Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Slowmotion — De studerende er desværre de eneste, der kræver noget af deres universitet, når det kommer til dette årtusinds største krise. Lederne vil hellere have prestigeprojekter, ’frivillige adfærdsændringer’ og flotte laboratorier. Hvad fanden sker der?
Universitetet er fanget i en slowmotion-film præget af tomme løfter, green branding og manglende vilje til reel omstilling. Det er på tide, at vi kalder en spade for en spade: KU svigter både sine studerende og planeten. Hvor er de voksne henne i den her krise?
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
KU’s seneste klimaregnskab viser, at udledningen af drivhusgasser i 2024 er steget med over 20 procent sammenlignet med året før, og samlet set er klimaaftrykket siden 2018 steget med 11 procent, ikke faldet. Det sker samtidig med, at universitetets bestyrelse har sat som mål at halvere udledningen inden 2030. Man behøver ikke være ekspert for at forstå, at det mål er blevet fuldstændig urealistisk.
Niels Bohr Bygningen, der blev taget i brug i 2024, trækker tallene voldsomt op, men selv uden denne byggeudledning er klimaaftrykket uændret. Det betyder, at KU ikke bare snubler, men decideret går baglæns i kampen mod klimaforandringerne. Energiforbruget stiger, laboratorierne, som er blandt de mest udledende aktiviteter, forbruger mere, og flyrejserne truer de grønne ambitioner. KU har med andre ord sat sig selv på en kurs mod klimakatastrofe, hvor øget aktivitet og prestigeprojekter (læs: kvant) prioriteres over bæredygtighed.
LÆS OGSÅ: Vi havde nano-boblen, nu har vi kvante-boblen
Alt dette sker samtidig med, at KU forsøger at gøre udflytningen af CSS til en klimasag – hvilket klinger særlig hult, når de vil have private investorer til at bygge nyt uden at ane, hvad det nye byggeri kommer til at koste på klimakontoen. KU burde være et fyrtårn for grøn omstilling, men lige nu fremstår universitetet som en sløv kæmpe, der ikke kan følge med tiden.
Universitetet bruger millioner på green branding, på fine ord, rapporter og grønne logoer, men når det kommer til konkrete tiltag for at mindske klimaaftrykket, halter det.
Flyrejser skal reduceres, men kun gennem ’frivillige ændringer i adfærd’
Dekan og talsperson for KU’s bæredygtighedsindsats, Jacob Graff Nielsen, erkender, at det bliver »rigtig svært« at nå klimamålet. Derfor overvejer ledelsen at slække på klimamålene, hvis de ikke kunne nå dem, ud fra argumentet om at laboratorieforskningen jo bidrager positivt til samfundet. Det er der meget der gør. Hvis bidraget til samfundet ikke kan ske uden at ødelægge vores planet, klima og levesteder i fremtiden, er det ikke holdbart – og så er det ikke et bidrag, vi vil tage imod. Det afslører en manglende ambition og vilje til at prioritere klimaet alvorligt.
LÆS OGSÅ: Vi er bagud på vores klimamål, så vi må hellere … slække på dem?!
Heldigvis sidder der stadig studerende med i bestyrelsen, som ikke lader ledelsen skylle klimaet ud med badevandet.
KU’s strategi for grøn omstilling er præget af forsigtighed og langsommelighed. Nybyggeriet fortsætter, og laboratorierne fortsætter deres høje forbrug uden radikale ændringer. LEAF mig her og LEAF mig der.
Flyrejser skal reduceres, men kun gennem ’frivillige ændringer i adfærd’, uden konkrete krav eller restriktioner. Det er det samme gamle spil: Vi lover for meget, handler for lidt, og håber, at det går over. Det er en hån mod os studerende, der hver dag kæmper for en bæredygtig fremtid, og det er et svigt af planeten, der ikke kan vente.
KU’s motto, »til gavn for flere«, kunne forlede én til at tro, at KU er en drivende kraft i at løse vores tids største krise, klimakrisen. Men det er ikke kun, når det kommer til driften, at KU skuffer i klimakampen.
For når KU ikke tør at satse stærkt på klimaforskning på tværs af fagligheder, sætter det sig i undervisningen. Når vi snakker med både studerende og ledelser på tværs af institutter, siger de, at de utrolig gerne vil have mere undervisning i bæredygtighed. Men de mangler ressourcerne, både hvad angår undervisere og didaktiske midler.
KU skal prioritere tværfaglig klimaforskning og skabe et nyt didaktisk-pædagogisk center, der kan vejlede studienævn i at finde de vigtigste klimavinkler på deres fag og opdatere pensum med nye tekster. Så hele pensum ikke stammer fra en tid, hvor vi troede at rygning var sundt for børn, og at ’det der klima’ ikke rigtigt var noget, vi skulle bekymre os om.
Det er de studerende, der i flere år har presset på for at få klimaet på KU’s dagsorden. I 2023 var der massive protester mod en 2030-strategi uden bæredygtighed, og det var først efter pres fra neden, at klimahensyn kom ind i billedet.
Det er på tide at kalde KU’s klimaarbejde, hvad det er: Et grønt skalkeskjul
Oprettelsen af KU’s klimaråd med studerende, forskere og medarbejdere, der skal overvåge og rådgive om bæredygtighed, er en vigtig sejr. Et klimaråd, som Studenterrådets medlem i KU’s bestyrelse, Signe Berner, lovede at få gennemført, da hun stillede op til universitetsbestyrelsen i 2023, og som blev til virkelighed tidligere i år.
Det kræver mod til at stille krav om mindre nybyggeri, mere effektiv udnyttelse af eksisterende faciliteter, radikal reduktion af flyrejser og ændringer i laboratoriepraksisser, som er klimaaftrykkets sorte får. Det kræver også, at ledelsen ikke længere prioriterer økonomisk vækst og prestige højere end universitetets ansvar.
KU står i en klimakrise, der ikke kun handler om universitetets eget klimaaftryk, men også om institutionens integritet og relevans i en verden, der forandrer sig hastigt.
LÆS OGSÅ: Studenterrådet: KU er ikke lykkedes med at gøre klima til andet end en eftertanke
Det bliver ikke nemt at løse den krise. KU’s klimaaftryk er stort, universitetet er komplekst, og der er mange interesser på spil. Men det er ikke en undskyldning for inaktivitet. Tværtimod skal vi bruge vores kollektive styrke til at presse på for det paradigmeskifte, der kræves. Og det starter med, at vi kalder en spade for en spade.
Det er på tide at kalde KU’s klimaarbejde, hvad det er: Et grønt skalkeskjul, hvor ambitionerne drukner, og greenwashing blomstrer. Vi må ikke lade KU fortsætte med at være en del af problemet. Lad os kræve, at KU bliver en del af løsningen.