Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Det gamle brøds hellige gral

MADPUNK - Universitetsavisen er hoppet ned i en container for at lede efter noget at spise

DøgnNettos containere står i et ulåst skur, og det er et forbløffende syn, der møder os, da vi åbner dem. De her containere er så rene, at man kunne spise af dem. Og det er godt. Eftersom vi ret beset har tænkt os at spise af dem.

Nemlig! Vi leder efter skrald. Skrald, der skal blive til mad igen. Vi skralder.

I den ene container er der en stor kasse citroner. Iblandt frugterne er der én citron, der er grøn og muggen. Alle de andre er helt friske og fine. Men det har åbenbart ikke kunnet betale sig at pakke frugterne om, eller også er DøgnNetto bare kommet til at bestille for mange. Uanset hvad, så har de kasseret 20-30 helt friske citroner.

Det er den type uprovokeret ressourcespild og slaphed, Anne ikke vil acceptere. Nogen har plantet de citroner, vandet dem, gødet dem, sprøjtet dem, høstet dem og kørt dem hen over det halve Europa, og så ender de bare i bunden af en container i Hellerup.

Anne vil redde citronerne. Påtage sig et ansvar for dem. Frelse dem, om man vil. Og desuden er hun fattig. Virkelig flad. Og studerende. Dermed legemliggør hun de to gode grunde til at skralde: At redde verden, og at spare penge på, i det her tilfælde, citrusfrugtbudgettet.

Hvidligt Hellerup-slim

Hellerup om aftenen er det mest stille sted i det observerbare univers. En mand med en ganske lille hund har stillet sig til at betragte os.

Vi ignorerer ham. Vi skralder, fordi vi vil rette op på den samfundsmæssige urimelighed, det er, at fuldgode fødevarer går til spilde. Vi har retten på vores side; han kan glo, hvis han vil.

Døren til skuret med QvikFaktas containere er ulåst. Vi går ind. Det bliver et øjeblik Marcel Proust-agtigt, da stanken frembringer minder om årene som flaskedreng i supermarkedet, der hele tiden skiftede navn. Jeg gyser.

QvikFaktas affaldsbeholdere har en hvidlig skorpe af snask på indersiderne, og i bunden er en film af affaldsslim, som lommelygten kan spejle sig i. Vores skrald må ikke have rørt ved det slim, beslutter jeg på stedet. Det er slim fra affaldsscenen i den første Star Wars-film! Scenen, hvor vores helte er ved at blive trykket flade, mens de vader i en suppe af Dødsstjernes affald og spildvand, tamponer, spaghetti bolognese, og de muterede organismer, der lever nede i suppen.

»Kan jeg lige få en hånd,« siger Anne uforfærdet og dykker ned. Og der er gode ting at finde. Bakker med små overmodne jordbær, juice og brødmiks.

Og et bjerg af lokumsruller, fordi et par pakker har fået en lille revne. Anne indsamler dem alle. Et nyt aspekt af hendes etiske grundsyn har åbenbaret sig – når låget er slået af containeren, føler Anne sig ansvarlig for alt det brugbare affald, den indeholder. Hun vil redde det hele.

Strengt taget er varerne fra den ulækre container ikke mere bakteriebefængte end mælkekartonen, der står i dit køleskab. For guderne må vide, hvor mange lækkende liter mælk eller skvæt af kyllingeblod og medistersaft, der er dryppet ud i den indkøbsvogn eller kurv, du uden at blinke indsamler dine varer i hos Netto. Anne hælder kogende vand over sine skraldede grøntsager, før hun bruger af dem. De er renere end den mad, du spiste i morges.

Da vi kommer ud, er manden med hunden tilbage. De kigger. Vi går forbi dem. Mandens ansigt er fuldt af urealiserede beslutninger om at gribe ind på forskellige måder og bremse os i vores forehavende.

Overklasse-skrald

Frederiksberg nogle nætter senere. Vi har bevæget målskiven et par socialklasser op. Denne gang er det Irma og den fornemme jyske bagerikæde emmerys, vi sigter efter. Grøntsager og brød.

Ironisk nok er det kun brød, vi finder hos Irma. Alle mulige typer skiveskåret af den lysebrune industrielle slags.

Anne fylder rygsækken, for hendes aktivistiske venner i det internationale Colombia Students Watch er sultne.

Bagerkæden emmerys’ containere står i en lille gård bag en beboelsesejendom. Vi går ind via porten, som er åben. Beboerne har sat en vis standard for udsmidning af kostbare ting i forvejen. Der står ski, sirligt på række, ved siden af det meste af et stuemøblement. Men vores mål er containerne.

emmerys har særstatus. Bagerforretningen er det eneste sted, jeg for eksempel har hørt en ekspedient bruge udtrykket »den står i 25 kroner per 100 gram« om en flad chokoladekage i bradepande; som var der tale om en A-aktie i en hæderkronet virksomhed.

Vores hedeste drømme bliver opfyldt i emmerys’ affaldsbeholdere. Tre sorte sække med frisk, duftende brød. Kager, croissanter, chokoladespættede scones og firkantede brød af økohvede, der ellers står i 53 kroner kiloet. Der er mere, end vi kan bære.

Anne græder over alt det kedelig industrielle rugbrød, hun slæbte med fra Irma til colombianerne. Hun føler sig forpligtet til at bruge det.

Fra et andensalsvindue blinker en skarp lygte imod os. En beboer udtrykker sin misbilligelse på denne lettere uhyggelige måde. Vil han skyde efter os? Havde vedkommende selv ønsket sig en portion croissanter?
Eller er hans blinken et udtryk for kritik af, at vi om få timer vil fråse i fedtede croissanter, og dermed, i en vis forstand, spejle det overforbrug, vores skraldehandling forsøger at undergrave?

Vi er enige om en ting. Den hellige skraldegral må være det økologiske supermarked Egefelds container. Her er varerne per definition gode i forvejen, og hvis man så også redder dem fra at gå tabt, jamen, så er der næsten ingen grænser for den godhed, man udvirker!

Anne siger, at rygtet er, at Egefeld giver sine overskudsvarer væk til dem, der spørger ved lukketid. Hvis det er sandt, er det godt, siger hun.

Men jeg synes ikke, det er godt. Hvis man beder om mad, er det ikke længere skraldning … så er det tiggeri. Så fravrister man ikke overflodssamfundet noget, så tager man bare imod en gave.

Og det er et fundamentalt brud på den form for rettighedstænkning og moral, som jeg forbinder med at skralde. Der er tre aspekter: Moral og rettighedstænkning – og så diabetes 2.

chz@adm.ku.dk

Seneste