Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Den humanistiske håndværker

TEMA OM LEDIGHED – Christina Yhman Kaarsberg har det perfekte studiejob. Man bliver nok så klog af teoretiske fag på universitetet, siger hun, men medmindre man skal forske eller undervise, kan man sandsynligvis ikke bruge denne klogskab til meget ude på arbejdsmarkedet.

For tre-fire år siden var jeg netop blevet ansat som bartender i Café Mødestedet på Det Humanistiske Fakultet, da jeg mødte en tidligere studiekammerat.

»Har du ikke lyst til et studiejob på Gyldendal,« sagde hun. »Jeg har nemlig anbefalet dig til min chef.«

Dengang takkede jeg nej, for jeg kunne jo ikke svigte min nye arbejdsplads og søde kolleger. Plus: Jeg var doven. Her på den anden side – i dagpengekontorets kløer – fortryder jeg bittert, at jeg ikke sagde ja.

Man skal selv være opsøgende

Christina Yhman Kaarsberg gjorde det modsatte af mig. Hun sprang til, da en ven luftede ideen om forlagsarbejde for hende og har nu arbejdet tre år som studentermedhjælper på Gyldendals fagbogsredaktion. Det er godt for både cv’et og selvtilliden, fortæller hun.

»Jeg tror, det er virkelig vigtig selv at opsøge studiejobs og udnytte sit netværk, for der er jo virkelig mange mennesker ude på universitetet, og alle har deres egne kontakter,« fortæller Christina, da jeg møder hende i Nordisk Kaffebar på KUA.

»Et studiejob giver lidt mere faste rammer på en kandidatuddannelse, der ellers kan være meget flydende. Og man får på sin vis også en bedre arbejdsmoral, når man skal sidde fra ni til fem og udføre en række opgaver, før man kan gå hjem,« siger hun.

Ja, studenter laver også kaffe

Især det praktiske aspekt i studiejobbet tiltaler Christina og derfor er hun godt tilfreds med, at man som studentermedhjælper egentlig laver alt det, som redaktørerne ikke har tid til.

Det være sig at finde billeder, kopiere anmeldelser, tjekke korrektur – og lave kaffe.

»Hvis man sidder med en skide eksamensopgave, og den ikke gider makke ret, så kan man nogle gange blive så stresset! Og hvis man så tager på arbejde og udfører nogle konkrete opgaver, som man kan finde ud af, og sætter et komma eller to, så kan det godt hjælpe.«

Den gode googler

Det er ikke bare på det faglige plan, at et studiejob kan være relevant og brugbart, for man bliver også bekræftet meget gennem et studiejob.

»Man får jo ikke meget respons på universitetet, og så er det rart at blive anerkendt for noget, man gør. På uni er det jo kun i slutningen af hvert semester, man får respons i form af en karakter,« siger Christina.

»Hvis man er heldig, kan man få en kommentar, men der er så lidt tilbagemelding herinde. Der er også meget lidt kontakt mellem undervisere og studerende, og der er det fedt at komme ud på en arbejdsplads og få at vide, at man rent faktisk kan bruges til noget.«

Hyrdedigtning

Christina smiler: »Om det så bare er, at man er god til at lave kaffe. Jeg er for eksempel helt vildt god til at google ting, og så føler man sig jo nyttig, når en af redaktørerne lægger mærke til det og kan bruge det i redaktionsarbejdet.«

»Når man har et studiejob, kan man komme over på uni og nørde hyrdedigtning og avantgardeværker, fordi det er noget, man interesserer sig for. Det er jo imidlertid ikke noget, man nødvendigvis får jobs af.«

Jeg nikker, for det er jeg, den arbejdsløse litteraturnørd, jo et levende bevis på. Ens indre litteraturnørd kan imidlertid blive stimuleret på andre måder end gennem nærstudier i den danske, modernistiske romans rumlige udfoldelser, fortæller Christina:

»Jeg elsker bøger, og det med at sidde med en bog i hånden og være med fra start til slut i produktionen af den, det er vildt fedt.«

Strategiske fag

Christina har dog ikke kun valgt nørdede og smalle litteraturfag på sin humanistiske uddannelse.

»Jeg har til en vis grad også valgt mine fag strategisk. Jeg havde ‘Kulturformidling’ og ’Kulturjournalistik’ på bachelortilvalg, og det har hjulpet mig sindssygt meget. Det gav mig redskaber til lettere at kunne skrive, og på arbejdet betyder det, at jeg for eksempel er blevet bedre til at skrive bagsidetekster til bøger.«

Hvis jeg havde kendt betydningen af praktisk erfaring på det kyniske arbejdsmarked dengang, ville jeg helt sikkert have takket ja til et studierelevant job.

Du kan nå det endnu.

amlr@adm.ku.dk

Seneste