Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Der er intet jeg ville have gjort anderledes«

SELVFORSVAR - Dramaet om den anklagede hjerneforsker Milena Penkowa tager til. Vi mødte hovedpersonen og gav hende fri taletid om at være en særegen kvinde, der hædres af systemet og bekæmpes af fagfæller.

Måske er den sundhedsvidenskabelige verden et usundt sted at opholde sig. Hvis Milena Penkowa har ret, er der knive gemt i kitlerne, og gammelt nag kan slumre i korridorerne i årevis for pludselig at flamme op og ødelægge en karriere. Penkowas egen karriere har nu fået et skud for boven af det, der af hendes kritikere er blevet kaldt den potentielt største skandale i dansk forskningshistorie.

Efter at være krøbet i flyverskjul, mens sagen blev rullet ud på forsiden af landets aviser, er hjerneforskeren nu gået ud i offentligheden for at forsvare sig. Med interviews i blandt andet Politiken, Deadline og nu Universitetsavisen er Penkowa klar med sin forsvarstale.

»Universitetsavisen er vel egentlig det vigtigste medie for mig at give interview til. Jeg er glad for at få chancen for at tage til genmæle over for universitetets studerende og ansatte,« siger hun, da vi møder hende i den lille, ryddelige og spartansk indrettede toværelseslejlighed på Vesterbro.

Nede på fortovet lyser hendes røde sportsvogn op som et nyrigt fremmedlegeme i et gammelt arbejderkvarter. Lejligheden er af mere beskeden karakter. Væggene er hvide, Arne Jacobsen-stolene sorte med hvide fartstriber på ryglænene, der står godt til den moderne chaiselong i sort læder, og som hun glæder sig til at få tid til at flyde ud i en hel dag i selskab med en roman af Brett Easton Ellis, som er hjerneforskerens yndlingsforfatter. Indtil nu er den mest blevet brugt til strækøvelser efter de daglige træningsrunder på den store fitnessmaskine, som gør det ud for hyggekrog i hjørnet bag spisebordet.

I det andet rum er der kun plads til en stor dobbeltseng, hvorfra man kan nyde udsigten ind mod Rådhuspladsen eller som den forgangne nat følge liveudsendelserne fra Oscar-uddelingen i Hollywood fra den 42 tommer store fladskærm på væggen overfor. Her pryder også alle beviserne på en kometkarriere: præmier, æresbevisninger, diplomer, portrætmalerier af Penkowa selv.

Hendes stemme er rolig og elskværdig, og hundehvalpen, som hun smilende holder tilbage, danser rundt om gæsterne. Penkowa ligner langt fra en kvinde, der lige har opsagt sin stilling, fået stillet spørgsmålstegn ved sit gode omdømme, tilbagebetalt flere hundrede tusinde kroner og er blevet hvirvlet rundt i mediemøllen i to en halv måned.

»Nej, jeg føler ikke min karriere ligger i ruiner. Det ville den også kun gøre, hvis der var nogle af anklagerne, der var sande. Nogen tror, at de kan få mig ned under gulvtæppet, men derned kommer jeg aldrig,« insisterer hun.
»Det har altid været en del af gamet på Panum at rejse sager mod hinanden til højre og venstre. Det eneste nye i det her er, at det skulle markedsføres i pressen,« siger hun.

Institutlederens anklage

Milena Penkowa, som modtog den prestigefyldte Eliteforsk-pris i 2009, har haft en række anklager på halsen i sin tid som forsker. Offentligheden har kendskab til mindst fem, hvoraf de tre, der foreløbigt er afklaret, er endt uden kritik af Milena Penkowa. Den seneste i rækken er den påståede uredelighedssag, der i december førte til, at hun opsagde sin stilling på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet – hvorfra hun i øvrigt siden marts har været suspenderet på grund af en personalesag, som medierne er juridisk forhindret i at beskrive på grund af navneforbud.

Den påståede uredelighedssag, der er blevet indbragt for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev et offentligt anliggende, da Weekendavisen i november afslørede en række lækkede, fortrolige dokumenter fra universitetet. Heriblandt et notat fra hendes institutleder Albert Gjedde, der opsummerede med ordene:

»Samlet set sandsynliggør forløbet dels en så groft uagtsom udøvelse af videnskabelig praksis, dels en så groft uagtsom udøvelse af praksis for vejledning og ledelse af yngre forskere og omgang med kolleger, at Milena Penkowas troværdighed som forsker og forskningsleder kan være varigt belastet.«

Sagen kunne være undgået

Det begyndte, mens Milena Penkowa var suspenderet fra instituttet. Her fik Albert Gjedde angiveligt en henvendelse fra to af Penkowas studerende, der var bekymrede over ikke at kunne genskabe professorens forsøg i laboratoriet. Gjedde indsamlede herefter nogle vævsprøver, som han sendte til en kollega i Aarhus, og en i København, som viste sig ikke at kunne reproducere forsøgene.

»Hvis man har et regulært spørgsmål, der hviler på et ordentligt grundlag, så kan en kanariefugl rejse en sag for UVVU. Man behøver ikke smide det på forsiden af aviserne,« mener Penkowa selv om sagens udvikling.
»Man kunne have startet med at komme og spørge mig, og så kunne man have afklaret det pågældende spørgsmål. Men det er jo ikke sket.«

Ifølge Penkowa har hendes chef, institutleder Albert Gjedde, aldrig sat sig sammen med hende ved et mikroskop og kigget på de mistænkte vævsprøver. Havde han gidet gøre det, havde der aldrig været en sag, mener hun.
Men nu er der en sag. Penkowa er nu indklaget for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), og anklaget for at manipulere eller fabrikere forskningsresultater.

Ifølge Penkowa selv er sagen et udtryk for et fagligt miljø, hvor alle kneb gælder i kampen om forskningsmidler og patentkroner, og hvor hun med sin åbenmundede facon og omfavnelse af den sanderske elitetankegang er ekstra udsat for misundelse og karaktermordforsøg.

Penkowas side af sagen

Penkowas modangreb, som hun præsenterer det for Universitetsavisen, kommer fra to vinkler. For det første er hendes modstandere i denne sag de sædvanlige gamle fjender, der af forskellige årsager har et horn i siden på hende, eller som hverken har viljen eller evnen til at forstå hendes forskning.

For det andet kan hendes kritikere ikke reproducere hendes resultater, af den simple grund, at de bruger en forkert metode.

Desuden har de to professorer, der har efterprøvet hendes materiale, aldrig fået et ordentligt grundlag at vurdere hendes resultater på. Dels fordi Albert Gjedde ikke sikrede sig, at han sendte det rigtige væv ud til professorerne, dels fordi han ikke fortalte dem, hvad det præcis var, de skulle reproducere, fortæller hun.

»Han burde have spurgt mig, hvad det var for noget væv, og hvilken metode der var blevet brugt. Han bad en, der ikke har haft noget med studiet at gøre, om at tage noget væv, som han så sendte rundt i landet,« siger hun.
Kernen af sagen er Penkowas tællinger ved mikroskopering af celler fra patienter med lymfekræft. Ved at farve vævsprøver med forskellige immunfarvninger, som markerer forskellige proteiner, mente Penkowa at have påvist en ændret forekomst i kræftcellerne af proteinet metallothionein, som Penkowa har baseret det meste af sit videnskabelige virke på. Opdagelsen skulle kunne bruges til bedre diagnostik af undertyperne af kræftformen.

To forskellige metoder

Institutleder Albert Gjedde med de hårde anklager er specialist i imaging, fortæller Penkowa – screeninger af væv eller hjernescanninger – hvilket er fundamentalt forskelligt fra det, hun selv laver.

»Det, jeg gør, er at tælle cellelegemer fra specifikke celletyper i et meget lille område på et bestemt sted i vævet, og det kan beskrives som noget, der svarer til at tælle træerne nede på Sønder Boulevard,« siger hun og nikker mod vinduet.

»I imaging laver man en screening hen over hele væv og tager alt farveprodukt, man ser, med. Det svarer til, at man vil screene hele Sjælland for farven grøn. Så får man græsplæner, facader, tøj, biler, en hel masse ting, og det giver et andet tal. Og de to tal, henholdsvis træerne på Sønder Boulevard og alt grønt på Sjælland, hvor sandsynligt er det, at de er ens eller blot sammenlignelige? Det er tæt på nul, ikke? Det er dybest set der, striden står.«

Men Albert Gjedde ved jo godt, at der findes forskellige metoder.

»Det bør han i hvert fald vide, men på det punkt har han været helt uden for rækkevidde. Det har jeg forklaret ham, og han har siddet og nikket på de rigtige tidspunkter, men så har han alligevel ikke taget det til sig.«

Usandsynligt ensartede prøver

Penkowas forskning kritiseres for, at der næsten ikke er nogen spredning i de mistænkte prøver, og at hun har registreret en biologisk set helt usandsynlig ensartet høj forekomst af proteiner. Og det selv om prøverne faktisk er for dårlige til at vise noget som helst, lyder kritikken. Penkowa afviser kritikken som misforstået.

Til disse forsøg brugte hun humanvæv, der ikke er lige så flot bevaret som dyrevæv. Der vil altid være noget ude i kanten af humanvævet, der er ubrugeligt, fordi der når at ske en mikroforrådnelse i den tid fra vævet tages ud af patienten, til det puttes i fiksativ. Modsat bliver cellerne i et dyr fikseret og præserveret, så snart dyret dør, forklarer Milena Penkowa.

»Hvis man i samtlige prøver laver en screening hen over det hele, inklusive de områder, der er i mikroforrådnelse, og når farvningen i sådan noget væv samtidig ikke er jævnt fordelt, så vil det give en stor spredning. Men hvis man derimod vælger at tælle tilstedeværende cellelegemer i et meget lille område ud fra, at der skal være homogen farvning i hele området, så giver det sig selv, at spredningen bliver ganske anderledes lav.«

Gamle fjender vender tilbage

Milena Penkowa er særegen, »for nogle ubegribelig eller mærkelig,« som hun selv formulerede det i sin præsentation ved overrækkelsen af Videnskabsministeriets Eliteforsk-pris i 2009. Hun er, om nogen, inkarnationen af den elitisme, som tidligere videnskabsminister, og Penkowas personlige ven, Helge Sander bragte til universiteterne. Derfor, mener hun, har hun også skaffet sig mange fjender i løbet af sin korte, hektiske karriere.

»Jeg er flere gange tidligere blevet frikendt, og nu er det dejlig opportunt for dem, der tidligere har rejst sager, at hyle op med nøjagtig samme kritik, som de dengang ikke kom særlig langt med,« siger hun med særlig henvisning til to personer, professorerne Per Soelberg Sørensen og Elisabeth Bock, som begge har en historie med Penkowa.

Da Penkowa indleverede sin doktordisputats i 2001, sad Per Soelberg Sørensen i bedømmelsesudvalget.

Disputatsen blev forkastet med antydninger om uredelighed, hvorefter den daværende dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ralf Hemmingsen, højst uortodokst valgte at sende den til et eksternt, nordisk panel for en ’second opinion.’ Med Penkowa og bedømmernes accept formulerede fakultetet fem spørgsmål, der skulle afgøre, om der var ammunition til en UVVU-sag.

Panelet nøjedes ikke med at afvise anklagerne om uredelighed, men gav også en ordentlig røffel til det danske bedømmelsesudvalg. Per Soelberg Sørensen er i dag blandt initiativtagerne til den anmodning, 58 forskere har sendt til KU’s bestyrelse for at få en uvildig kulegravning af hele forløbet.

Gamle klager

Det samme er Elisabeth Bock, Penkowas tidligere samarbejdspartner, som i 2007 anholdt Penkowas forskning, fordi hun ikke kunne reproducere en række resultater. Det såkaldte Praksisudvalg på Københavns Universitet kunne ikke finde belæg for uredelighed, hvilket Elisabeth Bock i et læserindlæg i Weekendavisen siger skyldtes en mangelfuld undersøgelse.

»Men når en anklage én gang er blevet fremsat og afvist, så må man ikke fremsætte den igen, med mindre man har fået afgørende nyt i sagen, fortæller Penkowa og henviser til et læserbrev af formanden for Praksisudvalget, dr. jur. Carsten Henrichsen i Weekendavisen, hvor han »afklapsede Elisabeth Bock,« som Milena Penkowa formulerer det.

Før 2007-sagen valgte Milena Penkowa netop Elisabeth Bock som tovholder på det forskningsprojekt, der er endt med at koste KU cirka to millioner, og Penkowa selv 276.000 kroner i tilbagebetaling til IMK Almene Fond på grund af fejl i procedurerne vedrørende anvendelsen af forskningsmidler. Men det er ikke hele historien, siger Penkowa, for projektet førte faktisk til et patenteret farmakon, som Bock og Penkowa solgte i fællesskab så sent som i efteråret 2010.

»Der kom faktisk et lægemiddel ud af det her, hvilket er lidt af en solstrålehistorie, og det fejrede vi på en restaurant, hvorefter vi cirka en måned senere underskrev aftalen, hvor vi solgte patentet. Samtidig var der så en avis i gang med at forberede en historie, hvor den selv samme person, man fejrer med, dolker én ned bagfra,« fortæller Milena Penkowa med henvisning til Weekendavisens omtale.

»Men det er så, hvad det er,« fortsætter hun. »Det nytter ikke at være for skrøbelig, hvis du vil overleve i forskningsverdenen. Forskningen er som altid det vigtigste, og jeg kan godt sidde og fejre et patent med hende og samtidig vide, hvem hun også er. Jeg vil bare have forskningen ud at gøre gavn.«

De Lange Knives Fakultet

For Milena Penkowa er forskning også konkurrence, og Elisabeth Bocks kritik er et forsøg på at få revanche for 2007-sagen.

»En ting er at være en dårlig taber, noget andet er at en være en fuldstændig skamløst dårlig taber. Og hvis hun virkelig selv havde troet, at der var noget galt med min forskning, så havde hun vel afbrudt samarbejdet med mig. Det havde jeg da gjort.«

Det er der så andre, der har gjort, fremgår det af artiklerne i Weekendavisen.

»Jeg er blevet spurgt om, hvorfor samarbejdet med Juan Hidalgo (fra Barcelona, red.) er blevet afbrudt. Mig bekendt er samarbejdet ikke blevet afbrudt, vi har så sent som for en måned siden deltaget i en fælles ansøgning.«

Professor Bente Klarlund Pedersen har også afbrudt samarbejdet med dig?

»Med Bente Klarlund var der tale om et fælles projekt, der blev afsluttet, så det har aldrig været meningen, at samarbejdet skulle fortsætte. Af den simple grund, at hun ikke er hjerneforsker.

Hun har ifølge Weekendavisen sagt, at hun bad dig om at forlade sit center.

»Hun var utilfreds med, at jeg ikke lavede muskel-forskning, som er Bente Klarlunds projekt, ikke mit, og det var på trods af at Bente Klarlund ikke kunne afse midler fra sit center til den forskning, hun afgav bestilling på. Jeg ville lave hjerneforskning og desuden kunne jeg naturligvis ikke selv finansiere Bente Klarlunds bestillingsarbejde. Det havde vi så nogle diskussioner om.«

Så er der de studerende, der angiveligt har forladt dig, fordi de ikke ville have deres navn på en artikel sammen med dig.

»Der er ikke studerende, der har forladt mig. Der er studerende, der planlagt er stoppet i gruppen. For eksempel en, der lavede et speciale, og som ikke deltog i en 18 måneder senere færdiggjort artikel, fordi artiklen ganske enkelt ikke var baseret på specialets indhold, ligesom studenten ikke opfyldte kriterierne for medforfatterskab.
Jeg kan da godt forstå, hvis hun er ærgerlig over det, men hun brugte bare så mange år på det speciale, så det er ikke underligt, at dets indhold ikke længere er nyt, når der er gået et par år.

Desuden er denne udlægning jo alene baseret på en helt tredje persons subjektive fortolkning – det er hverken studentens eller mine ord.«

Er det dit generelle indtryk, at dit samarbejde med de studerende er godt?

»Jeg kan i hvert fald ikke genkende det billede, der er postuleret i pressen, eller som I lige ridser det op nu. Ligesom jeg blankt kan afvise, at der er brugt fondsmidler til private ting, ligesom jeg kun kan afvise, at der har været manipuleret med min forskning.«

De forsvundne rotter

Den nuværende UVVU-sag kaster en skygge over hele Penkowas videnskabelige bagkatalog, der rummer hen ved 100 artikler. Ikke mindst den doktordisputats, hun indleverede i 2001 er blevet omtalt i medierne, på grund af over 1.000 rotter, som Penkowa angiveligt ikke har kunnet redegøre for. Der gik to år, før hun fik svar på sin disputats.

»Det første, jeg tænkte var, at det nærmest var justitsmord. Jeg var fortaler for, at det hele skulle undersøges, både disputats og bedømmere. Så fandt man i Sverige og Norge nogle ikoner inden for neuroforskning, som får tilsendt nogle trillebøre med materialer, og de giver mig ubetinget ret efter deres granskning.«

Efterfølgende (i 2004) får Penkowa en skriftlig undskyldning og æresoprejsning fra dekan Ralf Hemmingsen, der også kraftigt irettesætter bedømmerne. Senere i 2004 indleverer hun en opdateret udgave af doktordisputatsen, uden rotteforsøgene, som forsvares offentligt i 2006 foran et nyt bedømmelsespanel.

Det oprindelige bedømmelsesudvalg mener ikke, at de nogensinde har fået en tilfredsstillende forklaring på, hvordan du var i stand til at skaffe over 1.000 rotter til dine forsøg?

»For det første er der ikke tale om hverken 1.000 eller over 1.000 rotter. For det andet blev der dengang redegjort for forsøgene, som består af i alt ni separate forsøg, som naturligvis ikke er lavet på én gang. Som allerede beskrevet blev de lavet i Barcelona og København, og det foregik både i et medicinalfirma og ved universitetet. Men det må rimeligvis kaldes trist, hvis det oprindelige bedømmelsesudvalg har gået frustreret rundt med et uløst problem i så mange år.«

Har du den fornødne dokumentation for forsøgene?

»Ja, og jeg har fremlagt den i sin tid, da sagen blev undersøgt. Det burde heller ikke være noget problem at fremskaffe den – eller tilsvarende materiale i samtlige andre sager, man måtte finde anledning til at undersøge – idet alt materiale skal kunne findes på Universitetet. Det gælder eksempelvis også for alle vævsprøver i alle andre sager, man måtte finde anledning til at undersøge.«

»Jeg har ikke haft adgang til mit laboratorium i snart et år, og jeg går da som en selvfølge ud fra, at Albert Gjedde har levet op til sit ansvar som institutleder om at opbevare samtlige væv, vævsprøver, logbøger, forsøgsoptegnelser og så videre i overensstemmelse med procedurerne herfor. Derfor har jeg også tilbudt UVVU at gennemgå det hele skridt for skridt, inklusiv mikroskopere de prøver, som Albert Gjedde ikke har villet mikroskopere, og det går jeg da ud fra må være interessant.«

»Såfremt jeg skal kunne sige meget mere om en sag, der foregik i 2003 og som blev bedømt og afgjort i 2004, så vil jeg først have mine ting udleveret fra mit laboratorium. Det samme forhold gør sig gældende i det arbejde fra 1998, som jeg har måttet redegøre for uden at have adgang til mine egne logbøger, forsøgsoptegnelser med videre, hvilket i sig selv er uacceptabelt. Det forekommer ikke særlig objektivt eller seriøst, at man – som det skete for nyligt – beder mig om at redegøre for et arbejde udført for 13 år siden, uden at jeg må få mine egne forsøgsoptegnelser, journaler, logbøger med mere udleveret. Det er useriøst, at en institutleder finder det helt forsvarligt, at jeg alene ud fra hukommelsen skal kunne redegøre minutiøst for nogle forsøg, der foregik i 1998,« siger Milena Penkowa.

Håber at blive renset

Gennem sit to timer lange forsvar virker Penkowa uanfægtet. Systemer har hædret hende, det er hun bevidst om, det vidner diplomerne på væggen om, men fagmiljøet er i gang med at udstøde hende. Alligevel nægter hun at indtage en offerrolle.

»De kan tage dit laboratorium, de kan smadre din gruppe, de kan gå på forsiden af aviserne, de kan svine dig til, men de kan ikke tage det, du har inde i hovedet. Det er mere synd for KU, end det er for mig,« siger hun og kan godt forstå, hvis folk i fremtiden hellere vil give penge til neuroforskning i Aarhus eller Aalborg.

»Men dem, der i sidste ende bliver ramt hårdest, det er patienterne. Det er dem, der er formålet med hele forskningen.«

Kommer du tilbage til KU?

»Det vil jeg ikke afvise. Slet ikke nu, hvor de skal bygge Panumtårnet,« smiler hun.

Hvordan synes du at KU har behandlet dig?

»Først er det vigtigt at skelne mellem KU og en-to-tre personer, der ikke bruger deres tid på at forske. For de her personer, de er ikke KU. KU er så meget større og mere end det. Og jeg mener stadig, at KU er verdens bedste arbejdsplads, verdens bedste legeplads, KU er virkelig stedet, hvor du kan udleve enhver drøm om fri forskning, og der er ingen, der er mere KU-fil end jeg, og det bliver jeg ved med at være. Og KU har så mange andre personer af anden støbning, at KU har en chance. Og KU’s redning er ikke mindst personer som Ralf.«

»Nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad eller hvem jeg omtaler positivt, jævnfør de ufine påstande, der har været fremsat. Jeg føler det fuldstændig useriøst og latterligt at påstå, at jeg skulle have et forhold til Ralf. Det siger mere om den, der fremsætter den påstand, end det siger om virkeligheden.«

Er der noget, du har fortrudt i din hidtidige karriere?

»Nej, der er intet jeg ville have gjort anderledes. Tværtimod har jeg kun grund til at være stolt af det, der er kommet ud af min forskning i forhold til patienter og fremtidens behandling af hjernecelledød. Men jeg skulle måske have overvejet at falde ind i mængden en gang imellem. Tiden er bare ikke indstillet på, at man ikke blender ind. Måske skulle jeg have fået gråt hår og skæg.«

Indtil Penkowa får afklaret sin fremtid, skriver hun på to bøger, har lavet hjerneteater på Betty Nansen Teatret, og lever af at holde foredrag, blandt andet om stress og krisestyring.

»Man må sige, at hvis folk vil lære hvad de skal gøre, hvis alt går imod en, så er de kommet til den rette person. Paradoksalt nok skal jeg i DR Byen holde foredrag om personlig branding. Det er jo urkomisk. Det er da timing der vil noget.«

ser@adm.ku.dk
chz@adm.ku.dk
rjb@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste