Den røde rektor

Mogens Fog var rektor for Københavns Universitetet i årene 1966-1972. Han var som prorektor i rektors fravær den der trykkede de nyimmatrikulerede studenter i hånden i 1964, og blandt dem den der skriver disse linjer. Som rektor blev han synlig i årene omkring det såkaldte studenteroprør 1968 og tiden derefter.

Denne anmelder var til stede ved den famøse årsfest i 1968 hvor en studerende fik taleret, men har kun en gang talt med ham alene da jeg en gang i slutningen af 1970’erne mødte ham i forbindelse med studierne til en bog om retsopgøret efter besættelsen.

Fog var kendt for sin charme og intelligens, eller om man vil karisma, og den mærkede alle som kom i nærheden af ham. Vi der oplevede ham, husker ham, men min rundspørge blandt selv mere belæste og vidende i yngre generationer tyder på at der ikke er så mange uden for fagkredse der i dag ved hvem han er. Og det er i virkeligheden også det helt centrale spørgsmål for dem der oplevede ham, og som gennemsyrer den bog der her skal anmeldes: Hvem var egentlig Mogens Fog?

Spørgsmålet bliver ikke direkte besvaret i den store biografi som historikeren Morten Møller har udsendt om Fog i to bind. I alt godt 700 sider tekst med masser af citater fra breve af Mogens Fog eller andres mening om ham, så vi kommer godt omkring, og alt efter hvor meget vi nu er engagerede i fænomenet Fog, får vi mulighed for at komme nærmere på en besvarelse af spørgsmålet.

Det er en god bog, og selv om den er lang, og selv om der er mange og lange citater, så fastholdes opmærksomheden, i hvert fald hos en læser for hvem fænomenet Fog er et stykke oplevet historie.

Fogs fascinationskraft
Min kollega Mogens Koktvedgaard, der var prorektor mens Fog var rektor, var en næsegrus beundrer af Fog. Det forstod jeg ikke helt dengang og forstår det stadig ikke helt.

Koktvedgaard stod kommunisme og socialisme fjernt som på forskellig måde til forskellige tider var drivkraften i Fogs liv. Uden kommunismens fascination forstår man heller ikke fascinationen af Fog.

Biografien og især dens første bind er centreret omkring det gådefulde i Fogs konstante optagethed næsten til det var for sent af den sovjetiske kommunisme. Han prøvede ind i mellem at lægge afstand til den, eller gjorde han nu også det? Der er en dobbelthed i mennesket Fog som måtte fascinere, men som vel også kun den der følte en dobbelthed i sig selv, kunne beundre.

Vi andre var forundrede og måske også lidt imponerede af at det kunne lade sig gøre i den grad at spille på livets tangenter og nå så langt og få så mange mennesker til at applaudere over den måde hvorpå rollen blev spillet på livets teater.

Denne anmelder er i hvert fald tilbøjelig til at se Fog som den sublime højt begavede aktør på livets scene der indfriede sine ydre ambitioner og fik andre til at gå med, og meget længere end de selv ville, men som samtidig måtte kæmpe mod en indre dæmon, som var den intelligente ideologs dybe foragt for hvad almindelige mennesker egentlig går og synes eller kan mene, som ligger til grund for engagementet i det umenneskelige sovjetiske system.

Fra modstandsmand til landsforræder
Når det gjaldt Sovjetunionen, var Fog en anden. Han forsvarede den mod bedre vidende så længe han overhovedet kunne, og havde det stået til ham, så havde vi fået et kommunistisk styre efter Anden Verdenskrig.

Denne dobbelthed afspejles i titlen på første bind af biografien: Fra modstandsmand til landsforræder. Fog blev ikke en rigtig landsforræder, men det er nu denne anmelders gæt at hvis muligheden efter et kommunistisk kup havde budt sig, så havde Fog stået til rådighed. Sådan var der også mange i samtiden der mente, og Fog blev af samme grund en omtvistet skikkelse.

Under den tyske besættelse havde han som kommunist været aktiv deltager i modstandskampen, og efter befrielsen stod han med noget der nærmede sig heltestatus som medlem af Frihedsrådet.

Under retsopgøret som han havde været med til at forberede, fik han sagt meget klogt om ikke at straffe for hårdt, og om at det var de små fisk der især kom til at bøde. Han var nemlig også klog, og derfor var det så svært at forstå at vi skulle helt frem til den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 førend det blev helt klart at han havde brudt med kommunisterne.

Fogs rolle under studenteroprøret
Fogs universitetskarriere var kometagtig. Professor i neurologi som ganske ung, international berømmelse, afdelingsleder og så videre.

Der manglede sådan set kun rektorposten som han da også valgte at gå efter da muligheden viste sig i 1966 da han var 62 år gammel. Fog blev hermed den rektor der skulle håndtere urolighederne omkring 1968 og de mange diskussioner om styrelseslove i årene derefter, og derved fik hans rektorperioder en noget anden drejning end han nok havde forventet. Det blev tungt at bære den gyldne kæde i de år.

Det handlede om medbestemmelse og egentlig også kun om det. Set i eftertidsperspektivet er det sørgelige ved ‘studenteroprøret’ netop at det slet ikke handlede om universitetet, om faglighed, eller om kreativitet og nye kræfter der gerne ville nå resultater. Det handlede om magt og var båret frem af en lille gruppe studenterledere der havde lyst til at få del i magten. Hvad den så skulle bruges til, var underordnet.

Fog var enig i at de studerende burde have mere indflydelse, og derfor var det også let for ham at virke imødekommende da kravene blev stillet.

Det blev sværere da det viste sig at kravene blev stillet for kravenes egen skyld og blot blev større efterhånden som de blev imødekommet.

Den gamle modstandsmand blev nu pludselig systemets mand der også skulle sætte grænser. En håbløs undervisningsminister i en svag borgerlig regering gjorde det ikke nemmere at finde den middelvej som ikke havde ledt til den udvanding af akademiske værdier og til de til anarkisk grænsende tilstande som fulgte på de forskellige nye styrelseslove, og hvis yderste konsekvens blev det opgør med universitetets frihed der fulgte med indførelsen af en helt ny styreform i 2003 som Fog formentlig inderst inde ville have elsket.

Fog handlede som man måtte forvente af en mand som Fog. Intelligent, med charmen på fuld udblæsning og samtidig med et klart blik for hvor man kunne narre modstanderen. For sin indsats som rektor modtog han Dronningens fortjenstmedalje og også Universitets jubilæumsmedalje, og han fik selv lov til at skrive afsnittet om sin egen rektortid i Københavns Universitets jubilæumsværk. Han udgav også sine erindringer med sin version af verdenshistorien. Det var på tide at nogen forsøgte at se fænomenet Fog fra en anden side end hans egen, eller i hvert fald uhildet som Morten Møller gør.

Var det gået anderledes uden Fog?
Fra et universitetssynspunkt er bind to om Den røde rektor det mest interessante, selv om bogens mest spændende afsnit efter denne anmelders opfattelse er dem der belyser hans forhold til kommunismen og Sovjetunionen.

I bind to får vi hele historien om hvordan Fog blev rektor, psykologernes universitetsbesættelse, mødet med de studerende, årsfesten med Finn Ejnar Madsens erobring af talerstolen og besættelsen af rektors kontor, konsistoriemøderne i det skjulte, Kejsergadesagen, styrelseslovsforhandlingerne og så videre. Morten Møller giver et godt billede af Fogs temperament og ærgrelse over meget, lige som han ikke just fremhæver de studerende for deres stærke demokratiske engagement når det gjaldt respekten for andres holdninger.

Var det så gået anderledes uden Fog, kan man spørge. Var universitetet blevet smadret, eller havde vi fået en anden styrelseslov som mere balanceret havde sikret universitetets fremtid? Det er ikke sikkert. Den borgerlige regering med en radikal undervisningsminister havde ikke megen rygrad og var langt hen ad vejen med på de studerendes krav, herunder de famøse 50 procent af pladserne i studienævnene.

Universitetets inventar havde såmænd nok klaret et par knubs. I virkeligheden havde linjerne måske været klarere hvis parterne havde stået stejlere over for hinanden. Selvfølgelig var der meget der skulle reformeres, men gennemlæsningen af Morten Møllers fremstilling fremkalder endnu en gang billedet af det totale kaos og disrespekt for fagkundskab i hele proceduren der satte så dybe spor.

Det er interessant at læse om for den der har oplevet det, men også forstemmende når vi i dag kender resultatet. Det var som om universitetet opgav at kæmpe for sine egne værdier, og selv om Fog kæmpede, så var det, som alt hvad der havde med ham at gøre, uklart hvad han egentlig kæmpede for.

Men en kæmpe var han, og som Morten Møller rigtigt skriver, »for sammensat og modsætningsfyldt et menneske til at kunne pakkes i firkantede og færdigformede kasser«.

Nu er han der så alligevel i to bind som hermed anbefales læsere der har mod på at kende mere til universitetets historie og en mand som fascinerede sin tid.