Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Dengang teologer bestemte Norges og Danmarks fremtid

JUBILÆUM – Det Teologiske Fakultet på KU fejrede 200-året for Norges Eidsvollforfatning. I 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige, og teologer fra Københavns Universitet spillede en vigtig rolle i den historie. Derfor er der stadig tætte bånd mellem de teologiske fakulteter i Oslo og i København.

Teologers bedrifter for deres samfund og en fejring af 200-året for Norges Eidsvollforfatning var det, der blev holdt fem taler om til et arrangement på Københavns Universitet (KU) sammen med Norges UiO (Universitetet i Oslo).

At Eidsvollforfatningen er noget, man tager seriøst på begge universiteter, gav antallet af titler hos de fremmødte et fingerpeg om.

Både KU’s rektor Ralf Hemmingsen og UiO’s rektor Ole Petter Ottersen var til stede, foruden dekaner fra de to universiteters teologiske fakulteter, universitetsdirektører, professorer, lektorer, Norges ambassadør i Danmark. Norske og danske teologistuderende og andre interesserede var også mødt op.

Som når gamle venner mødes

Arrangementet fandt sted i auditorium på Det Teologiske Fakultets på KU i Købmagergade 46, tirsdag 25. februar.

Tonen var så venlig, som når gamle venner mødes, selv om grundlaget for Eidsvollforfatningen var Danmarks nederlag i Napoleonskrigene – og den medfølgende følgende bitre afståelse af Norge til Sverige. 400 års rigsfællesskab stoppede den 25. februar 1814.

Der blev småsnakket på dansk og norsk og hilst flittigt til højre og venstre i en ti minutters tid, inden talerrækken begyndte.

200 års gensidig anerkendelse

KU’s rektor Ralf Hemmingsen holdt en kort tale. Han understregede de tætte bånd, der altid har været imellem KU og UiO. Universiteterne har i 200 år ofte anerkendt hinanden fx med æresdoktorgrader til det andet universitets kandidater, herunder teologer.

UiO blev i øvrigt grundlagt allerede i 1811 under navnet Det Kgl. Frederiks Universitet, så der var der faktisk tegn på en adskillelse imellem de to riger inden 1814, fortalte Ralf Hemmingsen.

Efter ham gik UiO’s rektor, Ole Petter Ottersen, på talerstolen og betegnede adskillelsen som en ‘god skilsmisse’. Han fortalte, at teologer havde spillet en meget stor betydning for, at Norge fik sit eget universitet. Allerede i 1768 havde biskoppen i Bergen holdt en flammende tale for sagen.

Præster imod fred

I 1814 havde prins Christian Frederik, den dansk-norske tronfølger og statholder i Norge, sendt breve til Norges biskopper om en særlig bededag den 25. februar. Dér skulle det norske folk have at vide af præsterne, der dengang havde forpligtelser som embedsmænd, at han måtte afstå Norge til Sverige. Det var fredsbetingelserne for Danmark i Napoleonskrigene.

Præsterne var dog splittede i spørgsmålet om, hvordan det norske folk skulle forholde sig til freden. Det lykkedes imidlertid ude i kirkerne, der var den vigtigste offentlige plads dengang, at få det norske folk til at sværge deres fædreland troskab med ‘liv og blod’.

»Teologerne og kirken spillede en helt afgørende rolle dengang, men nogle af præsterne fremstod også med nogle ret så fundamentalistiske holdninger. De havde nok læst lidt for meget i Det Gamle Testamente og mindre i Det Nye Testamente,« sagde Jens Petter Ottersen.

»Lad 20.000 norske soldater dø før fred«

Ingvard Havnen, Norges ambassadør i Danmark, holdt derefter sit foredrag, og hans opfattelse ligger tæt på Jens Petter Ottersens.

»Præsterne var dengang blandt de ivrigste debattører. Hvad skulle Norge gøre? Biskoppen i Bergen mente for eksempel, at man skulle ofre mindst to tredjedele af den norske hær på 30.000 mand i en krig for selvstændighed, inden man overlod Norge til Sverige. Andre præster ville have alle mulige straffe til dem, der udviste bare det mindste tegn på medløberi eller svaghed for freden; skydning, hængning og alt det, der var værre,« fortalte han.

Der var dog også præster, der havde andre og mere fredelige visioner for Norges fremtid.

Religionen vovede friheden og konstitution

Dekan Trygve Wyller fra UiO fortalte fra talerstolen om, at sagen endte med, at præsterne i Norge faktisk gjorde noget rigtigt, der måske kan bruges som en rollemodel for noget af det, der sker i verden i dag.

»Midt inde i den dansk-norske lutherdom var der nogle mennesker, der stillede sig i spidsen for frihed og konstitution, der både sikrede freden og med tiden, med Eidsvollforfatningen, gjorde Norge til et selvstændigt land. I dag er der grund til at være taknemmelig for de præster og jurister, der alle var uddannet fra Københavns Universitet, og som dengang gav Norge mulighed for at føre kampen for frihed og konstitution,« sagde han og fortsatte ved at trække paralleller til i dag:

»Dengang fandtes der ingen Maidan-plads i Kiev, heller ingen Tahir-plads eller Taksimplads, men jeg forestiller mig, at de radikale krav i 1814 i Norge var af samme slags som i dag: kravene om frihed og konstitution. Også dengang var farerne krig, vold og besættelse, akkurat som på andre steder i dag. Nu lever vi i en anden verden, men det kan tænkes, at religionen i dag må deltage i kampen for friheden på andre pladser. Det væsentlige er, at der findes en religion, som vover at være dér, hvor frihed og konstitution bliver til.«

Norske masterstuderende med til at arrangere

Dekan for Teo på KU Kirsten Busch Nielsen afsluttede foredragsrækken.

Hun takkede alle, der havde holdt tale til arrangementet sammen med den gruppe af norske masterstuderende, der – støttet af Foreningen for Dansk-Norsk Samarbejde – gennemfører en kursusuge i København. De havde også medvirket til arrangementet.

Til at fortælle om den komplicerede historiske baggrund for de dramatiske dage i 1814 havde arrangørerne også inviteret postdoc, ph.d., Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet til at holde et foredrag med titlen: ‘1814 i et dansk perspektiv’.

anfj@adm.ku.dk

Seneste