Olena Aleksandrova stryger pegefingeren hen over et stykke papir på bordet foran sig:

»En, to, tre, fire, fem, seks, syv.«

»Syv forskere rejste til udlandet i foråret 2022,« siger hun og lader fingeren fortsætte ned over listen af navne:

»En i efteråret og endnu en i 2023. Og en er i hæren.«

Hun kender hver eneste historie for de forskere, der har forladt hendes fakultet og er søgt til udlandet, efter Rusland invaderede Ukraine for to år siden.

»Han havde et stipendie på et universitet i Tyskland, så da krigen startede, blev han der.«

»Hun er ph.d. i statskundskab og flyttede til Polen med sin datter og to børnebørn. Nu er hun på et universitet i England.«

»De er mand og kone og bor med deres barn i Polen,« siger Olena Aleksandrova.

Selv er hun professor og dekan på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Borys Grinchenko Kyiv Universitet. Fra hendes kontor på femte sal kan man se ud over rækkerne af boligblokke, der nærmest går i et med den grå februarhimmel. I dag er gangene tomme, fordi forårssemestret endnu ikke er gået i gang, men på en helt almindelig dag er der også tyndet ud blandt universitetets ansatte:

»Nogle af dem var dygtige forskere, andre var dygtige undervisere. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har konsekvenser for os,« siger Olena.

De bedste forsvinder først

Dekanen er langt fra alene om sin oplevelse. Blandt de mange millioner af ukrainere, der har søgt tilflugt i udlandet siden Ruslands invasion, er også universitetsansatte. Ifølge et studie fra december 2023 var 18,5 procent af Ukraines forskere flygtet i efteråret 2022.

En af forfatterne bag studiet er Gaétan de Rassenfosse. Han er lektor ved École Polytechnique Fédérale de Lausanne i Schweitz, og han siger, at tallet kan være faldet siden undersøgelsen i takt med, at nogle forskere er vendt hjem til Ukraine. Alligevel beskriver han udviklingen som »dramatisk«:

»Hvad, der er mest bekymrende, er, at de bedste forskere er dem, der har været mest tilbøjelige til at forlade landet. Det er dem, der har den højeste akademiske grad, udgiver flest artikler og hvis artikler er mest citerede,« siger han.

Der er langt flere kvinder end mænd i gruppen af forskere, der er rejst væk, hvilket ikke overraskede forskerne bag undersøgelsen, idet mænd i aldersgruppen 18-60 år som udgangspunkt ikke kan forlade landet.

Da krigen brød ud, åbnede mange europæiske universiteter dørene for ukrainske forskere og tilbød stipendier af forskellig varighed – en mulighed, som mange af de forskere, der er flygtet, har benyttet sig af:

»De fleste er lykkedes med at finde en form for midlertidig stilling på et universitet eller en offentlig forskningsinstitution, men for størstedelen er der tale om meget tidsbegrænsede kontrakter på tre-seks måneder, måske op til et år,« siger Gaétan de Rassenfosse.

Han peger på, at der er stor forskel på, i hvor høj grad forskerne har bevaret kontakten til det universitet i Ukraine, de kom fra, men tendensen er, at de orienterer sig mere og mere mod deres nye kolleger:

»Vi spurgte de ukrainske forskere i Europa, hvor meget de interagerer med fire grupper af mennesker. Til vores overraskelse var interaktionen med ukrainske forskere i Ukraine, i værtslandet eller i andre lande faldet sammenlignet med før krigen, mens interaktionen med forskere fra værtslandet var steget,« siger han:

»Så i takt med at krigen fortsætter, kan vi forvente, at båndene mellem ukrainske forskere i udlandet og andre ukrainske forskere vil svækkes langsomt.«

Studerende i kamp

Træder man ind ad indgangen til det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på Borys Grinchenko Kyiv Universitet, skal man ikke gå mange skridt, før krigen bliver konkret.

Med få meters mellemrum hænger der skilte på væggen, som peger mod det nærmeste beskyttelsesrum, og ude på gangen er en væg med billeder af studerende, der kæmper i den ukrainske hær. Olena Aleksandrova peger på to af billederne af uniformklædte unge. De er blevet dræbt i kamp. Resten er stadig i krig.

I kælderen er et gennemgangsrum blevet indrettet som forelæsningssal med stolerækker og en pult, så undervisningen kan fortsætte i tilfælde af en luftalarm.

I dag anses Kyiv som en af de relativt sikre byer i Ukraine. Der er langt til frontlinjerne, og selv om hovedstaden jævnligt udsættes for russiske missil- og droneangreb, fortsætter mange dele af hverdagslivet som før invasionen.

Sådan var det ikke for to år siden, da Ruslands 64 kilometer lange militærkonvoj bevægede sig i retning mod Kyiv.

Dagen før for invasionen, den 23. februar, var fakultetet netop gået i gang med en akkrediteringsproces, så da Olena Aleksandrova kom hjem om aftenen, var hun træt efter en lang dag. Den følgende morgen blev hun vækket af lyden af eksplosioner, tændte for sit tv, og blev mødt af ildevarslende billeder af den nye virkelighed, hun og resten af Ukraine var vågnet til.

Men det var først den 25. februar, panikken for alvor spredte sig i det centrale Kyiv, hvor folk stimlede sammen i lange køer foran hæveautomater, apoteker og togstationer. Allerede nu begyndte fakultetets ansatte og studerende at forlade byen. Sammen med sin vicedekan Vitalij Zavadskyj oprettede Olena Aleksandrova to grupper på det sociale medie Telegram: En for ansatte og en for studerende.

»Vi var nødt til at få vished om, hvor alle befandt sig, og om de var i sikkerhed. Jeg skrev ud til mine ansatte hver dag og bad dem sende livstegn,« fortæller hun.

Mismod og udtrætning

Efter en måneds tid startede undervisningen op igen, og dekan og vicedekan forsøgte at få puslespillet til at gå op med onlineundervisning og en medarbejdergruppe, der var spredt for alle vinde.

Det var omkring det tidspunkt, første bølge af forskere begyndte at søge væk, og der skulle ikke gå længe, før udviklingen satte sit præg på flere dele af fakultetet.

»Før krigen havde vi et arkæologilaboratorium. Lokalet er der endnu med alt sit udstyr, men ifølge lovgivningen skal der være fem ansatte tilknyttet for at det kan have status som laboratorium. Inden krigen havde vi seks arkæologer, nu har vi kun tre,« siger Olena Aleksandrova.

Et andet problem er, at blandt de forskere, der er flygtet til udlandet, findes dem, der har de bedste engelskkompetencer:

»Det er slemt, for vi har planer om at udbrede vores studie- og ph.d.-programmer, men vi mangler folk, der taler engelsk på tilstrækkeligt højt niveau,« fortæller dekanen.

Samtidig, siger hun, har et generelt mismod bredt sig blandt fakultetets ansatte i takt med, at deres kollegaer er forsvundet, og ingen kan se en ende på krigen. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at forskerne udgiver færre artikler:

»Alle er trætte efter to års krig, og det udfordrer motivationen. Selvfølgelig prøver vi at støtte hinanden, men det er ikke ligefrem, fordi denne situation motiverer til de helt store videnskabelige undersøgelser,« siger Olena Aleksandrova.

Mister en hel generation af unge forskere

Dekanens oplevelser stemmer godt overens med de observationer, Gaétan de Rassenfosse har gjort sig. Ifølge studiet fra december har krigen resulteret i, at 40 procent af de forskere, der stadig opholder sig i Ukraine, forsker mindre end før krigen.

Omkring 20 procent af de tilbageværende forskere har desuden mistet mulighed for at få fysisk adgang til den institution, de er tilknyttet, og 15 procent har helt forladt forskningsverdenen.

Udviklingen betyder, at Ukraine har mistet en femtedel af sin forskningskapacitet, lyder det i studiet:

»Det lyder måske ikke af meget, men hvis man opgjorde det i antallet af timer, der bruges på forskning, ville det være tydeligt, hvor meget mindre forskning, der produceres i Ukraine,« siger Gaétan de Rassenfosse.

Når mange af de tilbageværende forskere, producerer mindre, hænger det uløseligt sammen med forskerflugten:

»Når du har gode kolleger omkring dig, laver du også bedre forskning, fordi man kan udveksle idéer.«

Men det er især ph.d.-studerende og unge forskere på de tidligere stadier i deres karriere, han er bekymret for:

»De er stadigt meget skrøbelige som forskere med et stort behov for mentorskab. Vi risikerer at tabe en hel generation af forskere, fordi færre unge ukrainere vil begynde på en karriere inden for forskningsverdenen, og fordi dem, der er i gang med en ph.d. eller postdoc, mangler vejledning,« siger Gaétan de Rassenfosse.

Dekanen holder liv i kontakten

Tilbage står spørgsmålet: Har de ukrainske forskere i udlandet intention om at vende hjem? Det har Gaétan de Rassenfosse svært ved at svare på, siger han, men hvis krigen sluttede i morgen, har Ukraine mistet syv procent af sine fremmeste forskere:

»Og vi kan selvfølgelig forvente, at jo længe krigen varer, des færre vil ønske at komme tilbage, fordi de knytter flere og flere bånd til deres værtsland. For hver dag, der går, svækkes ukrainsk forskning mere og mere,« siger han.

Løsningen er ikke at lade de ukrainske forskeres udenlandske kontrakter udløbe og få dem hjem til Ukraine i en fart, understreger Gaétan de Rassenfosse. Paradoksalt nok kan en del af løsningen være, at sikre bedre finansiering af de ukrainske forskeres arbejde i udlandet, påpeger han:

»Så snart en forsker forlader forskningsverdenen, vil det være svært at komme tilbage.«

Opgaven består derfor snarere i at holde forbindelserne mellem de ukrainske forskere og de ukrainske forskningsmiljøer i live, siger han.

»Det vil sikre, at deres hjemkomst til Ukraine bliver nemmere, når krigen er slut.«

På Borys Grinchenko Kyiv Universitet er det netop, hvad Olena Aleksandrova forsøger at gøre. Hun holder kontakt med alle de forskere, der ønsker det, også selv om hun ikke aner, om de nogensinde har tænkt sig at vende hjem:

»Men jeg forsøger ikke at tilskynde dem til at vende tilbage. Det er deres egen beslutning, og det er ikke min opgave at presse dem til noget,« siger hun.

»Jeg ved, at flere af forskerne føler stor skyld over at have forladt Ukraine til fordel for sikrere omgivelser. Derfor lytter jeg til dem og forsøger at forstå deres motivation uden at være dømmende.«