Det der rører os til tårer

Der er plastret dyner op ad væggene på Rikke Collins soveværelse på Vesterbro. Dem har hun hængt op for at forbedre akustikken. Det er nemlig ikke kun her hun sover; det er også her, hun optager alle afsnit af sin podcast Tårekanalen.

Under en af dynerne i hjemmestudiet gemmer sig en kæmpe, lyserød lampe med et stort katteansigt. Den er dækket til, når Rikke optager. Hun griner, mens hun trækker dynen ned og væk fra lampen for at vise den frem:

»Den er fed, ikk’? Den købte jeg, da jeg boede i Berlin.«

Da jeg skulle klippe det, græd jeg. Da jeg skulle lægge det ind på min hjemmeside, græd jeg. Hver gang jeg hører det, græder jeg.

Rikke Collin, vært på Tårekanalen

Det var i Berlin, at Rikke for alvor forelskede sig i podcastmediet. Da hun kom hjem fra sit ophold i Tyskland, fortsatte hun sin flirt med lydproduktion med et semesters praktik på radioprogrammet Musiktjenesten på P6 Beat.

Efter praktikken og en dyb personlig krise, startede Rikke Tårekanalen. Et projekt, der står hende meget nært – både personligt og professionelt.

Tårekanalen har på én gang været medvirkende til at få Rikke ud af sin krise og har aktiveret hendes kreative kræfter – og så har det løftet sløret for et talent som nærværende og medfølende interviewer.

»Hver gang jeg hører det, græder jeg«

Rikke er tydeligt berørt, da hun fortæller om en helt særlig oplevelse her, i hjemmestudiet:

»Da jeg skulle klippe det, græd jeg. Da jeg skulle lægge det ind på min hjemmeside, græd jeg. Hver gang jeg hører det, græder jeg.«

Rikke Collin havde radiovært Sandie Westh på besøg.

Sandie Westh havde som alle Rikkes andre gæster fået til opgave at pege på det værk eller den kunstner, som har bevæget hende mest.

Sandie Westh fortæller, at hendes ultimative grædesang er ‘Hello’ med Adele. Og da hun begynder at forklare hvorfor, stopper hun pludselig op. Det næste, der sker, beskriver Rikke som det stærkeste øjeblik i Tårekanalen overhovedet og det, som flest lyttere har reageret på:

»Hun stopper op og siger »Jeg kan mærke, at jeg kommer til at græde nu.« Først griner hun lidt, og det er egentlig meget sjovt. Så fortæller hun i næste nu, at hendes søster døde for 10 år siden, og at sangen minder hende om hende. Og så begynder hun full blown at græde, og det gør jeg også.«

»Når folk spørger, hvad jeg husker bedst, så er det helt klart det øjeblik. Det var ret vildt. Og virkelig fint og rørende,« siger Rikke Collin.

Rikke har siden fået at vide, at mange radioværter ville være misundelige på, at hun fik det øjeblik.

»Jeg blev interviewet for nyligt, hvor de spillede det klip, og værten sagde ‘er det ikke det ultimative, at få din gæst til at græde?’ Altså, jeg ved ikke, om det er det ultimative, men det er i hvert fald et unikt øjeblik.«

Krisen der udløste ideen

Rikke Collin beskriver, hvordan hun fik ideen til Tårekanalen, da hun var allerlængst nede mentalt.

I februar 2017 slog hun og kæresten op, hun stoppede på sin drømmepraktikplads på Musiktjenesten på P6 Beat, og hendes to bedste venner flyttede til henholdsvis Australien og Tyskland.

Uafhængigt af alt det blev hun også smidt ud af sin lejlighed og måtte flytte hjem til sine forældre i Esbjerg.

»På én gang blev tæppet bare revet væk under mig, og jeg var så ked af det. Og jeg har altid haft så let til tårer, altså SÅ let. Men så flyttede jeg hjem til mine forældre i Esbjerg og gik ture hver dag, og det var sådan lidt min terapi, uden at det gik godt – altså, jeg græd jo bare hele tiden,« siger Rikke.

I dag kan hun grine af, hvor absurd det hele var, og hun fortæller om perioden med en blanding af selvironi og bundrolig ærlighed. Men dengang var det hele ret svært.

Heldigvis lå der en ide og ventede på den anden side af tårerne:

»Jeg gik og hørte podcasts og musik og græd hele tiden – også fordi jeg hørte god og rørende musik og rørende podcasts. Det fik mig til at tænke – græder jeg, fordi jeg bliver rørt af det, jeg hører, eller fordi jeg er ked af det? Der vidste jeg, at jeg havde mit koncept: At snakke med folk om det, der rører dem til tårer.«

»Så skrev jeg til min bedste ven i Australien, og han svarede fem minutter senere, at podcasten skulle hedde Tårekanalen. Det var bare perfekt. Og så blev det ligesom udviklet derfra. Så det var lidt held i uheld.«

Et rum for følelser – også de svære

Rikke Collin fortæller, at hun, så længe hun kan huske, har været i lidt tættere kontakt med sine følelser end de fleste mennesker omkring hende.

»Det synes jeg mangler lidt. Hvad er det nu, det hedder på dansk – ikke fordi jeg er så god til engelsk, men at man sådan linger lidt – at man dvæler ved sine følelser. Det er en af mine yndlingsbeskæftigelser.«

I folkeskolen var Rikke den letteste at få til at græde, men også til at grine. Det har ikke ændret sig siden, og hun beskriver selvdrillende sit hjertelige grin som »ustyrligt og voldsomt.«

Og det er en vigtig del af Tårekanalen, understreger Rikke, at det lige så meget er et rum for glæde og latter som for tårer.

For Rikke er den spontane, nærmest terapeutiske latter, der ofte følger efter tårerne, værd at tage følelsestoget hele vejen til endestationen for.

Rikke siger, at alle følelser kan koges ned til fire grundfølelser: Frygt, glæde, angst og vrede. Hun henviser til en af sine yndlingsfilm: Pixars animationsfilm Inside Out, der netop viser samspillet mellem grundfølelserne.

I Inside Out ser hovedpersonen – ligesom mange andre ifølge Rikke – tre ud af fire af de følelser (frygt, angst og vrede) som negative, selv om de egentlig er helt essentielle for os.

»Som en skade, der leder efter sølv«

Rikke fortæller, at flere og flere efterhånden er begyndt at melde sig selv som gæster i hendes podcast.

»Når man først har et par navne, man kan bruge som krog, så tiltrækker det flere. Det er sådan lidt ligesom en skade, der leder efter sølv.«

Mens vi taler sammen, ruller en mail ind fra tv- og radiovært Thomas Skov, der melder sig klar som gæst til næste episode.

»Yes! Jeg har håbet på at få fat i ham i et stykke tid.«

Selv om Rikke Collin på kort tid har oplevet stor succes med Tårekanalen og har interviewet mange profiler fra tv-, film- og mediebranchen, er hun altid først og fremmest en begejstret og indlevende fan.

Og det er nok den oprigtige interesse og rendyrkede fascination, der er hemmeligheden bag hendes dybdeborende interviews – eller samtaler, som hun selv kalder dem.

Rikke Collin har det nemlig bedst, når hun roligt og kærligt vender vrangen ud på sine gæster, på kunsten og på sine lyttere for at vise os, at det, der gemmer sig derinde slet ikke er så farligt endda.