Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

»Det er lige med at finde ud af, hvad der er lovligt«

Ulovlige studiebøger — »Hvis der er nogen, der har fundet en onlineversion, og sender den rundt, er det jo altid meget nice.« Tre studerende fra KU fortæller om deres udgifter til studiebøger.

Studerende bruger i gennemsnit 2.400 kroner om året på studiebøger. Sådan lyder et svar fra Uddannelses- og Forskningsministeren, der blev givet i juni 2021, men beløbet varierer fra studie til studie.

Næsten halvdelen (48 procent) af universitetsstuderende har anskaffet digitale lærebøger på ulovlig vis. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion fra juni måned i år.

Uniavisen har talt med tre studerende fra forskellige fakulteter om bogbudget og regler.

Elise Sydendal

»Jeg plejer at bruge omkring de 2.000 kroner per semester. I hvert fald hvis jeg køber dem fra ny. Ej, det må faktisk være mere end 2.000 kroner, for jeg køber dem nemlig ikke fra ny, og jeg betaler i hvert fald 2.000 kroner.«

Har det været et problem for dig, at bøgerne bliver opdateret, når du skal købe brugte bøger?

»Nej det synes jeg faktisk ikke. Jeg har max prøvet at mangle ti sider i en bog, der ikke var den nyeste version. Man kan jo også holde øje med, hvor meget nyt, der bliver tilføjet.

Det kommer altid lidt som et chok i starten af hvert semester, at der også skal være penge til bøger.

Elise Sydendal, studerende på syvende semester

I mit fag om europæisk politik, vidste jeg, at der var kommet nogle ret store nye kapitler om for eksempel Brexit. Bogen til det fag var skrevet før Brexit, så der prioriterede jeg at købe den nye.

Men når det bare er de der små opdateringer, hvor de lige tilføjer ti sider og fortæller os, at vi ikke længere kan købe de brugte bøger, der har jeg bare købt bogen brugt alligevel, og det har jeg altid klaret mig fint med. Det kan jeg godt anbefale.

Det kommer altid lidt som et chok i starten af hvert semester, at der også skal være penge til bøger. Jeg gør ikke noget særligt for at få råd til studiebøgerne, men jeg har et arbejde ved siden af studiet. Ellers ville jeg godt nok have svært ved at få råd til bøger. Jeg har ikke spurgt mine forældre om økonomisk hjælp, men jeg har overvejet det flere gange, og kender mange, der må gå til forældrene.

Jeg tror ikke, SU-beløbet rækker til at bo i København, overleve og også betale 2000 kroner pr semester til bøger. Jeg kan godt forstå, at der er mange, der får økonomisk hjælp hjemmefra.«

Kender du reglerne for digital deling af studiebøger?

»Nej. Jeg har oplevet, at én fra mit hold har fundet en bog online. Jeg nævner ingen navne, hvis det nu er meget ulovligt, men hvis man kan finde det på nettet, kan det jo ikke være sådan helt ulovligt, men jeg ved det ikke. Hvis der er nogen, der har fundet en onlineversion, og sender den rundt, er det jo altid meget nice.«

Der er KU-studerende, der har fået store bøder for at dele digitale studiebøger. Hvad tænker du om det?

»Jeg tænker, at det må være lidt svært at finde ud af, hvad der er ulovlige ting at dele, og hvad der ikke er. Jeg ved, at der er nogle af vores bøger, hvor forelæserne selv siger, at dem kan vi finde online. De siger, at vi kan købe dem, hvis vi vil, men at vi også kan finde dem online. Så der må jo være nogle bøger, hvor det ikke er ulovligt. Det er lige med at finde ud af, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er.«

LÆS OGSÅ: Næsten hver anden studerende har ulovlige studiebøger

Sture Oksholm

»Vi har blokstruktur på mit studie, så det betyder, at jeg ikke skal købe bøger til et helt semester ad gangen. Jeg har købt bøger til den første blok i efteråret, hvor der kun er en enkelt bog på pensumlisten. Det er meget fedt. Den har jeg til gengæld købt. Det er en e-bog, og den kostede 250 kroner.

Det er meget forskelligt, hvor meget vi skal bruge over et helt semester. I begyndelsen af uddannelsen, skulle vi bruge en del flere penge, end vi skal nu. Jeg mindes især én ordentlig motherfucker-bog, der hed Calculus eller noget i den retning. Den kostede næsten 1.000 kroner, men den har jeg faktisk været ret glad for. Det er en af de få bøger, jeg har købt på studiet, som jeg har været glad for. Den har jeg beholdt.

Generelt er jeg ikke ret god til at sælge mine studiebøger videre, når jeg er færdig med at bruge dem. Det er også fordi mange af dem er e-bøger, hvor man kun har dem i en periode, fordi licensen udløber. Så det giver ikke rigtigt mening. Det er også derfor, jeg køber alle mine bøger fra ny, fordi det stort set kun er e-bøger.«

Nogle gange får man ikke så meget ud af at have bøgerne, så kunne man nærmest lige så godt have ladet være med at købe dem.

Sture Oksholm, studerende på femte semester

Kender du reglerne for deling af e-bøger blandt de studerende?

»Mit indtryk er, at det i udgangspunktet ikke er tilladt. Jeg har oplevet, at det er sket på et tidligere studie. Jeg ved ikke, hvor udbredt det har været, men jeg har oplevet det.«

Gør du noget særligt for at få råd til at købe studiebøger?

»Næh. Det er måske også lidt dumt. Det er ikke noget, jeg som sådan sparer op til. Det er bare noget jeg køber, og så er det lidt en streg i regningen, hver gang jeg skal gøre det.

Der er nogle gange, hvor jeg har ladet være med at købe en bog, fordi jeg kunne se på pensum, at vi ikke skulle læse ret meget i den. Så er jeg bare gået glip. Der er også nogle bøger, jeg har købt, som jeg har fortrudt bagefter.

Der var et statistikfag, hvor vi skulle købe en tyk og halvdyr bog, men hvor vi kun skulle bruge to kapitler i den. Der tænkte jeg, okay, det overlever jeg nok, hvis jeg ikke lige får det med.

Nogle gange får man ikke så meget ud af at have bøgerne, så kunne man nærmest lige så godt have ladet være med at købe dem. Sådan er det selvfølgeligt ikke altid, og det er svært at vide på forhånd.«

Oscar Klink Madsen

»Jeg har bøger for 2.000 kroner her, den dyreste koster lige under 500 kroner. De er alle sammen kommet i nye udgaver i år, og vi blev frarådet at købe brugt, så de er alle sammen spritnye. Jeg vil også gerne have det bedste, så det er fint nok.

Det er jo en omkostning ved at læse på universitetet, at man skal købe nogle bøger.

Oscar Klink Madsen, studerende på første semester

Jeg har ikke gjort noget særligt for at få råd til bøger. Jeg arbejder, og jeg vidste, jeg skulle sætte lidt penge af til bøger. Jeg ville egentligt gerne kunne sælge mine bøger videre, når jeg er færdig med at bruge dem, men det kan jeg kun, hvis de ikke er blevet opdaterede igen til den tid.

På den anden side, vil jeg også gerne bruge dem så produktivt som muligt, så jeg kan komme bedst muligt gennem studiet. Jeg vil gerne have mulighed for at lave overstregninger og den slags.

Det er jo en omkostning ved at læse på universitetet, at man skal købe nogle bøger. Vi får jo også SU, så det er ikke helt urimeligt.«

Kender du reglerne omkring digital deling af bøger?

Ja, jeg læste en artikel for et par år siden omkring bøger, der blev delt på USB-stik og den slags. Det må man vist ikke. Det har ikke rigtigt været en mulighed for mig i år, men det er heller ikke noget, jeg ville gøre.

Seneste