Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

De studerende tørlægges, mens de ansatte må drikke

DOBBELTMORAL - De studerende skal underlægge sig strenge alkoholregler, men for KU's ansatte er drikkekulturen en del af arbejdslivet, skriver debattøren, som ikke kan huske at have set sin dekan til andet end arrangementer med servering af alkohol i arbejdstiden.

Ved tiden op til studiestart kommer studieintroduktionen for de nye studerende gerne op til diskussion. I år har ledelsen på KU sendt et sæt nye retningslinjer ud, som især omhandler alkohol, der ikke må indtages inden for normal arbejdstid, og hvor det indskærpes, at tutorerne/rusvejlederne ikke må indarbejde alkohol som del af aktiviteter eller opfordre til indtagelse af dette.

Jeg er meget enig med universitetets målsætning om, at alle nye studerende skal kunne føle sig velkomne på universitetet og ikke presses ud i for dem ubehagelige situationer. Imidlertid virker det for mig spøjst, når ledelsen i deres argumentation for fravær af alkohol i arbejdstiden henviser til, at det er samme vilkår, som gælder for de ansatte.

Jeg har været på KU en del år, først som studerende og de seneste 2½ år ansat som videnskabelig assistent og ph.d.-stipendiat, og jeg må indrømme at frekvensen, hvormed jeg er blevet serveret alkohol inden for normal arbejdstid, er steget en god del, efter jeg er blevet en del af forskningsmiljøet på KU.

Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at forskningsmiljøet aktivt opfordrer til indtagelse af alkohol.

Øl-drevet innovation

Dette drejer sig dels om sommerskoler og konferencer, hvor det hedder sig, at det vigtige er at networke og mingle til poster sessions over en fadøl eller at deltage i konferencemiddagen, hvor man aktivt skal sige fra, hvis man ikke vil have vin i glasset. Eller til intern social pleje i forskningsgruppen, når der afholdes fredagsøl, speciale- eller ph.d.-reception, eller serveres champagne til fejring af udgivelsen af en artikel, hvor det kraftigt opfordres til, at man deltager for at blive en del af fællesskabet.

Jeg må også krybe til korset og indrømme, at jeg selv engang har formidlet mit forskningsprojekt til en repræsentant for en større dansk virksomhed over en fadøl i baren på Hotel Radisson Blu i Århus, og på mit institut er der sågar opfundet begrebet ‘Beer Driven Innovation’, idet mange af de gode idéer kan fremkomme, når folk slapper af over en øl og kan lægge deadlines og det daglige jag fra sig.

Heller ikke fakultetsledelsen står tilbage for at servere alkohol inden kl 17, hvilket jeg senest oplevede i juni måned til fejringen af fakultetets undervisningspris, hvor studerende også var opfordret til at dukke op.

Sandt at sige, tror jeg faktisk ikke, jeg siden hans udnævnelse har set dekanen til andet end arrangementer med servering af alkohol inden for normal arbejdstid.

Vis de studerende tillid

Der kan være mange gode grunde til at begrænse mængden af alkohol på universitetet inden for normal arbejdstid, men det virker for mig mærkværdigt, at der skal gøres så stor forskel på studieintroduktionen og forholdene resten af året.

Det er klart, at formålet ved et studieintroduktionsforløb ikke er indtagelse af alkohol, og at et fravalg af alkohol skal respekteres, men de studerende er trods alt voksne mennesker, og hvis de bliver hængende længe nok på universitetet skal de være i stand til selv at sige fra eller til, når professoren tilbyder (endnu) en øl til konferencen.

Med de store krav om personligt ansvar, der bliver stillet til de studerende med fremdriftsreform, selvstændig læring og forskningsbaseret uddannelse, kunne man i det mindste vise dem samme tillid, hvad angår alkoholpolitikken, som man gør over for resten af universitetets ansatte.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste