Demokrati er en samtale

I denne tid for 170 år siden trådte de teologiske studenter sammen og gav lyd til den tidligst dokumenterede danske studenterpolitiske aktivitet. Dengang ønskede man noget så indlysende i dag som karakterer, og det fik man skam også.

I år er det imidlertid også hundrede år siden, at vores teologiske foreninger sammen med resten af studenterbefolkningen trådte sammen og valgte sine egne officielle repræsentanter for første gang. Vi fejrer studenternes stemmeret ved vores højtbesungne akademiske institution – Universitetet. Der i sin funktion af netop at være et universitet – Universitas – endelig favnede alle sine grupper i året 1912.

Det Teologiske Studenterråd, som det dengang hed, har nu eksisteret i hundrede år, og som det eneste fagråd ikke forandret sig synderligt – fraset hver årgangs lettere kosmetiske forandringer af vedtægter, regler osv. Det Teologiske fagråd er i essensen det samme, idet det, som dengang i 1912, stadig repræsenterer de teologiske studenter over for den akademiske lærerforsamling og samfundet som helhed.

Den teologiske Jargon

Vores råd og dets virke har altid funderet sig på noget så banalt, men dog også så centralt, som samtalen. Ikke autoriteters monolog, men den kvalificerede dialog mellem to partnere, mellem student og underviser. Det er ikke blot rigide paragraffer eller millimeterdemokratiske bånd, men en kultur – ja en ånd – hvori man lader samtalen udfolde sig, hvor man lytter til argumenter og lader det bedste vinde. Dette er vores adelsmærke og vores studenterpolitiske arv, som vi bærer på fra en af vores største kirkehistorikere, Hal Koch. Det er den ånd, der skærmer os mod ideologiernes ensidighed, autoriteters selvindbildte magt og personlige agendaer, men i stedet åbner op for rum og plads til refleksion, tanke og ja, samtale.

Vores råd og dets virke har altid hvilet på studenters gåpåmod og deres lyst til at gøre en forandring, ikke blot for dem selv, men for os alle – for teologien. Det teologiske studenterliv ville aldrig være det samme uden denne glæde over at virke frivilligt med og for hinanden. Vores studenterliv ville aldrig være så vitalt, hvis det ikke var for alle de studerende der dagligt gør en forskel for hinanden, om de så står i baren, i kantinen, sidder i fagbladet Arken eller i en af de mange foredrags- og studiekredse, der findes herinde.

Så dette jubilæum fejrer ikke kun valgretten, men også frivilligheden selv. Det frie valg som bliver taget, når en student møder tidligt og laver mad til de resterende studerende. Det frie valg som bliver taget, når studerende en mørk novemberaften møder op for at høre om et eller andet sikkert ganske specifikt hjørne af teologien. Fagrådet er et af disse frie valg, den studerende kan tage, og vi takker alle dem, der allerede har taget det, som tager og vil tage det.

Dette frie valg er svaret på det store ansvar, vi alle bærer som borgere i denne »de lærdes republik«. Vi er som studerende ansvarlige – ikke blot for os selv, men som gruppe – for vores videnskab, for vores studieliv og for hinanden. Vi må bære det ansvar, som studenterfriheden giver os, fornuftigt, til at søge oplysning, dannelse og altid være kritiske – også over for dannelsen og oplysningen.

Men alt dette kan vi slet ikke, hvis vi ikke får varmen ved et godt måltid mad, glæden ved en øl i fredagsbaren, eller hvis foreninger ikke holdt møder, hvor vi kunne samles om tanken. Vi kunne slet ikke alt dette, hvis ikke vores blad skabte en ramme for samtale og diskussion student og student imellem, eller hvis fagrådet ikke stod garant for studiet og dets miljø i råd, nævn osv.

Englesang og magtbrynde

De teologiske studenter er et broderkrops, som en enhed, der er samlet uden forudgående kendskab til hinanden, men ikke desto mindre deler vi nu alle sammen skæbne, vilkår og tanker, hvad end vi stadig læser eller er færdige med vores studier. Det teologiske fællesskab overskrider personer, ideologier og den individuelle tro, da det er et historisk fællesskab, vi deler. Et fællesskab som vores studenterkorps, der i sorte uniformer for fædrelandet forsvarede København mod svensken i det syttende århundrede. Et historisk fælleskab, der manifesteres i hver og en, som kender sig selv ved teologiens navn.

Et fælleskab som et teologisk samfund, som vores teologiske forfædre kaldte deres unge forening i 1860erne, der gav stemme til de teologiske studenters krav til studiet. Et samfund, der tager sig af hinanden politisk, åndeligt og fagligt.

Det er vores kår – »Studentens Kaar« fagrådet kerer os om, her til er vores kærlighed. Derfor er det netop dette spørgsmål, »Hvad er imod Studentens Kaar«, vi har givet som navn til vores festskrift, der indfanger teologers historie, studenters liv og politiske virke gennem hundrede år. Et festskrift som giver lyd til generationer af teologers tanker og oplevelser, som vi her med glæde kan præsenterer for jer. Vi er både stolte og glade for dette skrift, der giver et indblik i vores studiums liv og dets mange oplevelser af alvorlig og morsom karakter. Teologers tegninger, drømme, julekort og interne debatter.

Kaj Munks datter spurgte engang sin mor, hvorfor hendes fader skændtes så meget med gæsterne. Hertil svarede moderen, at det bare var teologerne, der debatterede. De skændtes ikke, men i højløftet humør debatterede verdens gang og de teologiske toner og klangbund i denne gang. Debatten er grunden i vores samtale. Det er fundamentet for vores politiske virke, og det er debatten, der har tegnet vores studie gennem tiderne. Det er debatten, som er en englesang, der værner os mod ministreres, rektorers og andres magtbrynde.

Studenterdemokratiet må og skal bygges på frivillighed, demokrati og samtale. Vi vil til alle tider være fortalere for dette, og med disse ord vil jeg ønske studenterdemokratiet held og lykke de næste mange år.

Jeg vil afslutningsvis citere kirkehistorikeren Hal Koch:

»Demokratiets Væsen beror paa, at man mødes og tales ved, at man gennem Samtaler naar til en bedre og rimeligere Forstaaelse og derudfra formaar at træffe en Afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt Person eller Klasse, men som tager billigt Hensyn til Helheden.«