Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

De videnskabelige forlag høster enorme profitter på forskeres arbejde, og universiteterne betaler gildet

Forskningspenge — De har større profitmargin end Google, Amazon og Apple men tjener pengene på utallige forskeres gratis arbejdskraft. Kritiker mener, at videnskabelige forlag er blevet kommercielle mastodontvirksomheder, der begrænser den frie viden.

Rettelse: I artiklen fremgik det, at Nature fusionerede med Springer-koncernen, Axel Springer SE. Det er ikke korrekt. Nature fusionerede i stedet med Springer Science+Business Media. Det er rettet.

I mere end et år brugte en ung, tysk matematiker sin fritid på det han mener, er en kryptisk og systematisk udnyttelse af den videnskabelige forskning. Sammen med ligesindede, der talte både matematikere, fysikere og filosoffer fra hele Europa, Japan og USA, gennemgik Alexander Thomas slavisk, hvordan videnskabelige forlag generer milliarder på videnskabelige artikler, mens universiteternes økonomi i samme periode presses.

Når han ikke forskede i kompleks algebra og relativitetsteori ved Heidelberg University, stod den på online-møder og dybe dyk i forlagsbranchen historiske udvikling og nutidige økonomi. Og efter halvandet års arbejde kunne gruppen BRCP (Basic Research Community for Physics) i september offentliggøre artiklen Against Parasite Publishers: Making Journals Free. Arbejdet skulle oprindeligt have udmøntet sig i en idealistisk pamflet, fortæller Alexander Thomas. Et slags aktivistisk løbeblad eller et selvstændigt tidsskrift, men endte som en videnskabelig artikel, der samlede årtiers kritik af forlagenes økonomiske model.

»Frugterne af akademisk forskning er mest forskningsartikler, der publiceres i specialiserede tidsskrifter. Størstedelen af de tidsskrifter er ejet af et lille antal kommercielle forlag, som nyder godt af offentlige penge for at opnå rekordoverskud,« lyder indledningen, der har en snært af revolution over sig.

Det er langt fra første gang, de videnskabelige forlag er blevet set efter i sømmene for deres magtfulde rolle og milliardomsætninger. Tusindvis af forskere har gennem årene boycottet specifikke forlag. Hele forlagsredaktioner i velrenommerede virksomheder har fratrådt deres stillinger for at starte egne tidsskrifter. Og såkaldte hacktivister har kodet sig ind i databaser og offentliggjort forskning bag betalingsmur med søgsmål og retssager som belønning.

Publicistiske parasitter

Men det er ikke kun vrede forskere med høtyvene trukket eller internetaktivister, der kritiserer den akademiske forlagsbranche. Deutsche Bank udgav i 2005 en rapport, hvor de kaldte forlagenes økonomiske model for et »tredobbelt betalingssystem.«

»Staten finansierer forskningen, betaler løn til dem, der udfører kvalitetskontrol, og til sidst køber det publicerede produkt,« står der i rapporten.

På et traditionelt forlag skal udgiverne dække en omfattende værdikæde bestående af forfattere, korrekturlæsere, trykkere og så videre, før de står tilbage med et færdigt produkt. Men sådan foregår det ikke hos de videnskabelige forlag, som dagligt modtager tusindvis af velskrevne, skabelonopsatte artikler.

Først betaler universitetet (overvejende understøttet af staten) sit videnskabelige personale for at forske og skrive artikler. Forskerne sender derfra artiklen ind til et tidsskrift, som i nogle tilfælde kræver gebyrer for at publicere artiklen – såkaldte Article Processing Charges (APC). I enkelte og meget prestigefyldte tilfælde kan prisen for at blive publiceret i eksempelvis Nature koste 10.000 dollar per artikel. Vil man publiceres i The Lancet Global Health, kan det koste op mod 5.000 dollar. Derudover mister forskeren ofte ophavsretten til sin artikel, som forlaget efterfølgende kan tjene penge på i deres abonnementsordning.

Det er et åbenlyst problem, at man giver så mange penge og så meget magt til kommercielle virksomheder, der tjener penge på videnskab.
Alexander Thomas, matematiker og medforfatter til 'Against parasite publisher'

Forlagets redaktørkomite udvælger herefter nogle artikler, som sendes til peer-review hos andre forskere, der gratis gennemgår artiklen som en del af deres arbejde. Når artiklen har fået anmærkninger og er blevet rettet til, offentliggøres den online i en database, som universiteterne skal købe adgang til. Universiteterne betaler altså forskere for at producere forskningsartikler, for at trykteste andres forskning og til sidst for adgang til forskningen.

Det er netop det system, Alexander Thomas kritiserer og årsagen til, at han med bevidst provokerende ordvalg anser de videnskabelige forlag som parasitter eller snyltere.

»De er organismer, der tager for sig uden at give noget tilbage.«

Højere profit end Amazon

I 2020 blev der udgivet 3,5 millioner forskningsartikler ifølge Clarivates Web of Science – en af de største databaser over videnskabelige publikationer. De tre største forlag det år var Elsevier (18,1 procent), Springer Nature (13 procent) og Wiley (9,5 procent), og deres omsætning lå på henholdsvis 26,3 milliarder kroner, 14,1 milliarder kroner og 6,7 milliarder kroner, hvis man udelukkende ser på deres publiceringsaktiviteter. Året før, i 2019, kunne forlagenes brancheorganisation, STM, offentliggøre en samlet omsætning på 28 milliarder dollar svarende til 200 milliarder danske kroner. Omsætninger på linje med Netflix eller den internationale musikindustri.

Det er dog ikke omsætningen, Alexander Thomas studser over. Det er i stedet de tårnhøje profitter, der i Elseviers tilfælde lå på 37,9 procent, mens Wileys lå på omkring 27,9 procent. Det er profitmarginer højere end både Apple, Google og Amazon.

Professor ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet Jesper Wiborg Schneider har fulgt udviklingen inden for akademisk publicering, siden han færdiggjorde sin ph.d. i informationsvidenskab.

»Branchen er blevet kommercialiseret i ekstrem grad, hvor hovedparten af goderne går til direktører og aktionærer i en eller anden hedgefond. Hvis jeg ikke skal lyde alt for marxistisk, så har de videnskabelige forlag været virkelig dygtige til at udnytte en vanvittig unik forretningsmodel. Der er fandeme ikke mange sektorer, hvor du har gratis arbejdskraft på hovedparten af dit produkt,« siger han.

Et forunderligt system

At det ikke er en forretningshemmelighed, og at det har eksisteret i mere end et halvt århundrede, er for Alexander Thomas fuldstændig ulogisk af flere årsager. Det frarøver visse universiteter uden stærk økonomi muligheden for at tilegne sig den nyeste viden, og det koster hvert universitet millioner, der kunne være brugt på dybdegående forskning.

Versioner af OPEN-ACCESS

Green: Den færdige version af artiklen offentliggøres i en åben database uden forlagets skabelon, sidetal og copyright-information. Artiklen har været gennem peer-review. De fleste forlag acceptere dette efter en embargoperiode, som variere fra forlag til forlag. Denne form er en del af Danmarks nationale strategi for Open-Access.

Gold: Giver omgående og fri adgang til artiklen på tidsskriftets hjemmeside. Forfatterne skal ofte betale et APC-gebyr for den frie adgang.

Hybrid: Deler mange ligheder med Gold, men forskellen er, at det ikke i udgangspunktet er Open-Acces. Det er i stedet en del af en abonnementsordning, og universiteterne kan så vælge at købe artiklerne fri. Hybrid er kritiseret for såkaldt double dipping, da man først betaler for abonnementet og efterfølgende skal købe sibe artikler fri.

Diamond: Det samme som Gold bare helt gratis. Også kendt som Platinum.

Black: Helt gratis platform, der bryder med ophavsretten og giver ulovlig adgang til artikler bag betalingsmur. Det bedste eksempel er platformen Sci-Hub.

»Det er et åbenlyst problem, at man giver så mange penge og så meget magt til kommercielle virksomheder, der tjener penge på videnskab. Et andet problem er den prestige og anerkendelse forlagene og tidsskrifterne har. Der er masser af eksempler på billigere alternativer, hvor det enten er gratis eller med en minimal brugerbetaling, fordi omkostninger i dag er meget små. Langt de fleste databaser er bare ikke blevet store endnu,« siger Alexander Thomas.

Der bliver dagligt oprettet nye, gratis databaser og tidsskrifter, der enten ikke tager betaling for publicering, eller tager et gebyr svarende til den reelle kostpris. Det såkaldte Open-Acces system.

Publiceringsforsker Jesper Wiborg Schneider har selv været en del af redaktionskomiteen på et tidsskrift ejet af Elsevier, hvor redaktionen lagde arm med forlaget om den embargoperiode, der kan være på videnskabelige artikler publiceret i Open-Access.

»En lang række artikler kunne ikke tilgås i flere år uden betaling. Der valgte langt størstedelen af redaktionskomiteen kollektivt at sige op og starte et nyt tidsskrift med samme redaktion. I vores forskning var vi kritiske over for forlagene, og vi beskæftigede os med Open-Access. Men samtidig var vi underlagt en masse af de regler, vi kritiserede. Opsigelserne skete efter en lang dødfødt diskussion med Elsevier, og de blev da sure på os og truede med sagsanlæg,« siger han.

Internettets alternativ

Artiklen Against Parasite Publishers: Making Journals Free, som Alexander Thomas er medforfatter på, kalder tidsskrifternes spæde begyndelse for symbiotisk. Dengang trykpressen stadig var nyudviklet og lang tid efter, havde forlagene en reel og praktisk funktion. De investerede i printere, satte artiklerne op efter specifikke formkrav, rettede grammatikken og betalte for at få artiklerne trykt. Det forhold var i overvejende grad symbiotisk, fordi forlagene udførte et stort stykke arbejde i videnskabsformidlingen.

»Internettet blev en revolution, som forandrede det hele. Pludselig var det nemmere end nogensinde før at dele viden. Artikler bliver gennemarbejdet og sendt videre til peer-review i et automatisk system, forskerne sætter selv artiklerne op i en skabelon, og langt størstedelen af de videnskabelige artikler udkommer online. Omkostningerne er nærmest forsvundet, men alligevel har de højere profit end nogensinde før,« siger Alexander Thomas.

Vi kunne sagtens være i oprør og sige til helvede med tidsskrifterne. Men det er forskere typisk ikke så interesseret i, fordi publicering i visse tidsskrifter er meget prestigefyldt og karriereskabende.
Jesper Wiborg Schneider, forsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse

Han mener, at fremtiden kalder på alternative arkiver som ArXiv ejet af Cornell University, hvor forskere frit kan dele preprints af deres forskningsartikler, så de er tilgængelige for alle. Derudover nævner han Quantum, en non-profit, Open-Access database med peer-review, som tager minimale gebyrer for publicering. Uden et ønske om profit og med fri adgang til forskningsartiklerne, kan de holde publiceringsgebyret på 489 dollar i gennemsnit, som blandt andet går til administrations- og sekretæromkostninger, husleje og serverudgifter. Elseviers publiceringsgebyr var i 2019 1.633 dollar i gennemsnit, som det fremgår af Against Parasite Publishers.

Til spørgsmålet om hvorvidt de akademiske forlag og tidsskrifter ikke har en vigtig udvælgende funktion i videnskabsformidlingen, er han ikke i tvivl.

»Det er ekstremt gammeldags at tro, at bare fordi en gammel institution er anerkendt, så er den vigtig og nødvendig,« siger han.

»De store forlag beskytter ikke anerkendt videnskab, de putter den bag en betalingsmur. Det handler om kontrol over videnskabelig udvikling, og det skræmmer mig.«

Jesper Wiborg Schneider er langt hen ad vejen enig i kritikken, og forlagenes enorme profitter frustrerer da også forskeren langt mere i dag end før i tiden, fordi de »antager groteske dimensioner.«

»Der var en overgang i 1990’erne, hvor mange havde en naiv tro på, at Open-Access-bevægelsen ville revolutionere alting. Men tidsskrifterne fik vendt en potentielt truende situation til at gafle indflydelse på markedet,« siger han.

»Vi forskere spiller en central rolle i det her. Vi kunne sagtens være i oprør og sige til helvede med tidsskrifterne. Men det er forskere typisk ikke så interesseret i, fordi publicering i visse tidsskrifter er meget prestigefyldt og karriereskabende. Der er skabt et socialt hierarki, som giver tidsskrifter og dermed forlagene en masse magt. Det er vi selv med til at opretholde. Vi kan sagtens lave nye distribueringsformer for peer-review, men at the end of the day, vil vi gerne have prestigen.«

Den danske model

I Danmark står Det Kongelige Biblioteks nationale licenskonsortium for at forhandle licensaftaler på plads med de videnskabelige forlag. Det gør de på vegne af samtlige videregående uddannelsesinstitutioner, som giver konsortiet en langt bedre hånd, når de skal forhandle med de store forlag.

I 2020 landede konsortiet en aftale med Elsevier. I kontrakten fremgår det, at Københavns Universitet fra 2021 til og med 2024 skal betale 19,4 millioner kroner hvert år. For hele konsortiet er prisen for publicering og adgang til Elseviers tidsskrifter 73,2 millioner kroner om året, mens det samlede danske beløb til forlag er omkring 300 millioner kroner årligt. Dertil kommer et ukendt beløb i publiceringsgebyr.

Konsortiet beskrev dengang aftalen som en »banebrydende ny forlagsaftale,« fordi den med en fast engangsbetaling giver fri adgang til 75 procent af Elseviers portefølje. Derudover er der ubegrænsede publiceringsmuligheder i deres tidsskrifter uden merbetaling – det såkaldte APC-gebyr.

»Vi har ikke tidligere set nationale konsortier opnå en aftale om øjeblikkelig adgang uden merudgift og uden publiceringsloft. Vi håber, at det danske forhandlingsresultat kan skabe præcedens for både kommende danske og europæiske forhandlinger med andre forlag, så vi kan komme endnu længere i indsatsen for mere åben forskning,« udtalte vicedirektør og forhandlingsansvarlig på Det Kongelige Bibliotek, Kira Stine Hansen.

I år indgik konsortiet en lignende aftale med forlagsmastodonten Wiley. Dog med den begrænsning at aftalen kun dækker afgiftsfri publicering for 1.110 artikler årligt. Modsat kontrakten med Elsevier er prisen for Wiley dog mørklagt. Konsortiet forhandler på nuværende tidspunkt med forlaget Springer Nature.

Jesper Wiborg Schneider kan ikke udtale sig om den konkrete aftale med Elsevier, men han er overbevist om, at de store forlag vil forsætte med at tjene milliardstore summer på offentligt finansieret forskning.

»En lang række universiteter har forsøgt at lægge arm med Elsevier, men for mig ser det ud som om, at forlagene trækker det længste strå hver eneste gang.«

Kunne universiteterne ikke gøre modstand eller oprette deres egne databaser?

»Jo, det kunne de sikkert godt, men på universiteternes ledelsesgange sidder de jo og tæller, hvor mange publiceringer de har i Science og Nature, så for dem er det også et succeskriterium. Ain’t gonna happen.«

Alexander Thomas er en del af en ny generation af forskere, som i høj grad benytter sig af gratis eller mindre profitorienterede alternativer til den etablerede kommercielle forlagsbranche. Med artiklen fra september, håber han, at endnu flere vil benytte sig af alternativerne.

»Forskere i sig selv kan gøre meget, og jeg foreslår altid Open-Access med ingen eller meget lave gebyrer. Man skal sørge for at beholde sin ophavsret, så artiklen kan deles på flere platforme. Og så bør man vælge tidsskrifter, der er ejet af redaktørkomitéen, som eventuelt hyrer forlag ind i stedet for omvendt.«

Seneste