Den glemte helt

Videnskaberne, universiteterne og udfordringen fra nazismen i Danmark var temaet under en international konference afholdt på Københavns Universitet. En af talerne, postdoc Niklas Olsen, belyste den danske professor Aage Friis’ rolle under opblomstringen af den tyske nationalsocialisme og besættelsen af Danmark.

I Olsens artikel og forelæsning tegnes billedet af en betydningsfuld skikkelse, der er blevet overset af eftertiden. Måske kan man endda kalde Friis en bortgemt eller glemt national helt.

Humanitært arbejde

Aage Friis var professor i historie ved KU fra 1913 til 1935. Olsen beskriver ham som en historiker, der spillede en særdeles fremtrædende rolle i den danske historievidenskab i 1930erne og 1940erne. Det gjorde han blandt andet, fordi han etablerede en dansk komité for tyskere i eksil.

»Aage Friis skiller sig ud, fordi han ytrer sig åbent imod antisemitismen og Hitler. Han tager flere initiativer i Danmark for at afhjælpe konsekvenserne af nationalsocialismen. På den front er hans indsats ret unik,« siger Olsen.

Noget af Friis’ engagement opstod, da han under en kongres i Warsawa i 1933 blev chokeret over de tyske professorers svage position over for nationalsocialismen. Ved flere lejligheder skal Friis have ytret sin bekymring over udviklingen i nabolandet. Han nægtede sågar at deltage i et planlagt møde i Rom i 1943 på grund af forfølgelsen af jøder.

Det dansk-tyske forhold

Friis havde et stærkt fokus på det dansk-tyske forhold. Hans store netværk i Tyskland gjorde ham til en nøgleperson for de tyske flygtninge, der kom til Danmark.

Han udførte også hjælpearbejde via kontakter i andre lande og forsøgte på den måde at skabe nye muligheder for de videnskabsfolk, der blev tvunget til at forlade Tyskland.

Men selv om Friis var kraftig anti-nazist, gik han samtidig ind for for samarbejdspolitikken. Og de to ting kan godt forenes, siger Niklas Olsen:

»Der er ikke nødvendigvis noget modstridende i, at man fordømmer jødeforfølgelsen og nationalsocialismens ideologi og samtidig vælger at gå ind for samarbejdspolitikken.«

Etablerede Radikale Venstre

Friis var altså ingen modstandsmand, men det havde han per definition heller ikke mulighed for i kraft af sit politiske engagement, fortæller Olsen:

»Friis var med til at etablere Det Radikale Venstre i 1905. Partiet deltog i at formulere samarbejdspolitikken, der baserede sig på den tanke, at man skånede Danmark bedst muligt under besættelsen ved at samarbejde med tyskerne. Det betød ikke, at man støttede nationalsocialismen, det var snarere en rationel udtænkt politik. Denne bakkede Friis op,« siger postdocen.

Olsen udddyber at Friis var en meget aktiv aktør i samfundsdebatten, der turde blande sig og udtale, at nationalsocialismens ideologier var uforenelige med den danske kultur. Til tider talte han også på vegne af Københavns Universitet.

Retfærdighedssans

Det særlig interessante ved Friis er, ifølge Niklas Olsen, at han var drevet af en stærk retfærdighedssans:

»Friis arbejdede ud fra en retfærdighedsforestilling. Han syntes, man behandlede folk uretfærdigt. Og jeg tror, at det var omdrejningspunktet for ham. Det var det, der gjorde, at han involverede sig i sager,« siger Olsen.

Denne drivkraft gjorde, at Friis uden tvivl var en af dem, der talte højere og gjorde mere end mange andre, vurderer Olsen.

Ingen stor historiker

Friis vil ikke blive husket som en banebrydende historiker, men bør huskes mere for sine forskningspolitiske og humanitære initiativer, mener Olsen, som stadig ikke helt kan få greb om, hvorfor Friis’ skikkelse og gerninger er blevet så udvisket af eftertiden:

»Man taler altid om de folk, der gik over stregen, dem der åbenlyst støttede nationalsocialismen eller handlede på en måde, som set i bakspejlet var forkert. Men man burde måske udgive en bog om dem, der holdt sig inden for rammerne, men gjorde alt hvad de kunne for at agere humanitært inden for dem,« afslutter Niklas Olsen.

line.hjorth@adm.ku.dk