De studerendes årti: Fire kampe, vi skal kæmpe

Studenterrådet og resten af Københavns Universitets studerende står over for et nyt år og et nyt årti. Vi skal kæmpe for, at 2020’erne bliver de studerendes årti. Studenterrådet ved Københavns Universitet skyder 2020 i gang med store visioner og fire vigtige kampe, vi vil arbejde hårdt for det kommende år.

De seneste ti år har været nedslående at være vidne til som elev og studerende. 2010’erne var årtiet for store, ødelæggende nedskæringer på uddannelsesområdet – nedskæringer, der heldigvis er afskaffet igen, men som stadigvæk kan mærkes på uddannelseskvaliteten. Manglen på økonomiske midler har drevet vores uddannelser i sænk. Kvaliteten er forringet, vi studerende er stressede, deprimerede og mistrives generelt. Den offentlige debat er fuld af akademiker-bashing, humaniora-bashing og udtalelser om, hvor privilegerede vi studerende er.

2010’erne var med andre ord ikke de studerendes årti, og vi og vores uddannelser lider endnu under efterdønningerne.

Vores vision er, at 2020’erne skal være anderledes. Studenterrådet har valgt en ny bestyrelse og et nyt forretningsudvalg og står klar med nye kræfter og friske øjne, der er klar til at give sig i kast med vores fire mærkesager: Klima, trivsel, fri og lige adgang samt et stærkt studenterråd.

Klima
2010’erne har bragt en voksende opmærksomhed i samfundet om, at der er noget galt med kloden. Der er ikke længere nogen tvivl om, at vi står overfor en klimakrise, vi alle har været med til at skabe, og alle skal være med til at løse.

Vi studerende har med Den Grønne Studenterbevægelse og Det Grønne Netværk (en gruppe klima- og bæredygtighedsforeninger) været initiativrige. Vi har med samlet front stillet krav til ledelsen på Københavns Universitet og fået klimaet på dagsordenen – et godt eksempel på, at vi studerende kan sætte dagsordenen på universitetet, når vi står sammen og lader vores holdning blive hørt.

Men arbejdet er ikke slut endnu. I Studenterrådet vil vi have et universitet, der tager ansvar for klimaet og for fremtiden. Vi vil, at universitetet skal uddanne studerende, der har kompetencerne og modet til at løse klimakrisen og fremtidens problemer. Københavns Universitet skal tage ansvar i klimakrisen. Derfor har vi i samarbejde med klima- og bæredygtighedsforeninger på universitetet stillet fem klimakrav, der i skrivende stund har fået 1736 underskrifter.

I 2020 vil vi fortsat kæmpe for vores klimakrav og for, at Københavns Universitet tager ansvar. Det vil vi gøre blandt andet ved at arbejde for, at universitetets nye bæredygtighedsstrategi bliver så ambitiøs som muligt, og ved at arbejde for, at ideerne bliver ført ud i livet. Derudover vil vi fortsætte vores arbejde i Det Grønne Netværk og styrke den samlede indsats på tværs af foreninger og campusområder.

Trivsel
Tilværelsen som studerende i Danmark er ikke blot præget af en klimakrise. Det seneste årti har vi studerende lidt under, hvad man kan kalde for en trivselskrise. Det seneste årti har studentertilværelsen været præget af mistrivsel, stress, præstationspres, perfekthedskultur, underfinansiering, boligproblemer, og listen kan fortsættes i det uendelige.

I Studenterrådet kæmper vi for en virkelighed, hvor de studerende på Københavns Universitet kan gå igennem deres studietid uden at blive ramt af stress. Det er fuldstændigt uacceptabelt, at 48 procent af Københavns Universitets studerende oplever fysiske stresssymptomer i hverdagen, og at mange af vores medstuderende mistrives på deres studier. At opleve stress, ensomhed, depression og lignende burde ikke være normen på universitetet. Derfor vil vi i 2020 udnytte vores indflydelse maksimalt i det nyligt nedsatte stresspanel på Københavns Universitet, hvor to studerende sidder med.

Fri og lige adgang
Der er mange problemer på Københavns Universitet, som desværre forværrer studerendes adgang til og daglige gang på universitetet. Heldigvis findes der foreninger og initiativer som tænketanken Perspektiv, Student Refugees, QA (mentor-program for udvekslingsstuderende på HUM), Danske Studerendes Fællesråd og QUKU (Queer Union for Københavns Universitet), som skaber opmærksomhed på disse problematikker og hjælper med at løse dem.

De initiativer vil Studenterrådet støtte. Vi vil kæmpe for, at der skabes nye initiativer, de steder, hvor der ikke bliver gjort noget endnu. Vi vil kæmpe for, at alle studerende har muligheden for ikke bare at tage en uddannelse, men at deltage i en uddannelse, hvor de kan føle sig velkomne og ligestillede med andre studerende uden at frygte for økonomi og bolig.

Et stærkt studenterråd
Når de studerende på det Humanistiske Fakultet bliver nødt til at blokere dekanatet for at blive inddraget i forhandlinger om fagsammenlægninger, og når studerende på Psykologi må samle underskrifter ind for at have noget at sige i udvalg og nævn, er det udtryk for en dyb demokratisk krise på Københavns Universitet. Selv om vi studerende til universitetsvalget bliver valgt til studienævn og akademiske råd, og selv om vi har to studenterrepræsentanter i universitetsbestyrelsen, er vores indflydelse minimal og vores tilstedeværelse ofte symbolsk.

I Studenterrådet ønsker vi et andet universitet. Vi vil have et demokratisk universitet, hvor vi studerende ikke bare inviteres med på råd, men er aktive medskabere af vores undervisning og uddannelser. For at nå dertil bliver vi nødt til at organisere os bedre som studerende, og vi må tage et opgør med universitetsloven. Det første kræver selvransagelse, og det andet kræver, at landets studenterråd står sammen og tager kampen op.

På næsten hvert fag på Københavns Universitet findes et fagråd eller en faglig forening, der varetager vores interesser som studerende. De er rygraden i Studenterrådet. Det næste år bliver det en af vores vigtigste opgaver at styrke de fagråd, der er, og bygge nye, hvor der ikke er nogen. Det vil kræve, at vi bliver bedre til at lytte til hinandens kampe og til at hjælpe hinanden som studerende og studenterråd. For vi kan se, at når vi organiserer os, når vi blokerer et dekanat, samler underskrifter ind og står sammen på tværs, så sker der noget. Vi kan kræve noget af ledelsen, men det kræver også noget af os som studerende og som fællesskab: Det kræver, at vi bliver ved, at vi lader vores stemme blive hørt, og at vi står sammen.