Den dag, Pia K kritiserede mit værk

En dag i februar var jeg i Folketingssalen med Yildiz Akdogan (medlem af Folketinget for S). Yildiz havde sagt ja til at få lavet en portrætserie til mit kunstprojekt om kvinder og samfundet, politik og magt.

Efter at have varmet kameraet op med lidt klassiske portrætter, var det tid til at ryste posen.

Når man roder rundt på landets vigtigste kvadratmetre en våd vinterdag, og en dygtig og travl politiker har sat tid (og hår) af til at spille med, har man pligt til at give den en kreativ skalle.

Mange ‘politiker-portrætter’ følger en opskrift som bygger på et ukompliceret og letforståeligt billedsprog, der rækker så langt tilbage, at vi studerer det på universitetet.

Som kvinde er det netop vigtigt at være bevidst om, at vores krop er en stor del af, hvordan vi defineres, og derfor er der også brug for en anden måde at bruge vores krop på i repræsentationen af os selv. Jeg mener at det er vigtigt at gøre kroppen til en aktiv del af portrættet. Sådan kan man begynde at udøve sin ret til at bestemme over, hvordan man defineres som kvinde.

Sofie Pihls billede af Yildiz Akdogan på talerstolen (se flere billeder fra serien under indlægget)

Det var min idé at Yildiz kunne sætte sig op på bordet foran Folketingets talerstol, og vi fik en fantastisk fotoserie ud af det. Kulissen, salens interiør, blev vakt til live, som en medspiller der gik i dialog med politikeren der sad uden sko og uden fodfæste og kiggede opad mod det hvide, hvælvede loft.

På billedet fylder Yildiz sin plads ud, både som MF’er for S, som kvindelig politiker, og ikke mindst som den eneste kvinde i Folketinget med anden etnisk baggrund end dansk.

I mine øjne, handler magt netop ikke om at holde sig til sin stol på gulvet. Og min erfaring er, at politik handler om at bevæge sig fremad for det man mener. Det handler om at balancere kommunikation på flere planer, og et budskab bliver ikke nødvendigvis hørt fordi det bliver sagt.

Og det er, hvad dette billede er: et visuelt budskab.

I en artikel bragt i BT d. 2. november i år, kritiserer Pia Kjærsgaard mit portræt af Yildiz for at være udtryk for ‘disrespekt’ for Folketinget.

Tværtimod!

Mit billede bringer et budskab om at vi er et inkluderende samfund, om tillid til at vi sammen kan navigere respektfuldt og med vores meningers styrke i demokratiet.

Pia Kjærsgaard fremstår på billedet som en egenrådig leder, badet i guddommeligt lys. Kontrasten til en historisk kulisse, der fortæller om det danske demokratis skabelse, er skærende.

Det er ikke for alle, at få lavet et portræt siddende på Folketingets talerstol.

Ej heller, hvilket Pia Kjærsgaard nok vil være enig med mig i, stående på bordet i Samtaleværelset med Grundlovens ‘fædre’ i baggrunden. DF’s folketingsgruppe står i en halvcirkel på gulvet, og kigger med beundring op deres formand.

Jeg beskriver her et portræt af Pia Kjærsgaard, taget af en af Danmarks dygtigste fotografer, Per Morten Abrahamsen for et par år siden.

Pia Kjærsgaard fremstår på billedet som en egenrådig leder, badet i guddommeligt lys. Kontrasten til en historisk kulisse, der fortæller om det danske demokratis skabelse, er skærende.

Når man danser med møblementet, skal man også kende sit billedsprog, Pia.

uni-avis@adm.ku.dk

Fra Sofie Pihls billedserie

Fra Sofie Pihls billedserie