Den røde løber er bare ikke for alle

Det starter i en mørk kælder et sted under Københavns Universitet. Intetanende bliver de nye studerende ført gennem lange, mørke korridorer og ind i et dunkelt rum, der kun er oplyst af stearinlys. På to podier står seks togaklædte tutorer klar med lys i hænderne. Døren bliver lukket, folk står helt tæt. Stemningen er mousserende.

Man skal passe på ikke at komme til at give sin sidemand en albue, så indholdet i det shotglas, alle fik på vej ind, spildes. Det er en eliksir, der skal drikkes. En overgang skal markeres. Som altervin, der skylles ned og markerer foreningen med det guddommelige. Men her er det dedikationen til viden, til sandheden, man drikker på.

De nye studerende ved ikke, hvorfor de er blevet ført ned i kælderen under KUA2. Der bliver solgt kaffe og bøger over deres hoveder, men hernede blandt rengøringsvogne og depotrum er det de færreste, der kommer.

Men nu bliver døren åbnet, pompøs klassisk musik begynder at spille. En person i en mørk kutte kommer ind, træder op på en forhøjning og tager ordet. Talen har vingesus. Den handler om fortid og nutid og forbindelsen herimellem, der skal sikres af den kundskab, der vil tilflyde de nye studerende.

Og sådan blev et nyt kuld indviet og indlemmet i traditionen på filosofistudiet på Københavns Universitet.

Bouillonterningen

Rusforløbene giver en forsmag på, hvad det er for et kulturelt og socialt studiemiljø, man skal til at være en del af. Det siger Andrea Fransiska Møller Gregersen, som er ph.d. og videnskabelig assistent ved Institut for Naturfagenes Didaktik. Gennem tre år har hun blandt andet undersøgt introforløbenes ritualer og aktiviteter på Filosofi, Film- og Medievidenskab og Bioteknologi på Københavns Universitet.

Og hun siger, at et rusforløb er som en bouillonterning, en essens af forventninger:

»Noget af det, vi kan se, er at ritualerne er en spejling af noget af det, som foregår senere hen på studiet. Det viser nogle af forventningerne til, hvordan man er studerende.«

Det er både godt og vigtigt, fordi tradition og identitet på den måde bliver givet videre fra årgang til årgang.

Det er dog typisk de studerende, der selv elskede at gå ned ad den røde løber, mens tutorerne hujede, der senere selv arrangerer en lignende intro, siger hun, og det kan give blinde vinkler, for alle studerende er ikke ens.

Da Andrea Fransiska Møller Gregersen selv begyndte at læse pædagogik, var hun som alle andre nye studerende en del af et introforløb pakket med socialt og fagligt program. Noget, hun egentlig var tilfreds med. Men senere har hun tænkt meget på, at hendes studie, pædagogik, ikke havde nogle tydelige ritualer, der klart satte en ramme for studiets identitet.

»Nogle gange har jeg manglet at mærke, hvem vi egentlig var som fag. Det kunne måske have været rart med en tydeligere framing. Jeg har da også været lidt misundelig på filosofferne, fordi det så ud som om de havde det fedt,« siger Andrea Fransiska Møller Gregersen, der tog til de samme fredagsbarer som de filosofistuderende, hvis indgroede kultur så tæt sammenvævet med det faglige, gjorde indtryk på hende.

Chokeffekten

Forestil dig at komme ind i et stort auditorium. Du er lige startet på Bioteknologi, du har sommerfugle i maven. Foran dig står en underviser klar til at forelæse, og det er jo ret fedt og spændende. Han går lige på, det er matematik på højt niveau. Vildt højt niveau, faktisk. Du bliver skudt med raketfart ind midt i pensum, og du forstår ikke en brik. Burde du kunne det her? Du kigger usikkert rundt på resten af flokken og møder flere flakkende blikke.

Din let forhøjede hjerterytme finder først sit naturlige leje, da det bliver afsløret … at det bare var for sjov. Det var ikke en viden, du burde have – det er en viden, du vil få i løbet af studierne.

»Mange sidder sikkert her og tænker, ’fuck, skal jeg kunne det her fra gymnasiet?’ Det er den usikkerhed, som joken trigger. Så kommer forløsningen og lettelsen, når man finder ud af, at det slet ikke er tilfældet,« siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.

»Det er bare ikke sikkert, at alle synes det chok, man får, er særlig rart,« tilføjer hun.

Tutorerne fortalte hende, at de plejer at holde øje med, at der ikke er nogen, der lusker af undervejs. For det er jo vigtigt, at alle får slutningen med og forstår, at det er en joke.

»Mange af de her ritualer har et overraskelsesmoment, hvor man ikke ved, hvad der sker. Og det er selvfølgelig sjovt, men det er også det, som kan gøre, at man bliver endnu mere usikker,« siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.

Potentielt kan der dog også være studerende, som synes, oplevelsen er grænseoverskridende, siger hun. Ikke som hvis man skulle smide alt sit tøj, men man er udsat, når man er helt ny. Man vil rigtig gerne passe ind og høre til. På den måde er man i en sårbar position.

Der er jo noget på spil, når man sidder der på allerførste dag og er nervøs i forvejen. Og derfor kan det være godt at lave noget, der ikke spiller på frygten og ubehaget, men som har en mere positiv klang, siger hun. Så man ikke skal have en negativ oplevelse som noget af det allerførste.

Vanetænkningen

Grunden til, at man mange steder gentager ritualerne som eksempelvis chokket på Bioteknologi er da også, at man jo så har det til fælles med de tidligere årgange. Det er der gode effekter i, fordi den slags fælles erfaringer understøtter tilhørsforholdet og fællesskabet, siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.

»Der er gode grunde til, at vi har ritualer ved bryllupper og begravelser. Ritualer markerer vigtige overgange og begivenheder. Det er også det, som studiestart kan. For det er noget særligt. Og ritualerne har en vigtig funktion i, at man får det markeret,« siger hun.

Mange husker nok deres studiestart. De fleste måske for at være både overvældende og let grænseoverskridende.

»Der er en kæmpe ressource i at have de ældre studerende til at stå for ting, og der er masser af værdi i den overlevering. Men det er klart, at de tit overleverer deres egne oplevelser af, hvad de selv har syntes var fedt,« siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.

»Det, vi kan sige med de her ritualer er, at de bliver gentaget og gentaget, fordi det fungerer, men at man ikke lige får forholdt sig til, om man stadig synes, at det er fedt,« siger hun.

De fleste trækker nok bare på smilebåndet ved tanken om at få serveret grøn eliksir i et shotglas af togaklædte tutorer. Men fordi de traditionsrige rusforløb sender så markante signaler til de studerende, bør man overveje, om signalerne egentlig er de rigtige, siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.

Diversiteten

På Film- og Medievidenskab findes et ritual, hvor de studerende går op ad en rød løber til lyden af høj musik og klappende tutorer.

»Det er en festlig begivenhed, og mange, jeg talte med, nævnte, at det var fedt, at der var gjort så meget ud af det. Men der er nok også nogen, som ikke er så ekstroverte og som synes at det er angstprovokerende, at det er noget af det første, man skal,« siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.

»Jeg sad selv og så på dem og tænkte, at jeg da godt selv kunne synes det var lidt overvældende, hvis det var mig, der var ny. Nogle synes, det er megafedt, men ikke alle. Og det tror jeg er vigtigt at have øje før,« siger hun.

Og den pointe går igen i undersøgelsen: De indvielsesritualer, hun har undersøgt, skaber fællesskaber og faglig identitet. Men Gregersen understreger også, at det er vigtigt at have kvalificerede diskussioner i miljøerne om, hvad det er, man signalerer. Og om det stadig stemmer overens med det, man gerne vil kommunikere. Eksempelvis at man skal være ekstremt ekstrovert for at trives på Film- og Medievidenskab.

»Så kan der måske komme nogen og mene, at de studerende bare er krænkelsesparate, og spørge, om de virkelig skal pakkes ind i vat. Men jeg synes ikke, det er det, det handler om. Man kan være studerende på mange måder. Og hvis vi gerne vil have mange forskellige typer på de forskellige studier, er vi nødt til at have en bredde i, hvordan vi møder folk,« siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.

Derfor bør man huske, hvad det er, der er på spil, og hvordan kan man være usikker, når man er ny, siger hun, og det er vigtig viden, når man rekrutterer studerende til at være tutorer, så man kan tage højde for forskellige temperamenter:

»Af den grund er det godt at være opmærksom på at få diversitet i tutorgruppen,« siger Andrea Fransiska Møller Gregersen.