabens opgave at lave et verdensbillede,« siger Johan Fynbo.

Hvem har svarene?

Det kan virke paradoksalt at forske i Big Bang og samtidig tro på den kristne skabelsesberetning. Men det ene udelukker ikke det andet, siger Johan Fynbo.

»For mig at se er det brikker i et puslespil. Jeg ser eksistensen som gådefuld, som noget vi gradvis afdækker. Og en gang imellem er der jo noget, der fuldstændig ryster os, det har vi jo set mange gange i videnskabens historie. Så jeg tror ikke, vi har nået en tilstand, hvor vi kan sige ’så nu ved vi, hvordan verden er’. Derfor har jeg ingen ambition om, at jeg skal have et fuldendt billede af verden, jeg kan godt rumme, at der er ting, der ikke rigtig passer sammen.«

Han møder ret ofte andre forskere, der tror på en gud.

»Det er ikke uhyre sjældent, at videnskabsfolk er religiøse. Jeg har hørt, at fysikere ikke har helt lave procenter. Biologer er meget ateistiske,« siger han.

Alligevel giver det ikke mening at anvende videnskabens metoder til at se på religion, siger han. Biblen skal ikke læses bogstaveligt, så der er ingen grund til at forsøge at undersøge Jesu gensammensætning eller prøve at finde beviser på, at Jorden opstod med Adam og Eva. Det bliver bare noget pjat, synes Johan Fynbo.

»Der er andre ting, der er meget mere frugtbare at diskutere. Hvad er et menneske? Det er sådan nogle større spørgsmål, der driver mig over mod religionen.«

Hans Fynbo kan godt savne kirken. Kirken som et rum forfællesskab og tradition, men ikke som et sted, hvor han lærer nye ting. Nu kommer han kun i kirke, når der er nogen, der skal begraves. Det er ikke fordi, han ikke er lige så nysgerrig på livets store spørgsmål som sin tvillingebror. De skal bare ikke besvares af religionen, men af forskere, synes han. Med objektiv empiri og med forsøg, der kan reproduceres.

»Jeg er enig i, at der er de her store spørgsmål, vi mangler at få svar på. Hvad er bevidsthed? Det er vi ikke så langt med at forstå, men det ser jeg som et videnskabeligt spørgsmål. Hvorfor eksisterer universet? Det ved vi jo heller ikke, men jeg vil hellere lade det stå som et ubesvaret spørgsmål. Jeg kan sagtens leve med, at der er nogle spørgsmål, jeg ikke kan besvare,« siger Hans Fynbo.

Johan Fynbo kigger på sin bror.

»Det var sådan set også det, jeg sagde lige før,« siger han så.

»Ja, det var det da vist,« svarer Hans Fynbo.

De to tvillingebrødre bliver sikkert aldrig færdige med at diskutere, om der findes en gud. Men når man ellers er komplet ens, så gør det ikke så meget, at der er noget, der stikker lidt i forskellige retninger. Og deres faglige blik er rettet det samme sted hen: Ud i verdensrummet.

Annonce
Annonce

Seneste