Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Denne professor emerita er den danske Thomas Piketty

Tusserne — Økonometriker Katarina Juselius har levet et helt arbejdsliv uden fritid for at ryste sit eget fag og revolutionere makroøkonomien. Her fortæller den 79-årige professor emerita om at gå fra litteratur til tal, om at argumentere mod sine fagfællers resultater og om at forudsige finanskrisen lidt for tidligt.

I sommeren 2019 afsluttede Katarina Juselius sin karriere med en lillebitte bog. Økonomien og virkeligheden hedder den og består af blot 130 sider. Det var et hæsblæsende og i grunden umuligt projekt, som skulle formidle mere end 35 års empirisk forskning og frustration over de herskende dogmer i hendes fag. Og så skulle den skrives så simpelt, at alle kunne læse med.

En af bogens pointer er, at makroøkonomi er et samfundsfag. Det er ikke en eksakt videnskab som kolbekemi eller andre beviselige naturvidenskabelige fænomener. Det er videnskabelige tolkninger, gisninger, vurderinger og teorier. Og når det gælder makroøkonomi, kan teorierne være nok så velbegrundede, men hvis de bygger på antagelser i stedet for data, leder det ofte til misvisende konklusioner. Det skyldes, ifølge Katarina Juselius, at økonomiske sammenhænge er dynamiske, komplekse, foranderlige og ofte uhyre vanskelige. Derfor fungerer simple modeller sjældent godt nok.

tusserne

Med denne serie fortæller vi Københavns Universitets historie gennem nogle af de stærke profiler, der har været med til at skabe den. De er egentlig gået på pension, men de arbejder fortsat derudad: emeritusserne.

Det kan hun fortælle om i evigheder, og hun kan skrive langt mere end 130 sider, men så er det stof bare ikke tilgængeligt for enhver. Siden bogen har hun droslet en smule ned for at få tid til også at være menneske, som hun siger.

Den tid bruger hun nu på at læse den skønlitteratur, hun elskede i sin ungdom men aldrig kunne finde tid til ved siden af forskningen. Nu har hun endelig tid til at sidde i sin udestue og nyde flokken af 30-40 stillidser, der hver dag besøger hendes foderbræt i Brede lidt uden for Lyngby.

»Stillidsen er en meget smuk, lille fugl,« siger hun fra køkkenet og peger ud på de små farverige finkefugle.

»Naboerne prøver at lokke dem væk fra os, men de er utrolig trofaste. Jeg fodrer også de store fugle. Det er en myte, at små fugle er bange for de store. Det er kun, når de store er sultne, at de bliver farlige. Så længe jeg er her, lever de sammen i bedste velgående, fordi der ikke er nogen konkurrence,« siger hun.

Da jeg spørger, om det også forholder sig sådan i makroøkonomien, slår hun en hæs latter op.

»Nej, der er der en masse slagsmål.«

Økonom ved et tilfælde

Katarina Juselius er blevet kaldt the grand old lady inden for kritisk økonomi i Danmark, mens den norske avis Klassekampen, en pendant til Dagbladet Information, har sidestillet hende med den franske bestsellerøkonom Thomas Piketty. Det er ikke en sammenligning, hun tager ilde op, selv om hun mener, at han skriver typisk fransk. Et sprog med bisætninger i bisætningerne, som for hende bliver tungt og unødvendigt kryptisk. Indholdet i hans økonomiske tankegang er hun dog meget glad for.

I perioden fra 1990 til 2000 var hun den ottende mest citerede økonom på verdensplan, og i dansk sammenhæng kan hun fortælle, at hun sammen med sin mand, Søren Johansen, har skrevet den niende mest citerede artikel i Danmark nogensinde.

»Jeg forudså også finanskrisen, men jeg gjorde det desværre nogle år for tidligt. Jeg frarådede venner og familie at købe aktier i lang tid, men med tiden kunne de jo svare igen, for det sagde jeg også to eller tre år tidligere. Da jeg stoppede med at tale om det, kom krakket.«

Hun voksede op på et mellemstort landsted i det sydlige Finland. Det var i årene efter vinterkrigen og den efterfølgende fortsættelseskrig, hvor de sovjetiske styrker angreb Finland. Selv opdagede hun først, at de levede i knaphed, da hun som 10-årig var i Sverige for første gang.

»Det bugnede med varer. Det var første gang, jeg indså, at der fandtes en anden verden. Jeg tænker meget tit på Ukraine for tiden, fordi der er så mange paralleller. Vi havde ikke mange materielle ting, for alt vi tjente gik til at betale krigsskadeerstatning til Sovjetunionen. Men vi var til for hinanden. Havde man for meget mad, gav man det videre,« siger hun.

Blå bog

Født 1943

2019: Udgav bogen Økonomien og virkeligheden – Et opgør med finanskapitalismen

2014: Fratrådte sin stilling som professor ved Københavns Universitet med afskedsforelæsningen Searching for a theory that fits the data

2012: Medlem af Videnskabernes Selskab

1990-2000: Den ottende mest citerede økonom på verdensplan ifølge Journal of the European Economic Association

1983: Uddannet Dr.Econ.Sc i økonometri ved Svenska Handelshögskolan i Helsinki.

Oprindelig var økonomi slet ikke noget, Katarina Juselius havde med i sine overvejelser. Hun fortæller selv, at økonomifaget var et mere eller mindre tilfældigt valg. At hun lige så godt kunne være endt som litterat, hvis hun altså havde haft evnen til at huske årstal og sætte dem i en logisk sammenhæng. Det havde hun bare ikke, og derfor måtte hun opgive litteraturstudiet efter bare et år.

»Jeg kan ikke svare præcist på, hvorfor jeg endte på økonomi. Jeg havde jo prøvet noget, jeg rigtig gerne ville, men som jeg bare ikke kunne komme igennem. Så prøvede jeg noget mere logisk. Det var både pragmatisme og tilfældighed.«

Arbejdsliv i ubalance

I dag har Katarina Juselius svært ved ikke at tale om økonomiske teorier, hendes mange kilder til inspiration, eller om at være en sten i skoen på økonomistanden for at kritisere deres teorier. Arbejdsliv og fritid har været et ubestemmeligt miskmask, siden hun blev forsker, fortæller hun ved spisebordet i Brede.

Min læge sagde engang, at hvis hun skulle arbejde lige så meget, som jeg gjorde, ville hun blive syg.

Fritiden har primært bestået af søvn, og et sommertogt til familiens hus på en ø uden elektricitet i den finske skærgård. Og så selvfølgelig pasning, pleje og beskæring af hendes 30 år gamle yuccapalme, som har stiklinger overalt i huset og en hel familie stående i udestuen.

Det hjalp heller ikke på arbejdsmængden, at hendes mand har været hendes primære arbejdspartner gennem karrieren.

»Mit store gennembrud kom, da jeg begyndt at samarbejde med min mand, som er matematisk statistiker,« siger hun.

Som studerende var hun frivillig i Amnesty, hvor hun læste den ene rapport om korruption og magtmisbrug efter den anden. I fritiden skrev hun personlige breve til alverdens despoter i idealistisk frustration, men svar fik hun aldrig.

Det var på samme tidpunkt hun blev dybt fascineret af de to økonomer David Hendry og Clive Granger. Hendry, fordi han udviklede en ny økonometrisk metode og gang på gang kritiserede de økonomiske teorier for at ikke passe med virkelighedens data. Og Granger, fordi han var en meget kreativ tænker.

»Hendry lagde ikke fingre imellem. Når han kritiserede, så tog han megafonen i hånden og råbte. Han blev et hadeobjekt blandt mange økonomer, der sværgede til den etablerede teori. Granger, som senere fik Nobelprisen i økonomi, blev set som mere ufarlig, fordi han ikke kritiserede de økonomiske modeller men fokuserede på at udvikle nye innovative økonometriske metoder.«

Masser af citationer til mand og kone

Det var med den interesse, hun inviterede sin kommende ægtefælle Søren Johansen til at kommentere en artikel af Granger til en nordisk matematiker- og statistikerkonference. Søren Johansen uddybede der, hvordan artiklen kunne være med til at løse problemet med at analysere såkaldte ikke-stationære tidsrækker, som indtil da havde været uløseligt.

»Det var simpelthen så spændende, at Søren og jeg til sidst flyttede sammen. Jeg plejer at sige, at jeg introducerede Søren for et problem, som var så vanskeligt, at han var nødt til at få mig med i købet.«

Juselius flyttede til Danmark i 1985. De næste ti år var hun og hendes mand nogle af de mest citerede forskere på verdensplan, mens de udviklede en analytisk model, som empirisk kunne analysere ikke-stationære tidsrækker og derved fundamentalt forbedre den faktuelle økonomiske viden, siger Juselius. På mindre teknisk dansk betyder det, at man med modellen kan vurdere, hvad der vil ske på kort og langt sigt, hvis man fx hæver skatten, sætter gang i offentlige investeringer eller noget helt tredje.

Jeg plejer at sige, at jeg introducerede Søren for et problem, som var så vanskeligt, at han var nødt til at få mig med i købet.
Katarina Juselius, økonometriker og professor emerita på KU

»Når jeg tænker tilbage, var det en helt enorm indsats. Det var ti år, som var uhyre intensive og produktive,« siger hun.

»Min læge sagde engang, at hvis hun skulle arbejde lige så meget, som jeg gjorde, ville hun blive syg. Det er først nu, jeg har haft tid til at gå i haven. I mange år var den totalt vildtvoksende. Dengang arbejdede vi syv dage om ugen, og jeg var sjældent hjemme før klokken ni om aftenen.«

Det var aldrig et spørgsmål, om hun skulle holde mere fri eller tage på ferie. Spørgsmålet fandtes simpelthen ikke, fortæller hun. Men hvis hun har en fortrydelse, er det, at hun ikke fik læst så meget skønlitteratur som i sin ungdom.

»Det havde jeg det dårligt med. Jeg synes, at jeg blev en mere uinteressant og endimensionel person, når jeg udelukkende havde tid til min forskning. Det var som at have skyklapper på. Jeg har altid været interesseret i en masse ting, og i min ungdom var jeg frustreret over, at der var så meget i verden, jeg ikke kunne forstå.«

Nærsynet matematik

Følelsen af at have skyklapper på går igen i hendes eget fag. For selv om matematikken er et uhyre vigtigt redskab, må den aldrig blive løsningen alle spørgmål i et samfundsfag som økonomi, siger hun.

»Jeg er lidt nærsynet, så hvis jeg tager brillerne af, bliver det hele lidt diffust, men med brillerne på ser jeg det hele tydeligt og præcist. Matematikken er ligesom mine briller,« siger hun og nævner en episode, hvor Niels Bohr skulle have sagt You are not thinking. You are just being logical.

»Inden for økonomi er der en tilbøjelighed til kun at løse de problemer, som kan formuleres matematisk. Desværre betyder det, at man ofte simplificerer det økonomiske problem mere end godt er. Den gyldne regel er, at man skal simplificere så meget som muligt men heller ikke mere end det.«

En simplificering hun ynder at kritisere, er antagelsen om det rationelle menneske. For mennesker følger sjældent de økonomiske modeller, og det er årsagen til at mange konklusioner fra gængse makromodeller ikke er tilstrækkeligt pålidelige. Det har hun påpeget i mange år, siger hun.

»Jeg har kritiseret økonomifaget for ikke at tage højde for, at det faktisk er en samfundsvidenskab. Der er simpelthen for mange utjekkede antagelser til at kunne udtale sig så matematisk præcist, som mange gør. Min tilgang er fuldstændig modsat mange økonomers. De starter med en teoretisk model, som typisk bygger på mange uprøvede antagelser, og så prøver man at finde et datasæt, der passer nogenlunde. Jeg gør det stik modsatte. Jeg tager de relevante empiriske data og modellerer dem i en statistisk velafprøvet model, og så tester jeg, hvilken teori som bedst kan forklare den statistiske virkelighed.«

Revolution nu!

Katarina Juselius griner hjerteligt, når hun kritiserer de gængse makroøkonomiske modeller. Men som emerita, der »ikke laver så meget for tiden,« betyder det heller ikke så meget. To dage senere skal hun til Gran Canaria med sin mand på en sjælden ferie.

»Man må også huske på at nyde livet. Men jeg har faktisk også nydt arbejdet så meget, at jeg ikke kunne lade være at arbejde i døgndrift. Min ambition var jo at revolutionere den makroøkonomiske forståelse,« siger hun og holder så en kort grinepause.

»Jeg må have været meget, meget naiv. Men jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det jeg arbejdede med, har potentiale til at forbedre vores evne til at forstå makroøkonomien. Men det var så meget op ad bakke, og det kræver meget energi at være i opposition til systemet. Med alderen orker jeg ikke længere at kæmpe så meget.«

De fem faste

Hvilken bog ville du ønske, du selv havde skrevet?

Jeg snublede for nylig over bogen Less is more af den økonomiske antropolog Jason Hickel. Den gennemgår på en pædagogisk og fagligt velbegrundet måde nutidens mange kriser: klimakrisen, den økologiske krise, biodiversitetskrisen, vores ødelæggende kapitalistiske økonomi og den ulighedskrise, kapitalismen har skabt. Den giver også en indsigtsfuld historisk beskrivelse af, hvorfor vi er havnet i dette frygtelige morads, og den tegner konturerne af en mere positiv måde at organisere vores samfund på. Jeg ville ønske, alle læste den bog!

Hvad handlede din tiltrædelsesforelæsning om?

Da jeg blev professor i 1993, talte jeg om den kløft, der er mellem de teoretiske økonomer og os, de empiriske økonometrikere. Jeg viste en masse eksempler, og så konkluderede jeg, hvilket mange økonomer fandt meget kontroversielt, at teoretikerne ikke ville overleve på længere sigt, hvis ikke de tog højde for den empiriske viden, vi økonometrikere frembragte. De kiggede på mig, som om jeg var gået fuldstændig fra forstanden.

Og din afskedsforelæsning?

Der gennemgik jeg hele min videnskabelige produktion med titlen Searching for a theory that fits the data. Det handlede om, hvordan jeg i 35 år systematisk havde arbejdet med empiriske data. I de første mange år var jeg meget frustreret over, at der altid var noget der ikke passede med de teoretiske modeller. Jo mere jeg analyserede, desto mere frustreret blev jeg. Gennembruddet kom, da jeg i halvfemserne fandt ud af, at der manglede en fundamental brik i standardteorierne. Brikken var at finansindustriens forventninger påvirker makroøkonomien på en langt mere kompleks måde, end hvad normalt antages. Det var der jeg forstod, hvor uhyre vigtigt det er, at finansindustrien indgår korrekt i de makroøkonomiske modeller. Efter det holdt jeg op med at være frustreret, for så begyndte det hele at passe. Det var den proces jeg talte om.

Har du et yndlingssted på Københavns Universitet?

Mit tidligere kontor på Bispetorvet. Det var en meget smuk bygning, selv om den var lidt forfalden og havde behov for en gang maling. Men jeg elskede det hus med udsigt til Vor Frue Kirke. Mit kontor var helt oppe under loftet, så det var lidt skævt men også meget charmerende. Det var gammeldags, og man kunne se, at der havde boet mange mennesker før mig. Jeg følte, at jeg var en del af en større historie.

Hvilken emeritus skal Uniavisen besøge næste gang?

Min første tanke var Kirsten Hastrup. Hun laver noget helt utrolig spændende forskning om Grønland. Det vil jeg gerne høre mere om.

Seneste