Derfor blokerede vi Sociologisk Institut

Dette brev skrives som opfølgning på, at vi har stoppet den blokade af Sociologisk Institut, vi gennemførte d. 24. og 25. oktober. Blokaden er stoppet for at give ledelsen et pusterum til at kunne indgå i en dialog med os, og for at give de ansatte mulighed for at kunne udføre deres arbejde.

Vi fortsætter vores arbejde, ikke kun for at få tilbagerullet de aktuelle nedskæringer, men også for at øge studiekvaliteten på både kort og langt sigt – hvilket vi mener, har samarbejde og gensidig dialog som forudsætning. Vores langsigtede mål er en vedvarende opkvalificering af vores uddannelse, således at vi kan blive de bedst muligt uddannede sociologer.

Først og fremmest er vi af den opfattelse, at vores blokade var helt legitim. Vi anerkender, at vores institutleder har ledelsesretten, men vi mener, at beslutninger, der vedrører undervisningen på instituttet, bør tages i samarbejde med de studerende. Det er naturligvis os, der har mest indsigt i, hvilke former for undervisning vi får mest udbytte af.

Med en demokratisk inddragelse af de studerende sikres det, at der tages de bedste beslutninger i forhold til vores uddannelse. Når vi oplever at der bliver taget beslutninger bag om ryggen på os, anser vi det som fuldt ud legitimt at mobilisere de sociologistuderende, for at gøre opmærksom på vores sag, og for at forsøge at fremtvinge den nødvendige dialog og forhandling.

Vi er klar over, at det har konsekvenser når vi blokerer. Det har det for både os og de ansatte på instituttet. Derfor har vi også haft mange betænkeligheder ved at blokere. Vi valgte at gøre det alligevel, fordi vi følte, at det, efter talrige forgæves forsøg på at komme i god dialog med ledelsen, var den eneste måde vi kunne få en reaktion på.

Skulle man være interesseret i vores udlægning af forløbet, som har motiveret til blokaden, er man velkommen til at henvende sig til Sociologisk Fagråd. Vi har lavet en tidslinje over forløbet.

Lad os sammen tage en dialog og diskussion om vores uddannelse. Blokade er et traditionelt og klassisk forhandlingsværktøj. Fremadrettet vil vi dog stadig foretrække at gå dialogens vej, og vi vil på det kraftigste opfordre ledelsen på Sociologisk Institut til at høre de studerendes, herunder Sociologisk Fagråds holdninger til eventuelle spareplaner.

Vores holdning er, at beslutninger, som vedrører og påvirker de studerende, ikke bør tages uden inddragelse og kommunikation mellem de studerende, de ansatte og ledelsen. Vi mener, at dette vil føre til bedre og mere solide beslutninger.

Vi er ikke alene. Sociologisk Fagråd er en del af en større social bevægelse, og vi har fået støtteerklæring fra fagrådene på Antropologi, Statskundskab og Psykologi. Vi har oplevet bred forståelse for vores bestræbelser på at blive inddraget, ikke alene fra andre studerende, men også fra en stor del af det videnskabelige personale på Sociologisk Institut.

Samlet set kæmper vi for følgende: Vi studerende skal inddrages i beslutninger vedrørende vores uddannelse. Dette skal formaliseres og stadfæstes klarere end det er i dag, så det er en fast og uomgængelig del af arbejdsgangen i forbindelse med beslutningstagning, herunder planer om besparelser. Vi vil ikke blindt acceptere besparelser på vores uddannelse, som forringer kvaliteten.

Vi er klar over, at det ikke altid er muligt at undgå besparelser. Men vi mener, at man skærer i musklerne i stedet for fedtet, når man fjerner de øvelsestimer, som de 1.års-studerende deltager meget flittigt i og får kæmpe udbytte af. Det er uhensigtsmæssige besparelser som dette, der er konsekvensen af ikke at rådføre sig med de studerende. Ved at inddrage os, vil man kunne finde alternative måder at skære ned, som ikke rammer de studerendes udbytte af undervisningen lige så hårdt.

Lad os arbejde sammen. Konflikten om besparelser har ikke kun sit udspring på Sociologisk Institut. Der er også andre, som har ansvar for de forringelser, der er på vores uddannelser. Overfor personer højere oppe i ledelsen på Københavns Universitet ønsker vi at kæmpe for flere midler, så vores uddannelse ikke forringes.

Det kræver dog, at ledelsen på Sociologisk Institut anerkender, at nedskæringer har alvorlige konsekvenser for vores uddannelses kvalitet, og derfor for så vidt muligt må undgås. Frem for at bekæmpe hinanden bør vi indgå i dialog og samarbejde om at skabe den bedst mulige sociologiuddannelse.

Vi blokerede for at få opmærksomhed på vores situation og vores sag. Nu hvor øjnene er rettet mod os, vil vi gerne pointere, at vi ikke har tænkt os at stoppe her. Vi vil fortsat tage ansvar for vores uddannelse og det samfund, der skal bruge vores kompetencer og som vi skal bidrage til.

Vi nægter bare at trille tommelfingre og passivt tillade, at unødvendige besparelser skal forringe vores muligheder for at uddanne os på bedste vis.

Med venlig hilsen Sociologisk Fagråd