Det fede katteliv

Det er tidlig morgen på Hospitalet for Mindre Husdyr på Det Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg. På trods af tidspunktet er der dog allerede masser af liv at spore blandt både studerende, undervisere og ikke mindst dyrene.

På gulvet sidder en golden retriever med en stor lyserød forbinding om skulderen og ser noget betuttet ud, og i en række bure i rummet ved siden af sidder to katte og kigger ud. »Missedrengen« og »Missepigen« står der på to sedler der er bundet fast til tremmerne.

De to katte har været indlagt siden i går og er begge en del af et stort anlagt forskningsprojekt som skal undersøge sammenhængen mellem type-2 sukkesyge og overvægt – både hos katte og mennesker.

»Det har været rigtig nemt at skaffe katte til projektet,« forklarer adjunkt og dyrlæge Charlotte Reinhard Bjørnvad. Hun er ansvarlig for forskningsprojektet og har siden oktober sidste år haft over 50 katte forbi hospitalet for at blive undersøgt. Målet er at nå op på 100 katte før sommerferien, og det mål regner hun med at nå.

Flere tykke katte

Klokken 9.00 kan undersøgelsen gå i gang. Missedrengen er kat nummer 57 i forskningsprojektet og dagens første patient. Han har allerede fået noget beroligende medicin da Charlotte Reinhard Bjørnvad tager ham ud af buret og bærer ham hen på en briks i rummet ved siden af. Han kigger ned på hunden med den lyserøde bandage, men ser ud til at tage situationen med ophøjet ro.

»De tager det virkelig roligt at være her,« fortæller Charlotte Reinhard Bjørnvad. »Vi behandler kun dem som har det fint med at være her. Nogle katte reagerer ikke godt når de kommer ind, og de skal ikke være her. Vi siger til ejerne at deres katte ikke skal være her hvis de ikke kan lide dyrlæger.«

En veterinærsygeplejerske og et par studerende står nu tæt rundt om Missedrengen på briksen. De sætter en masse måle- og iltapparater fast på den sorte hankat og giver ham så den endelige bedøvelse. Den giver et par små spjæt, men falder så til ro.

Imens Missedrengen bliver trillet ind i undersøgelsesrummet længere nede af gangen, forklarer Charlotte Reinhard Bjørnvad hvorfor det lige netop er katte der bruges i det her forsøg:

»Når det drejer sig om sukkersyge, er katten det dyr som ligner mennesker mest. Når de er overvægtige og inaktive, udvikler de sukkersyge ligesom mennesker,« siger hun. Og det er der flere og flere katte som gør. For ligesom hos mennesker er fedme et stigende problem hos mange huskatte.

Et stort ansvar

Første del af undersøgelsen er en såkaldt DEXA-scanning som måler den samlede fedt- og muskelmasse hos katten. Missedrengen bliver placeret på maven, og specialestuderende Kirsten Madsen Hølmkjær taper forsigtigt dens poter fast til briksen for at eventuelle bevægelser ikke skal ødelægge scanningsresultatet.

Hun er en af tre specialestuderende som er fast tilknyttet projektet, og hendes speciale handler netop om forskellige måder at vurdere en kats muskel og fedtprocent på.

»Det er et hårdt speciale,« medgiver Kirsten Madsen Hølmkjær, mens hun sætter det sidste stykke tape på plads.

»Man bruger mange timer herinde. Men det er også rart at lave et speciale med noget praktisk arbejde.« Scanneren er nu klar til at blive sat i gang. Bid for bid kører scannerhovedet ned langs katten, og sender et signal over til en computer. På skærmen dukker langsomt en grønlig silhuet op af en kattekrop. Det ligner mest af alt et skelet, men også steder med fedt og muskler kommer efterhånden til syne på billedet.

Men hvordan er det egentlig at læse på et studie hvor man har med rigtige levende væsener at gøre? Kirsten Madsen Hølmkjær er ikke i tvivl:

»Det er helt fantastisk. Det er sjovt at arbejde med dyrene. Men når man har med hunde og katte at gøre, så drejer meget af arbejdet sig faktisk om mennesker – det er jo folks rigtig gode venner.« Og dermed medfører det også et stort ansvar som man ifølge Kirsten Madsen Hølmkjær lige skal vende sig til.

»Som studerende har man altid en overordnet der har det sidste ansvar, men sådan vil det jo ikke være når man kommer ud. Man bliver immun over for at se blod og den slags. Det ser man jo så meget af som dyrlæge. Men man bliver ikke immun over for at folk kommer ind og overlader os deres rigtig gode venner. Det er altid et stort ansvar,« lyder det fra Kirsten Madsen Hølmkjær som regner med at have specialet færdigt til sommer.

Dødelig sygdom

Forskningsprojektet er planlagt til at køre i to et halvt år, og nogle af metoderne der skal bruges, er ikke udviklet endnu. Dem skal Charlotte Reinhard Bjørnvad selv være med til at opfinde, ligesom hun senere på året rejser om på den anden side af jorden til Australien for at lave målinger på noget af det blod hun får ud af de danske huskatte. Og at hun for tiden har lidt af et katteliv lægger hun ikke skjul på:

»Jeg er herinde næsten hver dag. Jeg laver ikke andet,« griner hun, men forklarer så hvorfor projektet er så vigtigt. »Sukkersyge er et stort problem for mennesker, men også hos katte er det stigende. Vi får katte med begyndende sukkersyge ind cirka en gang om måneden.«

»Hvis en kat får sukkersyge, vil den til sidst dø af det. Men opdager man det tidligt, kan man nå at få det vendt om og få katten ud af sin sukkersyge,« forklarer Charlotte Reinhard Bjørnvad

Pæreform og æbleform

I mellemtiden er Missedrengen blevet scannet helt igennem, og Kirsten Madsen Hølmkjær løsner den forsigtigt fra tapen. »Nu skal han flyttes over i CT-scanneren, og så skal han bagefter have taget nogle muskel- og fedtprøver,« forklarer hun og løfter katten op.

Den større CT-scanner er af samme model som bruges til mennesker. Missedrengen ser meget lille ud når den ligger der på den lange briks som om lidt vil køre igennem scanneren.

»Den begynder at snorke,« siger en at de veterinærstuderende pludselig. Kattesnorken lader dog ikke til at være et problem for denne type forsøg. Inden CT-scanneren startes skal vi alle sammen forlade lokalet. Kun Missedrengen ligger tilbage.

»Grunden til at vi laver to scanninger, er at vi så kan se hvor fedtet ligger henne. Om det ligger omkring tarmene eller lige under huden – altså om en ‘pæreform’ eller en ‘æbleform’ som man kender det fra mennesker, også har noget at sige når det drejer sig om katte,« forklarer Charlotte Reinhard Bjørnvad. I beskyttelse bag glasruden kan man se Missedrengen glide langsomt igennem scanneren. Denne gang tegner en anden computer et gråt 3D-billede af katten på skærmen. CT-scanningen tager ikke meget mere end et minut, og nu er det tid til sidste del af undersøgelsen.

Fedtsugninger er ikke sagen

Charlotte Reinhard Bjørnvad ifører sig et par gummihandsker, og Missedrengen der stadig ligger i CT-scanneren, får barberet pelsen af på et lille område på maven. Der skal tages små biopsier af kattens fedt- og muskelvæv som så senere kan blive analyseret. Nålen som skal tage biopsien, er hul, og for et utrænet øje ser den noget voldsom ud i forhold til maveskindet på den lille kat. Men det er åbenbart ikke tilfældet.

»Vi tager nogle meget små prøver for at katten ikke skal mærke så meget bagefter,« siger Charlotte Reinhard Bjørnvad. Hun stikker med rolig hånd nålen ind i Missedrengens skind. Så høres et lille klik, og prøven er taget.

»Jeg har i hvert fald fundet ud af med disse forsøg at fedtsugninger ikke er noget jeg skal ud i. Fedtvæv er utrolig svært at få fri,« smiler hun mens hun koncentreret tager endnu et par prøver. Pludselig rammer nålen et lille blodkar, og det må findes noget vat frem. Det sker heldigvis meget sjældent og blødningen stopper hurtigt. Typisk når der er kamera på.