Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

De vil øge medarbejderindflydelsen – og rydde op i kafkask administration

UNIVALG15 - Anja C. Andersen og Peter Harder fra Et Stærkt KU går efter begge VIP-pladser i bestyrelsen. De vil øge medarbejderindflydelsen på bestyrelsens beslutninger og rydde op i de »kafkaske« administrationstiltag, regeringens reform-amok har skabt.

UNIVALG15 – Peter Harder og Anja C. Andersen fra Et Stærkt KU går efter begge VIP-pladser i bestyrelsen. De vil øge medarbejderindflydelsen på bestyrelsens beslutninger og rydde op i det »kafkaske« administrationkaos, regeringens reform-amok har skabt.

Lektor Anja C. Andersen genopstiller som VIP-repræsentant til bestyrelsen. Med sig på listen Et Stærk KU har hun engelsk-professor Peter Harder, der håber at kunne gafle den anden VIP-plads.

Vi mødte lektoren og professoren på førstnævntes kontor på DARK Cosmology Center på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

Hvorfor stiller I op? Hvad vil I gøre i bestyrelsen?

Peter:Vi vil gøre medarbejderinddragelsen i bestyrelsen mere reel og synlig. I VIP-perspektiv virker bestyrelsesarbejdet hemmelighedsstemplet med en meget lav grad af medindflydelse.

Hvad vil I gøre for at øge medindflydelsen?

Anja: Dels har vi lavet en baggrundsgruppe bestående af folk fra de forskellige fakulteter, som er villige til at fungere som nogle, vi kan være i konstant kontakt med. Og dels vil vi inddrage Senatet, de akademiske råd og HSU (Hovedsamarbejdsudvalget, red.) i højere grad i bestyrelsesarbejdet.

Nu har jeg siddet i bestyrelsen i to år, og fordi der kun er to medarbejderrepræsentanter, er vi virkelig nødt til at have fingrene ude i baglandet. Der er stor forskel på, hvordan vi er finansieret rundt omkring. Her på SCIENCE er vi ofte finansieret af eksterne bevillinger, på Humaniora og Jura er de finansieret af STÅ (taxameter-penge, red.). Det betyder, at et dagsordenpunkt, som for mig – som er fra Naturvidenskab – umiddelbart kan se ret uskyldigt ud, kan have stor betydning på Jura.

»Det er en genial idé at give mere feedback, men vi skal også sørge for nogle penge. For det kommer til at koste« – Anja Andersen

Tag feedback som eksempel. De studerende gerne vil have mere feedback – men hvad betyder det reelt for mine kolleger på Jura, hvis de skal give feedback i 10 timer om ugen til hver eneste studerende? Det skal vi vide som medarbejderrepræsentanter, og vi skal kunne sige til bestyrelsen: Det er en genial idé at give mere feedback, men vi skal også sørge for nogle penge. For det kommer til at koste.

Peter: Da den nye universitetslov trådte i kraft for 10 år siden, frygtede mange, hvad en bestyrelse med et eksternt flertal bestående af erhvervsfolk ville gøre ved vores gamle universitet. Den angst har fortonet sig, fordi de eksterne medlemmer har haft stor forståelse for, at universitetet har skullet fungere som en institution med egne prioriteringer. De har ikke forsøgt at lave pølsefabrik.

Men tiden har også vist, at det har været svært at koble diskussionerne på strategisk niveau i bestyrelsen på en synligt relevant måde til hverdagen på universitetet – til de problemer, man opfatter nede på gulvet. Det vil vi tematisere: At mange af de ting, der siver ned oppefra, kan være nok så gode i det olympiske perspektiv, men har uhensigtsmæssige virkninger på de lavere niveauer.

»STADS […] har fungeret ad helvede til. Det har lagt sin kvælende hånd over en masse ting, man kunne administrere fornuftigt i gamle dage ud fra oplysninger, som er tilgængelige lokalt« – Peter Harder

Anja: Det er ikke altid, bestyrelsen er opmærksomme på, hvad det betyder for den enkelte forsker nede i skyttegraven. Det er i virkeligheden den vigtigste rolle for os som medarbejderrepræsentant at gøre dem opmærksomme på det.

Jeg tror ikke, der har været et eneste bestyrelsesmøde, hvor jeg ikke har sagt: Hvis vi gør det her, har nogen så analyseret på, hvad det betyder for kerneydelserne, for forskning og uddannelse? Det undrer mig, at vi får fremlagt ting til orientering, hvor der ikke er blevet analyseret på, hvad det betyder for kerneydelserne. Der er kun tænkt administrativt på, hvem der skal gøre det. Fusionen (daværende LIFE blev delt ud på NAT og SUND, red.) er et godt eksempel. Der er vi endt i nogle enheder på cirka 100 medarbejdere – og der har jeg nærmest indtryk af, at det er sket, fordi det passede ind i et Excel-ark. Hvorfor baserer vi ikke beslutningen på forskning i, hvad der skaber det bedste forsknings- og undervisningsmiljø?

Er der andre eksempler?

Peter: Det er jo legio. Hele universitetet er gennemsyret af tiltag oppefra, der aldrig bliver evalueret på. Når man laver studieordninger, bliver der udmeldt krav, man skal leve op til, som ikke på nogen måde er motiveret af hensyn til, at det skal gå godt undervisningsmæssigt, kun at det skal være let at administrere.

»Det er længe siden, rektoratet har stået i et auditorium eller laboratorie og set det hvide i øjnene på de studerende« – Anja Andersen

Anja: Som for eksempel tvangsmeritering af de studerende. Det er kun indført, fordi det skal være let at administrere, fordi vi skal give nogle tal tilbage til ministeriet. Det bygger jo ikke på en faglig vurdering. Det bliver jo gjort rent administrativt ud fra, hvor der er ledige pladser. Der er ingen VIP ind over med en faglig indsigt, der kan sige: Med de fag, den studerende har, vil det give mening at… Jeg ved ikke, om det foregår automatisk, eller der sidder en stakkels administrativ medarbejder.

Hen over sommeren har der faktisk siddet stakkels administrative medarbejdere og klaret tvangstilmeldingen, fordi STADS-systemet ikke kunne klare opgaven.

Peter: Netop STADS, som du nu nævner, er noget, der blev lagt ned over KU i forbindelse med fusionen på grund af en aftale på højt niveau. Og det har fungeret ad helvede til. Det har lagt sin kvælende hånd over en masse ting, man kunne administrere fornuftigt i gamle dage ud fra oplysninger, som er tilgængelige lokalt. Det har så vist sig, at det er meget svært at få data ud af STADS, og det har lagt sig som en tung administrativ dyne ud over hele universitetet.

Men kan man spore de problemer tilbage til bestyrelsen?

Peter: Nej, bestyrelsen har ikke skabt problemerne. Men i en tid, hvor vi kan se frem til besværlige økonomiske vilkår, og hvor politikerne stadig ikke lever op til løfterne om at lette de administrative byrder, ender besparelserne tit i tiltag, som forringer kerneydelsen på en måde, man ikke aner noget om i de højere luftlag. De utilsigtede, skadelige tiltag skal meldes tilbage til det højeste niveau.

»Hvis man sparer efter salamimetoden, er der på et tidspunkt ikke mere pølse tilbage. Vi er nødt til at sige, at vi ikke kan lave det samme for færre penge« – Peter Harder

Anja:: Det er det, der er vores rolle i bestyrelsen. Mange af bestyrelsesmedlemmerne ved jo mest det, de læser i aviserne. De kan derfor risikere at have et lidt forvrænget billede af, hvad der foregår i virkeligheden på universitetet. Nogle gange kan de måske spørge: ”er de studerende ikke bare lidt dovne?”. Hvortil jeg må sige: ”Det kender jeg ikke fra min virkelighed. De studerende, jeg møder, knokler.”

Derfor er det vigtigt med medarbejderrepræsentanter, der kan holde et skilt op for bestyrelsen og sige: Det er sådan det foregår.

Rektoratet sidder inde i førerbunkeren på Frue Plads. Det er længe siden, de har stået i et auditorium eller laboratorie og set det hvide i øjnene på de studerende. De ser det kun, når de bliver besat eller der er demonstration på Frue Plads. Det er nemmere at tage beslutninger, når man ikke er i nærkontakt og glemmer, at det er mennesker, man har med at gøre. Der har vi en vigtig rolle som medarbejderrepræsentanter.

Kafkask

Peter: Meget af det skyldes kravene fra politikerne. Universitetets ledelse har travlt med at forvandle kravene til noget, der ikke er det rene gak. De gør deres bedste, men i mange tilfælde er det ikke godt nok set fra manden på gulvet.

Det kender jeg fra hverdagen. Engang imellem vælger jeg en sag, hvor jeg tager mig tid til at lægge mig på tværs på steder, hvor de officielle organer ikke har tid til det. På Engelsk har vi for eksempel haft en bestemmelse i mange år om, at de studerendes opgaver skal være skrevet på ordentligt engelsk. Hvis de har for mange fejl, får de opgaven i hovedet igen og skal aflevere en rettet version. Vi vil gerne sikre, at en cand. Mag. i engelsk giver de studerende engelskkundskaber af en professionel standard.

Men så var der én i administrationen, der fandt en bestemmelse i eksamensbekendtgørelsen om, at karakteren skal give på basis af en afvejning af samtlige kompetencekrav. Derfor kunne vi ikke længere tillade os at prioritere det sproglige niveau højere end alle de andre krav.

Jeg skulle igennem 50 mails og snakke med fem forskellige personer på fakultetet hen over sommeren, inden det lykkedes mig at få lov. Vi fandt en formulering, ingen djævel kan forstå, men som jeg kan henvise til, så censorerne ved, hvad de skal gøre.

Anja:: Det er kafkask. ”I kan ikke kræve, at engelskopgaver skal være skrevet på ordentligt engelsk på Engelsk”.

Teksten fortsætter under billedet

Anja C. Andersen og Peter Harder fotograferet foran Rockefeller Komplekset ved Rigshospitalet, der blandt andet huser førstnævntes arbejdsplads, Dark Cosmology Center.

Hvor skal vi spare?

KU skal spare penge. Hvor skal de spares henne?

Anja: Med os i bestyrelsen kan vi godt garantere, at de besparelser, der kommer på universitetet, ikke bliver lavet med en grønthøster, som regeringen har lagt op til. Så hellere gå ind og fjerne nogle ting. Ellers ødelægger man det hele.

Peter: Politikerne siger, at vi er kornfede og at man altid kan spare to procent – og det har måske også været rigtigt, men det bliver ikke ved med at gå. Hvis man sparer efter salamimetoden, er der på et tidspunkt ikke mere pølse tilbage. Vi er nødt til at sige, at vi ikke kan lave det samme for færre penge.

Anja: Og så kan det være, at vi ikke kan udbyde lige så mange fag. Det vil gøre ondt ad helvede til. Det er ikke en ønskværdig løsning, men det kan være en bedre løsning. Vi skal bare passe på, at vi ikke skærer bredden væk. En af forcerne ved vores universitet er faktisk, at vi er meget brede. Jeg synes også, vi har pligt til at holde liv i en masse små fag, fordi de kan gå hen og blive helt essentielle for vores forståelse af en ny trend.

Når jeg snakker med de skiftende ministre, er der ind imellem nogen, der mener, at hvis de bare giver alle penge til SUND og SCIENCE, kommer det til at gå godt for samfundet. Og der må jeg sige til dem: Nej, det gør det ikke. Du ved aldrig, hvor ideerne kommer fra. Nobelpriserne bliver ikke skabt på de store institutioner, hvor 200 fysikere går op og ned ad hinanden. De bliver skabt på små forskningsinstitutioner, der er organiseret sådan, at fysikere og filosoffer støder sammen og giver hinanden skæve vinkler på deres forskning, som fører til en god idé.

Igen: Hvor pokker skal vi spare?

Anja: Med alle de penge vi skal spare, så sparer man jo ikke noget ved at lukke småfagene. Så skulle man gå efter et af de store fag. Fysik eller Engelsk.

»Den nye rektor skal ikke have titaniske visioner om, at alting skal gøres på en anden måde. Vi skal ikke have en ny Lauritz« – Peter Harder

Peter: Det man i hvert fald ikke skal, det er hvad en forsker i Aalborg siger til ForskerForum. Han siger: Nu kan vi ikke spare mere, så derfor må vi slå fag sammen, så vi kan komme op i slagkraftige enheder. ”Faglighed er en definitionssag,” siger han, og ”der er vide muligheder for at fag med samme ’toning’ kan finde sammen”.

Anja: Her vil alle forskere vil sige: Faglighed er absolut. Det er ikke til forhandling. Hvert fag har en kernefaglighed.

Er der nogen der udfordrer jer og truer med at ødelægge jeres faglighed?

Peter: KU er sluppet billigt i forhold til Aarhus. Det store blodige lig på slagmarken er stadig de omstruktureringer, de har været ude for. Nu har de to institutter på Humaniora. Kultur og Kommunikation – og Kultur og Samfund. Det giver jo ingen mening.

Anja: Aarhus er et eksempel, vi tit bruger i bestyrelsen. »Nu skal vi vise rettidig omhu og ikke lave ’en Aarhus’«. Også så vi ikke pludselig skal ud og fyre 200 medarbejdere. Vi skal huske, at selv om der er room for improvement på KU, så går det egentlig ret godt. Vi er et statsfinansieret universitet, som ligger enormt højt på ranking-niveau med universiteter, som har helt andre forudsætninger: bedre økonomi og flere VIP’er til færre studerende.

Som eksternt bestyrelsesmedlem kan man godt synes, at man skal komme og lave noget om, for ellers har man ikke haft sin eksistensberettigelse, men man skal lige tænke sig godt om, inden man gør det.

Peter: Især lige nu. I det øjeblik, hvor vi kommer ind i en periode, hvor nogen kommer til at tænke ”nu kan vi slå sammen og spare” og ”nu skal vi have styresystemer, som virkelig kan administrere igennem” uden at tænke på fagligheden, for så kan vi tabe det på gulvet.

»Lauritz Holm-Nielsen kørte Aarhus Universitet i sænk. Han er vel på jagt efter et nyt job« – Anja Andersen

Frygter I det sker nu?

Anja: Nej, men det er dér, valget af den næste rektor er vigtigt. Rektor har så meget retningsbestemmelse for universitetet, at det gør en forskel, hvem der sidder på posten.

Peter: Den nye rektor skal ikke have titaniske visioner om, at alting skal gøres på en anden måde. Vi skal ikke have en ny Lauritz.

Anja: Lauritz Holm-Nielsen kørte Aarhus i sænk. Han er vel på jagt efter et nyt job.

Jagten på den rigtige rektor

I skriver, at I skal have en rektor der ”der vil sætte sagen i højsædet – i stedet for at lægge vægt på ydre profilering, strukturomlægning og kontrolmekanismer”. Er det noget, den nuværende rektor har gjort?

Peter: Det har han ikke været slem til. Ralf kæmper for kernefagligheden, og det fortjener han alt mulig ros for. Men man ved ikke, hvem der kommer i stedet. Det er faktisk ikke nemt at se, når man kigger ud i landskabet. Hvem pokker skal det være?

Og så kunne man frygte, at bestyrelsen, hvis den ikke var meget OBS på det her, vælger én med Karl Smart-agtige træk, en mand med visioner, som ved, hvordan vi laver et helt nyt og bedre universitet. En, der forblænder med store slagord, som er moderne i fem år i forretningslivet. Det var det, der skete i Aarhus. Men universitetet er nødt til at tænke betydeligt mere langsigtet. Og en rektorperiode kan være nok til at ødelægge det. På andre universiteter har der været eksempler på nogle temmelig uheldige rektorer, man var nødt til at ekspedere ud af bagdøren, fordi bestyrelsen ikke har kendt sin besøgelsestid. Og derfor er det sindssygt vigtigt, at bestyrelsen står for den etos, der handler om substansen.

Anja: Det skal vi påvirke som medarbejderrepræsentanter. Ikke kun otte gange om året til møder, men også uden for mødelokalet.

»Jeg mødte Helge Sander ude på bogmessen, at han så helt oprigtigt ked ud af det og sagde, at han var så ked af, at der blev skåret så meget på forskningen. Så sagde jeg: Jamen, Helge, så må du da ind i kampen. Det er dit parti« – Anja Andersen

I manifestet står, at I vil arbejde for ”at få forklaret ministeriet og politikerne, at de godt kan have tillid til universiteterne og give de mange smukke ord om selvstyre reelt indhold”. Har vi ikke været gode nok til det på KU?

Anja: Åbenbart ikke. For der er en udpræget politisk mistillid, og det var der også hos den forrige regering. De prøver jo at få mere og mere kontrol med os. Og det må være, fordi de ikke har tillid. Nu prøver de at sabotere KU’s forsøg på at opnå selveje. De siger, det er fordi, de mener, vi ikke kan håndtere det. Det tror jeg ikke, det er.

Jeg tror, det er fordi, de har en fantastisk guldkalv ved, at de kan leve op til Barcelonas 1-procentsmål, og så kan de hæve vores husleje og få pengene tilbage i statskassen igen. Og man skal sateme være en dum politiker for at give slip på den dejlige mekanisme, som gør, at man kan give de penge, man har lovet at give på EU-niveau, men samtidig dække sit hul i statskassen ved at hive dem hjem igen.

»Rektoratet og bestyrelsen må være en dæmning, der skærmer universitetet mod det mest vanvittige, der kommer deroppefra« – Anja Andersen

Befolkningen har de politikere, de har fortjent. Det kan vi som universitet ikke gøre noget ved. Men jeg mener at rektoratet og bestyrelsen må være en dæmning, der skærmer universitetet mod det mest vanvittige, der kommer deroppefra. Vi må sikre os, at politikernes mistillid ikke forplanter sig nedefter. For det er så nemt at føre den mistillid nedad i systemet ved at indføre flere og flere kontrolmekanismer.

Jeg mødte Helge Sander ude på bogmessen, at han så helt oprigtigt ked ud af det og sagde, at han var så ked af, at der blev skåret så meget på forskningen. Så sagde jeg: Jamen, Helge, så må du da ind i kampen. Det er dit parti.

»Folk i administrationen er jo ikke onde mennesker, men de kan ikke indhente de byger af krav, politikerne stiller, før der kommer nogle nye. […] Intet fornuftigt menneske ville drømme om at lave det system, man nu skal administrere fremdriftsreformen efter.« – Peter Harder

I har snakket om at forskning og uddannelse er kerneydelser, der så vidt muligt skal friholdes besparelser. Administrationen, når vi snakker med dem, føler, de bliver skudt på ret tit, og at de ikke kan løbe hurtigere. Så hvor pokker skal der spares?

Anja: Vi siger ikke, de skal løbe hurtigere. Der kunne jeg godt tænke mig, at bestyrelsen i højere grad blev en bovbryder. Administrationen bliver presset, fordi bestyrelsen ikke har evnet at holde tingene nok fra døren, men har taget politikernes beslutninger om for eksempel fremdriftsreformen og sagt: Nå, så må vi implementere.

Der er mange tunge opgaver, der har ramt administrationen. Og det tvinger administrationen til at hundse rundt med os VIP’er. Og det kan lektorer og professorer bare ikke lide. Det gør, at der bliver en stillingskrig på områder, hvor der ikke burde være en stillingskrig.

På mit eget fakultet har der været en masse omlægninger, hvor man nu skulle have centrale økonomikontorer og en central administration adskilt fra forskningen og undervisningen. Det er fandeme synd. De administrative medarbejdere får ikke forståelse for, hvad vi har behov for, og vi får ikke forståelse for, hvad de har behov for. Det skaber en dårligere arbejdsplads for os alle sammen.

Peter:: Til gengæld er der virkeligt er noget at vinde på det her område, hvis vi aktivt kæmper mod de edikter, der opstår oppefra, og siger: Hvor meget af det her er virkelig nødvendigt? Folk i administrationen er jo ikke onde mennesker, men de kan ikke indhente de byger af krav, politikerne stiller, før der kommer nogle nye. Og de skyller ind over os med dimensioneringen og fremdriftsreformen. Intet fornuftigt menneske ville drømme om at lave det system, man nu skal administrere fremdriftsreformen efter. Det er værre end det, man kender fra Sovjet.

Dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste