Det er svært at vende udviklingen på KU til det bedre, men måske KU vi?

Ansatte på Københavns Universitet er stressede i disse år. Gentagne sparerunder har betydet at alle vi, der har fået lov til at blive, må løbe hurtigere. Flere undersøgelser har afdækket udbredt stress blandt universitetsansatte, hvilket også manifesterer sig som utryghed i ansættelsen og en utilbøjelighed til at deltage i den offentlige debat.

Udviklingen er uheldig, ikke blot for den enkelte VIPs arbejdsmiljø; den underminerer også universitetets historiske rolle i samfundet som kulturbærende institution. Vi ved godt, at disse forhold langt hen ad vejen skyldes udefra kommende randbetingelser, men det er en vigtig opgave for bestyrelsen at påpege disse forhold over for omverdenen, og ikke mindst at minimere de skadelige konsekvenser i selve implementeringen.

Økonomi: Den lette løsning

Den gamle universitetslov, der gjaldt før 2003, havde den svaghed, at ledelsen havde vanskeligt ved at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger (fx ved nedskæringer). Man var valgt af sine kolleger, og skulle tilbage blandt dem, når embedsperioden ophørte. Med den nye lov fik vi en ansat ledelse, som refererer til en bestyrelse, hvilket i princippet skulle gøre det lettere at træffe beslutninger.

Lidt firkantet sagt er universitetet i dag blevet et science-hotel for de mest selvkørende.

Problemet er imidlertid, at denne øgede beslutningsevne langt hen ad vejen er blevet brugt til at lade overordnede økonomiske overvejelser udstikke udviklingen. Lidt firkantet sagt er universitetet i dag blevet et science-hotel for de mest selvkørende. Du kan lave karriere på universitetet, hvis du er god til at hjemtage eksterne bevillinger med overhead, eller hvis du kan generere en masse STÅ. Helst begge dele.

Overhead og STÅ er selvfølgelig vigtige konkurrenceparametre, men hvis der kun navigeres efter dem, sikrer vi ikke den faglige alsidighed og kvalitet i forskning og undervisning, som universitetet er forpligtet til at levere.

Faglighed i ledelsen

At vi er havnet her, skyldes ifølge vores opfattelse den ledelseskultur, der er etableret på KU siden 2003, hvor man imødegår udfordringerne ved at opruste administrationsapparatet. En international anerkendt topforsker, som søgte et institutlederjob på KU, fik ved jobsamtalen at vide, at han ikke kunne få jobbet, hvis han insisterede på at fortsætte med at forske. Argumentet var, at det er så krævende at lede et institut at der er brug for en fuldtidsindsats. Resultatet er, at vi i ledende stillinger efterhånden får ansat administratorer, som reducerer forskningsledelse til et spørgsmål om at generere de mest grønne tal i bunden af et excel-ark.

På universiteter i udlandet, som vi ynder at sammenligne os med, går man den modsatte vej, og prøver at rekruttere topforskere til ledelsesjobbene. Disse forstår forskningens væsen, og kan værne om forskernes frihed.

Eliten versus bredden

Både universitetet og samfundet taber, når vi hovedsalig prioriterer efter økonomiske overvejelser. Forskningen bliver forudsigelig; de vilde ideer med stort potentiale får lov at ligge uprøvede hen. Hvorfor tage chancer, når man kan forfølge et projekt der med sikkerhed vil lykkes?

Der er blevet lavere til loftet på universitetet i de senere år. Mange forskere tør simpelt hen ikke give sig i kast med risikobetonede forskningsprojekter, af frygt for at komme til at sidde yderst på stolen ved næste fyringsrunde.

Og de der deler pengene ud, er heller ikke specielt tilbøjelige til at sikre bredden. I de gode gamle dage kunne en universitet-VIP køre sin forskning med en ekstern bevilling, fx fra et statsligt forskningsråd. Men i dag er mange af de små virkemidler slået sammen til store projekter, som kun gives til eliten.

Faktisk er det en dårlig udnyttelse af ressourcerne at have folk på våde fakulteter gående til +500.000 om året i løn, hvis de ikke har nogle driftsmidler at arbejde med.

Resultatet er at vi får et A- og et B-hold af forskere, hvor sidstnævnte gruppe må hutle sig igennem med få eller ingen forskningsmidler. Men en verdensklasseforsker bliver ikke nødvendigvis dobbelt så god, hvis man giver hende/ham 100 mio. i stedet for 50 mio. at forske for. Og en lille bonus-oplysning til Excel-folkene: Faktisk er det en dårlig udnyttelse af ressourcerne at have folk på våde fakulteter gående til +500.000 om året i løn, hvis de ikke har nogle driftsmidler at arbejde med.

Videnskabens historie rummer utallige eksempler på, at det, vi kunne kalde nysgerrighedsdrevet grundforskning, pludselig går hen og bliver vigtig for samfundet, selv om dette ikke kunne forudses da forskningsprojektet blev søsat. Den seneste danske Nobelprismodtager Jens Christian Skov bemærkede i et interview i 2008, at han formentlig aldrig havde fået mulighed for gennemføre sit banebrydende forskningsprojekt under vor tids bevillingssystem.

Mangfoldighed

Universitetet skal være en bank af viden og et dermed værn mod samfundets uvidenhed. Forskningen ved universitetet skal bidrage til samfundet med nye opdagelser og fungere som samfundets hukommelse og kritiske blik. Dette sikres bedst ved at give forskerne mulighed for at bedrive nysgerrighedsdrevet grundforskning (som i no strings attached).

Og det kræver, at der opretholdes en bred og mangfoldig vifte af fag og discipliner, småfag og storfag, og at universitetets museale forpligtelser varetages. Der sker i disse år en strømlining i retning af stordrift.

Nedlægningen af småfag må standses.

Nedlægningen af småfag må standses; det kræver både, at politikerne gøres opmærksomme på nedskæringernes ødelæggende konsekvenser, og at man som universitet står ved forpligtelsen over for samfundet.

Latin og oldgræsk er måske nok små fag i Danmark, men det er internationale fag, der studeres overalt – og dansk middelalder ville være utilgængelig uden kundskaber i latin. Der er i sagens natur brug for mange, der kan undervise i eksempelvis dansk og engelsk i gymnasieskolen, det betvivler ingen, men det er også nødvendigt, at nogen ved noget om asiatisk kultur og sprog, assyriologi – for ikke at sige vores egen ældre sproghistorie.

Værne nedad eller please opad?

Rundt omkring på universitetet kan man (fx i APVer) aflæse en stigende mistillid til de forskellige lag i ledelsen. Dette hænger sammen med en række sager, hvor de ansatte føler, at de er blevet tromlet. Akademisk råd er ved flere lejligheder blevet reduceret til en stænderforsamling man ikke engang gider spørge i forbindelse med væsentlige beslutninger.

Akademisk råd er ved flere lejligheder blevet reduceret til en stænderforsamling man ikke engang gider spørge i forbindelse med væsentlige beslutninger.

Blandt medarbejderne er der en udbredt følelse af, at vores ledere er mere optaget af at levere resultater opad i systemet end at værne medarbejderne fx mod nye administrative byrder. Vi har hørt gentagne gange, at administrationen skal slankes og effektiviseres, men faktum er, at vi som VIPer aldrig har brugt så meget af vores tid på komplicerede administrative opgaver som nu (tænk blot på RejsUd!).

Hvor administrationen tidligere udførte opgaverne, kan man i dag få en fornemmelse af, at deres funktion er omdefineret til at kontrollere, at vi selv udfører opgaverne korrekt.

En sten i skoen

Indrømmet. Det er store udfordringer, universitetet står over for. Og det er nok naivt at tro, at man som VIP-repræsentant i bestyrelsen kan vende udviklingen her og nu. Men man skal jo starte et sted. Vi synes bestyrelsen i den forgangne periode har manglet den sten i skoen, der bringer disse vigtige emner op på dagsordenen.

De problemer, vi her peger på, handler dybest set om universitets sjæl, og de er derfor uafhængige af ens konkrete faglige tilhørsforhold. Man sidder ikke i bestyrelsen for at repræsentere sit eget fakultet eller fagområde, men for at sikre, at universitetet fremadrettet kan være den kulturbærende forsknings og uddannelsesinstitution, vi har kendt.

En svær opgave, men måske KU vi?