Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

»Det handler ikke om CO2-reduktioner, men om at dele verdens ressourcer«

KLIMA - Når jorden skal reddes ved COP 15, skal det ske på et solidt, videnskabeligt grundlag. Så på klimatopmødets åbningsdag rullede Københavns Universitet et panel af ti professorer og en klimastormester ud for at give politikerne de nyeste opdateringer i et sprog, alle kunne forstå. Næsten da

»Vi vil meget snart vide, hvad fremtidens generationer vil tænke om os. Om vi fejlede, eller om vi satte verden på rette spor. Vi er nødt til at begynde at dele vores ressourcer, ellers vil vi simpelthen ikke overleve som race.«

Katherine Richardson taler, så selv den mest frigide kyniker må skutte sig bag sit panser. Luften er fyldt af en Hollywoodsk bæven, og jeg trænger til et gruppekram. »We’re in this together,« som antropolog Kirsten Hastrup sagde tidligere på dagen.

Vi er til ’Countdown to Copenhagen’ i Festsalen på Københavns Universitet (KU), og det er serious business. Forud for Katherine Richardsons tale er gået syv stive timer og 12 oplæg om klimaforandringerne på godt og (mest) ondt, kun afbrudt af en skål økosuppe ved frokosttid.

Universitetets tværfaglige professorpanel af klimaforskere har introduceret deres forskning og givet et kalejdoskopisk vue over konsekvenserne af klimaforandringerne.

De ti professorer bimlede i varierende grad med alarmklokkerne, men alle var enige om, at hvis topmødet i Bella Center skal blive en ordentlig platform for fremtidige internationale forhandlinger, skal det videnskabelige miljø forsøge at påvirke politikerne mest muligt.

Seminaret i Festsalen den 7. december er en slags komprimeret klimapakke til politikerne, hvor forskerne formulerer deres sidste anbefalinger.

Og gerne på en måde, så vi alle kan forstå dem.

Klimakampen er sikrere end krig

Klimakampen er som en global julekalender, indleder Katherine Richardson. Hver december er det børnene, som gennem 24 dages strabadser skal redde julen, men denne december er der mange aktører, der skal forsøge at frelse kloden, siger hun.

Og det betyder slåskampe.

Både politisk, og inden for universitetets mure, hvor forskerne er nødt til at finde frem til et kompromis for at gøre sig marginalt forståelige blandt beslutningstagerne. Og det er de færreste, der bryder sig om at få høvler knaster af deres forskning.

Kompromiserne rækker imidlertid ikke til at inkludere de navnkundige ’klimaskeptikere’. Der er ikke tid til at blive ved med at vakle.

»Det er rigtigt, at vi ikke er hundrede procent sikre på vores teorier om den globale opvarmning, men der er virkelig få, der stadig tvivler. Og vi træffer tunge beslutninger som at gå i krig eller behandle kræft på langt mindre sikkert grundlag end det vi har, når det gælder klimaforandringerne,« siger Katherine Richardson.

Hun er professor i marin økologi, og formand for regeringens Klimakommission. Hvorfor hun forlader os lidt senere og tager i Bella Center for at sparke COP15 i gang.

Løkke undveg fiasko

Først er det dog New Zealands klimaambassadør, Adrian Macey.

Han forsikrer om, at det politiske landskab har ændret sig det seneste halve år. Lederne i de store lande er blevet mere imødekommende over for al denne klimasnak, og ikke mindst på grund af den danske statsminister, siger han.

Lars Løkke Rasmussen har set vigtigheden af en totrinsproces og sparet verdens ledere for (læs: afvist muligheden af) et granatchok af en juridisk aftale ved COP 15. Men det er stadig svært for politikere at fatte, hvad forskerne egentlig siger, og Macey appellerer til, at man behandler klimaafvigerne lidt bedre.

»Vi har stor erfaring med klimaskeptikere i New Zealand, og jeg synes, at det videnskabelige miljø generelt griber dem forkert an. Man har en tendens til at latterliggøre skeptikerne personligt, men jeg tror, at fornuftige argumenter fungerer langt bedre,« siger Adrian Macey.

Nyt paradigme

Så dem disker KU’s forskere op med. Dorthe Dahl Jensen, professor i glaciologi ved Niels Bohr Instituttet, fører os lynhurtigt gennem kryosfæren. Ti minutter tager det, og så står vi med udsigten til en smeltende permafrost under husene i Sibirien, en havniveaustigning på en meter – med en usikkerhed på en halv meter – samt en smeltning af 90 procent af isen nord for Skandinavien, Svalbard og Island. Alt sammen inden år 2100, hvis vi ikke griber ind.

Professor ved Kemisk Institut, Ole John Nielsen, og professor ved Life, John R. Porter, var begge med til at vinde Nobelprisen med FN’s Klimapanel i 2007. Og de forstår værdien af pædagogisk formidling.

»Journalister har lært mig ikke at give fakta, men følelser,« siger Ole John Nielsen, og viser to fotografier. Et af studenteroprøret i 1968-69 og et af Berlinmurens fald i 1989. Begge disse paradigmeskift fandt sted med 20 års mellemrum, og det er tid til endnu et paradigmeskifte sådan cirka nu, er pointen.

Pædagogiske Nobelvindere

Og politikerne bør ikke modellere en ny klimaaftale efter Kyoto, men efter Montreal Protokollen fra 1987, som ifølge Ole John Nielsen er den bedste klimatraktat, verden nogensinde har haft. Fem-seks gange bedre end Kyoto hvad angår strålingsbalancen i atmosfæren, forklarer han, og giver et tip til de utålmodige.

»Hvis man vil have money for the buck i en fart, skal vi reducere metan og sort karbon. Det vil have den største positive effekt for folk i Arktis, og give en hurtig ændring i strålingsbalancen.«

John R. Porter peger på, at landbruget er helt essentielt på grund af fødevareproduktionen. Og selv om man i større forsamlinger uden for de våde fakulteter skal være varsom med formler, tager Porter alligevel chancen og kaster en ’G x E x M’ efter tilhørerne. Pædagogisk illustreret af Van Goghs maleri ’The Sower’.

G’er kornet, E’et – miljøet – er solen og M’et er dyrkningsmetoden – på maleriet en bonde. Og det er den sidstnævnte, vi skal fokusere på, for at nærme os en løsning på klimaproblemerne, understreger Porter.

Monofaglige nanomænd

Birger Lindberg Møller og Thomas Bjørnholm, professorer på henholdsvis Life og Nano-Science Center, er en personificeret splejsning af biologi og teknologi. Sammen kan de ændre i planter for at udvikle vedvarende energi.

De næste 40 år skal verden producere lige så meget mad, som den har gjort de sidste 10.000 år, selv om maden distribueres bedre end i dag, og Møller og Bjørnholm arbejder også med at effektivisere fødevareproduktionen.

»Birger kan omprogrammere lige hvad det skal være,« siger Bjørnholm. Birger smiler og vipper med hovedet. Som for at signalere, at hans forskningsmakker måske overdriver en smule, men at der er noget om snakken.

»As you can see here…,« siger de flere gange og trykker videre i deres Powerpoint-præsentation. Men nej, det kan jeg faktisk ikke. For denne humanistisk inklinerede reporter fortaber meningen sig i farveplamager og skrift i nano-dimensioner.

Vi skal måske vænne os til pizzaer med lilla pepperoni, det forstår jeg, og det er vel også en form for paradigmeskifte. Men hvordan vi skal udvikle et samfund med kraftværker, der kører på fotosyntese, er lidt mere uklart. Og idéen med seminaret var vel, at jeg skulle forstå det?

Totalitær klimakamp?

Anden halvdel af seminaret bevæger sig ind i mere normativt terræn. Økomiprofessor Eirik S. Amundsen mener i modsætning til mange folkelige bevægelser uden for universitetet, at klimakampen skal foregå på markedets vilkår. Med kvotesystemer og skatter, eksempelvis.

Og det er vigtigt at få mange lande med i en aftale, for hvis få lande laver kvoter eller grønne skatter, kan det få oliepriserne til at stige, og det vil have en modsat effekt end ønsket, mener han.

Ole Wæver er professor i statskundskab og ekspert i sikkerhedspolitik, og han breder klimaproblematikken ud. Der er to måder at anskue klimaet som et sikkerhedsspørgsmål, forklarer Wæver. Det første illustrer han med naturfaglig præcision som: ’klimaforandring – pil – krig.’

»Det skal ikke forstås sådan, at der i fremtiden vil blive udkæmpet decideret ’klimakrige’, men klimaforandringerne forstærker en række traditionelle problemer, som kan lede til voldelig konflikt,« siger han. Det gælder særligt migrationsbølger og ressourceknaphed.

Man kan også anskue klimatruslen som en trussel i sig selv. Og så er klimaforandringerne jo proportionelt en større trussel end terrorisme. Det perspektiv er ved at vinde frem, fortæller Wæver, og her er risikoen, at myndighederne får beføjelser til at tage ekstreme midler i brug, som man gør i kampen mod terrorisme. Og måske viser det sig, at vi endda skal have en form for ’klima 9-11’, før en ordentlig aftale kommer på plads, siger han.

En flydende grænse

Dagens hovedattraktion er professor Hans Joachim Schellnhuber fra Institut für Klimafolgenforschung i Potsdam. Som en af de absolutte forgangsmænd inden for klimaforskning, er han blevet rådgiver for den tyske kansler Angela Merkel.

Men Schellnhuber er også hadeobjekt for verdens klimaskeptikere. Måske fordi han på ingen måde besværer sig med at pakke sine dommedagsscenarier ind.

»Målet her i København er, at sætte en grænse på to graders temperaturstigning. Det er et kompromis, som ikke vil spare os for meget alvorlige implikationer, men det er håndgribeligt for politikerne at forholde sig til,« forklarer han og siger, at klimaet har udviklet sig voldsommere, end man forudså i 2001, da man fastsatte tograders-grænsen. I dag udgør to grader grænsen mellem ’farligt’ og ’katastrofalt’.

Hans Joachim Schellnhuber arbejder med såkaldte ’tipping points’, hvor ændringer i det økologiske system får uoverskuelige og uigenkaldelige konsekvenser. Det største og mest umiddelbare af dem er, at sneen på Himalaya smelter og ødelægger landbrugsgrundlaget for halvanden milliard mennesker i Asien.

Men isen på Grønland kan også smelte, og så er det slut med København.

»Og jeg kunne fortsætte: Amazonas…«

Konstruktiv frygt?

Han er bemærkelsesværdigt præcis, denne ranglede mand, som endda opstiller et regulært CO2-budget for verdens befolkning.

Alle mennesker kan bruge 100 tons CO2 inden 2050, hvis vil skal have to tredjedele chance for at blive under to grader. Og det kan lade sig gøre, hvis vores CO2-udledning topper og herefter falder dramatisk i 2015. Ellers ser det sort ud. Schellhunber sammenligner klimaforhandlingerne med et atomkapløb.

»Det er et prisoner’s dilemma. Ligesom under Den Kolde Krig, som desværre ikke endte i et atomart shoot-out,« konstaterer han tørt. »I dag handler vores dilemma blot om, hvem der først tør risikere at gøre sig uafhængig af kul.«

»Økonomisk og teknologisk kan det sagtens lade sig gøre at skifte til vedvarende energi allerede inden 2030, men jeg tvivler på, at det kan lade sig gøre politisk og mentalt. Jeg er bange for, at det er mennesket, der står i vejen for menneskeheden,« siger han.

Man kan frygte, at Schellnhuber er typen, som med sin dommedagsdunder risikerer at tale folk ned i et defaitistisk hul.

Og måske kan man ikke klandre Thor Pedersen-typer for bare at have lyst til at sætte sig hjem i hyggen i sin fuldt oplyste villa og stirre resigneret ind i elpærerne på juletræet.

Mod en ny oplysningstid

Så er det godt, at Katherine Richardson vender tilbage fra Bella Center for at tage dagens sidste ord.
Klimaforandringerne kræver en mentalitetsændring, som vi kun har oplevet to gange de seneste 500 år: med Galilei og med Darwin.

At fatte at vi som små mennesker er en del af et økologisk system, som vi faktisk er i stand til at påvirke, svarer til at fatte, at alle mennesker er samme race, og at vi derfor ikke kan handle med slaver, mener Richardson, og lukker på en optimistisk tone:

»COP15 handler ikke om at blive enige om CO2-reduktioner, men om at dele globale ressourcer. Og under alle omstændigheder kan vi sige til fremtidige generationer, at universiteter og forskere gjorde deres bedste for, at de beslutninger, der blev taget her i København, var baseret på solid videnskab. Ikke på tro eller religion.«

Download alle præsentationerne fra seminaret her.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste