Del aldrig historierne fra rusturen

En af tutorerne trækker to snapseflasker frem, da vi står i rundkredsen. »De her skal vi have drukket, før mødet kan gå i gang,« siger han. Tutoren krænger det hvide låg af den grønne flaske og tager den første slurk. Han laver en grimasse, da han tager flasken fra munden. Derefter sender han den videre.

Så er denne kronik startet på rigtig rustursmanér. Vi begynder nu at få alkoholen indenbords, så vi kan slippe os selv løs. Citatet er fra min roman, Tanker fra en rus, og er et eksempel på, hvordan unge studerende bliver introduceret til universitetsfællesskabet, hvor ‘fuldskabskulturen’ hersker, som lektor på KU Jakob Demant tidligere har påpeget i dette medie.

Alkohol og uni er forbundne

Jeg oplever, at alkoholen bliver katalysatoren for næsten al social interaktion uden for de dele af rusintroduktionen, der foregår fra kl. 8 til 17. Derfor er det ikke overraskende, at alkoholen kommer til at være et definerende element for kulturen i resten af ens universitetsuddannelse – eller er det bare min påstand?

Nej, det er det ikke.

I 2014 lavede Universitetsavisen en afstemning, da Det Humanistiske Fakultet på KU havde valgt at begrænse de studerendes mulighed for at købe øl i studentercaféerne til fredage efter klokken 17. Universitetsavisen spurgte, om det var en god idé. Svarene (376) fordelte sig som følger:

– Nej. Ledelsen på KU skal droppe forældremanererne. Studerende er voksne mennesker, som godt ved, hvordan man styrer en brandert. (44%)
– Ja. De studerende har netop demonstreret, at det ikke nytter, at de laller stive rundt på campus. Drik derhjemme, kids. (6%)
– Ja, sgu. Universitetet er en arbejdsplads – også for de studerende – og i arbejdstiden drikker vi ikke. (22%)
– Øh, nej. Hvad med, at fakultetet starter med at give de studerende de timer, de har brug for, så kan vi snakke øl en anden gang. (19%)
– Meh, jeg har ikke lige en mening om det her, men lad mig se de andres svar. (10%)

Fordelingen af disse besvarelser viser tydeligt, at alkohol og universiteter fra rigtig mange studerendes synspunkt hænger uløseligt sammen.

Når dette faktum sammenholdes med data fra Sundhedsstyrelsen, begynder der at tegne sig et billede af, at fuldskabskulturen reelt eksisterer, citat:

»Der er ikke store sociale forskelle i forhold til at drikke over højrisikogrænsen, bortset fra gruppen, der er under uddannelse, hvor andelen, der drikker over højrisikogrænsen, er betydeligt større end for de øvrige uddannelsesgrupper.« (Højrisikogrænse: 21 genstande for mænd og 14 for kvinder. Kilde: Sundhedsstyrelsen, Sundhedsprofilen 2013).

Grænseoverskridelser

Nu da eksistensen af en form for fuldskabskultur er slået fast, er det tid til at vende tilbage til rusturen, hvor alkoholen så småt er begyndt at virke, og der derfor skal flyttes grænser:

Den næste aktivitet indebærer, at vi samles i en rundkreds. Pointen er, at alle skal fortælle en hemmelighed, der har relation til en pige, og allerhelst noget med et seksuelt samkvem. Allerede inden vi er kommet i gang, kan jeg mærke en trykket stemning i cirklen. (Citat fra Tanker fra en rus)

Dette citat vækker associationer til debatter om Statskundskabs rusture. Disse rusture blev fremstillet som undtagelser, men Statskundskabs udskældte rusture er ikke unikke. Noget lignende sker andre steder på KU og på andre danske universiteter. Jeg ved det, for jeg har været på rustur på både KU i 2011 og CBS i 2013.

Der er altså et reelt problem med grænseoverskridende aktiviteter på rusturene, selvom Robert Høgh for nylig i et debatindlæg på Uniavisen.dk på det kraftigste og tilmed på en lettere overlegen facon forsøgte at mane det til jorden. Høgh skrev:

»Summa summarum: Sidste års misvisende fortællinger om Statskundskab på Københavns Universitet virker som pure opspind ovenpå det netop overståede introforløb. Jeg erkender, at andre måske har haft en anden oplevelse end jeg. Det er muligt, men virker (den gode stemning taget i betragtning) usandsynligt.«

Drukstatistik

Jeg er glad for, at Robert Høgh har haft en god rustur – det fortjener alle studerende. Men i samme åndedrag vil jeg påpege, at jeg er uforstående over for, at universiteterne vil acceptere rusture, der indeholder det, som Robert Høgh selv kalder »et festfyrværkeri af guldøl og vodkashots«.

Ikke mindst med tanke på Sundhedsstyrelsens Alkoholstatistik 2015, der viser, at »De unge er den aldersgruppe, hvor flest oplever negative konsekvenser af eget alkoholforbrug« (udvalgte parametre):

– 20% af de unge har oplevet at gøre skade på sig selv eller andre (mod 1 % af hele befolkningen).
– 54% har oplevet ikke at kunne huske, hvad der skete aftenen før (mod 18 % af hele befolkningen).
– 36% har oplevet skyldfølelse eller samvittighedsnag (mod 15 % af hele befolkningen).
– 11% har oplevet negative følger for venskaber eller sociale liv (mod 2 % af hele befolkningen).

Tutorer får for stor magt

Ovenstående tal harmonerer ikke med dannelsen af langvarige og meningsfulde fællesskaber, der må anses for at være universiteternes formål med disse rusture.

Apropos formål er det ved at være tid til at vende tilbage til rusturen.

»Jeg føler mig som en passiv deltager i et stort skuespil. Et skuespil med det overordnede udmeldte formål at ryste os sammen, men med det skjulte formål at skabe et hierarki internt i gruppen af studerende og eksternt i forhold til tutorerne. Tutorerne har planlagt forløbet, og det er designet på en måde, så de står som de ubestridte ledere.« (Tanker fra en rus).

Citatet handler om, at tutorerne, der planlægger rusturene, tildeles en enorm magt i kraft af deres lederposition. Kombineres dette med kraftig alkoholindtagelse er det ikke underligt, at der foregår ting i rusturssammenhæng, der i alle andre sammenhænge ville opfattes som langt over grænsen. Tutorerne kan således opbygge en subkultur, som aldrig bliver synlig for ledelsen, fordi universitetsledelsen alene godkender et proforma-program over rusturen.

I denne sammenhæng vil jeg understrege, at jeg er tilhænger af frihed under ansvar. En forudsætning for denne frihed er tillid, men tillid skal man gøre sig fortjent til. Den tillid føler jeg ikke, at alle tutorer, er berettiget til, når studerende kan tænke følgende om dele af programmet på en rustur: »Jeg føler mig degraderet til forsøgskanin for en gruppe magtliderlige og i gennemsnit kun tre år ældre studerende.« (Citat fra Tanker fra en rus).

Universitetet har et alkoholproblem

Jeg ved, at det er et fåtal af tutorerne, der ikke kan administrere magten, men kombineres det forhold, at nogen overskrider deres beføjelser med rigelige mængder alkohol, en opfattelse af jo vildere, jo bedre og en udpræget tavshedskultur, hvor ingen tutor siger til en anden, at vedkommende går over grænsen, så har man opskriften på en destruktiv cocktail. En cocktail, der ikke opbygger, men i stedet nedbryder fællesskaber, og det endda med støtte enten direkte eller indirekte fra universiteterne.

Denne kendsgerning er grunden til, at jeg har brugt meget tid og mange penge på at skrive og selvudgive en roman om de danske universiteter og den herskende alkoholkultur.

Universiteterne bør erkende, at der er et reelt alkoholproblem, der skal tages hånd om. Der er behov for en kulturændring på alle niveauer helt fra den enkelte rusvejleder til den øverste ledelse på universitetet. Hvis dette ikke sker, så fortsætter rusturene med at være grænseoverskridende drukture, der på ukontrollabel vis danner fundamentet til den herskende fuldskabskultur på universiteterne.

Tilbage til situationen fra rusturen, hvor det kraftigt understreges, at »Alle skal dele en historie, og ingen må nogensinde fortælle andres historier uden for cirklen.« (Fra Tanker fra en rus).

Jeg har med min roman forbrudt mig mod dette forbud, og I skal dermed ikke snydes for afslutningen på rustursaktiviteten:

»For at afslutte cirklen på rigtig rustursmanér, laver vi det efterhånden velkendte mandekampråb. Det består af udråbet: ”Fisse, fisse, kusse, kusse, luder, luder, kælling, kæl-ling!”« (Tanker fra en rus).

Er det virkelig med sådanne aktiviteter og under heftig alkoholpåvirkning, at den øverste universitetsledelse, studielederne og tutorerne ønsker, at de nye studerende introduceres til universitetet?

Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg mener. Hvad mener du?

uni-avis@adm.ku.dk