»Det bedste tidspunkt at lede et universitet er i krisetid«

Universitetets hovedbygning ligger på toppen af en bakke som en ophøjet betonklods, der rager majestætisk op i landskabet.

Selv om det er krisetid i Island, ligner det ikke en uddannelsesinstitution i forfald. Det islandske flag vajer i vinden foran den grå bygning, og dagligdagen fortsætter ufortrødent trods fremtidsudsigterne, der har ændret sig markant som en konsekvens af det økonomiske kollaps i 2008.

Sidste år måtte Islands Universitet spare cirka fire procent af sit budget. Derudover blev en række statslige forskningsinvesteringer udskudt på ubestemt tid, og over de kommende tre år skal universitet spare yderligere 25–30 procent, forklarer professor i statskundskab og leder af Institut for Socialvidenskab, Olafur Hardarson.

Hele studier truet

»I første omgang skal regeringen finde ud af, hvordan man vil prioritere besparelserne. På universitetet mener man ikke overraskende, at man bør opretholde forskningsbudgetterne så intakte som muligt, fordi man ellers vil skære i hele Islands fremtid,« siger institutlederen og henviser til, at universitetet for øjeblikket forsøger at finde ud af, hvordan man skal reagere på besparelserne.

En af konsekvenserne kan blive, at universitetet må skære i de ansattes løn, nedlægge stillinger og måske endda hele studier på universitetet de næste år. Det mest oplagte ville være at forsimple hele det islandske universitetssystem, forklarer Hardarson.

Usunde privatiseringer

I dag findes foruden Islands Universitet seks private universiteter, der er opstået ved uddannelsessammenlægninger og privatiseringer i de tidlige halvfemsere.

»Der var en politisk indstilling på uddannelsesområdet, som også gjorde sig gældende i forholdet til banksektoren. Det hed sig, at det var sundt for det offentlige universitet med konkurrence fra et privat universitet,« forklarer han.

»I løbet af de år fremstod det som en naturlov i debatten, at alt ville køre bedre i den private sektor end i den offentlige, men hvis man ser empirisk på det, er der visse ting, der kører mere hensigtsmæssigt for skatteyderne i den offentlige sektor.«

Ingen politisk vilje til fusion

Ikke desto mindre blev det private Reykjavik Universitet etableret i løbet af 00’erne. Eller det ’såkaldte’ private universitet, som institutlederen udtrykker det, for det er i store træk statens penge, der finansierer stedet.

Staten udbetaler det samme beløb per studerende som til det offentlige universitet, og dækker tilmed en stor del af de lån, som de studerende tager for at betale for undervisningen. Hardarson mener derfor, at det mest oplagte på baggrund af krisen ville være at slå de to universiteter sammen.

»Men det kræver politisk vilje, og det er der ingen tegn på, at der er i dag, selvom man diskuterer det, og det ville være det mest fornuftige.«

Doven i opgangstider

På trods af udsigter til besparelser på universitetet virker universitetsdirektør Magnús Baldursson fortrøstningsfuld.

»Det siges, at det bedste tidspunkt at lede en virksomhed er i krisetid,« siger han og henviser til, at universitetet i takt med besparelserne er nødt til at vende og dreje hver eneste krone, det bruger.

»I opgangstider kan man nemt gå hen og blive lidt doven,« forklarer han, »men efter krisen har universitet måttet skære ind til benet og fokusere på sine kerneområder.«

Tømmermænd efter boomet

Dette medfører også en revurdering af undervisningsmetoder og fagindhold, herunder hvorvidt man skal fortsætte med at undervise i små sprogfag med ganske få studerende.

»Det er aldrig nemt at prioritere, men vi er nødt til det,« siger direktøren. Da det økonomiske kollaps ramte Island, medførte det stor arbejdsløshed, som blandt andet gik ud over tidligere studerende, der aldrig havde nået at færdiggjorde deres uddannelse.

»I årene under det økonomiske boom – som ikke så meget var et virkeligt boom, ved vi nu – var det meget nemt at få job. Arbejdsgiverne hev bogstaveligt talt folk ud af universiteterne, mens de endnu studerede,« siger Baldursson.

Øget optag som kriseforanstaltning

I 2009 åbnede universitetet derfor for optag midt i året og fik på kort tid 1500 nye studerende, som primært var blevet ledige under krisen.

»Det handlede om at tage socialt ansvar i situationen. Vi spurgte os selv, hvad vi kunne gøre for at hjælpe under krisen, og det er selvfølgelig en større byrde, for vi har ikke ansat mere personale,« siger direktøren.

»Men det er naturligvis bedre for landet, at folk bruger deres tid som arbejdsløse på noget produktivt og kommer videre med deres liv i stedet for gå derhjemme og afvente situationen,« understreger han, men er dog klar over, at man ikke uden videre kan blive ved med at tage flere studerende ind uden at få tilført ressourcer.

Øget brugerbetaling en mulighed

Islands Universitet opkræver et registreringsgebyr på cirka 2.000 danske kroner fra studerende, når de påbegynder et studie, men har som offentligt universitet derudover ikke lov til at tage betaling for undervisningen.

En måde at komme igennem en del af besparelserne kunne være at hæve registreringsgebyret, der har ligget på samme niveau igennem mange år, forklarer direktøren.

»Men det er også et spørgsmål om social retfærdighed og lige muligheder for de studerende. Det vil både have fordele og ulemper,« forklarer han.

Studerende bliver fattigere for hver måned

Primært ulemper, mener jurastuderende og formand for Studenterrådet Jens Fjalar Skaptason.

»Med øget brugerbetaling vil man holde visse grupper væk fra universitet, men vi mener, at vi som offentligt universitet skal værne om borgernes muligheder for at studere,« siger han og understreger, at krisen i forvejen har haft rigelige konsekvenser.

»Alle priser i Island er steget under krisen, og Statens Lånefond har ikke tilpasset sit beløb til denne stigning, så de studerende bliver fattigere for hver måned, der går.«

Sparer på demonstrationerne

Ved en nylig demonstration foran Undervisningsministeriet overrakte de studerende 1.400 underskrifter til undervisningsministeren som en protest mod aktuelle ændringer af reglerne hos Statens Lånefond.

Ændringerne indskrænker den økonomiske støtte til de studerendes studielån, den islandske pendant til SU’en, og de studerende mener, at det er på tide, at politikerne tager dem alvorligt og sidestiller studietiden med en tilværelse på arbejdsmarkedet.

»Hvert år har de ændret reglerne til det værre, så vi har været nødt til at gøre opmærksom på problemet. Men vi forsøger at undgå at demonstrere for ofte. Vi vil gerne have, at det skal være noget særligt, når vi demonstrerer, og hvis vi gjorde det hver måned, ville vi miste en stor del af vores troværdighed,« forklarer han.

Studerende red med på boom

På trods af de økonomiske konsekvenser mener formanden dog også, at mange af de studerende selv har aktier i den økonomiske krise.

»Mange studerende har redet med på bølgen og levet højt på lånte penge. Det var så nemt at få penge fra bankerne, så det har selvfølgelig lokket en masse studerende til, der har tænkt, at de sagtens kunne betale tilbage, når de engang fik et velbetalt job.«

»Men folk lever ikke længere i samme grad for lånte penge eller tager for givet, at de får job, når de er færdiguddannede«.

>For mange virkelig fattige

Studenterrådet består af tre politiske partier, der samarbejder om at varetage de studerende interesser. Blandt Studenterrådets opgaver er udgivelsen af Studenterbladet, der skrives af frivillige studerende. Her har konsekvenserne af den økonomiske krise ligeledes været et varmt emne de seneste år.

»Politikerne har altid forsøgt at overbevise os om, at vi har et af de bedste velfærdssystemer i verden. Men det, der er gået op for folk under krisen, er, at det ikke er så godt, som det burde være.«

»Der er kun 330.000 indbyggere i Island, og der er alt for mange, der faktisk er virkelig fattige. Det burde ikke være acceptabelt,« forklarer den tidligere chefredaktør Áslaug Baldursdóttir.

Et kritisk modstykke til de store medier

Studenterbladet har blandt andet skrevet om lektorer, der har måttet gå fra hus og hjem på grund af krisen, men bladets opgave er større end blot at skrive historier, der vedrører en snæver gruppe af mennesker på universitetet, forklarer Áslaug Baldursdóttir.

»De største medier i Island er ejet af folk med partipolitiske interesser, og en af vores opgaver er derfor at være meget kritiske,« siger hun.

Derfor har Studenterbladet mange solohistorier, som de store aviser ikke skriver om. Blandt andet om trafficking eller kvindehandel, som har været et stigende problem i Island under det økonomiske boom, samt overgreb på handicappede børn på offentlige institutioner med tidligere og nuværende toppolitikere som medskyldige.

Universitetsledelse blander sig

Studenterbladet er redaktionelt uafhængigt, og det er ikke alle historier, der falder i god jord hos universitetets top.

Blandt andet valgte Studenterrådet tidligere på året at stoppe en artikel om det private universitet i Reykjavik efter henvendelse fra universitetsledelsen.

»Nogle af deres metoder virkede ret interessante og kunne være inspirerende for studerende på vores universitet. Men vi blev bedt om ikke at skrive om det med det argument, at Oxford University heller aldrig ville skrive en lignende artikel om Harvard,« siger den tidligere chefredaktør, der mener, at argumentet var latterligt, da avisen ikke bør tage særlige hensyn til konkurrencen mellem universiteterne.

Ingen fagforening til timelønnede

En anden artikel, der ikke vakte lutter begejstring i ledelsen, er historien om universitetets øgede brug af timelærere, som ikke har ansættelseskontrakter med universitetet, men særlige aftaler med de enkelte fakulteter. Timelærerne bliver kun betalt for undervisningen og får ingen løn i ferierne.

De bliver desuden ikke indkaldt til faglige møder, har intet kontor på universitetet og har ikke mulighed for at organisere sig i en fagforening, forklarer Jon Yve, der sidste år underviste som timelærer på fuld tid med ansvar for hele kurser i islandsk og nordisk litteratur.

»Universitetslærernes fagforening vil ikke have os med, fordi deres mål er at få flere fastansatte. Men universitetet vil heller ikke give lov til, at vi betaler fagforeningsafgift til en anden fagforening.«

Ansat uden at være ansat

Sammen med andre timelærere har Jon Yve dannet en interesseorganisation, der kæmper timelærernes sag.

»Universitetet har hidtil ikke været interesseret i at forhandle med os, men gjort os opmærksomme på, at vi ikke er ansatte ved universitetet. Så jeg er i den mærkelige situation, at universitetet er min hovedarbejdsgiver, jeg arbejder her på fuld tid, men er alligevel ikke ansat ved universitet.«

En af konsekvenserne af at have mange timelærere kan ses på evalueringerne, hvor de studerende giver udtryk for, at de savner kontakt med underviserne uden for forelæsningerne.

»De fleste timelærere kommer, underviser og går igen, så de studerende har ikke mulighed for at lære dem at kende og tale med dem om deres opgaver uden for undervisningen,« forklarer Jon Yve, der dog glæder sig over, at medlemstallet stiger, hvilket giver et bedre udgangspunkt for at blive hørt på universitetet.

»Men som med så mange andre foreninger er målet jo, at foreningen bliver overflødig,« understreger han.

Endnu ikke revolution

Siden det økonomiske kollaps har debatten og den ukritiske kærlighed til det frie marked, der tidligere prægede den islandske politik, rykket sig, forklarer Olafur Hardarson.

»De politiske partier er knap så skeptiske over for den offentlige sektor nu som før krisen,« siger han og henviser til, at hele det politiske landskab er rykket mod venstre på den klassiske politiske skala.

»Men ingen taler dog om revolution og afskaffelse af det frie marked,« understreger han.

Fødselar på krykker

Islands Universitet kan næste år fejre sin 100-års fødselsdag, men hvor meget, der bliver at juble over, er endnu tvivlsomt. De kommende års besparelser på Islands Universitet vil utvivlsomt forringe kvaliteten, mener Olafur Hardarson.

Det mest sandsynlige er dog, at folk blot vil indordne sig,« siger han med henvisning til, at der ikke er de store traditioner for at protestere i Island.

»Men jeg er ikke sikker på, at de studerende helt har fattet krisens omfang endnu. For os, der er ældre og før har oplevet op- og nedture for økonomien, kommer krisen knapt så overraskende.«

»Men den nuværende generation af studerende har for de flestes vedkommende altid været ressourcestærke og økonomisk sikret, og jeg tror ikke, at vi har set den endelige respons fra dem.«

peri@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.