Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Der var én coronakrise – men to måder, fakulteterne på Københavns Universitet håndterede den

Corona stak en kæp i hjulet på mange specialeskrivende, ikke mindst dem med børn hjemme fra institutioner og skoler, og det håndterede universitetets fakulteter forskelligt.

Kimmie Kenter har dette forår skrevet sin kandidat på Psykologi på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og hun synes, at hendes fakultet kunne have håndteret den ekstraordinære situation, COVID-19 har skabt, bedre.

»For mig som forælder med børn på to og fire år hjemme har det været rigtig svært at være studerende. Jeg kan ikke bare sætte mig ind i et andet rum og lade dem styre hverdagen selv. Jeg skal aktivere dem hele dagen. Selv hvis de tager en pause og ser lidt iPad, bliver der kaldt ‘mor’ 15 gange. Sådan er det jo med børn i den alder. Det er langt fra optimale forhold at studere under.«

Pandemisk lockdown kræver sin tilpasning, ikke mindst på landets største universitet. De specialeskrivende, som dette forår kom i studievanskeligheder, oplevede denne tilpasning forskelligt, alt efter hvad de studerede. Dispensationerne for udsættelse af specialefrister blev nemlig ikke givet på samme måde på de forskellige fakulteter.

Det Humanistiske Fakultet og Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet forlængede specialefristerne med en måned for alle specialeskrivende, uden at de først skulle søge om det. På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet vurderede man hver dispensationsansøgning individuelt. Det samme gjorde man på Det Teologiske Fakultet og Det Juridiske Fakultet. Og på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet var løsningen blandet: De fleste uddannelser tildelte automatisk forlængelse af specialefristen, men ikke alle.

Besværligt at få mere tid

»Jeg sad og skrev speciale, så det var rigtig vigtigt for mig at vide, om jeg kunne få ekstra tid eller ej,« siger Kimmie Kenter. »Det, jeg oplevede, var, at ingen vidste, hvad det betød for mig på det tidspunkt. Så jeg følte, jeg skulle arbejde hele tiden, selv om jeg egentlig ikke kunne, fordi jeg ikke vidste, om jeg ville få tiden tilbage.«

Kimmie Kenter endte med at få forlænget fristen for sin specialeaflevering med tyve dage, men »det var en svær proces at skulle igennem for at opnå det«.

Derfor synes hun, at man skulle have givet kollektive dispensationer til at udskyde specialeafleveringer på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

»Jeg er ligeglad med, om det gives til nogen, som har mindre brug for det end mig – faktisk synes jeg bare, at det ville være på sin plads, for det rammer jo også folk, selv om de ikke har børn,« siger hun.

To forskellige løsninger

På Det Humanistiske Fakultet behøvede man netop ikke at søge om dispensation, for her blev specialefristerne udskudt med 30 dage for alle. Fakultetets prodekan Jens Erik Mogensen kalder det »en rigtig god beslutning«.

»Alle studienævnene på Det Humanistiske Fakultet valgte at gøre det, fordi der på alle vores uddannelser var studerende, som benytter empirisk materiale, der ikke kan findes digitalt. Det kan være ældre arkivtekster og tidsskrifter eller dataindsamling og feltobservationer. Det betyder ikke, at hvert specialeskrivende individ mødte dette problem, men vi syntes ikke, at vi kunne byde hverken vores studerende, TAP’ere eller studienævn at skulle lave og behandle alle de individuelle ansøgninger,« siger Jens Erik Mogensen.

»Jeg synes faktisk, at vi behandlede de studerende og ansatte meget ordentligt i en svær tid, hvor folk i forvejen var pressede – og det er jeg glad for.«

På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og altså Kimmie Kenters fakultet, siger prodekan Andreas de Neergaard, at man i stedet valgte at opruste på studievejledningen og nedbringe behandlingstiden på dispensationsansøgninger i studienævnet.

»Og så har vi ikke mindst været mere lempelige i denne behandling. Det vil sige, at vi har troet på folk, når de på tro og love har fortalt, at coronasituationen har presset dem, og derfor har vi godkendt langt størstedelen af dispensationsansøgningerne. Det har været balancen: på den ene side har vi krævet individuelle dispensationer, på den anden side har vi set mere lempeligt på dem.«

Andreas de Neegaard fremlægger et andet syn på spørgsmålet om individuelle eller kollektive dispensationer:

»Hvis man havde forlænget fristen for alle specialeskrivende med en måned, så ville rigtig mange have forlænget. Dermed ville den vejledning, som skulle gives i den ekstra måned, have været fordelt ud på alle de studerende, og det fortynder den indsats, man kan gøre. Derfor valgte Studienævnene ikke give den kollektive forlængelse. Jeg synes, det virker som den rigtige linje at prioritere indsatsen mod dem, der har brug for den.«

»Overordnet set synes jeg, at vi har gjort det så godt, som vi kunne. Samarbejdet mellem de faglige miljøer, administrationen og studenterorganisationerne har været godt – der har været en yes we can-ånd, som jeg synes har været ret fantastisk. Studienævnene på vores fakultet har gået ansvarligt til værks og fokuseret indsatserne dér, hvor der har været mest brug for dem,« siger Andreas de Neergaard.

Kimmie Kenter opsummerer sagerne lidt anderledes.

»Jeg synes ikke helt, at vi studerende er blevet mødt med det samme samfundssind, som vi selv er blevet bedt om at udvise. Jeg følte, at vi skulle give en masse rumlighed, hvilket var fint, men vi fik ikke selv den rumlighed tilbage,« siger Kimmie Kenter.

Trods udfordringerne ved at passe børn med den ene hånd og lave akademisk analyse med den anden er Kimmie Kenter nu færdiguddannet kandidat i psykologi.

Seneste