Der er allerede tæskevarmt i HCØ, og det er kun april

Mine fingre er varme og let klistrede, som jeg skriver den her sætning. Mit hoved er varmt. Min krop er varm og nærmer sig dvask. Jeg har siddet et par timer i vandrehallen på H.C. Ørsted Institutet, Universitetsparken 5, Nørre Campus, Københavns Universite.

Jeg kigger misundeligt på de studerende, der har fundet vej til bænkene ude i parken. Hvide blomsterblade drysser som sne fra et træ, hvis kommende frugt jeg ikke lige kan identificere. Der er en dør bag mig, men der står, at den er en nødudgang og kun må benyttes som det. Suk.

Gad vide, hvor varmt her egentlig er? Udenfor er der cirka 15 grader, og det blæser lidt, men herinde står luften stille, og de store vinduer fungerer som et drivhus. Der var varmt allerede klokken lidt i ni i morges, da jeg ankom til Uniavisens satellitredaktion, som i den her uge efter påske har slået sig ned på HCØ, og nu har jeg fået nok.

Jeg forlader min plads for at søge svar. På min vej passerer jeg varme studerende og en lugt af leverpostejsmad, som synes forstærket af varmen.

Henrik fra Campus Service ved ikke, hvor varmt her er, fortæller han mig, da jeg når receptionen i den anden ende af vandrehallen. De har nemlig ikke et termometer i receptionen, men han foreslår, at vi lige stiller os hen under vinduet, hvor solen banker ind.

Her er varmt, konstaterer vi. Og det er der hver sommer, siger han. Meget varmt. Og det er i hele bygningen, og de studerende klager, og Campus Service ved ikke, hvad de skal gøre ved det.

Den enorme bygning er fra 1961, siger Henrik, og dengang tænkte man ikke på, at det ville være rart at kunne nedkøle den.

Der er til gengæld gulvvarme, og den har Henrik netop skruet ned for, så om tre dage er betonen under gulvet kølet af, og det hjælper forhåbentlig lidt. Snart skal den slukkes helt. Der er også blevet hængt gardiner op ved nogle af vinduerne.

Vandrehallen på HCØ er hjemsted for størstedelen af bygningens læsepladser og gruppearbejdspladser, ligesom det er her, man kan spise mad fra kantinen og sin medbragte madpakke.

I kantinen sidder Marie og Pernille og arbejder på deres speciale. Gennem seks år er de kommet på HCØ, hvor de læser statistik.

Jeg har været til forelæsninger, hvor jeg kunne se min egen ånde.

Marie, studerende.

»Her er meget drivhusagtigt om sommeren, her bliver virkelig varmt, og der er kun et lille vindue, man kan åbne, og om vinteren er her ekstremt koldt,« siger Marie.

Pernille sidder i stropbluse, »man vænner sig til, at man ikke behøver at have så meget tøj på,« griner hun.

»Men om vinteren sidder vi med jakker på,« siger Marie, »og jeg har været til forelæsninger, hvor jeg kunne se min egen ånde.«

Niels, Morten og Camilla, som alle tre læser fysik på tredje år, er gået udenfor for at nyde deres frokost i det gode vejr.

»Den anden dag sad vi og læste i vandrehallen, men endte med at gå hjem, fordi der blev for varmt. Man bliver træt.«

Niels, studerende.

»Jeg sidder aldrig derinde, fordi det er for varmt,« siger Morten om vandrehallen. Camilla siger, at det eneste andet sted, man kan sidde, er på biblioteket, og der er ikke så meget plads.

Niels supplerer: »Den anden dag sad vi og læste i vandrehallen, men endte med at gå hjem, fordi der blev for varmt. Man bliver træt.«

Det gør man, det kan mit tunge hoved medgive, og jeg synes også, at jeg lugter lidt af sved.

Henrik fra Campus Service er gået med mig ned i den sydlige ende af vandrehallen, hvor redaktionen holder til. Han siger, at alarmen ikke går i gang, hvis vi åbner nødudgangen, og vi får ikke problemer, så længe vi søger for at lukke den inden klokken 17. Så vi åbner den. En kølig brise og hvide blomster driver ind, og mit hoved bliver langsomt klart igen.