De rigeste skal blive de første

Ambivalensen over for ideen om ranglister skyldes blandt andet usikkerhed. Ranglisteudarbejdelse er en lunefuld proces, og det ene års triumf kan hurtigt afløses af dyb nedtur når ét års modetendens inden for videnssamfundet afløses af en anden.

I år blev Københavns Universitet i den toneangivende THE-QS-rangliste udråbt til at være nummer 48 i verden – og den fornemste videnskabelige institution i Norden. 2007 var som bekendt en mindre god sæson for KU. Dette år rutsjede vores hæderkronede institution, efter en justering af beregningsmetoden, hele 39 pladser ned til nummer 93. ‘Nummer to i Norden’ skrev universitetets kommunikationsafdeling på det tidspunkt.

»Det vi har set, er en uhørt faldende formkurve,« ville sportsjournalisterne formentlig have sagt. Og eftersom KU ikke nedbrændte eller gik fallit i 2006-2007, virkede ændringen også noget underforklaret. Kommunikationschef på KU Jasper Steen Winkel indskærper også straks over for Universitetsavisen at man ser på ranglisteplaceringerne med en vis skepsis.

I år såvel som de foregående har man understreget de store metodemæssige problemer ved de videnskabelige ranglister. Blot det at metoden for THE-QS ændres fra år til år gør placeringerne umulige at sammenligne over en årrække.

»Hvis du sammenligner vores pressemeddelelse med den fra Aarhus Universitet, så har vi i år – som foregående år – sat volumenknappen noget lavere.«

Der er noget om snakken. Aarhus Universitet har ikke tidligere været i top-100 i disse målinger, og presseafdeling og rektor har haft lidt svært ved at tøjle entusiasmen og få armene ned. Man praler, kort sagt, i 2008. Og det kan, som vi så, komme til at svie til næste år.

Er det vigtigt hvis er størst?

Ikke desto mindre er Københavns Universitet også, uanset forbeholdene, optaget af at følge med i ranglisteplaceringerne. Man udsender troligt en bulletin når resultaterne er indløbet, og man arbejder målrettet på at placere sig bedst muligt. Som det udtryktes i en rektor-kommentar fra 2006:

»Selv om det næsten er for nemt at afvise undersøgelserne, vil jeg advare mod at vi blot ryster på hovedet. Risikoen ved at undervurdere betydningen af målingerne er større end ulemperne ved at overvurdere dem. For der er for meget på spil når det gælder KU’s omdømme.« (KUmmentar, 9. november 2006).

»Der er blevet ranket i mange år, særligt i USA, og der er også blevet lavet mange undersøgelser af rankingprincipperne,« forklarer Jasper Steen Winkel. »For nylig har en række universiteter i USA erklæret at de vil boykotte rankingerne. Så den debat har også bølget frem og tilbage i årevis. Ranking-opgørelser har i deres valg af metode en grundlæggende præmis om hvad et godt universitet er. For eksempel har THE-QS-rankingens fokus på ‘faculty’, videnskabeligt personale, den effekt at man belønner rige universiteter der kan have mange undervisere per studerende. Harvard modtager hvert år 7,5 mia. fra sin egen fond – mere end hvad de danske universiteter får samlet i basismidler fra staten. Grunden til at vi forholder os til disse opgørelser er mest fordi omverdenen også gør det – for eksempel er politikerne flinke til at tage emnet op. Det har også en vis betydning for vores internationale brand.«

THE-QS-listens egne ophavsmænd mener, ikke overraskende, at ranglister har stor betydning. De er et ‘værktøj’ som i stigende grad får betydning i takt med den øgede globale udveksling af viden og forskere. Beslutningstagere såvel som forskere på jagt efter nye græsgange har brug for at kunne vurdere uddannelsesinstitutioner over for hinanden, mener man.

»Globale rangstiger af videregående uddannelser er en ny disciplin der trækker på en begrænset mængde indikatorer, men appetitten på dem er hævet over enhver tvivl,« skriver John O’Leary, QS, på organisationens hjemmeside.

Så kvantificering er muligvis det nye sort i forskningsverdenen. KU udtrykker skepsis. Men at politikerne følger med i ranglisterne, er hævet over enhver tvivl. TV-Avisen indeholdt den 13. oktober et godt eksempel på politisk brug af ranglister. DR havde besluttet at grille videnskabsminister Helge Sander om emnet ‘politiske hensigtserklæringer og mulighederne for at bedrive forskning i verdensklasse på danske universiteter’. Ministeren var presset. Men så greb han fat i placeringerne og holdt dem op som skjold over for kritikken. »Vi har netop fået en opgørelse som viser at nu har lillebitte Danmark to universiteter som ligger i top-100.« Tv-journa-listen havde ikke noget godt modangreb klar.

Liste-doping?

Betydningen af ranglister understreges også af at universiteterne i visse tilfælde går ret vidt for at få en favorabel placering. For kort tid siden udgav Børsen således sin egen liste som var udarbejdet efter avisens egne kriterier af DTU. På denne liste indtoges førstepladsen af – DTU. Men sejren afstedkom hurtigt en del negativ omtale for avis såvel som universitet. Informations journalist fladmaste analysen i en artikel, og på nettet gjorde evalueringseksperterne sig lystige over DTU og Børsens datamateriale.

Peter Ingwersen, professor i informationsformidling ved Danmarks Bibliotekshøjskole, erklærede at han allerede nu brugte undersøgelsen i sin undervisning som »skrækeksempel på uvidenskabelighed inden for forskningsanalyse og -bedømmelse.« På THE-QS-listen skvulper DTU rundt nede i 130’erne (hvilket i øvrigt stadig er højt), men ændrer man lidt på kriterierne og skærer nogle uvedkommende discipliner fra hvor man ikke gør sig gældende, så vupti – kan man blive nummer 1.

DTU’s analyseafdeling reagerede ikke på Universitetsavisens spørgsmål om hvordan man forholder sig til kritikken.

Trend: Tæl til finansiering

De ting der kan måles, vejes, tælles op er lettest at sammenligne. Videnskabsministeriet har lagt op til at basismidler til universiteterne for fremtiden i et ikke nærmere afgjort omfang skal afhænge af nye kriterier, udtrykt i tal. Ikke mindst arbejdet med den såkaldte bibliometriske indikator (et mål for citationer) har lagt beslag på uhyggeligt mange ressourcer.

366 forskere – 80 af dem fra KU – har brugt timer i tusindvis på dette endnu langt fra færdiggjorte arbejde. Og dette er blot én af de mulige måder hvorpå bevillinger kan knyttes til målbare resultater.

»Der har altid været et krav om at universitetet registrerer hvad det foretager sig,« siger Jasper Steen Winkel. »Vi skal kunne dokumentere vores produktion. Spørgsmålet er så hvad det skal bruges til. Fra politisk hold ser vi et ønske om at knytte de målbare resultater til bevillinger, men det krav kommer ikke fra universitetet.«

Måske er det muligt at se ranglisternes indtog i løbet af de senere år som udtryk for et nyt paradigme inden for kvalitetskontrol og styring på universitetsområdet. Det mener biolog Claus Emmeche. Han tilhører den gruppe af akademikere der tegner bloggen Forskningsfrihed? med holdninger som bedst kan beskrives som systemkritiske.

Emmeche er ikke rangliste-fan og betragter dem som udtryk for en uheldig tænkning om at »universitetet som samlet institution kan reduceres til et tal for et pseudobegreb om kvalitet.« Ifølge Emmeche er der tale om en klar tendens med rødder i det politiske styringsmiddel New Public Management. NPM er en samlebetegnelse for offentlige styremetoder udviklet i Reagan-Thatcher-æraen som tager afsæt i ledelsesmetoderne i private virksomheder. I praksis handler det om at dokumentere performance og registrere målopfyldelse i det offentlige.

»Ranglisternes indhold og ‘budskab’ om placering er i sig selv meget lidt interessant,« mener Claus Emmeche. »Der er snart ikke grænser for det vi ikke laver ranglister over. Hvornår ser vi en rangliste over de mest tåbelige ranglister? Det kan højst have interesse at iagttage hvad de bliver brugt til af ledere og beslutningstagere. Listernes tal ser på overfladen ud som en blank objektivitet, men bag den skjuler sig en række politiske valg om de enkelte indikatorers vægt og opgørelsesmetoder.«

Hvad betyder det, tror du, for KU at være placeret højt på THE-QS-ranglisten?

»En stor nervøsitet om næste års placering.«

chz@adm.ku.dk