De huggede min øglefugl

Det er tydeligt, at palæontologen Niels Bonde brænder for sit fag, som han står der på Geologisk Museum og basker med armene og går i knæ. Han er ved at illustrere, hvordan man fandt fossilerne af en dinosaur liggende på sine æg.

Det gnistrer endnu mere i hans øjne, så snart talen falder på øglefuglen, Archaeopteryx.

Verdens nok mest berømte fossil, fundet i 1861 i Sydtyskland, blev set som ’the missing link’ mellem krybdyr og fugle.

Niels Bonde og en medforfatter har i efterhånden fem-seks år haft et manuskript liggende, der beskriver en vigtig nyopdagelse ved Archaeopteryx’ fjerklædning, og hvordan fjerene er bevaret.

Det principielt vigtige træk angående ’alula’, en mulig ’tommelfingervinge’, er aldrig tidligere omtalt og derfor næppe ordentligt observeret eller forstået. Altså før Niels Bonde begyndte at nærstudere fossilerne.

Tåbelige kommentarer

Hans medforfatter, Per Christiansen indsendte manuskriptet til tre – fire tidsskrifter, heriblandt Nature, men fik det retur med negative reviews.

»Det er altid godt at få kritik, men du skal ikke tro, at den altid er noget værd fagligt. Manuskriptet bliver sendt til bedømmelse hos to eller tre udvalgte forskere inden for feltet, der sommetider måske ikke ved helt tilstrækkeligt om emnets detaljer, og som måske bliver overlæsset med forespørgsler og derfor laver rent venstrehåndsarbejde. De fleste kommentarer var fuldstændigt tåbelige, sjuskede og misforståede, også hvad angår argumentationsmåden, så nogle bedømmere havde tydeligvis ikke forstået det ellers ret simple evolutionshistoriske indhold af artiklen og forfejlede dermed deres opgave,« siger han.

For eksempel skrev en tilbage, at »det tror jeg ikke på«, mens en anden »rådede« dem til kun at beskrive fjerene, men ikke fortolke, som om videnskab drejer sig om blot at forelægge fakta, og så lade andre drage de videnskabelige konklusioner.

En simpel forklaring på den negative bedømmelse kunne selvfølgelig være, at deres artikel er dårlig, eller at opdagelsen bare er uinteressant, men det afviser Niels Bonde, da der er tale om en ret simpel, men ny observation, som bare helt uventet ikke er gjort eller omtalt før, men som ikke desto mindre har stor betydning for forståelsen af nogle vigtige detaljer ved flyvningens opståen og tidligste udvikling.

Frygter plagiat

Niels Bonde spurgte også sine kolleger i London, om de ville være med til at lave en undersøgelse på deres eksemplar af fjerenes bevaringstilstand, så de kunne bekræfte hans observationer, men det afslog de, så nu aner han ikke, hvad han skal gøre.

En gruppe amerikanske forskere har for nyligt fået publiceret en artikel om den del af opdagelsen, der angår fjerenes bevaring, baseret på det tiende og seneste eksemplar af Archaeopteryx, der for nogle få år siden havnede i en Texas-millionærs samling.

Det var netop det, Niels Bonde havde opdaget og forsøgte at publicere med sine kolleger, så han føler sig godt og grundigt snydt.

Nu er han bekymret for, at resten af opdagelsen bliver ’hugget’.

»Det, man kan frygte, er, at en eller anden kunne lade sig ’inspirere’, da seks–otte reviewere formentligt har læst vores artikel og måske endda diskuteret den med deres institut-kolleger,« siger han og tilføjer, at han før har prøvet at blive ’snydt’ for en opdagelse gjort på et eksemplar af Archaeopteryx i Berlin.

Det var, da han og en dansk kollega som de første havde opdaget huller til luftsække i halshvirvlerne, og inviterede to amerikanske kollegaer, der var specialister på området, med på publikationen, der var blevet optaget i Nature. Det kunne den ene amerikaner åbenbart ikke vente på, så han offentliggjorde opdagelsen alene i en artikel i en bog.

Redaktør ignorerede fejl

Han har også været ude for, at redaktøren for et hjemligt tidsskrift publicerede en artikel, til trods for at Niels Bonde havde gjort opmærksom på, at beskrivelsen af knoglerne i det, der er verdens ældste repræsentant for en gruppe fugle fundet i moleret i Nordjylland, simpelthen var fejlagtig og heller ikke passede sammen med billederne, der omfattede en elendig tegning.

»De andre udenlandske bedømmere havde kun læst artiklen og havde højst set på fossilerne en eftermiddag under et kort besøg, men jeg satte mig ned og studerede knoglerne i en uge. Jeg sagde til redaktøren: det kan du ikke publicere, men han svarede bare, at de andre reviewere da syntes, at artiklen var udmærket, og så trykte han den uden rettelser. Spørgsmålet er, hvad man overhovedet kan bruge peer review til, hvis man ikke engang kan få rettet lodrette fejl,« siger han.

Sagen får ham til at konkludere, at det er afgørende, hvor omhyggeligt redaktøren for et tidsskrift gør sit arbejde, men også at det er svært at finde en bedre evalueringsmåde.

Andre fine fund

Selvom Niels Bonde således har oplevet at blive snydt for store opdagelser i sin karriere, kan han også glæde sig over andre fine fund. Han var blandt andet med ved fundet af den første dinosaurtand i Danmarkshistorien på Bornholm på et geologikursus, som han og en anden havde arrangeret i starten af september 2000.

Tanden har siddet i munden på en op til fire meter lang rovdinosaur, der levede for 140 millioner år siden i begyndelsen af Kridttiden. Senest har Bonde sammen med en anden ung kollega, Jesper Milan, undersøgt det cirka 140 millioner år gamle forstenede ekskrement, en koprolit, der blev fundet på samme sted på Bornholm og nu er blevet ’danekræ’.

Det er mest sandsynligt, at ’ophavsmanden’ til bæen er en vandlevende skildpadde, men det kan ikke udelukkes, at der var tale om en lille dinosaur, der ikke kunne holde sig.

clba@adm.ku.dk