Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Den alt andet end lige vej

Portræt — Hvordan kommer en matematisk student og aspirerende retsgenetiker til at arbejde med torturofre? Ahlam Chemlali, kandidat fra KU, har både famlet, skiftet kurs og stolet på sin mavefornemmelse. Undervejs har det også reddet hendes liv.

En formiddag i 2012 sidder Ahlam Chemlali ved havnefronten i Benghazi i Libyen og spiser frokost.

Hun er taget til Libyen for at indsamle data. Ahlam skriver speciale på den nyoprettede sundhedsfaglige kandidat på Københavns Universitet og skal dokumentere, hvor udbredt tortur er i det nordafrikanske land efter Muammar Gaddaffis fald. Hun er udsendt af DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Hendes kolleger hjemme i Danmark har givet hende strenge formaninger om at blive på Tibesti Hotel bag skudsikre vinduer. Selv om borgerkrigen er slut, bekæmper stridende militser både hinanden og det skrøbelige nye styre, og Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Libyen.

»Jeg skulle skrive hjem til Danmark hver dag og fortælle, at jeg havde det fint, holde mine møder og blive på hotellet. Men jeg var rastløs, og min intuition sagde mig, at jeg skulle ud, så jeg ringede til min lokale logistikmand og spurgte, om han kunne finde et sted, jeg kunne spise,« siger hun.

Tibesti Hotel ligger ned til en stor lagune, der fører videre ud i Benghazis industrihavn og derfra ud i Middelhavet. Ahlam sidder på den anden side af lagunen og spiser en kebab, da hun får øje på en røgsøjle. Snart efter kan hun se flammer og høre skud. Hendes sikre hotel er blevet angrebet.

En urealistisk ambition

Fem år senere inviterer Ahlam Chemlali os inden for i DIGNITYs lokaler i en anonym kontorbygning på Bryggervangen i den mindre mondæne ende af Østerbro ude ved Helsingørmotorvejen. Hun har været afsted på over 45 missioner siden den første i Libyen, og hun er blevet en fast stemme i debatten om menneskerettigheder og tortur herhjemme, men hun har ikke inviteret os på besøg for at dele krigshistorier.

Når Ahlam holder foredrag om sit arbejde og missioner for studerende, spørger de hende tit, hvad man skal læse for at komme til at arbejde med det, hun gør. Og svaret på det spørgsmål indeholder en vigtig lektie, mener hun. Det var nemlig ikke grundig karriereplanlægning og ædle ambitioner om at kæmpe for menneskerettigheder, der efter gymnasiet guidede Ahlam Chemlali ind på en videregående uddannelse.

»Det var ikke lige mig at stå i gummistøvler og bruge kliniske motorsave og blive sprøjtet til«
Ahlam Chemlali om praktik-opholdet på et lighus i London

»I gymnasiet var jeg stærkt påvirket af tv-serien CSI. De havde våben, sprøjter og kanyler, deres arbejde var en blanding af lab work og Sherlock Holmes, og jeg tænkte: ’Jeg skal være CSI-agent’,« siger hun.

Ahlam Chemlali søgte ind som bioanalytiker på professionshøjskolen Metropol. Mens hendes medstuderende stilede mod job i medicinalindustrien, ville Ahlam specialisere sig inden for retsgenetikken. Her fandt hun efterhånden ud af, at der var langt fra forestillingerne om detektivarbejde og rejsehold til den virkelige verdens lange dage med dna-analyser.

»Det er et meget særligt miljø, retsmedicinerverden. Det er spændende, at man taler de dødes sag, og jeg var fascineret af menneskekroppen og anatomi – men dagene er meget ens, og der er ikke meget interaktion med andre mennesker,« siger hun.

Efter et halvt års praktikophold på et lighus i London – hvor Ahlam også fandt ud af, at det heller ikke lige var hende »at stå i gummistøvler og bruge kliniske motorsave og blive sprøjtet til med legemsvæsker« – skiftede hun retning.

Afrika

Ahlam ville væk fra det kliniske miljø og tog noget atypisk for sit studie et valgfag i Global Health. Som en del af sit bachelorprojekt arrangerede hun selv en rejse til Ghana, hvor hun blandt andet hjalp lokale NGO’er med at holde workshops og hiv-teste befolkningen i små landsbyer.

»Skal man pege på et omdrejningspunkt i min karriere, så var det at komme til Ghana,« siger hun. »Kernen og omdrejningspunktet for rejsen var sundhed – men jeg lærte at sundhed ikke bare er sundhed. Det er også menneskerettigheder, skrøbelige stater, ulige adgang til services, kønsdiskrimination, politik.«

Turen til Ghana gav Ahlam det møde med levende, åndende mennesker, hun havde savnet i laboratoriet og lighuset, og åbnede samtidig hendes øjne for, hvor komplekst det var at hjælpe de enkelte kvinder og børn ude i landsbyerne. For eksempel hvor vanskeligt det kunne være at forebygge hiv i landsbysamfund, hvor høvdingen bevidst ignorerede information og hjælp, fordi den kom fra hende – en kvinde.

Ahlam blev vred over uretfærdigheden – »socialt indigneret« siger hun – men hun vidste hverken, hvad hun skulle gøre med sin indignation, eller hvad hun skulle lave, når hun var færdiguddannet. Til gengæld var hun sikker på, at hun måtte vide mere:

»Ghana trykkede på noget med globalt udsyn og perspektiv, og jeg følte, det krævede indblik i andre fag at komme videre.«

Tilbage i København hørte hun om en ny sundhedsfaglig kandidatuddannelse, som Københavns Universitet ville starte op, og som skulle vise sig at passe godt til hendes søgende, tværfaglige tilgang.

»Er du gået forkert?«

Set i bakspejlet tror Ahlam ikke det var helt skidt, at hun kom ind på det allerførste hold på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse.

»Tingene lå ikke i særligt faste rammer, og man kunne præge sin kandidat i den retning, man ville.«

Hun var lidt the odd one out på holdet. Gennemsnitsalderen var 38 (hun var 22), og hendes medstuderende var afdelingssygeplejersker, forskere og afdelingsledere, som havde job og karrierer og vidste, hvad de skulle bruge uddannelsen til. Det gjorde Ahlam ikke. Til gengæld udnyttede hun den løse struktur til fulde:

Min tanke var, at hvis jeg skulle arbejde med sundhed i Afrika, måtte jeg kende konteksten. Så jeg lavede mit eget pensum.

»Jeg shoppede rundt og supplerede med kurser i menneskerettigheder på Jura og læste socialmedicin på Antropologi.  Jeg havde fag på Afrikastudier om skrøbelige afrikanske stater, hvor de andre studerende ikke kunne forstå, hvad jeg lavede der. ’Er du gået forkert?’ spurgte de, og jeg svarede ’Nej, jeg skal bare have fagene de næste par måneder’. Jeg synes selv, der er en rød tråd i alt, jeg laver, men det kan folk ikke nødvendigvis se. Men min tanke var, at hvis jeg skulle arbejde med sundhed i Afrika, måtte jeg kende konteksten. Så jeg lavede mit eget pensum.«

Ahlams pensum inkluderede også et intensivt kursus i internationalt diplomati. Hendes bachelor havde givet hende førstehåndserfaring med sundhedsarbejdet i små, isolerede ghanesiske landsbyer, men hun havde begrænset indblik i en anden ende af spektret – nemlig i det politiske og diplomatiske arbejde, der regulerer den globale sundhedsindsats. Derfor søgte – og fik – hun et praktikophold på Den Danske FN-mission i Geneve, som varetager Danmarks forhold til de FN-baserede organisationer i byen.

»Nu var jeg kommet fra landsbyen i Afrika til de bonede gulve i verdens humanitære hovedstad. Og det ramte en nerve, at man kunne arbejde internationalt med menneskerettigheder og store humanitære kriser uden at give slip på ens sundhedsfaglige baggrund. Men jeg savnede det håndgribelige, det praktiske.«

Broen mellem de to poler, det globale og det lokale, det geopolitiske og det konkrete møde med mennesker, der havde brug for hjælp, fandt hun hjemme i Danmark.

Brændpunktet

Under sine studier var Ahlam faldet over det danske Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (som nu har skiftet navn til DIGNITY), en selvejende og politisk uafhængig organisation, som i 70’erne var udsprunget af Amnesty International.

»Den er grundlagt af læger, kernen er sundhedsfaglig, og den arbejder for at tortur- og voldsofre skal rehabiliteres og hjælpes tilbage til det virkelige liv. Og den mener, der er brug for en holistisk, tværfaglig tilgang for at klare opgaven. Så jeg skrev til dem og spurgte, om vi kunne lave et projektsamarbejde.

»At møde mennesker driver mig. At komme ud af kitlen og de kliniske forhold og møde mennesker, hvor de er. Jeg kan ikke bare sidde og læse bøger …«
Ahlam Chemlali

Svaret lød, at der var plads til, at hun kunne skrive sit speciale hos dem. De havde to forslag: Hun kunne være med til at færdiggøre et projekt, hvor de allerede havde indsamlet data – eller hun kunne tage til et af verdens brændpunkter, hvor der i kølvandet på borgerkrig og NATO-bombninger var mistanke om udbredt brug af tortur, og indsamle data selv.

Ahlam valgte Libyen.

»Lige nu er det sindssygt, hvad der foregår«

Det var instinkt, der fik hende til at trodse sikkerhedsanbefalingerne den dag i Benghazi, og når hun ser tilbage, kan hun godt se, hvad der havde fodret hendes instinkt. At hun sandsynligvis havde lagt mærke til nogle af de Toyota-ladvogne – militsernes foretrukne køretøj – der var begyndt at sværme omkring hotellet. Og at hun havde været bevidst om, at en event for internationale diplomater dagen før havde gjort hotellet til et attraktivt mål for terrorister.

6 vendepunkter i Ahlam Chemlalis karriere

TV-serien: Krimiserien CSI – hvor tungt bevæbnede og temmeligt atletiske retsgenetikere opklarer forbrydelser – inspirerer Ahlam Chemlali til sat søge ind som bioanalytiker på Metropol i 2006.

Lighuset: Et praktikophold på et lighus i London i 2008 lærer hende, at hun hellere vil arbejde med de levende – og med at forebygge død.

Ghana: Et valgfag i Global Health sender Ahlam til Ghana i 2009, hvor hun med egne ord »får globalt udsyn« – og også får øjnene op for de komplekse politiske, økonomiske og menneskeretslige sammenhænge, der påvirker folks
sundhed i landet.

Eksperimentet: Ahlam kommer ind på første årgang af den nystartede sundhedsfaglige kandidatuddannelse Master of Health Science, cand.scient.san. på KU i 2010.

FN-missionen: Et praktikophold på den danske FN-mission i Genève i 2011 sporer Ahlam ind på arbejdet med menneskerettigheder i en international kontekst.

DIGNITY:  Ahlam får studiejob og skriver speciale hos DIGNTY – Danish Institute Against Torture i 2012. Hun har siden været på over 45 missioner for at dokumentere brugen af tortur i blandt andet Sierra Leone, Bangladesh, Jordan, Egypten, Libyen, Uganda, Kenya, Filippinerne, Sydafrika og Liberia.

De næste par dage boede hun hos lokale, indtil det lykkedes at skaffe hende en plads på et fly ud af landet (hvilket i sig selv var en bedrift, fordi militserne kontrollerede lufthavnen og havde travlt med at pakke flyene med familiemedlemmer).

»I Danmark var de forbløffet over, hvor rolig jeg var. Personligt føler jeg, at det var en slags test eller prøvelse. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne klare den type arbejde – og at det var vigtigt for mig at være der og fortælle om det.«

Ahlam begyndte at medvirke i danske tv-programmer som Deadline på DR2, hvor hun fortalte om situationen i Libyen. Hun arbejde on-and-off i landet indtil 2014, hvor borgerkrigen blussede op igen, Islamisk Stat gjorde sit indtog, og DIGNITY var nødt til at afbryde deres arbejde. Det piner hende, at hun ikke kan gøre noget, og at medierne synes at have glemt konflikten.

»Lige nu er det sindssygt, hvad der foregår. I DIGNITY har vi måttet sætte vores projekter på stand by, for det er så farligt, men jeg bliver holdt orienteret af venner og informanter. Situationen har affødt en flygtningekrise, som medierne taler om, men de fortæller ikke om de grundlæggende årsager som for eksempel den ustabile situation i Libyen.«

Det, der bliver i kroppen

Ahlam afleverede sit speciale i 2012 og har siden arbejdet for DIGNITY som Program Manager. Hun har været på over 45 missioner for at dokumentere tortur og organiseret vold i blandt andet Sierra Leone, Liberia, Jordan, Uganda og Bangladesh.

Undervejs har hun set ting, der stadig sidder i kroppen. I Liberia hjalp hun til under Ebola-epidemien, som hærgede et land, der allerede var forkrøblet af en brutal borgerkrig.

»Jeg har sammen med lokale partnere arbejdet med genbegravelser. På grund af krigen havde folk ikke nået at begrave deres efterladte, og når de kom tilbage til landsbyerne fra flygtningelejrene, stak der knogler op af jorden¹. Man samler resterne og anbringer dem i et mindesmærke, en Memorial Hut … Det er svært at forklare. Jeg har prøvet at skrive om det flere gange, men det er ikke lykkedes endnu. Det er det tætteste, man kommer på liv, død og sorg. Jeg har mødt fantastiske mennesker i Liberia, og deres modstandskraft har inspireret mig.«

Når hun kigger tilbage, er det den store forskel på hendes arbejde nu og de tidligere studier og praktikopholdet på lighuset i London:

»At møde mennesker driver mig. At komme ud af kitlen og de kliniske forhold og møde mennesker, hvor de er. Jeg kan ikke bare sidde og læse bøger …«

– Hvorfor?

»Fordi det ikke bare bliver tal, statistik, figurer i en rapport – fordi der kommer et menneske bag tallene. Man kommer ned og ser, at det er en person, ligesom mig, med samme håb og drømme. Det giver en humanisering af arbejdet. Og så giver det mig meget mere mening at komme ud og se virkeligheden end bare at sidde her på Bryggervangen.«

Artiklen fortsætter under billedet

Den alt andet end lige vej

Ahlam Chemlali ser stadig CSI, men hun savner ikke laboratoriearbejdet.

»Jeg føler, jeg er det helt rigtige sted. Nu arbejder jeg tværfagligt og multidisciplineret. I vores teams er vi læger, sociologer, antropologer, socialrådgivere, forskere … Når du arbejder med komplekse ting som vold og rehabilitering af torturofre, kræver det en pluralistisk, akademisk tilgang. Globale udfordringer som flygtningekrisen kræver samarbejde mellem migrationseksperter, politologer, antropologer … Det er ikke bare økonomiske og politiske problemer.«

Og så er vi fremme ved de pointer, Ahlam gerne vil have frem til de studerende, der spørger hende, hvordan man kan komme til at arbejde med det hun gør.

Der er ikke én vej til at uddanne sig til at arbejde inden for et felt som hendes, der fordrer en tværfaglig tilgang – der er mange. Selv har hun ikke haft en plan med sin uddannelse og karriere. Hun er gået efter nysgerrighed og mavefornemmelse. Hun har skiftet retning, skiftet uddannelser, tøvet, famlet, satset.

Undervejs har hun lært, hvad der driver hende, og hvad hun vil arbejde med. Og det bekymrer hende, at de studerende nu – som hun ser det – ikke får de samme muligheder, som hun gjorde:

»Jeg synes, det er trist at se, hvordan fremdriftsreformen forvandler universitet til en pølsefabrik. De færreste her på centeret vidste, hvad de skulle, da de var 18-19 år. Det er vigtigt, at man som studerende kan fordybe sig i det, der interesser og driver én – og ikke bare på arbejdsmarkedet. Man får ikke nødvendigvis virkeligheden med af at klare studiet på normeret tid. Min uddannelse tog næsten syv år inklusive udlandsophold og praktik, og jeg synes kun, det har gavnet mig både fagligt og personligt.«

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste