Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Udland
Forskningsfrihed — Jurist og gæsteforsker Lin Adrian oplever en voksende modstand mod Trumps politiske indgreb på amerikanske universiteter – men advarer samtidig om faren for en autoritær udvikling.
Da Lin Adrian første gang trådte ind ad døren på Northwestern University i Chicago, blev hun mødt af en tavs, men slagkraftig protest: En t-shirt trykt med ordene »Don’t give in. It won’t stop here.«
Flere af professorerne på universitetet bar t-shirten som en tydelig markering af den politiske virkelighed, de står midt i.
»Det var i den første uge, jeg var her, og det skete i forlængelse af, at Kongressen havde krævet en lang række interne oplysninger udleveret fra vores juridiske klinik (en enhed, hvor jurastuderende arbejder med virkelige sager under vejledning af undervisere.red) – herunder navne på studerende og sagsakter,« fortæller Lin Adrian.
For eller imod Trump?
Vi hører mange stemmer fra forskningsverdenen, som er kritiske over for Trump-administrationens handlinger. Men vi vil også meget gerne høre den anden side!
Så hvis du er forsker, studerende eller på anden vis tilknyttet Københavns Universitet og ser positivt på Trumps nye kurs over for de amerikanske universiteter, så skriv til Uniavisen på uni-avis@adm.ku.dk
Stemningen var trykket, men samtidig beslutsom, siger hun. I sidste øjeblik og efter et sagsanlæg fra klinikkens ledelse, blev anmodningen trukket tilbage.
Som mange andre akademiske institutioner er Northwestern University i Chicago blevet mål for præsident Donald Trumps nye og hårde kurs over for den amerikanske forskningsverden.
Hvad der startede som et opgør mod pro-palæstinensiske grupper og antisemitisme, har udviklet sig til en kamp mod akademisk frihed, og hvad den amerikanske regering betegner som woke ideologi. Det dækker over tiltag som øget diversitet, ligestilling og transkønnedes rettigheder.
Lin Adrian er jurist og professor på Københavns Universitet, og er i øjeblikket gæsteforsker ved Northwestern Universitys juridiske fakultet, som blandt andet har en juridisk klinik, hvor studerende yder gratis retshjælp og arbejder med socialt retsarbejde. Ifølge Lin Adrian er det også aktiviteter, som Trump-administration har i sigtekornet.
»Jeg er i den klinik, der arbejder med mægling og konfliktløsning. Men på samme etage ligger retshjælpsklinikker, der blandt andet hjælper de demonstranter, der havde blokeret motorvejen mod O’Hare-lufthavnen i protest mod krigen i Gaza. De blev arresteret, og nu kører der retssager mod dem,« fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Dansk forsker i USA mærker Trumps pres: »Det burde jo være på universiteterne, vi kan tale frit«
Trump har indefrosset milliardbeløb i føderal støtte til en lang række amerikanske universiteter. Ifølge Lin Adrian er Northwestern et af dem.
Den amerikanske regering har blandt andet stillet krav om, at universiteterne lukker deres programmer for diversitet, lighed og inklusion (på engelsk kendt som DEI, Diversity, Equity & Inclusion) og i stedet åbner for statsligt tilsyn med ansættelser, undervisning og optagelser.
Lin Adrian er ikke bleg for at kalde Trumps kurs over for de amerikanske universiteter for »et stærkt foruroligende angreb«:
»Jeg talte forleden med en meget erfaren kollega, som intet har at frygte – hun kunne forlade universitetet i morgen, hvis det var. Alligevel er hun forsigtig med, hvad hun siger. Det handler ikke kun om mig, sagde hun, det handler også om mit universitet. Der er en reel bekymring for at bringe sin institution i problemer,« fortæller Lin Adrian.
Hun genkender selv mekanismerne og den indre dialog fra sine første uger i USA.
»Jeg begyndte at spørge mig selv, hvad jeg kunne skrive på sociale medier, og om jeg kunne deltage i demonstrationer. Kunne jeg bringe mig selv eller andre i problemer? Men efter et par uger nåede jeg til et punkt, hvor jeg tænkte: Det værste, der kan ske, er, at jeg ikke må komme ind i USA igen. Og det må jeg tage med. Jeg vil ikke lægge bånd på mig selv,« siger hun.
Ifølge Lin Adrian er universiteterne ikke tilfældige ofre for Trumps politiske offensiv. De er tværtimod en nøje udvalgt slagmark, fordi de producerer viden, Trump ikke bryder sig om, og han finder dem både for elitære og for progressive.
»Det er virkelig uhyggeligt at være i et demokratisk land, hvor regeringen åbent går efter ytringsfriheden og universiteterne. Det foregår for åben skærm, og det er dybt bekymrende,« siger Lin Adrian.
LÆS OGSÅ: Dansk studerende i USA: »Jeg bør være en af dem, der siger noget«
Det er ikke en modløshed, der præger hendes beskrivelse af stemningen på universitetet i Chicago og andre steder i landet – måske snarere tværtimod:
»Der sker en stor mobilisering i øjeblikket. Da jeg kom til USA i begyndelsen af marts, var stemningen chokeret. Nu er det stille og roligt vendt til kampgejst. Der bliver protesteret, skrevet under på erklæringer, og organiseret aktioner over hele landet. Jeg oplever en stigende, omend stadig forsigtig, beslutsomhed blandt både forskere og studerende,« siger hun.
Lin Adrian er på et tre måneders forskningsophold i USA og regner ikke med at vende tilbage foreløbigt. Ikke fordi hun ikke føler sig uvelkommen, men fordi hun ikke ønsker at støtte et system, der i stigende grad underminerer egne demokratiske institutioner.
LÆS OGSÅ: Rektor til ansatte: Tænk over, hvilken computer du tager med til USA
Hun fortæller, at hun aldrig ville have lagt sit forskningsophold i USA, hvis hun havde vidst, hvordan situationen ville udvikle sig. Det er ikke et system, hun ønsker at støtte.
Alligevel er hun glad for at være der nu:
»Det er værdifuldt at være tæt på den modstand, der vokser frem. Jeg oplever, at amerikanerne sætter pris på, at nogen udefra er til stede og kan mærke, hvad der foregår. Det føles næsten som en slags kollektiv lettelse, når vi taler sammen.«
Hvis det her skal stoppes, så bliver det netop gennem kollektiv handling og protest. Det giver mig håb
Lin Adrian ser en parallel mellem sine oplevelser på universitetet og de genoprettende processer, hun forsker i, hvor mødet mellem parter i konflikt kan fungere som en ventil for spændinger:
»Når ofre og gerningsmænd mødes i en kontrolleret ramme, kan det skabe lettelse og forståelse. Det er ikke det, der sker her, men der er et element af det, når man som udenforstående er til stede og lytter. Det bliver et psykologisk udluftningsrum for mange,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Rektors råd til USA-rejsende er utilstrækkelige
Lin Adrian ser med respekt på de mange forskere og studerende, der står op for den akademiske frihed. Men hun frygter også, hvad den nuværende politiske udvikling kan føre til:
»Min frygt er, at Trump bliver afløst af en, der er klogere og mere effektiv end ham. En, der fortsætter arbejdet med systematisk at undergrave de demokratiske institutioner. Der er allerede en drejning mod noget langt mere autoritært, og det sker åbent og uden skam,« siger hun.
Men samtidig er der mobiliseringen, som giver hende energi:
»De har en utrolig tradition for at organisere sig i USA. Hvis det her skal stoppes, så bliver det netop gennem kollektiv handling og protest. Det giver mig håb.«