Det demokratiske laboratorium

Prodekan John Agresto er en velsmurt pr-maskine med et fyldigt ansigt, der udfolder sig nedad med tyngdekraften og skjuler skjortens øverste knapper. Med den ene hånd i et fast greb om armlænet og den anden gyngende illustrativt i luften taler han i lange sætninger, og lader sig kun afbryde, når han er nødt til at trække vejret. Han taler om baggrunden for oprettelsen af det nye Amerikanske Universitet i Irak.

»Universitetet er bygget på amerikanske værdier som demokrati, ytringsfrihed og kritisk sans,« siger han.

»Det var irakerne, der bad os bygge universitetet, og planen er, at de efterhånden selv skal overtage, når de første generationer er studerende er blevet uddannet.«

Det Amerikanske Universitet i Irak er som et minisamfund modelleret ud fra den amerikanske drøm, som kan tjene som eksempel for hele det irakiske samfund, forklarer John Agresto, som taler med god sans for udråbstegn.

»Vores engelsklærere er, og det tøver jeg ikke med at sige, verdens bedste. Når de studerende starter, kan de færreste tale et ord engelsk og på bare ét år lærer de at diskutere Aristoteles på et akademisk niveau,« siger han.

Det er muligt, at John Agresto er stor i slaget og ligner en karikatur tegnet af en spydig, uopfindsom europæer. Men selv under pr-fernissen lyder det egentlig meget godt. Hvis der er noget, irakerne har brug for, er det god uddannelse, så måske er her et eksempel på, at noget godt kan komme ud af krigen i Irak.

Vestlige idéer i ny kontekst

Det Amerikanske Universitet i Irak (AUI-S) åbnede i 2007 i byen Sulaymaniah den kurdiske del af landet, som i 2005 fik autonomi i forfatningen. Kurdistan er det sikreste sted i Irak, og efterhånden som sikkerheden har rodfæstet sig, er et byggeboom af dimensioner skudt i vejret over hele regionen. Særligt her i Sulaymaniah, hvor bybilledet er en uskøn kollage af moderne indkøbscentre, farverige basarer, sterile kaffebarer, dunkle tehuse, moskeer og cementskeletter til ufærdige bygninger.

Men æstetisk eller ej, så er Sulaymaniah blevet et symbol på den del af Irak, der er ved at rejse sig efter en krig, som netop er gået ind i sit ottende år. Og i den genrejsning er det nyrejste universitet lidt af et eksperiment. Et åbent laboratorium, som man fylder med knap 400 studerende – mange med krigstraumer og –ar – for derefter at fodre dem med kritisk sans og vestlige akademiske traditioner. Det går forbavsende problemfrit.

Ifølge historieprofessor Jonathan Loopstra skaber universitetet i håndgribeligste forstand demokratiske borgere. Han kan se det. Hvordan tekster af John Locke eller Montesquieu, hvis idéer bliver taget for givet i USA og Europa, her er direkte anvendelige.

Hvordan de studerende tager grundlæggende tanker fra den vestlige idéhistorie og sætter dem i en mellemøstlig sammenhæng. Irak er et værksted, et democracy in the making, og tandhjulene har brug for føde.

»Det er en åbenbaring for de studerende at opdage, at mange af de ting man slås med i Mellemøsten i dag, har vi været igennem i Vesten for flere århundreder siden. Reformationen, individuelle frihedsrettigheder, samspillet mellem religion og demokrati – de her ting er meget presserende for de irakiske studerende. Men der er også et behov for at kunne føre alting tilbage til en islamisk kontekst, og i starten skulle mange af dem lige overbevises om, at vi ikke var her for at missionere,« forklarer professor Loopstra.

Mindre kritisk end danske universiteter

Indtil videre er der udelukkende amerikanske undervisere på AUI-S, og det lader til at passe de studerende fint. Foran hovedbygningen er stemningen så god, at man kunne skære skiver af positive vibrationer i luften, og de studerende, Universitetsavisen taler med, er helt og aldeles ukueligt optimistiske.

På de offentlige irakiske universiteter kan man normalt ikke selv vælge, hvad man vil studere. Ens karakter bestemmer, hvilken uddannelse man bliver indskrevet på. De dygtigste elever læser til læge, de dårligste læser – uheldigvis – til lærer.

En uindskrænket valgfrihed, som den der er på det Amerikanske Universitet, giver de studerende bredere kompetencer, og kan være med til at ommøblere hele det irakiske samfund.

Det mener blandt andre Bayad Jamal, der blev indskrevet som den første student på AUIS, og som er færdiguddannet i samfundsfag og handel om halvandet år. Som flere af sine medstuderende skriver han artikler for lokale aviser, og det er en måde, fortæller han, hvorpå AUI-S’ studerende er begyndt at føre tankerne fra skolebænken ud i samfundet.

»Der er allerede opstået en generation af unge journalister herfra, som har en ny teoretisk bagage med sig. For eksempel har sekularistiske tænkere som Tocqueville høj relevans i Irak i dag,« siger han.

Der er blot en enkelt person på campus, som hverken er amerikaner eller iraker. Det er universitetets hidtil eneste udvekslingsstudent – Luzan Baban fra Aalborg Universitet. Hun flyttede til Danmark som syvårig og er nu vendt tilbage til Kurdistan, »kommet hjem,« som hun siger, med et kamera for at optage en dokumentarfilm om kurdiske unge til Danmarks Radio, samtidig med at hun studerer et semester på AUI-S. Og hun er imponeret over, hvor godt universitetet er kommet fra start.

»De studerende er virkelig disciplinerede og knokler hårdt. Men jeg foretrækker det danske system frem for det amerikanske. Der er mere kritisk tænkning på danske universiteter end her, hvor de fokuserer meget på multiple choice-prøver og udenadslære,« siger Luzan Baban, og fortæller, at klassediskussioner hovedsageligt er reserveret til historietimerne.

Den glemte historie

Ja, historien. Den er blandt de irakiske kurdere faldet ud til fordel for amerikanerne, der her betragtes som helte. Det var som bekendt amerikanerne, der i 2003 gik forrest ind i Baghdad, væltede regeringen og hev Saddam Hussein op af et hul i jorden i Tikrit. Saddam, som i løbet af sin regeringstid dræbte mindst 182.000 kurdere. Invasionen i 2003 medførte desuden oprettelsen af Kurdistan som autonom, føderal stat i Irak i 2005, den største grad af uafhængighed, det kurdiske folk nogensinde har haft.

Der er en vis historisk ironi i, at det netop er amerikanerne, som kurderne takker for deres frihed – og deres nye frie universitet. Mens Saddam i 1980’erne udslettede 4.000 kurdiske landsbyer med sin Anfal-kampagne, der var et regulært folkemord, og mens han droppede giftgas over både kurdere og deres iranske allierede, var han støttet af USA. Og efter massakren i byen Halabja i 1988, hvor over 6.000 kurdere blev dræbt af Saddams giftgas, forsøgte amerikanerne endda delvist at dække over deres irakiske allierede ved indledningsvis at give iranerne skylden for angrebet.

Det er imidlertid altsammen glemt nu. I Sulaymaniah husker man USA for landets mellemøstlige bedrifter de sidste ti år. Alligevel mødes amerikanerne ikke kun af lutter heltedyrkelse, fortæller professor Carl Carldwell, der underviser i mellemøstlig historie.

»Udadtil er alle venlige over for os, men der er også ting der ligger og ulmer under overfladen,« fortæller han.

»Der er en studerende på campus, som fik hele sin familie sprængt i luften under et amerikansk angreb i Baghdad. Og en pige, hvis kæreste lige er blevet dræbt i kamp. Det er muligt, at der er relativt fredeligt her, men engang imellem bliver man mindet om at det her altså er et land i krig,« siger Caldwell.

Nedbryder etniske barrierer

Og mindet om krigen, det bliver man. Samme dag som Universitetsavisen besøger universitetet, bliver 25 personer dræbt af al Qaeda-sympatisører i en landsby mindre end 100 kilometer fra Sulaymaniah. Men de eneste sikkerhedsforanstaltninger, der møder en på AUI-S er et par bevæbnede men venligt smilende vagter ved indgangen til campus.

Der er stadig voldsomme kampe i Irak, og freden omkring Sulaymaniah er kun mulig at opretholde, fordi det stort set er umuligt for arabere at komme ind i Kurdistan. Med mindre de for eksempel skal studere på det Amerikanske Universitet. Her er et flertal af de studerende kurdere, men her er også arabere, turkmenere og tilhængere af den sekteriske religion yazidi.

Befolkningsgrupper, der uden for universitetet har mere end svært ved at enes, men som her skal dele klasselokale, blandt andet for at diskutere deres fælles historie, som er rig på de forskellige folks nedslagtninger af hinanden.

»Det kræver en balancegang i klasselokalet,« smiler historieprofessor Jonathan Loopstra. Men faktisk går det forbløffende godt, fortæller han, for universitetet har hurtigt fået status som en form for neutral grund. Ikke mindst på grund af det engelske sprog, der for at undgå at fremhæve én befolkningsgruppe på bekostning af nogle andre er det eneste tilladte i klasselokalerne.

»Det engelske sprog bliver en bro mellem især kurdere og arabere, hvor ingen føler sig ekskluderet,« forklarer Loopstra. En sidegevinst ved at lade udefrakommende etablere en uddannelse i et konfliktpræget land kan således vise sig at være øget tolerance på tværs af befolkningsgrupper. Endnu et punkt i prodekan John Agrestos vision. Tilbage til den velsmurte Agresto.

»Noget vi også bidrager til er at nedbryde etniske og religiøse barrierer. Ikke ved at prædike, men bare ved at sætte elever fra hele landet i samme klasselokale,« siger han begejstret, så man tror på, at det her måske vitterligt er en af de få gode historier fra krigen.

»En god historie? Det er en fantastisk historie,« udbryder John Agresto. »Jeg tror ikke irakerne nogensinde bliver et frit folk, hvis ikke de lærer at tænke kritisk og tage hånd om deres uddannelse. Og det her universitet er en af de få gode ting, USA har efterladt i Irak.«

Journalist Sune Engel Rasmussen rapporterer indtil efteråret fra universitetsverdenen i Mellemøsten. Læs hans artikler i den trykte avis og her på www.uniavisen.dk.