Den sarte debat, der ikke vil dø

Hvis Henrik Wegener var ved at være træt i masken efter flere måneders debat om universitetets retningslinjer imod krænkende adfærd, skjulte han det.

»Det har været ganske fornøjeligt og også vigtigt,« sagde rektor for Københavns Universitet, idet han skålede nytåret ind med sin centraladministration i festsalen på Frue Plads.

Det var den 7. januar. Den dag var landets politikere så småt ved at være færdige med at tale om Den danske sang er en ung blond pige, som man ikke måtte synge på CBS, fordi den ikke var inkluderende, og det var et par uger siden, at Weekendavisen havde skrevet om en pinlig affære, hvor en KU-lektor blev kaldt til tjenstlig samtale på KUA, så han kunne blive kureret for rygter om sin påståede eurocentrisme – en sag, Magisterforeningen siden gik ind i på lektorens side. Selv den mexicanske sombrero, som en prodekan havde nægtet en flok jurastuderende at iføre sig under ved en introfest, var også ved at være blevet tygget igennem og fordøjet.

Det har været ganske fornøjeligt og også vigtigt.

Rektor for Københavns Universitet Henrik Wegener

Men rektor havde ikke krænkelsesfri endnu. Da han skålede, var der kun en uge til, at Jyllands-Posten gik breaking med historien om lektor i Biologi Dean Jacobsen, der ’rettede ind’ og undlod at bruge statistikeksempler om mænd og kvinder, fordi studerende angiveligt havde klaget over, at han ikke tog højde for, at en del mennesker ikke længere er så binære. »Må man nu heller ikke omtale mennesker med ’han’ og ’hun’?« Spurgte Jyllands-Posten, såret.

Den 23. januar vedtog Hovedsamarbejdsudvalget på KU at omformulere reglerne imod krænkende adfærd på landets største universitet. 1-0 til fornuften, måske. Eller bare lidt tilbagespil i den vedvarende debat om, hvad der er god adfærd i Danmark i dag.

Groft sagt har debatten været ført af to hold. På den ene side dem, der – som jurist og ytringsfrihedsaktivist Jacob Mchangama – fremførte, at universitetet havde tabt sutten ved at vedtage regler for at tilgodese et segment af studerende, der ikke tåler at blive krænket. Og på den anden side – ja, ikke så mange. De fleste pegede som modstandere på gruppen Front, der bekæmper diskrimination, men Front bruger ikke selv ordet ‘krænkelser’, hvilket vi vender tilbage til.

Sombreroen var ikke første sag

Krænkelsesdebatten, som den jo alligevel hedder, har simret i nogle år på KU, så måske burde det ikke overraske ledelsen, at den på et tidspunkt kunne eksplodere mellem fingrene på dem. Det har dog hidtil mest handlet om de studerendes interne relationer, ikke om universitetets officielle reaktion på krænkende adfærd.

Sexistiske studieintroforløb på Statskundskab var fx en stor sag for fire-fem år siden, og de jurastuderende har haft kontroverser om en fest, hvor de gjorde nar ad hjemløse.

I efteråret 2017 holdt de medicinstuderende efter årelang tradition en jøde-temabar, der spillede på en fordom om jøder som nærige. »Vi tager imod både shekels og kroner, når vi bytter og handler Kahlua til yderst favorable priser i bedste jødestil.« Det blev stoppet af dekanen, men nogen større diskussion af krænkelser fulgte ikke.

Det var Karen Lisa Salamon, som i 2017 gik forrest i kritikken af jødebaren på Medicin. Hun havde allerede i 2015 debatteret et lignende, men grovere, rus-forløb med blackface og latterliggørelse af jøder på Antropologi, hvor hun var lektor, og nu efterspurgte hun i Uniavisen en refleksion fra universitet og studerende om den socialisering, der foregår i akademia. Salamon, der siden sagde sin stilling op for at blive selvstændig konsulent, er fortsat kritisk over for, at racistiske stereotypier ufiltreret i flere omgange fik lov at indgå i officielle velkomstfester og offentligt rusmateriale, siger hun.
»Efter at have bidraget til debatten fik jeg henvendelser fra studerende, der beskrev en tavshedskultur og et til tider ubehageligt studiemiljø på Institut for Antropologi,« siger Karen Lisa Salamon.

De studerende skrev til hende, at de uden held havde forsøgt at få en debat, om hvorvidt det var i orden at bruge studieintrodagene på at karikere de folkeslag, man senere skulle lære at forske i. Karen Lisa Salamon siger, at hendes indtryk er, at kulturen hos flertallet af studerende ikke ligefrem er hensynsfuld.

Der foregår både kollegialt og blandt studerende ting, som ikke kommer rektor for øre, og som ikke er kommet frem i debatten i offentligheden, fordi folk ikke vil risikere yderligere social marginalisering eller at komme uden for den eksisterende hakkeorden.

Karen Lisa Salamon, konsulent og tidligere lektor

»Det er interessant, at der allerede er foregået en debat i studentermiljøet, inden de her ting sker. Og at de studerende, der bliver trumfet af andre studerende, i første omgang heller ikke tages alvorligt af undervisere eller ledelsen, men må trække hjælp ind udefra for at blive hørt. Der foregår både kollegialt og blandt studerende ting, som ikke kommer rektor for øre, og som ikke er kommet frem i debatten i offentligheden, fordi folk ikke vil risikere yderligere social marginalisering eller at komme uden for den eksisterende hakkeorden,« siger Karen Lisa Salamon.

Safe space for flertallet

Krænkelsesdebatten er præget af, at det er svært at se, hvornår det handler om principielle emner som akademisk frihed og ytringsfrihed, eller om basal social omgang mellem studerende og forskere. I en leder argumenterer Dagbladet Information fx for, at »det er vigtigt at huske, at universitetet er et sted, hvor voksne mennesker skal dannes. Det gør de blandt andet ved at blive udfordret på deres holdninger.« Men er en mexicanerfest en slags akademisk teori, man skal lære at forstå med risiko for at få forandret sit verdensbillede?

Ifølge Karen Lisa Salamon bliver diskussionen af de studerendes aktiviteter og synspunkter ofte ført på et overfladisk niveau. »Sagen om hatten var kompleks. Den indgik jo i et helt amerikansk eller Trump’sk tema om ’white trash’ og ’ghetto’. Hvis det bare var en mexicansk temadag, hvor man skulle spise tacos og have hatte på, havde de udenlandske studerende næppe reageret, men det var jo en temafest med et latterliggørende galleri over alle de grupper, som i forvejen ligger ned i USA. Det har meget lidt med jura at gøre; det sparker rent nedad, og er et sårende og problematisk tema til en fest, der skal rumme alle mulige mennesker,« siger hun.

Diskussionen kommer hurtigt til at handle om demokratiets eksistens og sådan noget. Det blev flyttet ud af den arbejdspladskontekst, det foregår i.

Karen Lisa Salamon, konsulent og tidligere lektor

»Det kan det give god mening at ryste folk sammen med lege. Problemstillingen er, i hvilken grad det skal reguleres, når det foregår på en offentlig undervisningsinstitution. Det særlige ved studenterfesterne og sagen om Den danske sang, er, at det foregår på arbejdspladser og studiepladser, hvor man ikke bare kan melde sig ud,« siger Karen Lisa Salamon. »Men diskussionen kommer hurtigt til at handle om demokratiets eksistens og sådan noget. Det blev flyttet ud af den arbejdspladskontekst, det foregår i.«

Også KU-professor Christian Lund har kritiseret sit akademiske bagland for at mangle rummelighed. I et debatindlæg om ung blond pige-sagen argumenterer han for, at det truende måske ikke er de påstået krænkede, som ikke vil synge flertallets elskede melodier, men det store flertal, som ikke vil give plads til kritik af deres normer.

»Hvis et lille pip fra en underviser på CBS kan udløse så voldsom en reaktion fra politikere fra første til femte geled, fra medierne og fra ikke så få akademikere, må vi ikke være blinde for, hvilket landsdækkende safe space vi er i færd med at skabe, og hvem og hvad det holder ude,« skriver Christian Lund.

Det handler om rammerne, ikke dagsordenerne

Lige før 2018 sluttede, holdt Københavns Universitet et stort debatmøde om krænkelser, og Karen Lisa Salamon siger, at hun var overrasket over at finde »en meget homogen skepsis over for det, der bliver omtalt som politisk korrekthed.« Hun siger, at universitetet er præget af en »akademisk machismokultur,« hvor idéen om hærdelse gøres til ideal for de studerende. »Måske skulle man hellere fokusere på at civilisere folk?«

Det er en anden markant deltager i debatten enig i. »Det går galt, hvis vi tror, at universitetet skal være til for at hærde folk,« siger lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Thomas Brudholm. »Det er jo ikke en kaserne.«

»Jeg vil have fokus på retningslinjerne, for de er med til at sætte rammen for vores måde at fungere sammen på på denne arbejdsplads,« siger han, der har medvirket til at argumentere så grundigt imod linjen i de nuværende krænkelsesregler, at de nu skal laves om. Vi skal helst undgå, siger han, at tingene udvikler sig som i USA, hvor dialogen mellem studerende, undervisere og ledelser på steder som Reed College og Yale til tider er løbet helt af sporet. »Indtil denne vinter var mine cases fra USA, England og Sydafrika, men nu er Danmark også med,« siger Thomas Brudholm.

Jeg vil have fokus på retningslinjerne, for de er med til at sætte rammen for vores måde at fungere sammen på på denne arbejdsplads.

Lektor Thomas Brudholm

»Jeg har prøvet i min egen undervisning af diskutere de her ting. Og jeg kan se en fare i, at hvis jeg fx har 60 studerende, sidder der to-tre som har aktivistiske synspunkter, og så kan det hurtigt blive en diskussion mellem dem og mig. Jeg tager mig i at sikre at få de andre på banen,« siger Thomas Brudholm.

»Der er nogle studerende, fx fra Antropologi, der har sagt til mig, at de kan synes, at de mangler ord i en meget hård diskussion, hvor de møder meget aktivistiske studerende.«

Det er formentlig et tilfælde, at både Brudholm og Salamon omtaler de antropologistuderende, men de fortæller forbavsende forskellige ting. Hvor Salamon finder tegn på en robust majoritetskultur, har Brudholm hørt om eksempler på, at de aktivistiske studerende kanøfler de andre. Det overordnede billede er dog broget.

»Jeg har 267 på det hold, der starter nu, og de er dybt forskellige. Men vi lever, uanset om vi er studerende eller forskere, i en tid hvor vores begreber om had, krænkelse, stress, trauma, fordomsfuldhed, vold og diskrimination strækkes, så de dækker flere fænomener og så der skal mindre til, før man mener, de er passende at anvende, og jeg mener, at det er både godt og skidt. Lige nu lægger jeg vægt på, om vi med retningslinjerne strækker krænkelsesbegrebet for vidt,« siger Thomas Brudholm. »Men det,der er sarthed for nogle, er en kamp for lighed og inklusion for andre.«

Hun holder øje med diskrimination

Aktivist Tara Skadegaard Thorsen, der blev kandidat i filosofi fra KU i sommer, taler ikke om sarthed. Ej heller om krænkelser, og det vil overraske dem, der lærte hende at kende fra Kristeligt Dagblads portræt med titlen ‘Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser’.

Som talsperson for studentergruppen Front er hun blevet den danske debats inkarnerede billede af krænkelsesparathed, men hun siger, at hun bad avisen fjerne en passus om, at hun holdt øje med krænkelser, hvorefter redaktionen gjorde det til overskriften.

»Vi arbejder ikke med krænkelser i Front, men vi vil gerne have, at universiteterne tager samfundsansvar,« siger hun.

Front forsøger at mindske negative indvirkninger, siger Tara Skadegaard Thorsen. »Det betyder ikke så meget, hvad jeg personligt føler, det handler om retten til ikke at blive diskrimineret, og spørgsmålet er, om du har en positiv effekt på retten til ikke at blive diskrimineret. Er den negativ, skal det håndteres, så det handler om, hvordan virksomheder og organisationer tager samfundsansvar med menneskerettighederne som princip.«

Thorsen afviser, at det skulle være et problem, hvis aktivisterne i Front sætter andre til vægs ved at insistere på at diskutere diskrimination i universitetsmiljøet, som Thomas Brudholm beskriver.

Jeg kan ikke lade være at tænke, at det må være nogle gode argumenter, for ellers ville underviseren jo kunne svare igen på kritikken.

Tara Skadegaard Thorsen, kandidat i filosofi og aktiv i Front.

»Jeg har aldrig før oplevet, at det var dårligt, at studerende læste op og engagerede sig kritisk i deres undervisning. Hvis en studerende kommer og siger, ‘jeg har læst en tekst og tænker, at den er ret applicerbar i det her fag,’ ville vedkommende normalt få ros, men når det kommer til diskrimination og eurocentrisme er det, som om det pludselig er en trussel mod forskerens akademiske frihed. Jeg kan ikke lade være at tænke, at det må være nogle gode argumenter, for ellers ville underviseren jo kunne svare igen på kritikken,« siger Tara Skadegaard Thorsen.

Så de allermest krænkelsesparate ifølge medierne er ikke interesserede i at tale om krænkelser. Det er indviklet. Måske er det ikke mærkeligt, hvis krænkelsesdebatten ikke har kunnet trylles væk af universitetsledelsen med lidt charme og kronikker.

»Det er nogle meget sværere problemstillinger, end mange har villet se,« siger lektor Thomas Brudholm, der kalder debatten fedtet og sovset. »Krænkelsesbegrebet er enormt komplekst, og der har været mange dagsordener på spil samtidig om emner som seksuel chikane, mobning og ytringer, samt #MeToo og akademisk.«

Oveni er der konkurrerende opfattelser af krænkelse som begreb. »Vi bruger det om fx menneskerettighedskrænkelser, men også om den subjektive fornemmelse af at føle sig krænket,« siger Thomas Brudholm, der selv forsøger at skære igennem og vise en vej ud af problemet:

»Jeg mener, at hvor det gælder den yderste grænse for ytringer i akademiet, bør vi bare følge dansk strafferet. Den er gennemtænkt og afprøvet, og der er en retspraksis. Hvis du krænker andre ved at overtræde racismeparagraffen, så har de krænkede sgu fat i den lange ende. Det er ulovligt. Der er kriterier, retspraksis og domme, der tilsammen generer tilstrækkelig klarhed om, hvad der ikke kan tolereres. Holdt vi os til det, ville det ikke være så svært.«
Brudholm vil dog også gerne se, at folk kan snakke sammen om det, der ligger i gråzonen mellem ulovligheder (nultolererance) og det, nogen føler krænkende eller ikke kan lide at høre:

Jeg mener, at hvor det gælder den yderste grænse for ytringer i akademiet, bør vi bare følge dansk strafferet. Den er gennemtænkt og afprøvet, og der er en retspraksis.

Lektor Thomas Brudholm

»Det er her, tolerancen kommer i spil,« siger han. »Hvis en underviser bruger ordet ‘bøsselort’, når han slår sit ben, er det et dumt og tankeløst skældsord, og det skal man sm studerende kunne sige. Men man skal ikke kræve underviseren fyret, og ledelsen skal ikke starte en tjenestemandssag.«

Kunne du prøve at lade være med at være krænket?

Et sted i dette gråzone-krænkelsessammensurium finder vi studenterkulturen og dens udklædninger og stereotypiseringer – det karnevaleske, ville Karen Lisa Salamon kalde det. Og når studenterfesterne møder kritik, lyder svaret fra de studerende ofte, at de opfører sig, som de gør, med de bedste hensigter og at der er tale om en ironisk leg.

For Front er det bare ikke et relevant forsvar. »Jeg har set det mange gange,« siger Tara Skadegaard Thorsen. »Jeg tror, der sker en konceptuel misforståelse, hvor folk, der bliver kritiseret, tror, at det må være fordi kritikerne fx ikke forstår ironien i at klæde sig racistisk ud, når man ikke er racist. Men kritikerne forstår jo godt, at der er en ironisk distance. Uafhængigt af intentionen er det stadig racistisk. Ligesom sexistiske jokes er sexistiske, selv om de er jokes.«

Ingen vil være den krænkede. Det er derfor, Front bliver kaldt krænkede, når de måske snarere er engagerede.

Thomas Brudholm kan godt forklare, hvorfor man ofte ser, at mange afskriver dem, der vover at sige, at de er blevet krænkede.
»Den krænkede, især den der insisterer på sin forurettelse og fremturer i sin uforsonlighed, kræver noget af os, og det er ofte ubehageligt, forbundet med skyld og skam, soning og straf, ansvar og omfordeling. Derudover kan den krænkede ses – fx hos Nietzsche – som hadefuld, syg, svag og hyklerisk, et ressentiment-menneske der syder i selvkredsende nid og nag,« siger Thomas Brudholm.

Og den patologisering af krænkelse er problematisk. »Det er vigtigt at tage den moralske erfaring, der kan ligge i krænkelsen seriøst. Men du kan ikke bare sige, jeg føler mig krænket, eller jeg tror, at nogen andre føler sig krænkede. Du må forklare hvorfor.«

Og det er svært.