Det er ikke så kompliceret at arbejde med komplekse problemer

Som forskere lærer vi at skrive på en bestemt måde. De videnskabelige artikler følger et bestemt format og et særligt sprog. Derfor har det været rigtig sjovt at få lov til at kommunikere min forskning på en ny måde i en lille ny bog i serien Moderne Ideer fra Informations Forlag, som jeg har skrevet sammen med Professor Morten Hulvej Rod fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

Bogen hedder Hvad gør vi med komplekse sundhedsproblemer?, og den handler om, hvordan vi selv forsøger at få greb om den kompleksitet, der kendetegner de store udfordringer for folkesundheden, som vi arbejder med i vores forskning. Det kan være søvnproblemer blandt unge voksne, mental mistrivsel, overvægt, unges brug af nikotinprodukter, ensomhed og ikke mindst den sociale ulighed i sundhed.

Meget viden, alt for lidt forandring

Der findes desværre hverken simple forklaringer eller enkle løsninger på disse komplekse sundhedsproblemer. Men i bogen argumenterer vi for, at vi skal arbejde systematisk med problemerne i forskning, politik og praksis, hvis vi vil skabe forandring. I bogen giver vi også en række helt konkrete metoder til dette arbejde, som vi kalder et dynamisk lærende system.

Her kommer et lille – og let redigeret – udklip fra bogen, hvor vi giver et eksempel på netop dét.

Social ulighed i sundhed er nok det mest presserende komplekse sundhedsproblem, som vi står overfor i dag. Lad os derfor forsøge os med et tankeeksperiment: Hvordan ser et dynamisk lærende system ud, hvis det har til formål at reducere den sociale ulighed i sundhed?

Vi ved allerede meget om den sociale ulighed i sundhed i Danmark, men alligevel har vi ikke været i stand til at reducere den. Måske skyldes det, at vi har fokuseret for meget på enkeltstående faktorer og for lidt på komplekse sammenhænge? Lad os derfor gå til arbejdet med et kompleksitetsperspektiv.

Helt grundlæggende kræver det en struktur, hvor forskere, praktikere og beslutningstagere arbejder sammen om fælles målsætninger og udveksler viden og data. Forskningen skal tage afsæt i de spørgsmål og udfordringer, der er mest presserende fra et praksisperspektiv, og den skal samtidig kunne danne grundlag for justeringer af praksis og bidrage til en mere kvalificeret politisk beslutningsproces.

Fra stigende fødevarepriser til ulighed i sundhed

Forskningen kan tilrettelægges med afsæt i de tre overordnede dimensioner: mønstre, mekanismer og dynamikker.

Økonomiske forskelle sætter sig spor i vores kroppe

Hvis vi alene kigger på sammenhængen mellem for eksempel uddannelsesniveau og forekomsten af sygdomme, ser mønsteret måske ud til at være konstant: Jo højere uddannelsesniveau, jo lavere er risikoen for at blive ramt af de fleste sygdomme. Men der er mange nuancer i dette overordnede mønster. I bestemte grupper af befolkningen er der bestemte sygdomsmønstre og ophobninger af både sociale og sundhedsmæssige problemer. Disse mønstre er foranderlige over tid, og derfor har vi brug for løbende at belyse, hvilke typer af udfordringer der klumper sig sammen og for hvem. Hvis man for eksempel skal forbedre sundheden i et almennyttigt boligområde, må man vide, hvilke specifikke udfordringer der gør sig gældende for de forskellige grupper af beboere i boligområdet. Og man har brug for løbende at undersøge, hvordan disse mønstre forandrer sig, så man kan justere sine indsatser efter det.

Hvis vi skal skabe forandring, er vi nødt til at vide mere om de mekanismer, der ligger bag disse mønstre i sociale ulighed i sundhed. Igen kommer vi til kort, hvis vi for eksempel alene fokuserer på uddannelsesniveauet. Det forklarer i sig selv ikke, hvordan de sundhedsmæssige forskelle opstår. Der er både biologiske, psykologiske og sociale mekanismer på spil, og disse vil uundgåeligt påvirke hinanden. Vi kan for eksempel se, at børn der vokser op i fattigdom, har større risiko for at blive ramt af sygdom og død tidligere i livet. Økonomiske forskelle sætter sig spor i vores kroppe via den mad, vi spiser, via de fællesskaber og ressourcer vi har adgang til, og via de belastninger vi er udsat for. Og netop disse ting kan være med til at fastholde folk i en økonomisk set ufordelagtig position gennem livet og på tværs af generationer og dermed skabe en negativ spiral. Men hvordan vi bryder vi de negative spiraler, og hvad er omvendt vores muligheder for at etablere positive spiraler? Den type viden har vi for lidt af.

Derfor skal vi også arbejde systematisk med at skabe viden om de dynamikker, der skaber og vedligeholder den sociale ulighed i sundhed. Vi er nødt til at forstå både de tilsigtede og utilsigtede konsekvenser af vores indsatser og politiske beslutninger, ligesom vi systematisk skal forske i de mere overordnede samfundsforandringer, der måske ikke umiddelbart ser ud til at have noget med sundhed at gøre. Arbejdsmarkedsreformer, uddannelsesreformer, klimaforandringer og globale kriser er på forskellig vis med til at transformere det system, vores arbejde er en del af. Et aktuelt spørgsmål er for eksempel, hvordan de stigende priser på fødevarer, der er forårsaget af klimaforandringer og den globale sikkerhedssituation, kommer til at påvirke den sociale ulighed i sundhed.

Det lyder svært, men behøver ikke være det

Som del af et dynamisk lærende system kan forskningen altså bidrage med viden om mønstre, mekanismer og dynamikker og dermed være med til at kvalificere både praksis og politiske beslutningsprocesser. På den baggrund kan vi arbejde med at skabe forandring i tre dimensioner på samme tid: Vertikalt, horisontalt og i dybden.

I den vertikale dimension arbejder vi på flere niveauer på samme tid: Fra politiske beslutninger på nationalt niveau, i regioner og kommuner til indsatser i lokalsamfund, familier og til enkeltpersoner. Hvis vi for eksempel vil bekæmpe konsekvenserne af børnefattigdom, kan det naturligvis gøre en forskel med direkte hjælp til et barn eller en familie, men vi kommer ikke problemet til livs uden at forholde os til den overordnede økonomiske politik, der udgår fra Christiansborg.

Vi kan ikke skabe forandring, hvis vi alene kratter i overfladen

Horisontalt handler det om at arbejde med forhold og aktører, der rækker langt ud over sundhedsområdet. Vi har allerede nævnt betydningen af forhold, der har med arbejdsmarked, uddannelse og økonomi at gøre. Samtidig er der allerede i dag stor opmærksomhed på at etablere samarbejde mellem det offentlige, civilsamfund og erhvervsliv. Det er ikke nogen ny pointe, at arbejdet med ulighed i sundhed kalder på indsatser på tværs af sektorer og offentlige og private aktører. Men etableringen af et dynamisk lærende system, hvor aktører samler sig om fælles målsætninger kan være til at sikre en højere grad af samarbejde og koordinering, end vi ser i dag.

Vi kan ikke skabe forandring, hvis vi alene kratter i overfladen. Derfor må vi arbejde med forandringer, der går i dybden. I teorier om komplekse, adaptive systemer taler man om, at man ideelt set skal forandre det paradigme, der dominerer et system. Det vil blandt andet sige de værdier og idealer, der er styrende for vores handlinger. Hvis vi gerne vil bekæmpe den sociale ulighed i sundhed, må vi derfor arbejde med at fremme principper om lighed og retfærdighed i alle dele af vores samfund.

Alt det lyder måske svært, men det behøver ikke være det. Vi vil endda vove den påstand, at vi ved systematisk at kombinere disse relativt enkle greb kan både forske og skabe forandring i relation til selv de mest komplekse udfordringer, som vi står overfor i dag. Social ulighed i sundhed er ingen undtagelse, så lad os se at komme i gang.

Bogen Hvad gør vi med komplekse sundhedsproblemer? er en del af serien Moderne Idéer og udkommer 30. oktober 2025 på Informations Forlag.