Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Den nye prodekan på Humaniora elsker podcasts

Navne — Dorthe Gert Simonsen er lektor i moderne kulturhistorie og skal som prodekan udvikle nye muligheder og samarbejder for humanistisk forskning i Danmark. Selv har hun blandt andet forsket i flyvekultur og stramme jeans.

Hvem er hun?

52-årige Dorthe Gert Simonsen er lektor på Saxo-Instituttet i moderne Kulturhistorie.

Hun har læst sin bachelor i historie på Aarhus Universitet, og er siden flyttet til København for at tage en overbygning og skrive sin ph.d. Som studerende opnåede hun Københavns Universitets guldmedalje for en opgave om kønnets grænser.

Da Uniavisen fanger Simonsen i telefonen, er det midt på en arbejdsdag, som med hendes egne ord er overbooket. Sådan er det for tiden. Der skal slås en krølle på de sidste arbejdsopgaver på instituttet – i dag møder om postdocer – mens overgangen til at blive prodekan er indledt.

»Jeg er engageret i, hvordan vi kan gøre vilkårene bedre for postdocer, der ofte hopper fra tue til tue med korte ansættelser,« siger hun.

Hun tiltræder i fakultetsledelsen den 1. november.

Når hun ikke befinder sig på universitetet – og når der ikke er corona – nyder Dorthe Gert Simonsen at rejse så meget omkring som muligt. Den seneste tur er gået til Indien, men hun rejser også af familiemæssige årsager til flere af delstaterne i USA, til Bali og rundt i Europa.

Og så er hun selverklæret kæmpestor podcastfan. »Jeg hører fx produktioner fra Serial. Mine yndlings er nok Shit Town eller senest Nice White Parents. Jeg hører The Daily de fleste dage, og lige nu hører jeg også Have you heard George’s Podcast, Ologies, som er en videnskabs-podcast, The New Yorkers Fiction Podcast, Third Ear’s serier, og så masser af klima-podcasts. Jeg kan rigtig godt lide, at man kan høre det på vej til og fra arbejde. Det er et fantastisk medie,« siger hun.

Hvorfor læser jeg om hende nu?

Dorthe Gert Simonsen er netop blevet udnævnt som ny prodekan for forskning og impact på Det Humanistiske Fakultet (HUM) på Københavns Universitet.

»HUM har en kæmpe forskningskraft, som det er afgørende vi både udvikler internt og får gjort synlig udadtil. Humaniora er mange forskellige ting og leverer mange forskellige bidrag, men generelt arbejder vi med det levede liv. Det har en enorm bevågenhed. HUM leverer essentielle bidrag til civilsamfund, uddannelse, kultur, offentlige debat og eksterne samarbejde med organisationer og virksomheder. Det synes jeg, vi er supergode til, og det kunne jeg godt tænke mig at både styrke og synliggøre,« siger hun.

Humaniora skal ikke blot være en slags tilbygning til andre fags erkendelser, humanisterne skal være med til at stille de relevante spørgsmål:

»Udfordringen med tværdisciplinært og eksternt samarbejde er såkaldt co-creation eller samskabelse. Vi ved noget om den menneskelige faktor, men nogle gange er der er en forventning om, at HUM skal løse de sociale og kulturelle udfordringer og praksisser, når man først har færdigudviklet førerløse biler, genbrugssystemer eller sociale medieplatforme. Så er oplægget, at HUM kan komme på banen og få folk til at gøre, som de skal. Men det kan ikke være vores opgave,« siger hun.

»Udfordringen er i stedet, at gå et skridt tilbage og stille spørgsmålene sammen. Vi skal definere mål og problematikker sammen og i selskab med mange aktører. Og det er svært, fordi vi hver især har brugt et forskerliv på at forstå vores felt i dybden. Vi har mange forskellige vidensformer, og vi skal have skabt nogle rammer for bedst mulig samskabelse.«

Hvor er det nu lige, jeg kender hende fra?

Dorthe Gert Simonsen har siddet som formand Danmarks Frie Forskningsråd – Kultur og Kommunikation (FKK). Her har hun arbejdet på tværs af hele humaniora med forskningspolitiske spørgsmål, og ekstern funding har været hendes fokus.

Måske har du læst nogle af Simonsens tekster. Hun er især interesseret i menneskets geografiske opfattelse og dens forandring i takt med den teknologiske udvikling og flyvemaskinens gennembrud:

»Jeg har lagt vægt på, hvordan mennesker interagerer med teknologi. Jeg har særligt arbejdet med mobilitet og vores rum- og tidsfornemmelse i takt med, at vi er begyndt at flyve. Det har forårsaget en omfattende ændring af vores verden, at man pludselig kan bevæge sig i luften. Den måde man accelerer bevægelse og mobilitet har gjort, at verden ikke bare forstås horisontalt, men også vertikalt og punktuelt.«

Dette emne er især relevant i dag, hvor Dorthe Gert Simonsen siger, at klimaudfordringer i høj grad skal på dagsordenen – et område, hvor Humaniora også har meget at byde på.

Derudover har Dorthe Gert Simonsen a thing for USA og amerikanisering i Danmark. Hun har faktisk skrevet en forskningsartikel om jeans,

»Jeg arbejdede med, hvordan vores kroppe er blevet formet af fænomenet jeans, eller cowboybokser, som man jo kaldte det i Danmark i 1950erne. Jeg pløjede igennem rigtig mange gamle varehus-kataloger, hvor jeg undersøgte, hvordan fx Daells Varehus lidt famlende forsøgte både at sælge og skjule den seksualisering af især unge drenges kroppe, som cowboybukserne, qua deres stramme form, afstedkom.«

Skal jeg gøre noget?

Du kunne jo snuse til den nye prodekans podcast-anbefalinger, som du kan finde her på Serials hjemmeside.

Seneste