Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

»Det er ærgerligt, at Ukraine skulle invaderes, før der kom interesse for landet«

At præsentere et Ukraine uden kontekst af krig var tanken bag en Ukrainefestival på KUA. I stedet bød programmet på historie, kirkekonflikter og en samtale med verdenskendt forfatter.

Ukrainsk historie, kirkekonflikter og en samtale med en ukrainsk stjerneforfatter. Det var blandt de mange indslag på en Ukrainefestival, der for nyligt satte fokus på Ukraine uden krig.

Særlig samtalen med den ukrainske stjerneforfatter Andrej Kurkov, trak et stort publikum til auditoriet på KUA, hvor både studerende og forskere samledes for at lære om Ukraine. Kurkov, der var på et kort besøg i Danmark, har særligt fået stor opmærksomhed efter krigen med hans BBC-program ”Letter from Ukraine” – et program, hvor han reflekterer over de tumultariske begivenheder i landet.

Udover oplæggene om Ukraine var der også vodka, borsjtj og buterbrod – den ukrainske pendant til smørrebrød – og det var netop tanken med arrangementet, at det skulle handle om mere end krig, fortalte Ulrik Lundager Kristensen, der til daglig læser Østeuropastudier og har været tovholder på arrangementet, der blev afholdt i sidste uge.

»Det er ærgerligt, at Ukraine skulle invaderes, før der kom interesse for landet. Jeg er sådan set glad for interessen, der er kommet, og at mange udviser støtte. Men der er også en ærgerlig tendens til, at de fleste folk i Vesten ikke ved så meget om slavisk og øst-slavisk kultur.«

Derfor var fokus på programmet andetsteds end på selve krigen, lyder det fra Ulrik Lundager Kristensen.

»Vi prøver at komme uden om alt det, der sker lige nu, og i stedet se på, hvordan det generelt er. Men det er klart, at det stadig fylder noget,« lyder det fra Ulrik Lundager Kristensen.

Og hvorfor er det så vigtigt at fokusere på Ukraine uden for en kontekst af krig?

»Jeg er overbevist om, at hvis vi vil Ukraine det godt, så skal vi også forstå landet og den kultur, de er rundet af. Og det skal vi blive bedre til at være interesserede i – også når det ikke er i en kontekst af krig.«

Paul Schwinger, kinastudier-studerende

»Jeg har ligesom alle andre hørt meget om Ukraine i medierne, og så er det er gået op for mig, at jeg stort set ikke ved noget om landet og dets historie. Det er vigtigt at få noget viden om det, når nu det er så aktuelt«

Er der noget særligt, du var nysgerrig på at finde ud af om Ukraine?

»Det er især historien, jeg gerne ville vide mere om – og så har selvfølgelig glædet mig til maden. Jeg kan rigtig godt lide, at det ikke bare handler om, hvad der foregår i krigen, og hvad Ruslands intentioner er. For det synes jeg egentlig, der er rigeligt af i mediedækningen, hvor man hører om krig over det hele. Det interessant at sætte krigen til side og se på Ukraine uden for den kontekst.«

Hvorfor tænker du, at det er vigtigt at se på Ukraine uden for den kontekst?

»Når jeg snakker om krigen i Ukraine, er det vigtigt for mig, at jeg får alle aspekter ind i det. At jeg ser det som et helt land og en hel kultur, der er i et samspil, og at det ikke bare er et Ukraine, der bliver invaderet af Rusland lige nu. Det giver en anden forståelse.«

Charles Lock, professor i engelsk litteratur

»Jeg har en kæmpe interesse for den slaviske verden, og så er det svært ikke at dukke op til noget om Ukraine lige nu. Også fordi Andrej Kurkov er på programmet. Ham har jeg fulgt på BBC siden krigens start. Han er virkelig velformuleret, seriøs og indsigtsfuld. En bemærkelsesværdig figur, verden har været heldig at opdage efter krigen – på mange måder ligesom Zelenskyj På den måde skaber krige ofre, men bestemt også helte. Og han er en af dem.«

Hvad er særligt ved hans perspektiv?

»Det faktum, at han er russiskfødt og russisktalende. Han kan ikke anklages for at være antirussisk, for han er i den grad hjemme i russisk litteratur og kultur. Og så ser han tingene i et større perspektiv. Han nævnte engang, at han altid har tænkt, at han blev født efter krigen, men nu har han indset, at han blev født inden krigen. Det vækker følelser i mig om, hvor skrøbelig verden kan være.«

Andreas Bavngaard Bak, østeuropastuderende

»Jeg synes, at det er interessant at lære mere om ukrainsk kultur. Det er spændende at høre nogle folk, der har mere forstand på det end mig, og som har en mere personlig tilknytning til Ukraine gennem kultur eller familie.«

Er interessen for Ukraine steget efter krigen?

»Helt sikkert. Jeg havde også interesse for Ukraine før krigen, men det at folk snakker så meget om det – også folk der ikke havde interesse for Ukraine tidligere – gør det lidt mere spændende at lære mere om kulturen.«

Er der noget særligt på programmet, du har glædet dig til?

»Jeg har glædet mig til at høre fra Andrey Kurkov. Kunstnernes syn på tingene er ret interessante. Jeg tænker, at han måske har nogle andre tanker, man ikke hører så ofte i forhold til konflikten. Man hører mest om militærstrateger og personlige beretninger fra området, når man læser artikler. Det er ikke så tit, at man hører kunsternes udlægning.«

 

Seneste