Uniavisen
Uafhængig af ledelsen

Debat

Derfor blev Klarlund renset

KRONIK - Østre Landsret har renset professor Bente Klarlund Pedersen for UVVU's påstande om, at hun har udvist videnskabelig uredelighed. I denne kronik redegør Jens Ravnkilde, som har støttet Klarlund gennem sagen, for landsrettens begrundelse og for betydningen af, at Klarlund ikke fik medhold i påstanden om, at UVVU var ulovligt sammensat.

I december 2013 fremkom Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) med en afgørelse, der gik ud på, at professor, overlæge dr. med. Bente Klarlund Pedersen havde udvist videnskabelig uredelighed på ni punkter, fordelt på seks videnskabelige artikler.

I starten af 2014 meddelte to af de pågældende tidsskrifter, at de havde gennemgået sagen og ikke fandt noget at kritisere Klarlund, idet UVVU’s afgørelse byggede på misforståelser af den pågældende forskning. Nu genoptog UVVU sagen. Nogle uger senere anmeldte jeg et større antal forskere til UVVU under henvisning til, at de vedrørende en af de påståede uredeligheder havde gjort det samme som Klarlund. I den endelige afgørelse, som fremkom august 2014, reducerede UVVU følgelig antallet af uredeligheder fra ni til seks.

Klarlund havde indledt retssag mod UVVU ved Østre Landsret, der den 18. februar afsagde dom i sagen. Klarlund bliver renset på alle seks punkter og tildeles 400.000 kr. i omkostninger, som går til statskassen, da hun har fri proces. Dommen er 102 sider lang med 100 sider bilag.

Mørbraden er landsrettens betragtninger (side 90-95) om de seks uredelighedsfund. Betragtningerne er særdeles kortfattede, hvilket indikerer, at landsretten anser resultatet for helt oplagt. Det er umuligt at være uenig. Sagen involverer ingen juridiske spørgsmål, der hæver sig over det fuldstændigt elementære. At UVVU skulle anke dommen til Højesteret må allerede derfor anses for udelukket.

Penkowa

Det uredelighedsfund, der har optaget sindene mest, vedrører det forhold, at UVVU kalder det grov uagtsomhed, at Klarlund ikke opdagede, at Milena Penkowa havde manipuleret med billedmaterialet til en fælles artikel, som blev publiceret i januar 2005.

Herom udtaler landsretten, at Klarlund ikke havde grund til mistanke til Penkowa under deres samarbejde, og at manipulationen i længere tid heller ikke blev opdaget af flere andre forskere på området. Endelig noterer landsretten, at Klarlund straks reagerede over for tidsskriftet, da der opstod mistanke til Penkowa. På denne baggrund kan man ikke anse hendes adfærd for groft uagtsom.

»I de 23 år siden UVVU blev grundlagt, har UVVU intet af værdi betydet for dansk forskning.«

Landsretten ignorerer UVVUs postulater om, at var Klarlund var seniorforfatter på artiklen og derfor var underlagt et særligt kontrolansvar. Tavsheden må tages som udtryk for, at landsretten ikke finder standpunktet værd at kommentere.

Stemplingen af Klarlund i forbindelse med Penkowas svindel betød, at hun ved at overse svindlen sidestilles med svindleren, eftersom UVVU stempler begge som uredelige. Herom bemærker landsretten, at der er “afgørende forskel på bevidst at udføre billedmanipulation og på i løbet af et tilsyneladende upåfaldende samarbejde at undlade at opdage og reagere på billedmanipulationen” (side 94).

Svigshensigt

Fire af de øvrige uredelighedsfund vedrører det forhold, at Klarlund har udeladt visse oplysninger om vævsprøver, som indgik i hendes eksperimenter. UVVU hævdede, at det var videnskabeligt uredeligt, at hun ikke i artiklerne oplyste, at prøverne stammer fra forsøgspersoner fra hvem hun ved tidligere lejligheder havde udtaget vævsprøver i forbindelse med andre videnskabelige undersøgelser.

Klarlund gjorde gældende, at disse oplysninger ikke var nødvendige i medfør af god videnskabelig praksis; et standpunkt som blev støttet af vidneforklaringer under hovedforhandlingen i landsretten samt af to omfattende underskriftindsamlinger blandt topsegmentet af dansk lægevidenskabelig forskning.

Disse fire uredelighedsfund tilsidesætter landsretten ved at henvise til, at det ikke er bevist, at Klarlund udelod oplysningerne i det øjemed at narre læseren til at tro, at hendes artikler er videnskabeligt mere værdifulde og velunderbyggede, end de i virkeligheden er.

Der var mellem parterne enighed om, at hun ikke havde udvist grov uagtsomhed, eftersom hun udelod oplysningerne med vilje (idet hun som nævnt ikke anså dem for påkrævede).

Landsretten gør opmærksom på, at den definition af videnskabelig uredelighed, som skal anvendes på denne del af sagen, bevirker at man kun kan statuere uredelighed, hvis forskeren har forsæt til at forfalske eller forvride den videnskabelige budskab, eller forvridningen indtræder grundet grov uagtsomhed. Landsretten finder det ikke bevist, at nogen af betingelserne er opfyldt, hvorfor landsretten renser hende på alle fire punkter.

UVVU’s renomméselvmord

UVVU byggede sin afgørelse på den opfattelse, at forsæt til vildledning (forfalskning eller forvridning) ikke er en betingelse for, at man kan statuere uredelighed. Afgørelsen på disse fire punkter bygger med andre ord på en misforståelse af begrebet videnskabelig uredelighed. At Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed ikke forstår, hvad UVVU-lovgivningen lægger i dette begreb giver et klart billede af afmagt over for opgaven.

At svigshensigten ikke var til stede, finder landsretten bestyrket i den omstændighed, at Klarlund ikke havde grund til at tro, at nogen ville finde på at anse udeladelsen for uredelig.

Her sigter landsretten i diplomatiske vendinger til det forhold, at UVVU stemplede Klarlund under henvisning til principper for uredelighed, som ingen nogensinde har hørt om, hverken i Danmark eller udlandet. UVVU overrumplede med andre ord Klarlund ved at ryste principperne ud af ærmet, formgivet til lejligheden og anvendt med tilbagevirkende kraft.

»Nyborg- og Klarlundsagen viser, at UVVU tværtimod hæmmer dansk forskning ved at skade internationalt anerkendte danske forskeres omdømme i udlandet på et ikke-eksisterende grundlag. Dette må høre op.«

Landsretten bruger ikke tid på at tilføje, at reglerne er det rene sludder, og at dette forklarer, hvorfor ingen har hørt om dem. Det forklarer også, hvorfor UVVU under det årelange forløb havde kroniske problemer med at forklare, hvad de går ud på, og endte med at have formuleret tre indbyrdes voldsomt forskellige versioner.

Det sjette og sidste uredelighedsfund vedrører det forhold, at Klarlund ved en fejl ikke oplyste, at en række forsøgspersoner havde fulgt to forskellige forsøgsprotokoller, idet nogle havde motioneret ved at cykle i to timer, mens andre havde cyklet i tre. UVVU anser naturligvis fejlen for at være groft uagtsom, men landsretten affærdiger standpunktet (side 95) med bemærkningen, at der ikke er tale om grov uagtsomhed som har ført til forvridning af det videnskabelige budskab. Fejlen er uden betydning for bæredygtigheden af de fremførte teser.

To ligegyldige tillægsspørgsmål

Så vidt spørgsmålet om uredelighed. Landsretten tager endvidere stilling til en påstand om, at UVVU skal anerkende, at fire navngivne medlemmer af UVVU ikke havde ret til at deltage i sagsbehandlingen, da deres embedsperiode var udløbet. Som man måtte forvente, bliver denne påstand afvist med begrundelsen, at påstanden i virkeligheden er et argument til støtte for den følgende påstand.

Denne går ud på, at UVVU’s afgørelse er ugyldig, da de omtalte fire medlemmer ikke havde ret til at deltage. De havde ganske vist fået deres embedsperiode forlænget i medfør af en bekendtgørelse, som Klarlunds advokat imidlertid fandt ikke havde den påkrævede hjemmel i UVVU-loven. Påstanden får ikke medhold, og UVVU’s afgørelse er derfor forvaltningsretligt gyldig (bindende). Landsrettens begrundelse springer jeg over, da denne del af sagen kun har interesse for jurister, der arbejder med statsret og forvaltningsret.

Det er uforståeligt, hvorfor påstanden overhovedet blev nedlagt. Hvis Klarlund havde fået medhold, skulle sagen tilbage til UVVU, der ville have pligt til at træffe en ny afgørelse. I den forbindelse kunne UVVU selvsagt ikke gentage de uredelighedsfund, som landsretten underkender, men udvalget, der under hele sagen har demonstreret en vilje til at finde et eller andet at bebrejde Klarlund, kunne bruge den tid, de havde lyst, til at gennemarbejde sagen på ny og finde yderligere uredeligheder, som Klarlund så måtte forelægge for domstolene i en ny sag.

I mellemtiden ville Klarlund være afskåret fra at meddele forskningsmiljøerne i ind- og udland, at sagen er slut. Alt i alt står vi således her over for det bizarre fænomen, at en part i en retssag nedlægger en påstand, som parten står sig bedst ved at tabe.

Konsekvensen

At Klarlund ikke får medhold i de to påstande har betydning for omkostningerne. Hun skal betale omkostninger til UVVU, grundet det arbejde som de to påstande har påført modparten.

De modregnes i de omkostninger som UVVU skal betale til hende. Hun får som nævnt tilkendt 400.000 kr. i omkostninger, men hvis de to påstande havde været ude af billedet, som de burde, havde Landsretten tildelt hende et par hundrede tusinde kr. mere. Under de foreliggende omstændigheder har advokatfejlen imidlertid ikke den store betydning, eftersom Klarlund har fri proces, og UVVU er en del af statsmagten. Omkostningerne er derfor under alle omstændigheder penge, som staten betaler til sig selv.

»At Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed ikke forstår, hvad UVVU-lovgivningen lægger i begrebet ‘uredelighed’, giver et klart billede af afmagt over for opgaven.«

Fremtiden

Professor dr. phil. Helmuth Nyborg har for nylig stævnet UVVU i anledning af, at han på to punkter er blevet stemplet som uredelig. Også denne sag må UVVU forvente at tabe, eftersom Nyborgs sag er endnu mere oplagt end Klarlunds.

Forskningsministeren har (måske i forventning om de to nederlag) nedsat et udvalg, der skal give UVVU et “serviceeftersyn”. Man noterer med forbavselse, at et af medlemmerne i udvalget sad i det UVVU, der stemplede Klarlund.

Der skal drastiske ændringer til, hvis UVVU skal reformeres på en tilfredsstillende måde. I de 23 år siden UVVU blev grundlagt, har UVVU intet af værdi betydet for dansk forskning. Som eksempel kan nævnes, at 17 afgørelser afsagt mellem 1992 og 2002, som udtalte kritik af den indklagede forskers praksis, er afsagt uden hjemmel og derfor ugyldige og dermed retlige nulliteter.

Nyborg- og Klarlundsagen viser, at UVVU tværtimod hæmmer dansk forskning ved at skade internationalt anerkendte danske forskeres omdømme i udlandet på et ikke-eksisterende grundlag. Dette må høre op.

Dommen kan findes her: http://www.ubva.dk/files/pdf/Klarlund-sagen_dom.pdf

Dommen svarer i det hele til de synspunkter på sagen, som jeg anlagde i artiklen “Et forskningsetisk justitsmord” i Ugeskrift for Retsvæsen marts 2014. Artiklen findes her: http://klarlund-sagen.dk/pdf/UB20140079-01.pdf

Landsrettens pressemeddelelse med citater fra dommen findes her: http://www.domstol.dk/oestrelandsret/nyheder/domsresumeer/Pages/Pressemed_18_02_15.aspx

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste