Den længste blokade i historien

Jeg husker mit første møde med dametoilettet. Vandet steg op fra kloakken, og jeg måtte liste på tåspidser hen over de oversvømmede fliser for at finde et fungerende wc med en dør, der kunne lukkes nogenlunde til.

Jeg husker min første forelæsning i et lokale med en akustik så dårlig, at forelæserens ord blev druknet i larm fra gaden og ekkoet af sin egen stemme. Vinduerne var i stykker og der var hverken varmeanlæg eller aircondition på trods af, at temperaturerne i denne by kan svinge fra nul til 40 grader afhængig af årstiden.

Det samfundsvidenskabelige fakultet på La UBA, det statsejede universitet i Buenos Aires, er en gammel fabriksbygning, som for længst har overskredet sidste salgsdato. Og som bringer flere associationer til Ungdomshuset på Nørrebro end til mit fakultet på KU.

Argentinas længste studenterblokade

De usle forhold på universitetet er dagsordenen, da mine argentinske medstuderende få dage efter min ankomst til Buenos Aires aflyser min fjerde undervisningstime ved at besætte fakultetet.

I indgangsporten bliver jeg mødt at et mylder af bannere, flyers og unge studerende, som fortæller mig, at de har afspærret alle undervisningslokaler, og at jeg godt kan vinke farvel til mine forhåbninger om at lære noget den dag.

Det er den 31. august og første dag af det, der senere vil udvikle sig til at blive den længste studenterblokade i Argentinas historie.

Træk på skuldrene

På mit fakultet, Ciencias Sociales, kommer konflikten til at strække sig over 45 dage, og betyder i mit tilfælde syv uger uden undervisning og begyndelsen på et noget forkvaklet semester. Alt dette ved jeg dog ikke endnu denne morgen, og jeg må skrabe det sidste søvn ud af øjenkrogene for at opfatte problematikken.

Vores forelæser bliver frygtelig hidsig over blokaden og stormer ud af døren i vrede. Bag sig efterlader han en flok argentinske studerende, hvoraf størstedelen trækker på skuldrende og bevæger sig tilbage ud i kulden.

Selv sætter jeg mig ned og forsøger at danne mig et overblik over, hvad det er de studerende er så vrede over. Og deres protester klinger langt fra falsk i mine ører.

Verdens hyggeligste blokade

Inde på de samfundsfaglige fakulteter er en række studerende flyttet ind, og de første par uger er de besatte fakulteter nogle af de hyggeligste steder i byen.

Her er ingen stenkast eller bål i gaden. Fakultetet dufter af kage, der bliver spillet bold og drukket maté og rundt omkring sidder små grupper og har undervisning på parkeringspladsen bag fakultetet.

De besættende studerende er næsten alle organiseret i et politisk parti på den ydre venstrefløj, fra det klassiske arbejderparti, til old school kommunisme og anarkisme, og sammen skiftes de til at stå foran indgangen og tale og diskutere med de studerende, som hver dag møder forgæves op til undervisning.

Semesteret tabes på gulvet

Som ugerne går, strammer stemningen dog noget til. Duften af kage er udskiftet af stanken fra stoppede wc’er og lugten af studerende som har slået lejr på fakultetet i ugevis.

Diskussionerne i porten er blevet til højrøstede skænderier og frustrationerne blandt de studerende er til at tage at føle på.

Hver gang jeg møder op for at høre nyt, er svaret det samme: Der er ingen fremskridt at spore i protesten, hverken dekanen eller regeringen er indstillede på dialog.

De fleste undervisere, inklusiv mine, nægter at fortsætte undervisningen uden for klasselokalerne, og risikoen for at tabe hele semestret på gulvet bliver for hver dag mere realistisk.

Peronister mod blokaden

Blokadens ugentlige stormøder udvikler sig til en verbal kampplads, hvor mere end tusind studerende møder op for at diskutere og stemme om, hvorvidt blokaden skal fortsætte eller ej. Møderne strækker sig til langt ud på natten og i mine ører lyder alle taler ens.

Hule politiske manifester, hvor de studerende på vegne af deres respektive parti kaster om sig med floskler om kapitalismen, imperialismen og neoliberalismen, som alt sammen har meget lidt at gøre med den konkrete blokade og alt for meget at gøre med interne politiske spil.

Bagerst til møderne finder vi oppositionen til blokaden – de unge peronister, som gør alt for, med sange, kampråb og beskidte kneb, at forhindre at nogen som helst kan få det mindste ud af talerne.

For dem er blokaden meningsløs. Blot endnu et eksempel på en venstrefløj, som konstant skaber problemer og smider undervisningstimer i lokummet.

I ’demokratiets’ navn

Det helt store flertal af studerende, som ikke er politiske militante, som gerne vil have bedre forhold at læse under, men som også gerne vil have lov at læse – dem er der ingen der lytter til.

Stormøderne trækker ud i timevis, så det lille mindretal, der står for blokaden, kan få fremtvunget sin agenda ved i ’demokratiets navn’, at vente med at stemme til alle har givet op og er gået hjem i seng.

Det handler nemlig ikke længere om dårlige forelæsningslokaler og underprioriterede studier, men om politiske magtkampe og forberedelser til den forestående studenterpolitiske valgkamp.

De studerende vandt

Men argentinerne er vant til det. Her er denne slags blokader nærmere reglen end undtagelsen i en hverdag præget af uregelmæssighed og konstant kaos.

Efter halvanden måneds blokade vandt de studerende ganske vist konflikten: 20 millioner pesos (knap 28 millioner kroner) til at færdiggøre byggeriet af ’el edificio unico’, et samlet fakultet for alle de samfundsfaglige studieretninger.

Når kaos er konstanten

Men blokadens afslutning betød ikke en tilbagevenden til nogen form stabilitet eller normalitet. De følgende uger var også uden undervisning.

Ikke længere på grund af blokade, men på grund af skiftende nationale kriser og et offentligt system med hang til at lukke som vinden blæser.

Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal forvente, at tingene går tilbage til normalen. Det her er normalen. Nu gælder det om at lære at leve i det som argentinerne.

Ida Raselli læser et semester på Argentinas velrenommerede, offentlige universitet Universidad de Buenos Aires (UBA). På Københavns Universitet læser hun sociologi på 5. semester.

uni-avis@adm.ku.dk