»Det her er kirtler fra en ulv – prøv og lugt«

Rummet er kridhvidt og endnu skånet for fedtfingre. I midten er tørrede urter hængt nydeligt op på række, og bag apotekerskabenes store glasruder kan man ane en pakke Treo, pilevåben, en udstoppet rotte og en kæmpestor nød af en art, som til forveksling ligner en kvindes underliv.

Hvad er temaet? Det er bredt. Det handler nemlig om naturmedicin og vi er på rundvisning i Københavns Universitets splinternye museum på Det Farmaceutiske Fakultet med Jens Soelberg, som er kurator og etnobotaniker.

Hokus pokus?

Det viser sig hurtigt, at det der med naturmedicin er en svær ting at afgrænse. Og termen volder faktisk også lidt besvær, siger Jens Soelberg, fordi det i manges ører lyder lidt for meget som tvivlsom hokus-pokus og lidt for lidt som medicin i blistfolie-pakninger.

Altså for mange urter og for lidt kemi. Den fordom har jeg selv taget med, men Jens – vi er allerede kommet på fornavn – er hurtig til at mane den i jorden:

»Okay – her er et fedt faktum til dig: Mere en 50 procent af al medicin, der findes på apoteker og hospitaler, stammer i en eller anden form fra planter. Enten er den direkte høstet i naturen, eller også er stofferne blevet syntetiseret senere,« siger han tålmodigt.
Og det er altså fællesnævneren for de fremviste genstande: de er de naturkilder, som medicin stammer fra.

Nå ja, og så er der selvfølgelig udstillet en del andre ting, som man engang troede virkede, og ting, som ikke er direkte knyttet til medicinen, men som er sjældne eller sjove at se på. Eller begge dele

Museet er ikke særlig stort, og derfor fremviser det også kun en lille del af en virkelig stor samling på cirka 6.000 genstande, som er blevet indsamlet i løbet af de sidste knap 200 år. Til gengæld kan man orientere sig efter interesse ved at følge overskrifter som ’Rariteter’, ’Smertelindring’, ’Shamanisme’, ’Kosmetik’ og ’Jagtgifte’, der er malet på skabene.

Urter, ambra og gnaverlort

»Her i midten af rummet har vi udstillet urter, som vi har indsamlet i Danmark, og som alle har en eller anden form for folkemedicinsk oprindelse. Det er sådan noget, der er gået i mundtlig arv, som eksempelvis kamille,« siger Jens og peger.

»Det er først for nylig, at vi er begyndt at undersøge den farmakologiske baggrund for deres virkning,« fortsætter han og bevæger sig ned langs rækken af tørrede planter.
Han fortæller om baldrian, der virker ved søvnbesvær, om prikbladet perikon, som holder vinterdepressionen for døren, og om malurt, som ikke er hallucinogen i absint, men som til gengæld kan drikkes som en meget bitter og effektiv te mod indvoldsorm.

Han fortæller også om fingerbøl, der virker som hjertemedicin:

»I denne plante findes et stof, som er én af de allermest anvendte former for hjertestimulerende medicin, der er på markedet.«

I den lidt lettere afdeling får vi lov til at høre historien om bævertestiklerne, der efter sigende blev brugt som smertestillende medicin på grund af deres indhold af salixylsyre, som også findes i for eksempel Treo og Aspirin. Salixylsyre findes i pilebark, bævere spiser pilebark – det er derfor en forståelig antagelse, at det skulle hjælpe med en bid testikel.

I kosmetikafdelingen hører vi om ambra, som kaskelothvalen nogle gange hoster op, og som tidligere brugtes i parfumer, og vi snuser til moskushjortens kirtler, hvis duft skulle gøre mænd vilde og gale. På en god måde.

Ved skabet mærket ’Shamanisme’ bliver vi enige om, at det i bund og grund er ligegyldigt, om man kalder det for onde ånder eller sygdomme, bare de kan afhjælpes, og ved den japanske naturmedicin rynker vi på næsen ad skildpaddeskeletter og gnaverlort på glas.

»Gift eller medicin – et spørgsmål om dosis«

Jens går videre til et skab mærket med ordet ’Cancer’, og så bliver det hele straks mere seriøst. Skabet rummer billeder af en køn blomst og noget medicin i pakning.

»Det her er rosen-singrøn, som er lidt af en solstrålehistorie inden for moderne naturmedicin. Den har to ekstremt giftige stoffer i sig, men ofte er det sådan, at forskellen på medicin og gift er et spørgsmål om dosis. Planten er giftig, men de to stoffer er virksomme over for den form for leukæmi, der rammer børn, hvilket betyder at dødeligheden for den sygdom er faldet fra 90 til 10 procent.«

Men hvordan finder man ud af, hvilken medicin der virker?

»Det er i høj grad det, de laver her på Institut for Medicinalkemi. Der er flere metoder til at finde nye former for medicin. Man kan tage ud til folk, som er tættere på naturen, end vi er i Danmark, og spørge dem, indsamle planter, og så teste deres virkning herhjemme.«

Det er altså én metode. Den anden er lidt mere tricky og en del mere kostbar:
»Den taks, du ser her« – han peger på en snørklet plante i et glas – »er resultatet af et kæmpestort amerikansk forsøg, hvor de tog alle træer de kunne komme i nærheden af i hele Nordamerika og testede dem for deres virkning mod en specifik form for kræft. Det kostede milliarder af dollars.«

Og man vidste ikke om, om man ville finde noget?

»Næ, til at starte med havde man ingen idé, men man screenede alt, hvad man kom i nærheden af, og så kom man frem til det der.«

Rædselskabinetteta

Jens styrer mod et aflukket rum, som gemmer sig bag en dør af mørkt glas.

»Det her er giftblanderiet – eller rædselskabinettet,« griner han. »Her gemmer vi nogle af de lidt mere lyssky ting.«

Han låser op, og vi træder ind i et lille lokale med mørke træmøbler og mystiske ting i glas. Han skruer låget af et og holder det hen foran næsen på mig.

»Det her er kirtler fra en ulv – prøv og snus til det!«

Han udpeger en rokkes skind og små syltede firben i glas, som ser vrede ud. Så hiver han et stort glas med turkisgrønne biller ned fra en af hylderne.

»Det her er spansk flue,« siger han og smiler vidende. »Det er et potensmiddel fra middelalderen. Den giver en kraftfuld erektion i op til to døgn. Det skulle være meget smertefuldt og ofte med døden som udgang. Klinisk set er det en betændelsestilstand i svulmelegemerne. Det virker også på kvinder; der skulle det give en helt afsindig kløe.«

Han fortsætter med at fortælle om pulveriseret mumie fra Ægypten, som blev brugt, hvis – ja, hvis intet andet virkede. Ligesom man i middelalderen måtte grave lig af henrettede mennesker op fra Assistens Kirkegårds muld for at bruge deres kroppe medicinsk. Eller bare til at lave lys af deres fedt.

Fortsat forskning vigtigt

»Vi er afhængige af naturen til så godt som alt,« siger Jens Soelberg og understreger, og at der stadig er mange planter, som endnu ikke er blevet undersøgt for deres helende virkninger. Derfor er museet også konkretiseringen af et ønske om at vise gæsterne, at forskning fortsat er vigtig.

»Hvis det ikke er en god grund til at bevare naturen og passe på vores planet, så ved jeg ikke, hvad det ellers er,« siger NaturMedicinsk Museums kurator.

uni-avis@adm.ku.dk